Bøger om Finansminister

Venstremanden, økonomen, europæeren og københavneren Henning Christophersen, der sætter Danmark på verdenskortet. Bogen fortæller historien om toppolitikeren, der aldrig blev statsminister, men som blev en af hovedarkitekterne bag den økonomiske genrejsning af Danmark. Han var finansminister og vicestatsminister i den borgerlige Firkløverregering, der med store reformer fra 1982 systematisk rykker Danmark væk fra den økonomiske afgrund. Det bliver begyndelsen på 40 år, hvor borgerlige regeringer dominerer Danmark. Fra 1985 bliver han Danmarks EU-kommissær og kommer med kommissionsformand Jacques Delors til at stå i spidsen for etableringen af det indre marked og euro-samarbejdet – to af hjørnestenene i dagens EU. Og siden vender han hjem til København på bestilling af den socialdemokratiske overborgmester og bliver bestyrelsesformand i de metro-selskaber, der binder Danmarks hovedstad sammen. Bogen indeholder fortællinger fra Poul Schlüter, Anders Fogh Rasmussen, Lars Løkke Rasmussen, EU-kommissærerne Connie Hedegaard, Mariann Fischer Boel og Ritt Bjerregaard og kollegerne Uffe Ellemann-Jensen, Knud Heinesen, Bertel Haarder, og Claus Hjort Frederiksen samt Folketings-formand Henrik Dam Kristensen og tidligere overborgmester Jens Kramer Mikkelsen. De bedømmer den tidligere Venstre-formands indsats og betydning i dansk og europæisk politik.

Denne bog er et subjektivt indlæg i den uddannelsespolitik, der udspiller sig i disse år. Og jeg vil gøre mig til noget så politisk ukorrekt i nyliberale kredse som smagsdommer.Vækstparadigmet er en opfindelse, som kapitalisterne er lykkedes med at ophøje til lov.Det nødvendiges politik er en diskurs, den tidligere finansminister Corydon lykkedes med at indføre, som var der tale om en naturvidenskabelig, aksiomatisk, eviggyldig sandhed.Kriser kommer og går. Det beretter historiebøgerne om. Det eneste, vi lærer af historien, er, at vi intet lærer af historien, pointerer den tyske filosof Hegel (1770 – 1831). Er det godt? Det er også systemtænkeren Hegel, der siger, at hvis mennesket ikke passer til systemet – så bliver det værst for mennesket. Det ser ud til at være tilfældet. Men sådan behøver det ikke være.