Bøger om Filosofiske skrifter

Gennem en række "taler", lagt i munden på den persiske vismand Zarathustra, beskriver Nietzsche sine tanker om bl.a. viljen til magt og den evige genkomst. Der er således ikke tale filosofisk analyse og argumenteret kritik, men filosofiske visioner - udkast til en ny dionysisk (og magt-elementær) fremtidsfilosofi med stærkt eksistentielt anslag: det gælder om at magte sig selv i en verden efter Guds død.

Den nye filosofis hovedværk om rationalitetens altafgørende kraft, ikke mindst til at bryde igennem Dsecartes' metodiske tvivl - 'de omnibus dubitantum est' - og godtgøre, at såvel jeget i det daglige liv som Gud i det Høje eksisterer. Via 'cogito ergo sum' - jeg tænker, altså er jeg - får fornuften atter mæle, også til at tro på sine egne sanser og på Gud. Seks dage med dyb meditation skal der til.

Da Immanuel Kant (1724-1804) i 1781 udsendte sin store kritik af den rene fornuft, var der længe ret stille omkring hans ellers ambitiøse projekt, hvorfor han gav sig til at gennemskrive og formidle substansen i sin erkendelseskritik på ny - og det blev til Prolegomena, der af samme grund ofte regnes for en populær udgave af ´Kritikken´. "Som tekst er Prolegomena så åben, at den ikke på nogen måde lukker for indblik i den fordybelse og udvidelse af Kants filosofiske register, som efterhånden fandt sted, men snarere skærper appetitten og sensibiliteten for de kraftige landskaber, som kommer til syne i afhandlingerne om kunst og religion." skrev Viggo Rossvær i den norske avis Morgenbladet.

Omsider foreligger nu klassisk filolog Søren Porsborgs nyoversættelse af Aristoteles´ etiske hovedskrift - til afløsning for Niels Møllers version fra 1936. Det er "Den Nikomacheiske Etik" (eller "Ethica Nokomachea"), der er tale om: midtens etik, hvor dyden og det gode fremmanes gennem en filosofisk sejlads mellem det ondes og overdrivelsernes Skylla og Karybdis. Som vor kulturs første egentlig etik er det et hovedværk af format, vi her på ny kan forbyde os i og måske hente inspiration fra til den stadige diskussion af værdier og mål - fx ved at genoptage Aristoteles´ tale om venskabet og hvad heraf følger. Søren Porsborg har tidligere oversat Aristoteles´ Om sjælen og er tilknyttet Polis Centeret ved Københavns Universitet. Etikken er i sin nye skikkelse forsynet med 10 friblade med originalarbejder af Torben Skov.

-

Den muntre videnskab er oversat fra tysk efter Die fröhliche Wissenschaft (1882), som er det værk, hvori den tyske filosof Friedrich Nietzsche (1844-1900) første gang påpegede "Guds død" og det værdi- og sandhedstab, som det faktisk indebar - og den nødvendige omvurdering af alle værdier, som endnu udestod, med livsløgn og fremmedhed til resultat. Den videnskab, som Nietzsche her bedriver og kalder munter - gennem 342 aforismer og 63 lyriske epigrammer - er af en ganske anden karakter end normalt i akademiske kredse: kritisk, spiddende, anekdotisk, paradoksal, polemisk og overalt båret af et dionysisk overskud, der får tankerne til at boble frem i et forsvar for livet. Det ekspressive i Nietzsches filosofiske stil og livsindstilling folder sig her ud med stor kraft, både i dybtgående analyser af moral- og værdispørgsmålet og i mere euforiske længsler efter nysyn - bogen var skrevet i Genova, Columbus' fødeby - og en ny dannelse i livets tjeneste. Oversat og med indledning af Niels Henningsen, der også har taget sig af Således talte Zarathustra (DET lille FORLAG 1999), Moralens oprindelse (DET lille FORLAG 1993) og Ecce Homo (DET lille FORLAG 1994).Omslag ved Hovedkvarteret.

Ecce Homo er oversat fra tysk efter samme latinske titel, der er Pontius Pilatus' påpegende ord om Jesus før domfældelsen: "Se, hvilket menneske!" Den tyske filosof Friedrich Nietzsche (1844-1900) låner frækt - han var jo en skarp kritiker af kristendommen - de pompøse ord for at minde om sig selv på et tidspunkt, hvor hans forfatterskab omsider var på vej ud til en større læserkreds, takket være Georg Brandes' forelæsninger på Københavns Universitet foråret 1888. Ecce Homo blev til i det følgende efterår, som skulle blive Nietzsches sidste aktive fase, inden sammenbruddet i januar 1889 berøvede ham tankens klare brug. Nietzsche var blevet bekymret for, om man nu ville forstå ham korrekt - og historien (især efter søsterens og nazismens misrøgt) skulle vise, at det var med god grund. Bogen er derfor tænkt som en kritisk præsentation af Nietzsche selv, hans livshistorie, intellektuelle udvikling og hans forfatterskab, men det er herudover en grandios tour de force, der næsten lyver og overdriver lige så meget som den præciserer og er funklende klar og skarp i sine iagttagelser. Mod slutningen lyder det således: "Jeg kender min lod. Erindringen om noget vældigt vil engang være knyttet til mit navn - erindringen om en krise som aldrig før på jorden, om den dybeste samvittighedskollision, om en afgørelse fremmanet mod alt, hvad der hidtil var blevet troet, fordret, helliggjort. Jeg er ikke noget menneske, jeg er dynamit!" -Med indledning af Niels Henningsen, der også har stået for de danske udgaver af Den muntre videnskab, Således talte Zarathustra og Moralens oprindelse.

´Filosofien referer alt til visdom - med ad den videnskabelige vej. Når først denne vej er banet, er den den eneste, der aldrig vokser til igen og som ikke vil føre os ud i vildfarelser. ´Sådan lyder det mod slutningen i Kritik af den rene fornuft (1781) som Immanuel Kant anså for at være den definitive oprydning i erkendelsens, videnskabens og tænkningens udvikling. Herefter var det blot at undersøge, erkende og slutte sig til indsigter, der lidt efter lidt ville etablere det sande, det gode og det skønne blandt menneskenes børn - de sidste to (og ganske normative) sfærer fik efterfølgende læst lektien i Kritik af den praktiske fornuft og Kritik af dømmekraften.

Nietzsches første skrift efter opgøret med Schopenhauers og Wagners forløsnings-metafysik og mistro til livet. Med 'Menneskeligt, alt for menneskeligt' (1878) tiltræder Nietzsche sit eget dionysiske spor med forkastelse af metafysikkens blændværker og al religions (kristendommen inklusive) dyrkelse af asketiske værdier og dyrkelse af hinsidesverdener og frelse. Den kritiske filosofi for 'frie ånder' begynder her - med 638 tankeskarpe aforismer.

Antikrist består af materiale, Nietzsche havde tiltænkt et større projekt (´Omvurdering af alle værdier´), men i september 1888 opgiver og supplerer med nyskrevne tekstforløb i samme ånd. Den 30. september blev det sidste punktum sat, men værket udkom - pga. Nietzsches sammenbrud i januar 1889 og sikkert også pga. det kontroversielle indhold - først i 1895, og da i en noget retoucheret udgave. Nietzsche bedriver dog ikke religionskritik i den gamle stil (jf. Feuerbach, Marx og Freud): kristendommen er ikke så meget et problem, fordi den er usand, et bedrageri osv., men fordi den er usund! Den lider af og hviler på sygelige instinkter: en unatur, der ikke vil livet og lysten, men døden, frelsen og lidelsen. Derfor er Nietzsche i sin ´Forbandelse over kristendommen´ (undertitlen) ikke optaget af at afsløre bluffnumre, men af at vise, hvordan kristendommen opstod, hvilke morbide kræfter der bragte den til verden og orkestrerer dens ideologi, magtregime osv. Det er en dissektionsøvelse, vi er vidne til: den allerede døde Gud og hans vældige organisation er under den skarpe og funklende skalpel, hvis lære også er, hvad vi - den europæiske civilisation - fik sat over styr med kristendommen, og hvilke dårligdomme vi fik i stedet. Antikken blev trampet ned, og renæssancens nysyn blev ædt op af reformationen - vi har med andre ord sovet gevaldigt i timen og ladet de dummeste og mest livsfornægtende ideer drive os rundt i manegen. Nu må den galskab høre op! Nu må vi træde i eksistens og blive os selv - deraf den afsluttende ´Lov mod kristendommen´, der i kort form vil afvikle og afslutte en lang og uhyrlig misforståelse. - 'Antikrist' er kritisk analyse af den mest skarpe karakter, sprogligt gnistrende, ja til tider meget morsom. Peter Thielst, der har nyoversat teksten og forsynet den med grundige noter, har også leveret indledningen og i et appendiks arrangeret en række af de breve, Nietzsche skrev til Brandes.

Kritik af dømmekraften er den tredje (og sidste) af Kants store Kritik´er, gennem hvilke han genoptager filosofiens store, antikke temaer om det sande, det gode og det skønne - via den RENE, den PRAKTISKE og den hhv. æstetisk og teleologisk DØMMENDE fornuft. Kald det erkendelsesteori, etik og æstetik, men bemærk i Kants tilfælde, at den sidste og æstetiske/teleologiske Kritik griber tilbage til den første - om den rene fornuft - og gentænker hele systematikken eller progressionen.Den ÆSTETISKE dømmekraft handler om det skønne (modsat det hæslige), både det naturskønne og det kunstskønne, der har mennesket inde over - og både det SKØNNE som sådan (smagens almene primat) og det OPHØJEDE (det sublime), der på Kants tid betegnede noget andet end i dag: det voldsomme, frygtindgydende, som dog finder et forsonende og tankefuldt udtryk - fra skælven og frygt til ro og afklaret velbehag. Den æstetiske dømmekraft nødvendiggør en række kriterier eller spilleregler, hvis dommen skal være objektiv og stå til troende, og Kant formulerer derfor disse - ´det interesseløse velbehag´ osv. Dertil kommer diskussionen af, hvad kunst er, som Kant slipper udenom ved introducere talen om GENIET, den autonome, selvlovgivende instans, hvis værk som kunst ikke står til diskussion - en ulykkelig tanke, der siden har forfulgt os, især såkaldte kunstnere.I værkets anden del handler det om den teleologiske dømmekraft, dvs. vor evne - tilbøjelighed - til at se (og dømme om) hensigtsmæssighed - i sær i naturen - hvor den ikke findes. Eller hvor den reelt kun findes på en kontingent måde - som et tilfælde, der forblænder os og bilder os ind, at bag det hele må der stå en vis skabergud. Kant medgiver denne tilbøjelighed - grænsende til sandsynlighed - men afviser i sidste instans, at vor forestilling om hensigtsmæssighed skulle bevise eksistensen af Gud. Grænsen bliver atter trukket skarpt om: Der er det, vi ved, og det, vi gerne vil vide, men reelt ikke ved - ikke kan vide. The rest is silence.

Ved et drikkegilde i Athen i året 416 f.Kr. holder hver gæst en tale til Eros' (begærets) pris, og Platon er den ferme mikrofonholder, der fx lader Aristofanes fortælle om den 'kløvede Eros', der forklarer den erotiske tiltrækning mellem (oprindeligt) adskilte dele - soulmates. Og afrunder med Sokrates' store fortælling om den 'dobbelte Eros': kødets lyst og forening på den ene side og sjælens begær efter erkendelse og indsigt i de evige ideer - som i filosofi: filia/kærlighed til sofia/visdom. For den vestlige kultur et lige så vigtigt skrift som Bjergprædiken.

Når vi i dag diskuterer konkrete moralske spørgsmål, vil vi bevidst eller ubevidst trække på problemformuleringer og argumenter fra den filosofiske tradition.Moralen og dens begrundelse præsenterer en række af de mest markante klassiske tekster inden for den europæiske moralfilosofiske tradition fra Platon til Havel.I bogens indledning er teksterne forsøgt sat ind i en bred idé- og filosofihistorisk sammenhæng. Hver enkelt afsnit er desuden forsynet med forklarende noter, og de enkelte forfattere præsenteres kort forud for teksterne i en indledning.Bogen henvender sig til alle ungdomsuddannelser.