Bøger om Bronze

Bogen favner otte værker af Praxiteles omkring 350 f.Kr. De findes i kopier i mange eksemplarer på Vestens kunstmuseer, i parker og andre steder. Det er Apollon Firbendræber, Hermes med Dionysosbarnet, Afrodite fra Knidos og andre. Det bliver et greb ind i den antikke verden. Senklassikkens mennesker træder frem, teenagere, mænd og kvinder. De er skrøbelige og har svært ved at handle i verden. Men de er utrolig smukke med et vibrerende blødt liv i marmoret eller bronzen. Skulpturerne favner kærligt menneskene. De kan ikke være fyldt med strålende kraft som i kunsten omkring 450 f.Kr., hvor verden var mere gennemskuelig. De må finde ud af at eksistere i en mere skridende virkelighed og står derfor ofte, som om de er ved at miste balancen. Det er et konkret billedgreb og en indre karakteristik. Hvad er der på spil? Er der muligheder for dem? Uddrag af bogen Hermes med Dionysosbarnet. Der er her ”grundskader i den mytiske horisont, som alle kendte dengang. Hermes forbinder ikke Dionysosbarnet med de redskaber, vindruerne, han skal bruge i sin mission … både Hermes’ forbindende og Dionysos’ sanselige kræfter er væk som selvfølgeligheder. Skulpturen kredser om et grundproblem i tiden: den manglende forbindelse mellem følelse og fornuft. Man kender godt betydningen af de homeriske dyder og den kraft, mennesket kan blive til, hvis det mestrer at finde en balance. Man ved det godt. … Men man kan ikke finde balancen. Man kender ikke sig selv fuldt ud, lever ikke op til Apollons bud: kend dig selv… Man skal i beskuelsen kunne mærke tabet af en indre loddestang… Men skulpturen giver også et drilsk modspil. Dette menneske er smukt trods sine svagheder”. Om forfatteren Gitte Tandrup (f. 1956), kunsthistoriker, mag.art. fra Københavns og Aarhus Universitet, står for foredrag med eksistentiel søgen i billedkunsten. Artikler især i kunstmagasinet Janus. Bøger: Zigzag mod solen om Vilhelm Bjerke Petersen 1998; Idioten og stjernedyret om Harvey Martin, 2001 (med Leo Tandrup); Kandinsky, Klee, Ernst, Dali… 2009; Delacroix, Courbet, Manet, Cézanne … 2010; Caravaggio. Farlige billeder, 2012; Botticelli. Floras bud, 2021; Lær at se på kunst med Rafael. Indgange til billedsprog med eksempler fra renæssance og nutid, 2021; Malermester Giotto. 2022.

Hvis en statue var bevidst, hvad ville den så tænke? I Marmorhud og bronzehoveder – fortællinger om statuer bringes skulpturer af sten og metal til live og agerer i verden. Den Lille Havfrue slår med halen, en ung bokser drages af David, en ensom dreng får nogen at tale med. Stivnede scener udspiller sig, og i nattens ly rører de tilsyneladende livløse på sig. Går du ene forbi en statue i mørket, er du så sikker på, at du er alene? Bag de ellers så ubevægelige ansigtstræk og fastlåste bevægelser gemmer der sig noget. Noget, der sætter sig i bevægelse. Marmorhud og bronzehoveder er en novellesamling, der giver liv til en række statuer. Med hvert sit perspektiv og hver sin logik udforsker hver novelle et fragment af en statues eksistens. Uhyggelige skæbner, myter og menneskelige interaktioner mødes i en stribe sælsomme fortællinger, hvor statuernes og menneskernes verden kolliderer.Uddrag af bogen ”Når natteravnene er der, rører drengen sig ikke, og selv hvis han kunne, ville han ikke turde. De er højtråbende, larmende, hensynsløse og nogle gange aggressive. Drengen bliver bange, selvom han ved, at de ikke kan gøre ham andet end netop bange. Når de hælder deres væsker ud over ham, bliver de skyllet af igen. Når de sætter deres aflagte dåser foran ham, bliver de fjernet igen. Når de klapper ham på skulderne, så hans krop klinger, gør det ondt i deres hænder og ikke på ham. De kan ikke tage hans kranium fra ham.” Om forfatteren Marie Louise Pedersen er uddannet på Aarhus Universitet. Hun startede sidenhen ud som forfatter under et sygdomsforløb – at skrive blev et fast holdepunkt, en livline, der endte med udgivelse i en novelleantologi. Herefter har hun ikke sluppet tasterne og debuterede i eget navn med novellesamlingen Gopler og andre fortællinger.