Bøger om Folkedrab

En personlig beretning fra et modsætningsfyldt kontinent, som rummer konflikter og krig, men også håb og tro på fremtiden. Jørn Stjerneklar er fotograf, kameramand og journalist. Han har arbejdet i mere end 80 lande - specielt i Afrika, hvor han har boet i tredive år. I "Hjertet glemmer ikke, hvad øjet har set" fortæller han om 40 års rejser i Afrika, hvor han og hans kone Helle Maj bl.a. har rapporteret fra det første demokratiske valg i Namibia i 1989, fra borgerkrigen i Mozambique Zimbabwe, om opgøret med apartheid-systemet i Sydafrika og om folkedrabet på tutsierne i Rwanda i 1994. Han fortæller også om sit første møde med Afrika, da han lander i Nairobi i 1980, og hvordan han og Helle Maj vælger at bo i Sydafrika og starter Mayday Press. Indimellem er det en rystende fortælling, men den båret af forfatterens dybe kærlighed til Afrika og de mennesker, han møder på sin vej.

"Skovens helte" handler om de indfødte amerikaneres historie. Da forfatter Oluf Christian Molbech i 1888 drog til USA, fandtes der ingen bøger på dansk om de faktuelle omstændigheder omkring europæernes kolonisering af Nordamerika og hvad det havde af konsekvenser for det oprindelige folk, der boede på kontinentet. Med denne bog ønskede Molbech at skildre historien og forholdene for de indfødte amerikanere med fokus på deres kamp for uafhængighed. Bogen er baseret på kilder fra amerikanske forskere i samtiden.idden /title /head body center h1 403 Forbidden /h1 /center /body /htmlOluf Christian Molbech (1860 - 1927) var en dansk forfatter. Han var søn af Christian K.F. Molbech, som var en anerkendt digter og oversætter af blandt andet Dantes guddommelige komedie. Oluf Christian Molbech rejste i 1888 til USA, hvor han bosatte sig i New York og blev gift med den danske kvinde Aasta Christiane Shack. Professionelt fulgte han i sin fars fodspor og blev forfatter. Han udgav en række brevromaner og fagbøger om de indfødte amerikanere, men nåede aldrig at nyde ligeså stor litterær anerkendelse som sin far. I 1899 vendte Molbech tilbage til Danmark, hvor han boede frem til sin død.

Folkedrabet i Rwanda er en lærebog til faget historie på ungdomsuddannelserne. Bogen sætter fokus på folkedrabet i Rwanda i 1994 og kan bruges som alternativ til holocaust og De røde Khmerer, når undervisningstemaet er folkemord, dets årsager og konsekvenser. Bogen indeholder også kernestof som de store ideologier, koloniseringen og dens konsekvenser samt kulturmøder og -forskelle.Bogen analyserer landets udvikling fra før og under kolonitiden til det selvstændige Rwanda. Den giver en række forklaringer på, hvorfor og hvordan et af historiens mest effektive folkedrab kunne finde sted over blot tre måneder med 800.000 dræbte til følge.Folkedrabet i Rwanda går i dybden med såvel de internationale som de nationale konsekvenser af folkemordet og ikke mindst med, hvordan man i Rwanda har forsøgt at forsone en befolkning, hvor naboer fra den ene dag til den anden blev dødelige fjender.Den kronologiske gennemgang af folkedrabet og tiden efter rammes ind af teori- og metodekapitler om, hvordan eleverne kan arbejde med folkedrab, hvad et folkedrab er, historien bag FN’s folkedrabskonvention, perspektiveringer til andre folkedrab og forslag til undervisningsforløb, der kan spænde fra en enkelt til tyve lektioner.Morten Severin er historielærer ved Vesthimmerlands Gymnasium og HF. Han har gennem mange år undervist i emnet folkedrab og har skrevet lærervejledninger til emnet for folkedrab.dk/DIIS.

Toni Liversage søger i "Den jugoslaviske tragedie" svar på spørgsmålene om, hvordan krigen i det tidligere Jugoslavien opstod og hvordan det overhovedet var muligt, at det gik så galt, som det gjorde. Det er en bog om ideologi og de massepsykologiske mekanismer, der fandt sted og som gjorde krigene i det tidligere i Kroatien og Bosnien-Hercegovina i 1990'erne.idden /title /head body center h1 403 Forbidden /h1 /center /body /htmlToni Liversage (1935-2014) var en dansk forfatter og oversætter. Toni Liversage havde et stort socialt engagement og var i mange år en kendt feminist, fredsaktivist og socialist. Hun var uddannet mag.art i slavisk filologi og stod bag en del danske oversættelser af forfattere fra det tidligere Jugoslavien. Af Toni Liversages eget forfatterskab kan nævnes "Fædre og døtre: russiske kvinder i aktion mod zarismen" (1976), "At erobre ordet: kvinderne og arbejderbevægelsen" (1980), "George Orwell: en introduktion" (2000) og "Et lille stykke elfenben: om Jane Austens forfatterskab" (2009).

”Eichmann satte mig ind i metoden med motorgasning i lastvogne, som man hidtil havde benyttet den østpå. Men det kunne der slet ikke være tale om med de massetransporter, man kunne vente i Auschwitz. Henrettelse ved hjælp af kuloxyd fra bruser i et baderum, som man havde benyttet det ved udryddelse af de sindssyge nogle steder i Tyskland, ville kræve for store bygningskomplekser, og det var højst problematisk, om man var i stand til at fremskaffe gas til så store masser.”Rudolf Höss var den første kommandant i nazisternes frygtede koncentrationslejr Auschwitz under Anden Verdenskrig. Selvom han i selvbiografien fremstiller sig selv som en soldat, der blot fulgte sine overordnede i beslutningen om masseudryddelsen af jøderne, var han personligt ansvarlig for at føre ordren ud i livet og stod direkte bag massedrab på millioner af mennesker. I bogen beskriver Rudolf Höss med uhyggelig nøgternhed og kulde de lavpraktiske problemer ved at skulle udrydde så mange mennesker ad gangen og skille sig af med ligene.Rudolf Höss beretter om livet som frivillig soldat under Første Verdenskrig, årene i Brandenburg Tugthus, hvor han sad fængslet for drab, og hvordan det lykkedes ham at stige i graderne, da nazisterne tog magten. Höss selv tegner et billede af en almindelig mand og familiefar, der gennem lydighed og pligt, uden anger, udfører massemord på effektiviseret industrielt plan, og det gør læsningen desto mere rystende og gruopvækkende. Höss skrev bogen i fangenskab i 1946, inden han blev henrettet i 1947, og den er et vigtigt historisk vidneudsagn om forbrydelserne under holocaust.Bogen er forsynet med den oprindelige danske udgaves forord af den norske forfatter og lyriker Arnulf Øverland, der sad i KZ-lejren Sachsenhausen fra 1942-1945, og bringes som den udkom første gang i 1959.Rudolf Höss (1900-1947) var en tysk topnazist, der var kommandant i den frygtede polske koncentrationslejr Auschwitz under Anden Verdenskrig og ansvarlig på mordet på millioner af mennesker. Han trådte ind i SS i 1934 og arbejdede sig hurtigt op til toppen af nazistpartiet. Efter krigen vidnede han mod andre nazister under Nürnbergprocessen, hvorefter han blev udleveret til Polen. I 1947 blev han dømt til døden og hængt foran indgangen til krematoriet i Auschwitz.

Bogen her indeholder 116 kildetekster og statistikker og illustrationer om Holocaust. Kilderne er alle kommenteret for at sætte dem ind i deres historiske sammenhæng.Bogens fagredaktør, Palle Andersen, indleder med en introduktion til begrebet Holocaust, jødeforfølgelserne og de nazistiske beslutningstagere, der stod bag folkemordet. Opbygningen er herefter kronologisk-tematisk for at sætte fokus på den konstante skærpelse af jødeforfølgelsen fra 1933 til 1945: Fra diskrimination og udstødelse over vold og forarmelse – og fra 1942 systematiske drab.Bogen forsøger, så langt kilderne tillader det, at se jødeforfølgelse og Holocaust fra børns og unges perspektiv. En række af kilderne er aldrig tidligere blevet trykt på dansk.HOLOCAUST – EN KOMMENTERET KILDESAMLING er målrettet historieundervisningen i udskolingen, på stx, hf og VUC.PALLE ANDERSEN (født 1955) er historiker. Han har tidligere udgivet en lang række bøger om nazismen og Holocaust, bl.a. Polen og Holocaust – polsk antisemitisme (Ellekær, 2018) og Holocaust – mordet på de europæiske jøder (Ellekær, 2000). Sammen med Mona Jensen har han skrevet Tyske krigsforbrydelser 1939-1945 – og den danske illegale presse (Syddansk Universitetsforlag, 2015).

Med Adolf Hitlers og nazistpartiets magtovertagelse i Tyskland i 1933 var antisemitismen hermed blevet til statsideologi. Fra 1933 til 1939 blev den nazistiske jødepolitik løbende skærpet. De tyske jøder blev forfulgt, marginaliseret og fattiggjort i en proces, hvor ”lov” og vold gik hånd i hånd. Politikkens mål var at tvinge de tyske jøder til at udvandre. Med Anden Verdenskrig indtrådte et sporskifte i jødepolitikken. Det folkemord, som altid havde luret under den nazistiske antisemitismes overflade, kom nu øverst pa dagsordenen. Mordet ramte fra sommeren 1941 først de sovjetiske jøder, så de polske og sidenhen alle europaiske jøder indenfor tysk rækkevidde. Ikke desto mindre kan der påpeges store nationale variationer i de jødiske dødstal, fra tilintetgørelsen af de polske jøder til redningen af de danske. Hvad forklarer disse variationer?Med inddragelse af kildemateriale og nye forskningsresultater analyserer bogen forløbet af den nazistiske forfølgelse af og drab på jøderne, også set fra både bødlernes og ofrenes perspektiv. Nazityskland var ikke alene om jødedrabet. Nogle tyskallierede stater bidrog til jødemordet, ikke mindst Rumanien. Andre sagde fra, som det fascistiske Italien. Endelig redegør bogen for den tyske jødeaktion i Danmark og redningen af de danske jøder i oktober 1943. Redningen af de danske jøder var ikke kun et lys i holocausts morke. Oktoberbegivenhederne spillede også ind på besættelsesudviklingen i Danmark og bidrog afgørende til at forløse spændingen mellem samarbejde og modstand.

Hannah Arendt, én af forrige århundredes store politiske tænkere, har fået en renæssance, for hun bidrager med noget vigtigt, som vi også i vor tid bør overveje, besinde os på, og handle på! To temaer er centrale i Hannah Arendts forfatterskab: Ondskabens problem, der aldrig har været tydeligere end i skyggen af nazismens og kommunismens udryddelses- og arbejdslejre, og hvis trængsler vi bærer med os ind i det nye årtusinde. Og menneskelivets vilkår og spørgsmålet om hvorfor vi ikke kan organisere Det Gode Liv, sådan som allerede Platon og Aristoteles talte om? Også det spørgsmål kan og bør optage det senmoderne menneske. Grundlæggende spørger Hannah Arendt, hvordan vi som mennesker skal forholde os og agere i forhold til hinanden i en tid, hvor De Store Fortællinger er lagt tavse og vi er blevet overladt til os selv. Hun søger de midler og muligheder vi har for efter samtidens store menneskelige katastrofer at finde tilbage til et humant og respektfuldt fællesskab med hinanden. En grundtanke hos Hannah Arendt er umuligheden af at forudsige verdens gang, i hvert fald så længe denne historiens gang involverer handlende mennesker. Evnen til tænkning bliver hendes bedste bud på et værn mod de uundgåelige katastrofer vi påfører os selv, når håbet krakelerer.