Bøger om Bornholms historie

På Bornholm klinger et særligt sprog, og klipperne bærer spor efter en lang historie, og samtidig genopfindes nutiden konstant, når øens ildsjæle puster nyt liv i de gamle fiskelejer. Bornholm er kunsthåndværk og krigshistorie, sommersjov og forårsfred – og et væld af skjulte skatte, som bogen her viser vej til.Bornholm er sin helt egen. Danskerne elsker at holde sommerferie på solskinsøen. Men flere og flere besøger også Bornholm uden for sæsonen og vender tilbage år efter år og hele året rundt.'111 steder på Bornholm som du skal se' henvender sig til de indfødte bornholmere, til de tilbagevendende turister og til alle de andre, der gerne vil opleve nye sider af den kendte ø. Her er det nemlig ikke Rokkestenen, Hammershus og Dueodde, der er i fokus, men steder som Teglkås, Hundsemyre, Lille Skotland, Pissebækken og Musestien.Bogen fortæller, hvor du kan komme på månevandring eller på cykeltur i et bronzealderlandskab, hvor du kan spise hjemmebag i en gammel politistation eller drikke slushice med havtorn, og hvor du har bedst chance for at spotte en silkehejre eller se de underjordiskes natlige rytterøvelser. Bogen er en hyldest til både det kendte og ukendte Bornholm og en guide til naturoplevelser, seværdigheder, lokalhistorie og kulturskatte, der er noget ud over det sædvanlige. Hvad end man er førder (besøgende) eller indfødt bornholmer, vil der med garanti være noget, der overrasker.

Finn Kjerulff Hansen forsøger gennem nye synsvinkler og nyfortolkning af kilder og andre forskeres teorier at give svar på nogle af den bornholmske histories mange spørgsmål. Han har lagt det historiske snit i perioden år 0 til ca. 1250, da begivenhederne inden for denne tidsmæssige ramme fik en afgørende indflydelse på øens senere historie, ja faktisk definerede den. Bornholm var formentlig i år 0 trods sin beliggenhed eller snarere på grund af denne en del af en større kulturel, social, økonomisk og formentlig også magtmæssig regional sammenhæng. Beboerne havde efter fundene at dømme vide kontakter til omverdenen. Formentlig helt ned til Romerriget. Denne udvikling fortsatte op gennem historien i et stigende omfang, der kun blev begrænset af krige og anden uro forårsaget af en i perioden vedvarende folkevandring i Europa. Krige, som bornholmerne mest sandsynligt også var aktive deltagere i. Den bornholmske befolkning havde allerede ved år 0 organisatorisk gennem en militært præget administration styr på beskyttelsen af øen mod fremmede folks interesse for at besidde den strategisk velbeliggende ø. Bornholms betydning steg, da endnu større og langt mere velorganiserede stammer i de omkringliggende områder tilsyneladende tog øen i besiddelse op mod år 400. Derved blev Bornholm en del af et langt større magtmæssigt fællesskab, som aggressivt udfordrede de andre stammer langs Østersøens kyster. Fra den tid må øens historie hele tiden ses i dette lys, da øen fra nu af det meste af tiden videre frem var underlagt andres overordnede styring og udgjorde denne magts yderste østlige forpost. Dette medførte naturligt nok en stærk begrænsning i mulighederne for selvstændigt at påvirke sin egen situation. Den lokale ramme for en vis selvstændighed fik yderligere et knæk, da en stærk kongemagt op mod år 1000 og frem i stadig tættere samarbejde med kirkemagten med tiden fik svækket hele rigets og herunder også de bornholmske stormænds magt. Så Bornholm var fra nu af kun en passiv aktør i sin egen spændende og usædvanlige historie, hvor ikke mindst kampen mellem konge og ærkebispen i Lund fik stor indflydelse på øens forhold fra ca. 1250 helt op til 1575.