Bøger om Forældrerelationer

Lysende beretning om kvindeliv i det 21. århundrede. Emilie Pine er en af de irske forfattere, der puster nyt liv liv i essay-genren. I denne prisbelønnede debut skriver Emilie Pine om de oplevelser, der har formet hendes liv. Hun skriver med radikal ærlighed om liv og død, om sorgen ved barnløshed, om at passe sin syge, alkoholiserede far, om kvindekroppens tabuer, om barndom, skilsmisse, misbrug og overgreb. Noter til mig selv består af seks dybt personlige essays – rå, modige, bevægende og forunderligt opløftende. Tilsammen tegner de et portræt af et moderne kvindeliv, som med sit personlige udgangspunkt har ramt en hel generation. En indsigtsfuld og vedkommende bog, som alle kvinder vil genkende sig selv i, og alle mænd bør læse for bedre at forstå dem. Emilie Pine (f. 1977) er kritiker og lektor i moderne drama på University College i Dublin. Noter til mig selv er hendes skønlitterære debut. Bogen udkom oprindeligt på det lille indie-forlag Tramp Press i 2018, men blev på få uger en ægte word of mouth-succes. Den blev siden en bestseller, vandt syv priser og blev kåret både til årets debut og årets bedste bog. Pressen skrev: ”Læs ikke denne bog offentligt: Den får dig til at græde.” - Anne Enright “Mageløs, modig, fuldkommen brillant.” - Financial Times “En bog du har lyst til at forære til alle.” - Irish Times

Memorial er et nærstudie af familie og kærlighed i alle dens former. En roman om fædre og sønner, intimitet og maskulinitet i det 21. århundrede fra en af de mest spændende nye stemmer i amerikansk litteratur. Benson og Mike er midt i tyverne og bor sammen i Houston. Mike er kok med japansk baggrund, Benson er sort og arbejder i en daginstitution. De har været sammen i nogle år, men står ved et vadested i deres forhold. Bedre bliver det ikke, da Mike finder ud af, at hans far, som forlod familien for mange år siden, er døende, og han beslutter sig for at tage til Osaka. Samtidig melder Mikes mor sin ankomst fra Japan, og Benson lades alene tilbage med Mikes kølige mor, Mitsuko, som han aldrig før har mødt. Romanen fortælles fra skiftevis Benson og Mikes perspektiv. I takt med, at Benson og Mike opdager nye sandheder om sig selv og deres familier, må de begge tage deres forestillinger om kærlighed og tilhørsforhold op til revision.

"Berlins himmel er lysende blå, da jeg stiger af flyet. Luften er kølig, men føles alligevel forårsagtig. Jeg tager huen af og propper den i jakkelommen. Bye bye Sverige."Når din bedste ven er sur, dit hjem er invaderet af fremmede, og din far skifter kæreste, som andre skifter strømper, hvad gør du så? Everlyn Bea Billing tager til Tyskland. Hun vil ned og nyde livet hos sin mor, Regina, der er berømt kunstner med 457 hits på Google. Men rejsen går ikke helt, som Bea havde forestillet sig ...

”Det bliver bare mit livs bedste sommerferie,” siger Krusemynte. Det giver et lille stik i maven. Jeg ved ikke hvorfor. Hver dag må gerne være hendes livs bedste. Men en hel måned uden mig. Hvordan kan hun glæde sig så meget til det? ”Men jeg kommer selvfølgelig til at savne jer begge to helt vildt,” siger hun og blinker til mig. ”Jeg får ikke tid til at savne jer en skid,” udbryder Viktor. ”Jeg får alt for travlt med at skyde med harpun nede på bunden af havet.” Lalandia! tænker jeg. Det kan også noget. Især når man er i det helt rigtige selskab ... Sjette klasse er slut for altid. Krusemynte og Viktor er væk det meste af ferien, men så har Hjalte heldigvis gode planer med Alex og den nye familie. Eller har han? Pludselig er ferien fyldt med Selina og ting, der går galt. Selv Mulle har ændret sig ... Dette er den tredje bog i serien om Hjalte Donut.

Alex er min ... ja, min biologiske far. Han ringede på døren for et par måneder siden. Først sagde mor, at han var min onkel. Det blev lidt indviklet. Man kan godt sige, at det er lidt sent at møde sin far for første gang, når man er 12. Men alle pigerne i donorgruppen synes, jeg er heldig ... Det er ikke helt nemt at være Hjalte. Mulle fra donorgruppen vil igen have Hjalte til at hjælpe sig, og endnu engang handler det om kys og kærester. Hjalte får tilbud om at være spilfigur, men han synes, han ligner en syg bæver på Veras tegninger. Mor kritiserer Alex og har svært ved at dele Hjalte med ham. Og så er der det med Krusemynte. Er hun og Hjalte bare bedste venner, eller er de blevet noget andet ...? Dette er den anden bog i serien om Hjalte Donut.

”Hvorfor skal duoverhovedet kysse med en hel masse?” Jeg kan mærke, at jegbliver helt rød i hovedet, da jeg selv siger kysse.”Jeg prøver nogle forskellige, og så ser jeg, hvem jeg vil gå efter,”siger Mulle.”Gå efter?””Ja, hvem jeg vil kysse igen.””Men du skal ikke gå efter mig.””Nej, nej. Du er jo en slags bror. Jeg tænkte bare på dig, fordi du harpæne læber.””Har jeg det?” Nu sænker jeg stemmen endnu mere. ”Pæne læber?” Jeg kører hånden over min mund, uden at tænke over det. Tværer ligesomnoget mad væk, som ikke er der. Hjalte har ingen far.I hvert fald ikke en han nogensinde kommer til at kende.Sådan er det bare at være donorbarn. Men så har Hjalte heldigvis mor ogdonorgruppen og sine gode venner, Mulle, Krusemynte og Viktor. Det er næstenogså som en familie.Godt nok stresser det Hjalte vildt, at Mulle fradonorgruppen vil kysse med ham og fire andre, inden hun fylder 13. Og hvad er det med den ukendte onkel, som pludselig ringerpå døren? Og Hjaltes mor, der får travlt med at hyre en rollemodel tilHjalte?

Gustav og hans mor og søskende er flyttet fra Stockholm til Skärblacka, hjem til mormor og hendes hotel – fuldt af udstoppede dyr.Gustav synes, det er overfedt. Nu kan han reboote sig selv og blive et nyt menneske. Hans plan er at blive vildt populær eller i hvert fald at kunne snakke med folk, uden at de ser på ham, som om han er en freak.Men hvordan får man venner? Hvordan bliver man populær? Og frem for alt: Kan man fikse det på 59 dage?