Gør som tusindvis af andre bogelskere
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.Du kan altid afmelde dig igen.
Det unge par Marina Quispe og Pascale Antilaf, som har baggrund i hver deres oprindelige kultur – quechua og mapuche lafhenche – forsøger at skabe et liv sammen i hovedstaden, hvor de dog må kæmpe for deres kærlighed og mod race- og kønsdiskrimination og manglende muligheder. Mari er datter af en enlig mor og barnebarn af en peruansk kvinde, der i sin tid migrerede til et land, som viser sig at være et diskriminerende, reaktionært klasseopdelt samfund; Pascale er ligeledes mærket af sin personlige historie og sine familietraditioner på øen Chilco. Dialogerne mellem de to er fyldt med sødme, menneskelighed og realisme og afspejler deres kulturelle og sproglige baggrund med ord på quechua og mapuche-folkets mapudungun. Bogen er således også i høj grad en hyldest til Latinamerikas oprindelige sprog og kulturer. Den stærke, men også poetiske fortælling er på sin vis samtidig historien om de fattige, som migrerer til de latinamerikanske storbyer i en søgen efter et bedre liv, hvor alt, de finder, er elendighed, overbefolkning, arbejdsløshed og forfald. I romanen afspejles det af de begivenheder med sammenstyrtede lejlighedskomplekser, jordfaldshuller og protestaktioner, som i sidste ende får Mari og Pascale til at tage deres liv op til genovervejelse og søge tilbage til Pascales rødder på Chilco. Daniela Catrileo er uden tvivl en markant ny stemme i latinamerikansk litteratur.
Som barn hadede jeg søndage. Der skete ikke en skid på søndage. I dag elsker jeg søndage. Der sker ikke en skid. ”Wavamba i svedehytten”, skal nok klare sig, jeg driller ham bare lidt.”Velfærdsturisten”, er jeg lettere karikerende omkring, men jeg vil jo et eller andet med ham. I dag kan folk komme helt tæt på krigens ulykker, fattigdom og anden elendighed, og fordi man har betalt, er man beskyttet og kan nyde aftensolen med en drink på hotellet. Hvor tæt kan vi komme på andres virkelighed som iagttagere? Kan man bare være iagttager? Læseren må finde grænsen.Stilheden en søndag. Man kan rekognoscere i et villakvarter. ”Batman og Vatmand” leger stadigt derude et sted. Lidt oppe ad et lukket vænge tøffer en midaldrende herre rundt i H2O-sko. Han har tændt grillen, det er ikke ham, der er ”På vej ud i junglen igen”. Er han mon ”Forandringsparat”? Fruen vil gerne se en serie. Solen skinner, så hun trækker for. Hun er stadig påvirket af ham konsulenten ”Tungnem”, som på medarbejderdagen på kommunekontoret fortalte, hvordan de skulle gribe livet an. ”Carpe diem”. Hun har grebet sin dag men alt for ofte grebet forkert. De hører en svag buldren. Når de mon at reagere, når først "lavinen ruller”?De hygger sig, det er ”Feel good time”. De håber på, at der ikke pludseligt kommer nogen forbi. Der er ”Spor af liv”, man skal bare lede. Et sted i vænget pakker en mand flyttekasser. ”Valentino” har været på besøg. Der er ”Til salg-skilte på en vej”. Vi har for travlt til at nå, at finde os selv. ”Lige nu”. Vi prøver at stoppe op og reflektere, men så kommer den, ”To do listen”. Noget skal sorteres og køres væk med traileren. Der er ”Spor af liv”.
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.