Bøger om Fabulerende

Per Lau Jensens fortælling Hundedage – Bølleschæferen og pjoklederen er inspireret af forfatterens oplevelser med sin schæferhund. De bor på et lille krageslot i det gamle grænseland, hvor svenskerkongen en gang for 350 år siden mistede sin ”kiksekasse”. Altså i Skåne, men samtidig er det en fortryllet parallelverden, hvor alt kan ske, hvor hjemløse hunde ikke behøver at gå hus forbi, og hvor kreditkortet kan finde på at ta’ ordet. Hundedage er fortryllende, på mange måder en bog, der kan minde læseren om Peter Plys, dog med stærke realistiske og satiriske kvaliteter. Per Lau Jensen: Efter næsten 30 år i erhvervslivet som provisionssælger, leder og selvstændig havde jeg erhvervet mig en række af de typiske bivirkninger, herunder problemer med stress. Ikke noget, jeg nogensinde havde mærket mentalt; men stress er en sniger. I den situation anskaffede forfatteren sig en schæfer, en stresset schæfer! Som blev et mentalt spejl for forfatteren, så at sige hans stresscoach. Dialoger og magtkampe mellem mand og hund er bogens særkende.

”Set i dette lys er klassikeren Hørerøret en efterkrigs-, efternuklear vision, der runger langt ind i vores globalt opvarmede tidsalder. En genudgivelse kunne ikke være kommet på et bedre tidspunkt … En af det 20. århundredes mest originale, frydefulde, tilfredsstillende og stilfærdigt visionære romaner.” Ali Smith. HØRERØRET (udgivet første gang i 1974) er en vildt fabulerende humoristisk historie om 92-årige Marian Leatherby, der bliver tvunget på plejehjem af sin søn og svigerdatter. På plejehjemmet bor de gamle i små huse af form som fx en iglo og en lagkage og bliver konstant ydmyget af forstanderparret. I spisesalen hænger et maleri af en abedisse, som pirrer Marians nysgerrighed, og da hun får fingre i en bog om abedissens liv, tager historien en surrealistisk drejning. Leonora Carrington (1917-2011) var født i en velhavende familie i det nordvestlige England, men gjorde oprør og tog til London for at gå på kunstskole. Her mødte hun Max Ernst, som hun fik et forhold til, og sammen flyttede de til Paris, hvor hun blev en del af den surrealistiske bevægelse omkring André Breton. Da nazisterne invaderede Frankrig, blev Max Ernst som tysk statsborger interneret, og Leonora Carrington flygtede først til Spanien, derfra til New York og videre til Mexico, hvor hun boede resten af sit liv.

Barbera og Sertralin huser forskellige former for kortprosa med lyriske indslag. Emnebehandlingen kan opfattes som et langtidshævet trekornsbrød, lavet på eksistentialisme, selverkendelse og personlighedstyper, så der bliver tanket op på kulhydrater. Den sproglige ekskursion er fabulerende, der bliver ikke leflet for læseren, og det er ikke altid nemt at blive klog på indholdets mening. Lidt ligesom at pakke en leverpostej ind i rockwool. Adskilt er materialerne alment udbredt, men sammensat bliver man lokket ud at gå på et eksotisk mosaikgulv med en varierende farvesymfoni. Bogens titel, Barbera og Sertralin, står altid tilbage som bærende bjælker og synonymer for teksternes bølgegang mellem det eksternt stimulerende, opløftende, søvndyssende, triste og maniske, der har indvirkning på den individuelle opfattelse af det indre og ydre.De direkte dybe og intense sindsstemninger, der lejlighedsvist bliver fremstillet, omfavnes af sprogets gennemsyrede humoristiske tilgang og ironiske distance såvel som omvendt.

Denne bog er en humoristisk, ganske upædagogisk, fabulerende og uhøjtidelig leg med alfabetet. Du kan bla. møde en varan som vasker en vovse, en kat der koger en kuffert, Tarzan der tabte tøjet i trætoppen, en "bille-bamse", mågen som maler mange mus, aben der aer en and osv. osv.God fornøjelse.

Da Tyven i Tjørnsted udkom første gang i 1951, fik vi herhjemme en ny, ung og anderledes novellist. Novellesamlingen blev samtidig en succes blandt såvel kritikere som læsere. Siden er værket imidlertid næsten blevet glemt, "så ensomt og glemt som et modermærke under et fuldskæg" sagt med Christensens indledning til den første af fortællingerne Storm. Nu siger vi, af med skægget og ud med sproget, for Christensens noveller er besættende og fortjener fuld opmærksomhed. Her er en forfatter, der kender til de menneskelige lidenskabers farlighed og som fører os ud i gådefulde egne af eksistensen. En samling magiske skæbnefortællinger, der som Søren Schou udtrykker det: " (...) tydeligt nok havde lært et og andet af Karen Blixen og Martin A. Hansen, men også pegede frem mod en ny og anderledes, viltert fabulerende prosa".