Bøger om Forbundsrepublikken Tyskland

Ved Anden Verdenskrigs afslutning blev de områder af de Tyske Rige, som lå øst for floderne Oder og Neiße, underlagt polsk administration – bortset fra den nordlige del af Østpreussen, som kom under sovjetisk administration. En fredskonference skulle senere beslutte om dise områders statslige tilhørsforhold, men som følge af stigende modsætninger mellem Sovjetunionen og de vestlige krigsallierede blev en sådan aldrig afholdt, og de tyske områder blev de facto annekteret af Polen.Den kommunistiske polske regering, der var blevet indsat af Sovjetunionen, ønskede ikke en stor tysk befolkningsgruppe i det genskabte Polen og besluttede sig for at fordrive de fleste af tyskerne. I forvejen var en stor del af den tyske befolkning flygtet for den fremrykkende Røde Hær.Frem til 1950 forsvandt næsten hele den tyske befolkning fra de tidligere tyske østområder: Det sidste krigsårs flygtninge og efterkrigsårenes fordrevne udgjorde godt 8 millioner. Annekteringen af de tyske områder og fordrivelsen af befolkningen skabte store modsætninger mellem Polen og Forbundsrepublikken Tyskland, som endnu i dag kan vække følelsesladede debatter.Fordrivelsen af tyskerne var den største nationale udrensning i det nordlige Østeuropa i det 20. århundrede, men langt fra den eneste. Ved siden af myrderierne på især jøder og polakker, blev der gennemført en række forfærdende folkeflytninger: Tyskere fordrev polakker, polakker fordrev tyskere og sovjetrussere fordrev og deporterede polakker, tyskere og ukrainere. For alle de ramte var konsekvensen den samme: Tab – tab af hjemstavn, tab af familie og venner, tab af det daglige virke samt tab af ejendom.

I 1945 led Tyskland – som Peter Bender udtrykker det – et trefoldigt nederlag: et militært, politisk og moralsk nederlag. Gennem seks år havde den tyske nationalsocialisme hærget Europa, og det var sejrherrernes hensigt og europæernes ønske, at Tyskland aldrig mere skulle kunne udgøre en militær trussel. I 1949 var opsplitningen af Tyskland i to stater – en større, den Tyske Forbundsrepublik, som var afhængig af USA, og en mindre, den Tyske Demokratiske Republik (DDR), som var afhængig af Sovjetunionen – en realitet. De to stater, to dele af samme nation, kom til mere end nogen andre at udgøre frontstaterne i den Kolde Krig, som fra slutningen af 1940’erne og frem til 1989 med større eller mindre intensitet splittede det Europæiske Kontinent. Tyskerne i de to stater blev mere eller mindre velvilligt tilpasset ideologien i hver deres blok: vesttyskerne til det liberale demokrati i vest og østtyskerne til socialismen i øst. Og dermed gled de to dele af den tyske nation længere og længere væk fra hinanden. For Europa syntes det ”tyske problem” at være løst med en tilsyneladende permanent opsplitning af tyskerne. Men i 1990 var Tyskland pludselig tilbage – som Europas største og økonomisk vægtigste stat. Hvad skete der i den mellemliggende periode, hvor Tyskland tilsyneladende ikke eksisterede? Med Peter Benders bog ”Tysklands genkomst” gives der for første gang en samlet fremstilling af de to tyske staters historie. Og den rækker ud over tysk historie: Givet de to tyske staters centrale placering som frontliniestater i den Kolde Krig og deres betydning i hver deres blok er det langt hen ad vejen europæisk historie.