Gør som tusindvis af andre bogelskere
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.Du kan altid afmelde dig igen.
I 1869 og 1880 udgav den franske geograf, forfatter og anarkist Élisée Reclus (1830-1905) Historien om et vandløb og Historien om et bjerg, der nu begge foreligger på dansk i Troels Hughes Hansens oversættelse. De to bøger havde i sin tid en bred appel og stærk indvirkning på den almene forståelse af naturen. Elisée Reclus plæderede for et vildt og harmonisk naturbegreb, hvilket stod i skarp kontrast til den industrielle civilisations udvikling i slutning af 1800-tallet.Bogen er i høj grad relevant i dag, fordi den tilbyder os et frisk og bejaende blik på naturen som noget, der ikke ligger uden for os selv. Naturen hos Reclus er ikke den store Anden, som man enten kan passe på eller ødelægge. Den er ikke udelukkende et objekt, men optræder i menneskets historie og kultur som en drivende kraft. Bjerget og vandløbet er som resten af naturen evigt forbundet med mennesket på godt og ondt, og det løber som en understrøm i bogen, at det er essentielt for mennesket at vedligeholde denne forbindelse.På den led flyder Reclus’ poetiske projekt sammen med hans politiske overbevisning. Den geografisk præcise og poetisk sanselige indoptagelse af naturen bliver en modstandskamp for digteren. Naturen er både et middel til at genoplade batterierne og samle kræfter til den store kamp for frihed og retfærdighed, men den har også en iboende værdi for os som del af vores fælles historie og udvikling.
En dansk forfatter sidder i Spanien blandt briter og længes efter Australien. Han drager fra sit bjerg nær Malaga til Gran Alacant og Cómpeta for at koge sproget ind og få smagen frem – finde lighedspunkterne mellem madlavning og skrivning. Mens solen går ned over Europa, iagttager han vores fantasi om, hvad Spanien er; undersøger med sine fodsåler vandringens funktion som fyrtårn og spekulerer over onde diktaturers udvikling til onde demokratier. “Jeg selv balancerer,” skriver han, “mellem alder, musik, litteratur og almindelig opgivelse” – og inviterer sin læser til at gøre ligeså.
I en sporvogn i Göteborg sætter Horace Engdahl sig ved siden af David Hume, den skotske filosof, der døde i 1776. De påbegynder en samtale, som strækker sig over flere sporvognsrejser og en hel bog, undertiden afbrudt af essays om forskellige emner, der aktualiseres af meningsudvekslingen i sporvognen: 1700-tallets franske salon-værtinder, Rousseaus paranoia, luksus, hunde og meget andet. Under det hele rumsterer spørgsmålet: Findes der noget, vi kan betegne godt og ondt?
Dette lille essay beskriver den historiske baggrund for elektrochok (ECT), selve proceduren samt de hjerneskader, som meget ofte kan konstateres hos patienterne bagefter. Tillige nævnes psykiaternes langvarige og demagogiske modvilje mod at anerkende disse skader, med svære følger for patienterne.Endvidere påpeges vigtigheden af, at hvis man skal have sandheden frem om skaderne efter ECT, må tidligere patienter (og deres pårørende) træde frem i samlet flok og kræve en tilbundsgående undersøgelse heraf.
I Skeens placering inviterer Deborah Levy læseren inden for i sit private bibliotek. Gennem bøger, breve, erindringer og nedslag i eget liv fortæller hun om de forfattere og kunstnere, der har formet hende og gjort hende til den, hun er. Deborah Levy skriver veloplagt om Marguerite Duras, Colette, Ballard og Barthes. Hun tager os med på café i Wien og betragter gæsterne gennem Freuds briller. Hun ser på kunstværker og kunstnere som Méret Oppenheim, Lee Miller og Francesca Woodman. Levy skriver poetisk, klogt, varmt og nogle gange surrealistisk, men altid med et skarpt og kærligt øje for detaljer. For hvad hvis det faktisk betyder noget, hvilken vej skeen vender, mod det kogte æg eller væk fra det? Hvad afslører sokker og sko om dem, der bærer dem? Hvis det faktisk betyder noget, hvem og hvad vi er opmærksomme på. Skeens placering er en indirekte selvbiografi af forfatteren Deborah Levy med klare referencer til erindringstrilogien.
Til skyggernes pris er Junichiro Tanizakis (1886-1965) udødelige mesterværk fra 1933. Det er en poetisk lovsang til japansk æstetik, hvor Tanizaki i en frit fabulerende, essayistisk stil der bevæger sig fra rum og arkitektur til No teater, fra kogekunst til lyssætning, argumenterer for – og guider sin læser i retning af – at se skønheden i oxideret metal, det majestætiske og ophøjede i uglaseret keramik og det subtile ved organisk materiale der bærer vidnesbyrd om daglig berøring af menneskelige hænder. Og så taler han for at modstå fristelsen til at strømline, til at overbelyse (læs: lade sig forføre af moderniteten), og huske skyggerne (læs: traditionerne, håndværket, det naturgivne) for uden skygger ingen skønhed!Vi har valgt at tilføje et af Tanizakis første skønlitterær værker, novellen Tatoveringen, til bogen. Omend den stilistisk befinder sig et andet sted, så aner man her også forfatterens optagethed, og dybe fascination, af skønhed, af håndværket, af det æstetiske.We find beauty not in the thing itself but in the patterns of shadows, the light and the darkness, that one thing against another creates… Were it not for shadows, there would be no beauty.’ – Junichiro Tanizaki
Betina Ingerslev underviser på CBS, hvor hun er kendt som vejlederen, der sørger for, at du får en topkarakter til eksamen. En del af Betinas hemmelighed er hendes vejledninger i, hvordan du skriver en opgave og går til eksamen. I bogen her gør hun nu den viden tilgængelig for alle, der skal skrive et fagligt essay som eksamensform – og måske også skal op at forsvare det mundtligt.Betina Ingerslev forklarer i et klart og enkelt sprog, hvordan det faglige essay skal struktureres, og hvad de forskellige dele af essayet skal indeholde. Betina kommer bl.a. ind på nøgleelementer såsom argumentation, kildebrug, struktur og stil, men ikke mindst hvordan dit essay i sidste ende bliver vurderet af vejleder og censor, og hvad det kræver at få 10 eller 12.Bogen er en lettilgængelig guide til alle, der bakser med essayeksamener. Der er ingen garanti for en topkarakter, men med bogen her kommer du et skridt nærmere.
Kulturjournalistik – Kronik/essay/debat er den fjerde bog fra den dansk-sydkoreanske forfatter, jazzmusiker og cand.mag. i fransk Jakob Park Nielsen. Bogen indeholder kronikker, essays og debatartikler publiceret i Berlingske Tidende, Information, Politiken og Jyllands-Posten fra maj 2021 til marts 2024. De kulturkritiske tekster kredser om den vestlige kærlighedsmyte, #Me-Toos implikationer for galanteri og forførelse, klassekamp og klasseskam, det danske uddannelsessystems faglige kollaps, og fransk litteraturs bemærkelsesværdige aftryk på det europæiske kunst-, kultur- og dannelsesideal. Forfatteren spidder skånselsløst en samtid, der er mere optaget af økonomisk profit og likes på instagram og facebook end kunstneriske og kulturelle opdagelser, og advarer om en europæisk civilisation i forfald; et sprogligt, dannelsesmæssigt og kulturelt forfald. Forfatterens grundtone placerer sig midt imellem et akademisk sprog og en kronikørs rationelle og ansvarsbevidste sprogtone.
Institut for Venterettigheder blev grundlagt, da René Magritte en eftermiddag ventede på en sporvogn, der aldrig kom. Romanens fortæller, ETC, er arkivar på instituttet og beretter ved hjælp af indkomne, anonyme dokumenter om menneskets forsøg på at finde ro i verden og hvile for øjet.Klaūs Rød Frederiksen (f. 1965) debuterede som forfatter med den litterært eksperimenterende roman Henrik, Omkuld (2016) og senest er udkommet romanen En suite (2021); Magritteruten er hans til dato mest tilgængelige – men stadig eksperimenterende – tekst, udsprunget af bl.a. forfatterens fascination af og kærlighed til fotografiet som medie og René Magritte som poet.Måske er Margritteruten en erkendelsesfilosofisk kortprosa-essay-arkivroman om skønhed.
I sommeren 2008 besøgte jeg Palæstina. Jeg var inviteret af Art School Palestine til at samarbejde og mødes med lokale kunstnere og andre folk i de besatte områder. Besøgets tema var temmelig åbent og min palæstinensiske vært havde forklaret mig, at opholdet godt kunne betragtes som en form for kunstnerisk forskning. Det passede mig fint, da jeg havde arbejdet med aktivistiske undersøgelser og kunstnerisk forskning ved Det Fri Universitet i København.Som et minimum havde jeg besluttet at føre en blog under mit ophold, hvor jeg løbende ville fortælle om mine oplevelser og overvejelser i de besatte områder. På den måde kunne jeg påtage mig rollen som vidnet, der formulerer sit vidnesbyrd til dem derhjemme for at give et kritisk og detaljeret billede af forholdene.Selv om jeg egentlig troede, at jeg var godt orienteret om livet på Vestbredden, var det faktisk forbløffende, hvor anderledes forholdene blev oplevet, da jeg stod på gaden i Ramallah. Alene den erfaring gør det klart, hvor langt der er fra mediebilledet af Palæstina til det konkrete liv i de besatte områder. Samtidig var det en gave at opleve, hvor rig og sammensat kulturen var blandt den gruppe palæstinensere, som jeg brugte det meste af mine seks uger sammen med.
Fortabt og forgabt i byernes by. På en og samme tid. I løbet af 37 sommerdage sætter Jytte Lund Larsen sig for at udforske særligt tre arrondissementer i Paris. Målet er at komme ind under huden på pariserne og undersøge, om det er muligt at få en fællesskabsfølelse med byen og dens borgere og forstå den multinationale kultur og livsstil på så kort tid. Jytte Lund Larsen skifter de overrendte turiststier ud med nye og spændende veje, der alle fører til helt særlige møder, oplevelser og tanker. Intet er helt, som de 27 andre gange hun har været i byen. Fortabt i Paris er et essay om en sommer ud over det sædvanlige …
”Christopher Herwig er fotograf, men jeg kalder ham for busstoppestedsjæger. Som fortælleren i en roman af Ivan Turgenev går han på jagt. Han opsporer, finder og fanger sit bytte, men trofæerne er ikke udstoppede bjørne eller sommerfugle sat på nåle. Det er fotografier af busstoppesteder, mere præcist: sovjetiske busstoppesteder.”De står som små trodsige helte i vejsiden. Poetiske modstandsformer. Sådan ser Kristoffer Hegnsvad dem i hvert fald. De sovjetiske busstoppesteder. I årevis har han fulgt i fodsporene på den canadiske fotograf og busstoppestedsjæger Christopher Herwig, der siden 2002 har opsporet de oprørske læskure, som blev til under det sovjetiske styre. Rejserne går gennem bl.a. Rusland, Ukraine og Belarus og er blevet til en tekst om monumenternes kraft på vejene, men også omvejene og tankerne i grøftekanten: om sovjetmentalitet, undertrykkelse og selvmord; om håb, opposition og frihed.
Filmen er det mest substantielt tvetydige, man kan forestille sig. Af denne grund: Film er en uendelig sekvens, der udtrykker virkeligheden med virkeligheden. Der er altid foran enhver af os et muligt og virtuelt filmkamera, med uudtømmeligt chassis, som “filmer” vores liv, fra vi fødes, til vi dør. For hele vores FØRSTE OG RENE sprog er vores væren, virkelighed i virkeligheden.
En afvekslende voksenbilledbog, hvor alvor om fortid og fremtid krydser klinge om natur, kunst, individ og samfund, giver gode råd og inspiration til eftertanke.
Tusind borgerhaikuer indeholder ganske bogstaveligt tusind haikutekster, dvs. at hver tekst består af tre dele efter stavelsesskemaet 5-7-5. Haiku er en japansk digtform, der opstod i 1600-tallet, og som i moderne tid er blevet almindeligt udbredt og nærmest ‘demokratiseret ihjel’ som en slags altædende skabelon. I Tusind borgerhaikuer fremskrives komplekse forbindelser mellem forskellige figurer, der i større eller mindre grad afspejler nutidens politisk-kulturelle virkelighedsbillede, på en sådan måde, at hver tekst i sig selv virker som en ultrakoncentreret tankebevægelse, der ud fra sine begrænsede præmisser synes at drage en åben, men alligevel specifik konklusion. Hver haiku indledes med et nummer samt et borgernavn anført med versaler, hvilket skaber følelsen af, at den efterfølgende haiku er ‘funktionelt personaliseret’, som om en algoritme havde ‘oprettet’ haikuen i en given borgers navn og dermed skabt en form for indholdsmatch. Et eksempel: “0263. Borger MØLMAND / Kromosomtrompet // Sæt sfinksen i / stinkskabet // Spænd kyskhedsbæltet”. Men hvis læseren lader blikket glide hen over bogens sider, viser det sig, at borgernavnene alle er frembragt via en ‘borgergenerator’, der arbitrært kombinerer hhv. et forled og et bagled af ‘typisk dansk’ herkomst: ABILDGREN, DAMSBALLE, ABILDBALLE osv. Der findes ingen sen-navne eller navne, der afslører ‘anden etnisk herkomst’. Åbenbart er der gennem et filter skabt et navnenes ekkokammer, en slags incestuøs boble, der synes at indramme haikuernes udsagn.
Jørgen Michaelsens Cockroach er en sangbog på engelsk. En sang det ville tage mere end fire timer at afsynge. Melodien som er komponeret af kunstneren, er meget enkel ogbringes indledningsvis som notation med becifring, sådan at der læggesop til musikalsk inklusion: fællessang. Cockroach er genereret ud fra stramme principper: Hver strofe består af firelinjer, hvis enderim udgør strukturen ABAB, sådan at linjerne har hhv. 6 og 5 stavelser. Endvidere påbegyndes hver linje med ordet “Cockroach”,der på den måde bliver en ‘overtydelig’, obskøn omdrejningsfigur. Eteksempel: “Cockroach needs reactor / Cockroach needs repair / Cockroachflaky factor / Cockroach nudist stare”. Cockroach udgør en syntetisk-strukturel ‘boreprøve’, hvor samtidens forestillingsunivers og vokabular udsættes for syntetisk sondering.Udgivet i forbindelse med udstillingen Cyber versus Buddha, Holstebro Kunstmuseum, 2023-24.
Regn, rusk og ræsermavepå Camino del Norte med familien i rygsækken På ingen af Lene Theills fire Caminoer har hun kunnet holde på følelserne, og de har fået afløb i hendes Caminobøger. Det gælder også denne tredje bog, der er lige så meget en familiehistorie, som det er en Caminobog. Lene Theills vandring på Camino del Norte går slet ikke som forventet. Den ene hindring efter den anden dukker op, og undervejs på turen drukner hun nærmest i regn. Og tanker. For især kommer hendes erindringer til at fylde alt, og det giver nye indsigter. Vi kommer med tilbage til Lenes barndom i Ballerup, hvor hun voksede op som efternøler i en driftig entreprenørfamilie. Pænhed, penge og prestige var de bærende værdier i familien, hvor faren styrede alt, og alle andre føjede sig. Da han døde, blev kimen lagt til et drama, der splittede familien i atomer. Mens tankerne folder sig ud, strider Lene sig frem gennem mudderet. På vejen møder hun også andre vandrere, blandt andet den tyske rocksanger, André, der må platte sig igennem Caminoen for at overleve – og senile Walther, der har huskeseddel med hjemmefra, men som alligevel konstant er helt fortabt. På denne tur mærker Lene hver dag sveden, der løber ned af ryggen, vandet, der driver ned af regnslaget og tårerne, der blander sig med den piskende, kolde regn på hendes kinder. Allermest fylder ’den store familieballade’ og Lenes smerte over at blive gjort forkert, banket på plads af sine nærmeste og det efterfølgende brud, ligesom vi deler Lenes glæde ved den frihed, der fulgte med. Friheden til udvikling, muligheden for at se sin familiehistorie i et nyt lys og blive til den, hun er i dag. På Camino del Norte kæmper Lene med regnen, med sig selv og sin familiehistorie og med den maveforgiftning, der tvinger hende til for første gang at afbryde en Camino i utide. Læsere har sagt om Lenes tidligere caminobøger: ”Af alle de caminobøger, jeg har læst, er din den bedste af dem alle. Jeg kan li' din ærlighed, og at du får så mange sjove detaljer med.” ”Du har ført os et sted hen, hvor vi ikke har været før. Bogen har været kimen til mange gode snakke, og vi er vilde med alle de oplevelser, du har haft undervejs. Vi beundrer den måde, hvorpå du omtaler de mennesker, du har været i konflikt med i livet. Ikke fordømmende, men nøgternt og konstaterende.” ”Nu har jeg fået to nye favoritter på hylden. Det er spændende at vandre side om side med dig og møde de andre pilgrimme, krydse fingre for, at der er plads på et herberg for natten og tage de lange stræk af tankefuld ensomhed ind.”
Jeg er en jaguar tegner et billede af, hvad religion er – eller kan være. Læseren bliver ført fra det nyeste til det ældste, fra det lokale til det eksotiske, fra det harmoniske til det konfliktfyldte. I bogens essays møder vi bl.a. kannibaler i Brasilien, en fallisk sten på Hawai‘i, religiøse broderier fra Skåne, en rørende barnegrav fra stenalderen, religiøse tekster som ikke findes, Julemanden foldet ud, neandertalere og 70.000 år gamle hulemalerier, Karen Blixens fugle og missionsramte folk på Borneo. Teksterne er faglige, men skrevet så alle interesserede kan følge med.Mag.art. og Ph.d. Mikael Rothstein (f. 1961) er lektor i sammenlignende religionshistorie ved Syddansk Universitet (SDU) og forskningsprofessor ved Museum Lolland-Falster. Hans arbejdsfelt spænder fra de nye religioner i Vesten, over jæger-samlere og hovedjægere i Borneos regnskove samt religion i hellenistisk-romersk tid, til religion i stenalderen.
I Hvad stiller vi op med middelklasserne?, som er bådeessay, poetik, selvbiografi og programskrift i ét, er det de selvfornægtendemiddelklasser hun forsøger at få hold på. Det er særligt middelklassernesparadokser, f.eks. arbejderen der gik ind på kontoret, blev sit job, ogbegyndte at sige ”os” når han egentlig talte om sig selv. Essayet baserer siglige dele på research og dokumentation, bakket op af citater fra en rækkeforfattere (Nietzsche, Debord, Ballard, såvel som Lojkine, Huelin og Brustier).Resultatet er en finurlig definition af middelklasserne, selvkritisk,engageret, syrligt lysende og poserende (i øvrigt et klassisk karakteristika;middelklasserne poserer). Nathalie Quintane er i bogen en etnolog over det absurde og gør sociologi tilen kampsport, og selvom ”dramaets” udgangspunkt; data, citater og interiør, erfranske, så resonerer teksten særlig godt med den skandinaviske velfærdsmodel,hvor ”samfundskontrakten” i dag er ved at smuldre, i den paradoksalekvantificering af omkostninger og udbytte af alt, selv det allerhelligste ”detgode liv”. Middelklasserne sidder, ifølge Quintane, ubehjælpeligt fast iflaskehalsen, mens den rigeste 1% fortsætter sin absurde akkumulation, mensmiddelklassernes identitet og samfundsorganisationen som helhed udhules ogfamler. ”Den Europæiske drøm” er gået fra tro til overtro, hvor vi fortsatprædiker for vores børn, at hvis de gør det godt i skolen, vil de få "etgodt liv" eller bare ”et job”, til trods for at virkeligheden viser detmodsatte. Det er særligt middelklassernes afstand mellem hvad de siger og hvadde gør, Quintane undersøger, middelklassernes benægtelser og vrede, der endermed at ”straffe virkeligheden”, blandt andet ved at inkriminere demokratiet,som gøres ansvarlig for vores strukturelle mangel på opstigning og nydelse.@font-face {font-family:"Cambria Math"; panose-1:2 4 5 3 5 4 6 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:roman; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536870145 1107305727 0 0 415 0;}@font-face {font-family:Calibri; panose-1:2 15 5 2 2 2 4 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:swiss; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536859905 -1073732485 9 0 511 0;}p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal {mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-parent:""; margin:0cm; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}.MsoChpDefault {mso-style-type:export-only; mso-default-props:yes; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}div.WordSection1 {page:WordSection1;}
Den tidslige åndenød er disse års obskure onde. … Ethvert øjeblik er blevet ubeboeligt.— Donatella Di Cesare: Suveræn virus? Den kapitalistiske åndenød
Politik er i dag de paranoides spil: fra paranoiaen over at blive cancelled af identitetspolitikkens forkæmpere til paranoiaen over den københavnske kulturelites magt. ”Bare fordi du er paranoid, betyder det ikke, at du ikke har fjender,” sagde Henry Kissinger.Dette essay om paranoide læsemåder er et af de bedste redskaber til at forstå samtidens politiske klima. Hvorfor foregriber så mange politiske positioner i dag den smerte, som de samtidig forsøger at begrænse eller undgå? Hvorfor smitter denne form for politik så voldsomt, og hvorfor tager den så ofte afsløringens form?Udover titelessayet indeholder denne bog også essayet Queer og Nu, som er en refleksion over at blive latterliggjort for sin forskning i pressen, og samtidig leve med døden helt tæt på kroppen i form af en brystkræft-diagnose. Det er den første enkeltstående udgivelse af Eve K. Sedgwick på dansk, som sammen med Judith Butler er en af queerteoriens grundlæggere.
I tresserne lader Pep og hans venner sig med begejstring fange af de nye vinde, der blæser ind over dem fra alle sider. De siger ja til alt det nye, ja til at forandre verden, og de oplever, at de er en del af en verdensomspændende bevægelse. Med sig tager de en blandet bagage af hippiekultur, hurtig marxisme og flippet avantgardisme. I forvejen har deres solide opdragelse i halvtredserne forlenet dem med en portion dannelse og forpligtelse. Vejene igennem de næste årtier bliver ikke kun befriende, men også kringlede og besværlige. De prøver at fange tiden, men det bliver tiden, der fanger dem. Og imens spiller musikken – And the beat goes on, and the beat goes on …Så længe det varer blander genrerne erindring, fiktion og essay – og forsøger at sætte ord på, hvad tressernes stærke energier og vilde forestillinger førte med sig.
"Den fugleunge, Ninna fandt under et træ ved vejsiden nede ved jernbaneoverskæringen, da hun var på vej ud for at løbe en runde, var ikke meget større end en kastanje. Hun bar den tilbage til huset i sine hulede hænder, som når en tryllekunstner skjuler en genstand i hånden for at få den til at forsvinde eller forvandle sig til et silkelommetørklæde, et æg eller … en fugl."Absint er historien om en adoptivfugl; om at møde en fjeret vejviser til en verden af absolut nærvær i nuet. Niklas Rådström (f. 1953 i Stockholm) er forfatter til en lang række udgivelser inden for lyrik, prosa, skuespil, essay m.m. I 2019 modtog han prestigefulde Övralidspriset for ”sin evne til at rejse i alle litteraturens retninger” og i 2021 modtog Rådström Selma Lagerlöfs litteraturpris ”for et fantastisk forfatterskab, en hyldest til fantasiens evne til at genoplade vores gejst og få os til at leve videre”.
Forestillingerom en udstilling med Sonja Ferlov Mancoba er en guidet tur gennem en spekulativudstilling med den dansk-franske billedkunstner Sonja Ferlov Mancoba(1911-1984). Den forestillede udstilling finder sted på et mellemstort, dansk, kunstmuseumspecialiseret i kunst fra det 20. og 21. århundrede.Udgivelsentager Sonja Ferlov Mancobas udtryk ”ingen skaber alene” bogstavelig og går idybden med udvalgte emner i hendes kunstnerskab. Det er derfor på ingen mådertale om en typisk monografisk fremskrevet udstilling, men derimod en udstillingsom med Sonja Ferlov Mancoba i centrum inddrager aspekter, der breder sig udtil sociale, politiske, religiøse, antropologiske og psykologiske forhold ipræsentationen. Udstillingen ønsker at gøre op med ideen om, at et kunstnerskabkan eller skal skilles skarpt fra kunstnerens liv og dennes samtid. Samtidenstænkning spiller ind, når man i dag på historisk afstand prøver at forstå etkunstnerskabs tilblivelse. Et afgørende aspekt for denne udstilling har væretat inddrage de mange forskellige informationskilder Ferlov Mancoba lader sigpåvirke af. Her er relationen mellem Ferlov Mancoba og hendes livslange partnerErnest Mancoba (1904-2002) betydningsfuld for at forstå hendes praksis.Udstillingen ser derudover hendes kunst i et lys af globalt udsyn ogtransnational udveksling over tid. Her er der fokus på de afkolonialespørgsmål, som Ferlov Mancoba blev stillet overfor og som vi i dag forsøger atbearbejde. Teksten behandler hvordan de kan inddrages på udstillingen oghvordan det er nødvendigt at arbejde med dem i dag.Tekstener skrevet i en essayistisk form og handler om kuratering og hvad detindbefatter af research, rammesætning af kunst og de diskussioner (med én selvog andre), spørgsmål og udfordringer som dukker op i arbejdet medkunstudstillinger. Udgivelsen er et nyt bidrag til hvad kuratering er og kansom fagligdisciplin. Essayet indgik som en del af kurator Johanne Løgstrupspraksis-baseret ph.d.-afhandling på Institut for Æstetik og Kultur på AarhusUniversitet som blev antaget efter forsvar i marts 2021.@font-face {font-family:"Cambria Math"; panose-1:2 4 5 3 5 4 6 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:roman; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536870145 1107305727 0 0 415 0;}@font-face {font-family:Calibri; panose-1:2 15 5 2 2 2 4 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:swiss; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536859905 -1073732485 9 0 511 0;}p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal {mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-parent:""; margin:0cm; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}.MsoChpDefault {mso-style-type:export-only; mso-default-props:yes; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}div.WordSection1 {page:WordSection1;}
Maurice Blanchot : Dagens vanvid & Mit dødsøjeblik – oversættelse og efterskrift Mikkel Thykier Normalpris Udsolgt Inklusive moms. Levering bliver beregnet ved kassen MAURICE BLANCHOT, 1907-2003I Danmark er Blanchot meget lidt læst og først og fremmest kendt som en kritiker, der udøvede en skjult, men stærk påvirkning på folk som Roland Barthes, Gilles Deleuze, Jacques Derrida og Michel Foucault, mens hans samlede forfatterskab, dvs. hans virke både som litteraturkritiker og skønlitterær forfatter i disse år diskuteres flittigt i resten af verden. Ikke bare Blanchots kritiske arbejde har været af afgørende betydning. Hans fiktion, som er samtidig med og tåler sammenligning med Samuel Becketts, har også været af afgørende betydning for den franske skønlitteratur i anden halvdel af det 20. århundrede, Marguerite Duras’ forfatterskab er fx utænkeligt uden Blanchot. Dagens vanvid er en kort og fortættet tekst fra de mest kreative år i Blanchots karriere, den gennemspiller hektisk et af de vigtigste temaer i forfatterskabet: Individet stillet over for døden, loven og kravet om sand tale. Mit dødsøjeblik er en sen tekst, tilsyneladende en erindringsskitse, som vender tilbage til en kort scene fra Dagens vanvid, uddyber den og sætter hele forfatterskabet i perspektiv. Udgivelsen er suppleret med et solidt essay (efterord) af oversætteren og forfatteren Mikkel Thykier, der sætter Blanchots diskussion af døden i forhold til H.C. Andersens forfatterskab, samt afklarer forholdet til Barthes, Deleuze, Derrida og Foucault.
Det selvmodsigende eller paradoksale er at virkelige ting i endokumentar har en tendens til at miste deres virkelighed ved at blivefilmet og præsenteret på den “dokumentariske” måde, og det er der ikkenoget poetisk i. I poesi sker der noget andet. Det er svært at sigepræcist hvad det er. Lad os kalde det nærvær, sjæl eller ånd, en empatifor det der dvæles ved, at føle med det – til det punkt hvor manidentificerer sig med det.
Velfærdssamfund er skrevet med henblik på at skabe overvejelser, forståelse og debat relateret til demokrati, velfærd og samfundsorganisering. Det enkelte essay er målrettet en bestemt samfundsdel og forholder sig kritisk til området, der med fordel kan drøftes og sandsynligvis give større indblik og sammenhængsforståelse.Sproget og forståelsen er det vigtigste, vi kan give vore børn, så de kan have et godt liv og forstå at bidrage til den fælles demokratiske debat om samfundets indretning og udvikling i stedet for som nu at skabe ’mursten’ til bygningen.Økonomistyringen af samfundet betegnes som finansiokrati og er på baggrund af menneskets grådighed medvirkende til at skævfordele verdens goder og skævvride demokratiet.IT-verdenen behandles kritisk på grund af dens dobbeltbundede funktion. Internet letter kommunikationen, omvendt gør den elektroniske kommunikation livet farligt, da alt på Internettet er offentligt tilgængeligt, hvilket blandt andet gælder vores forsyninger, som oplevet af kommuner og forskellige virksomheder.
Hvorfor har vandring betydning for mennesket, og hvordan kan vandringen få os til at indgå i verden på en meningsfuld måde? Sådanne spørgsmål er centrum for denne bog. Gennem forskellige essays eksperimenterer forfatteren sig med at tænke over vandringens væsen. Bogens afsæt er, at vi sanser med hele kroppen, hvilket bliver mærkbart, når vi vandrer. Bogen forsøger at udpege retninger, der styrker vores forbundethed – ikke kun med naturen, men med et større kosmologisk register. Vandringen understøtter en fornemmelse af forbundethed med et større udenfor. Forfatteren kredser om vandringens nærmere beskaffenhed, mening, dens metafysik og viser eksistensens grænser. Sideløbende hermed udforskes spørgsmål om pædagogik, sprog, ensomhed, fælleskab og dagbog som livspraksis. Bogen henvender sig til alle – erfarne som uerfarne vandrere. Uddrag af bogen Når jeg vandrer, leder jeg efter noget, jeg ikke ved, hvad er. Men jeg ved, at det er der, og at det er væsentligt. For at nærme mig det, jeg leder efter i vandringen, må jeg gøre brug af sproget på en særlig sensitiv og sanselig måde. I vandringen nærmer jeg mig verden på en bestemt måde – ikke der hvor verden begynder eller slutter, men der hvor verden er i gang med at blive til. Ved at søge mod virkelighedens små mellemrum lader jeg mig overmande og forbløffe af al den mening, verden udgøres af. Ved at sprede min væren ud flyder jeg med naturen. Jeg udnytter min væren til at deltage i verden som en før-objektiv realitet. Hermed muliggøres en gensidig omslutning af den indre og den ydre verden, hvor tanken og sanserne møder hinanden. Vandring repræsenterer en mulighed for at berøre og at blive berørt i sansezoner. Om forfatteren Jakob Kvist er uddannet cand.merc.fil. og en aktiv vandrer. Jakob har tidligere udgivet kronikker og medvirket i Eksistens på P1. Til daglig er Jakob underviser på en specialskole.
Det er en bemærkelsesværdig tekst, den er filosofisk, psykologisk, æstetisk, antropologisk, som franske filosofiske bidrag ofte er, og som François Flahaults tekster har været siden forfatterskabets start i de tidlige 1970ere. Men denne artikel er også i denne kontekst noget særligt; han har gjort en opdagelse – en iagttagelse, som jeg tror indfører en ny dimension i forståelsen af nutidig kunst og sandsynligvis i forståelsen af kunst i det hele taget.— Per Aage Brandt
Tankevækkende teaterfilosofiske essays om det at skildre druk, forførelse – og moderskab.Bogen indeholder fire teaterfilosofiske essay om fire af guldaldertidens mest elskede skuespillere, nemlig – som det fremgår af bogens forside – en kvinde og tre mænd: Anna Nielsen, Joachim Ludvig Phister, Christen Niemann Rosenkilde og Jørgen Christian Hansen.I de fire teaterfilosfiske essay filosoferer Søren Kierkegaard over de fire skuespilleres evner til at skildre henholdsvis en moden kvinde, skildre en brandert samt skildre en forfører.I Søren Kierkegaards essay om skuespillerinden Anna Nielsen roser han hendes evne til at skildre den modne kvinde.Skuespilleren Joachim Ludvig Phister roser han for hans evne til at skildre en brandert i et syngestykke.Druk er også temaet i Kierkegaards essay om skuespilleren Christen Niemann Rosenkilde, som han roser for hans evne til at skildre det at være fuld.I det sidste af de fire essay roser Kierkegaard operasangeren, barytonen Jørgen Christian Hansen for hans evne til at tolke sangteksten til bondepigen Zerlinas møde med ham i rollen som forføreren Don Juan i Mozarts opera ”Don Giovanni”.Søren Kierkegaards fire teaterfilosfiske essay er redigeret af mag.art. Jens Staubrand, der tillige har udvalgt bogens billeder samt skrevet kommentarerne til dem.
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.