Bøger om Børnehjem

Forfatteren kom til verden på Nørrebro i 1959, født af en enlig pillemisbrugende mor, der ikke kan tage vare på sine børn. Hans første leveår er præget af overgreb og misrøgt. Da han er fem år gammel bliver han tvangsanbragt på et børnehjem i Vestjylland, hvor dagens ret er kæft-trit-og-retning og meget lidt kærlighed.17 år gammel forlader han børnehjemmet og tager tilbage til den københavnske stenbro. Det er i disse første ungdomsår at han møder canadieren David McTaggart, grundlæggeren af Greenpeace International - et møde der kommer til at få afgørende betydning for forfatterens liv.Forfatteren er med til at grundlægge Greenpeace i Danmark og en række andre lande, og han bliver en af hovedmændene bag mange af 1980'ernes spektakulære aktioner mod hvalfangere, og dumpning af kemisk- og radioaktivt affald.Denne første del af forfatterens erindringer, fortæller om hans svære opvækst og hans store engagement i den internationale miljøkamp.

Michael Gylling Nielsen kom til verden på Nørrebro i 1959, født af en enlig pillemisbrugende mor, der ikke kan tage vare på sine børn. Hans første år var præget af overgreb og massiv omsorgssvigt. Da han er fem år gammel bliver han anbragt på børnehjemmet C.M. Schuberts Minde, hvor dagens ret er kæft-trit-og-retning og meget lidt kærlighed.17 år gammel forlader Michael børnehjemmet og tager tilbage til den københavnske stenbro. Det er i disse første ungdomsår, at Michael møder David McTaggart, manden der er med til at skabe grundlægge Greenpeace - et møde der kommer til at få en afgørende betydning i hans liv. I Michael ser McTaggart en ung mand, der ikke er bundet af noget, er ambitiøs og villig til at gå langt for at nå målet. Michael er med til at grundlægge den danske afdeling af Greenpeace og bliver en af hovedmændene bag 80ernes spektakulære aktioner mod hvalfangere, dumpning af kemisk- og radioaktivt affald. Under McTaggarts vinger oplæres Michael i det internationale aktivist- og lobbyarbejde.Denne første del af hans erindringer fortæller om hans svære opvækst og hans store engagement i miljøkampen.

En tankevækkende bog, som giver et fint billede af et barns udvikling, men også fortæller positivt, hvad et godt børnehjem med kompetent og kærligt personale kan udrette. Bogen kan læses af dem, der kan lide socialrealistiske bøger.Anbefales!- LektørudtalelsenTRUE STORIES er lavet i samarbejde med UNGDOMMENS RØDE KORSFor nogle børn og unge er det svært at vokse op og stå ansigt til ansigt med livets overgange. Nogle børn og unge mangler positive rollemodeller i deres liv. De føler ikke, de har mulighed for at træffe sunde valg for deres egen fremtid, og de har ikke noget netværk, der kan fange dem, når de slår sig på voksenlivet.....Bogen om Kasper er blevet til i samarbejde med virkelighedens KASPER, som slet ikke hedder KASPER. Han har i bogen fortalt sin historie til bogens forfatter for at fortælle hans historie videre til andre unge.En rørende barsk, men også positiv historie fra det virkelige liv:Kasper er børnehjemsbarn. Men hvorfor har han boet på børnehjem, siden han var lille, og hvordan er det egentlig at bo sådan et sted?De voksne i Kaspers liv drikker for meget, og hans mor bliver med jævne mellemrum indlagt med problemer med hjertet og psyken. Der sker så mange ting derhjemme, at det er svært at koncentrere sig, så Kasper kommer bagud i skolen, hvor han også synes, at det er svært at passe ind.Hans forældre og en socialrådgiver bliver enige om, at han skal på Orøstrand, som er en slags børnehjem.Tre måneder. Så længe siger de, at han skal være der, og han har bestemt ikke tænkt sig at blive der et sekund længere …

Fra tid til anden dukker en forfatter op, som ikke bare registrerer ting, men optegner en helt ny virkelig, der kan kaste lys over vores mørkeste følelser. Franz Kafka gjorde det. Bruno Schultz gjorde det. Og nu også Andrés Barba. Edmund White"Min far døde på stedet, min mor på hospitalet."Marina har lært at sige sætningen uden tristhed, ligesom man siger sit navn til en fremmed, ligesom jeg hedder Marina og er syv år. På børnehjemmet bliver hun beundret af de andre piger.Og holdt udenfor. Dukken tager de fra hende. Men så finder Marina på en leg. På skift bliver pigerne klædt ud som dukke. Dukken ligger stille og kan ikke tale. Bare lytte. Endelig en nat får Marina lov at være dukken. Små hænder er under filmatisering af det anerkendte britiske produktionsselskab 4Film Production, som bl.a. har været med til at lave film som 12 Years a Slave, Slumdog Millionaire, Dancer in the Dark og Buena Vista Social Club.Andrés Barba fik i 2017 tildelt den store spanske romanpris Premio Herralde for Lysende republik, som også er udkommet på dansk. Prisen favner hele den spansktalende verden og er tidligere tildelt blandt andre Roberto Bolano, Guadalupe Nettel og Álvaro Enrigue.

Nanna på Bjørnehjem er en højtlæsningsbog om to bjørneunger, der er bedste venner i Bjørnehaven. Nannas forældre kan ikke passe godt nok på Nanna, og derfor skal Nanna på Bjørnehjem. Det bekymrer Samson, der forestiller sig alt muligt. Indtil han kommer på besøg hos Nanna på Bjørnehjemmet og ser, at hun har det godt.Nanna på Bjørnehjem henvender sig til børn i alderen 4-7 år. Den kan læses i daginstitutionen, 0.-1. klasse eller derhjemme - enten som en almindelig højtlæsning eller som en del af læreplanerne i børnehaven eller skolen, fx som dialogisk læsning.Bogen er afprøvet af pædagoger og børn i Aarhus kommune i samarbejde med Lisbeth Zornig Andersen. Erfaringen er, at bogen giver anledning til en god snak om rummelighed og tabuer om, hvad det vil sige at være anbragt uden for hjemmet, fx på børnehjem. Det anbefales, at den voksne læser forfatternes forord samt vejledningen af psykolog Rikke Yde Tordrup, inden bogen læses højt med børn. Bogen afsluttes med et efterskrift af Mette Guldager, dagtilbudsleder i Aarhus Kommune.

»Vi krammer farvel. Jeg har svært ved at slippe min mor og min storesøster. Det er vanskeligt at balancere ned ad de store glatte stentrappetrin, selv om jeg bliver holdt i hånden af en fremmed mand, der skal ro os ud til M/S Disko, og det er nervepirrende at træde ned i den lille robåd, der vipper meget, da jeg stiger ombord. Jeg bliver sat på toften ved siden af Agnethe. Vores små numser kan lige være der. Vi er meget stille og alvorlige, vores mødre står helt fremme ved gelænderet, og jeg kigger intenst op på min mor og tænker på, hvorfor hun lader mig rejse.« Helene er 7 år, da hun sammen med 21 andre grønlandske børn bliver sendt til Danmark i 1951 for at lære dansk. Halvandet år senere vender hun hjem til Godthåb, kun for at opdage, at hun slet ikke skal bo hos sin familie, men på et helt nyt børnehjem, opført af Dansk Røde Kors. Hun har glemt sit modersmål og bliver sammen med sine skæbnesøskende opdraget efter tidens danske normer, samvittighedsfuldt effektueret af Benze, børnehjemmets forstanderinde. Målet er at gøre de grønlandske børn til mønsterborgere og forbilleder for deres landsmænd. Men børnene bliver fremmede i deres eget land. I bogen I den bedste mening har Tine Bryld berettet om dette sociale eksperiment – og senest har spillefilmen Eksperimentet hentet stof i den autentiske historie. Helene Thiesen har været en central kilde i begge tilfælde. Nu får vi hendes egen knivskarpt erindrede beretning om sin barndom – fra faderens død, til der pludselig står en fremmed mand i hjemmet og overtaler hendes mor til at sende hende til Danmark. Fra tilbagekomsten til Grønland og livet på børnehjemmet, til hun kommer på efterskole i 1960 som 16-årig. Som filminstruktør Louise N.D. Friedberg skriver, er man i et NU med den lille Helene, der oplever alt for første gang.