Gør som tusindvis af andre bogelskere
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.Du kan altid afmelde dig igen.
Gladiators Sandalserie er klassikere på kanten. Dansk litteratur fra oldtiden til i dag. Principielt set. Det vil sige den litteratur, der udvider undersøgelserne af hjernens geografi. Som rapporterer om nye opdagelser, andre erfaringer. Og som i en vis forstand har gjort arbejdet før os, flyttet grænserne for det normale, så vi ikke behøver at kæntre.Helga Johansens Hinsides er andet nummer i Gladiators Sandalserie. Den første udgivelse i serien er Hundrede postkort fra helvede af Henrik Bjelke.
Marie Bregendahl: En Dødsnat+ Ved Lars Skrædders Sygeseng (1912 og 1902)Marie Bregendahls En Dødsnat er uhørt moderne. Og også meget mere moderne end det meste af det, der bliver skrevet i dag. Som Johannes V. Jensens Kongens Fald. De er lige skånselsløse i beskrivelsen af undergang. Der er død og ødelæggelse i hver sætning. Men Marie Bregendahl er kvinde og som kvinde for længst skrevet ud af litteraturhistorien. Kanon tilhører manden.Set i dannelsesromanens perspektiv er der noget svimmelt og kantet og ufærdigt over En Dødsnat. Fortællingen som sådan er egentlig kun til som en ramme for sansning og refleksion. Og ikke desto mindre handler En Dødsnat netop om dannelse. Hvordan en moders død i barselsseng inden for mindre end et døgn forandrer alt for den 13-årige Lise.Romanen er båret af erindringens stof, men Marie Bregendahls tilrettelæggelse af dette stof og hendes stærke modellering af sproget forrykker blikket fra det opbyggelige eller jævnt fremadskridende til en aperspektivisk myldrende ornamentik. Fortælleren påtager sig på den ene side at sætte en scene og zoomeind og lade scenens personer overtage styringen, men på den anden side er denne selvsamme fortæller parat til at stige ned fra olympen og kommentere, hvad personerne, bundet som de er til øjeblikket, har gang i. Fortælleren sprænger tiden, strækker den langt ud over scenens tid, og skriver senere skete det og det. – Det vil sige, tiden er ikke fast, øjeblikket findes ikke, men er altid inficeret af både det, der ligger før, og af det, der kommer. Selve distraktionen, at rummeså mange følelser på en gang, og så megen viden, bliver hermed, fra nu og i al evighed, et vilkår.En Dødsnat + Ved Lars Skrædders Sygeseng, 188 sider,199,95 kroner.
Hans Lynge (1906 – 1988) var en grønlandsk maler, billedhugger og forfatter, men også samfundsdebattør og politiker, der igennem hele sit kunstneriske virke opponerede stærkt mod den danske kolonimagts umyndiggørelse af det grønlandske folk. Lynges Den usynliges vilje er et hovedværk i den grønlandske litteratur og burde også være det i den danske.Hans Lynge skriver om Grønland og grønlandsk kultur til og ikke mindst for grønlænderne. Men fortællingen er mindst ligeså medrivende for den uvidende læser. Værkets tematik – hævnmordet – er skrevet på baggrund af en virkelig begivenhed i en fangerbygd i det nordlige Grønland. To brødre opdager, at den mand der har opfostret dem ikke er deres far, men deres fars morder. Og så opstår kvalerne mellem ære og pligt, skam og samvittighed, familiekærlighed og samfundsforventninger. For hvem skal man ære og adlyde? Den afdøde far der beder om hævn, eller morderen, der har opfostret de to brødre, som var de hans egne?Dag og nat forfulgtes Ulloriaq af skyggen af den uhævnede faders sjæl, ikke et øjeblik lod den hans tanker i ro. Værst var det om aftenen, når han lagde sig for at sove, da kom den til ham fra graven for at bede ham om den eneste ting, man kan ønske sig fra det sted: fred. Hvordan skulle han da kunne undslå sig fra at lade det blod flyde, som kunne give faderens sjæl den fred, den sådan tørstede efter?Den usynliges vilje er ikke blot et overbevisende indblik i den nu næsten uddøde grønlandske fangerkultur, men også en bevægende fortælling om et menneskes indre konflikt mellem ære og samvittighed.
Ole Kollerød blev halshugget på Amager Fælled den 17. november 1840, kroppen blev parteret og lagt på et hjul og hovedet sat på en stage. Mens han sad de syv måneder i Stokhuskælderen og ventede på eksekveringen af dødsdommen skrev han flittigt på sin levnedsskildring, Min Historie.Min Historie er efter bedste skøn et hovedværk i dansk litteratur. Ole Kollerød har ikke mere end måske to-tre års skolegang, men forstår alt vedrørende sin situation. Han analyserer samfundsforholdene, hvad der er oppe og nede, men fører sig samtidig frem med en digters kneb og veltalenhed. Han ved, hvad det vil sige at fortælle, han sætter en scene og skildrer levende sine personer, eller han henvender sig til direkte læseren og appellerer til dennes forståelse og sympati. Han er en charlatan og skriver lystfuldt om sine erobringer, han ironiserer over og håner sine modstandere.Ole Kollerød lever i en tid og et samfund, som også er H.C. Andersens. En tid hvor tyveri af nogle kirsebær i en skål giver stokkeprygl og tyveri af et klæde udbredt til blegning i en have livstid i fængslet. Det er ikke sharialov, men det ligner, det er den samme primitive form for straf, afhugning af fingre og anden form for lemlæstelse med invaliditet til følge.Min Historie er flerstrenget. Det er på en gang et fortvivlet forsvarsskrift, en forklaring på, hvorfor det gik som det gik, og en kritik af samfundets misforhold og uretfærdighed. Lov og ret er de riges lov og ret, og Ole Kollerød finder sin identitet ved at fremstille sig selv som repræsentant for de fattige og mishandlede.Ikke ulig H.C. Andersen, men med modsat fortegn.Og ligesom H.C. Andersens eventyr er gennemsyret af vold, tænk bare på Fyrtøjet og Lille Claus og Store Claus, hvor hovederne ruller, så det er en lyst, er også Min Historie gennemsyret af vold. Og druk og liderlighed. I familien, i tjenesteforhold, i nattelivet og ikke mindst i fængslet, hvor der ikke spares på nogen ting for at få en tilståelse ud af de ofte uskyldige fanger.
Putska er en autobiografisk roman, der handler om forfatterens egen barndom og ungdom i Krakow i 1950’ernes og 1960’ernes Polen, år, der er turbulente og fulde af forandringer – især for en ung kvinde med jødisk afstamning, der må tage stilling til egen identitet i kølvandet på Seksdageskrigen i Mellemøsten. Samtidigt er romanen et kritisk, men også kærligt, tilbageblik på Polen under et totalitært og tiltagende antisemitisk styre, og handler også om det levede ungdomsliv i et intellektuelt universitetsmiljø, med alt hvad der hører sig til af sorger, glæder og forelskelse.Janina Katz er og var en fremmed fugl. Hendes historie er vanvittig: hun var og er jøde og havde under krigen som lille ophold hos en katolsk familie, mens næsten hele hendes familie blev udryddet i kz-lejre etc. Dog: moren overlevede … Men i forbindelse med Seksdagskrigen i Mellemøsten mellem de arabiske lande og Israel om palæstinensernes håbløse situation som fange i eget land, blev tiderne igen strenge for jøder i Polen.Janina Kats bemestrede dansk, et udsøgt dansk, og debuterede som lyriker med Sin mors datter i 1991 og udgav en række digtsamlinger, noveller og romaner, i alt tæt på tyve værker.Dem og os. Dem og os. Janina Katz’ forfatterskab er berigelse af den danske litteratur og et vigtigt bidrag til at definere hvad det vil sige at være ikke dansk, men multikulturel, sådan som de fleste af os i en eller anden forstand er.
Sonja Hauberg blev født i 1918 og døde i 1947. 29 år blev hun. Hun nåede at udgive to romaner: Hvad vil du med mig? og Syv Aar for Lea, og et enkelt skuespil: Ebbe Skammelsøn.Ved sin død efterlod Sonja Hauberg manuskriptet til sin tredje roman: April, der først blev udgivet i 1961.April er Sonja Haubergs sidste og mærkeligste bog.Bogstaveligt talt skrevet til ende på dødslejet.Sonja Haubergs skrift tér sig. Den tér sig i det realistiske, og den tér sig i det kaotiske og afvigende.For April er en roman der drømmer. Drømmer sig bort fra mareridtet der er virkeligheden, krigen, fornuften, apatien, volden, løgnene.April er en forbløffende almindelig og en forbløffende ualmindelig roman. Et meget charmerende paradoks at stifte bekendtskab med. Det er realisme, i én forstand, i udgangspunktet, men romanen kan ikke holde sig på måtten, den må ud og skal ud og afsøge grænseområder..
Hulda Lütken har på mange måder banet vejen for den autofiktionelle bølge, der har indtaget den nye danske litteratur igennem det sidste årti. Hun debuterede med digtene Lys og Skygge og udkom allerede to år efter med romanen Degnens Hus – et værk præget af realismetraditionen og Lütkens egne livserfaringer, fra livet som ung pige og kvinde i et lille jysk samfund.Romanen, der følger en lille lærerfamilie, præcis som den Lütken selv voksede op i, er episodisk bygget op: Karakterne, hvad enten de optræder alene eller som ægtefæller, er lukket inde i episodens korte tidsrum og kan ikke handle sig ud af det dilemma, som de står i og som er særskilt deres, hver især. Lütken fremmaler, med uovertruffen psykologisk indlevelse, livet i en familie, et ægteskab og et samfund, der er fuld af både glæder og sorger, og hvordan vi hver især håndtere hvad livet har at bringe. Portrættet sikrede hende de varmeste anbefalinger fra blandt andet den norske forfatterkollega Knut Hamsun, der i et uopfordret brev til Lütkens forlag skrev, ”Her er Rikdom og Overflod, Natur, Poesi og Kunst, Menneskene hisses levende i al sin Forvirring, her er Skikkelser af høi Originalitet ... Forfatterindens Navn var indtil nu ukjendt for mig, nu husker jeg det“Til trods for Hamsuns varme anbefalinger er Lütken gang på gang hos kritikerne og i litteraturhistorien blevet lagt ud på et sidespor. Måske fordi hun var kvinde, måske fordi hendes sprog repræsenterede det man dengang opfattede som særlig kvindeligt (i al sin negativitet): nemlig det overspændte og tenderende til hysteriske. Hendes personer er ekstreme, utilpassede og ofte mislykkede: de har ikke en plads i verden. Ligesom vi ser hos store nutidige danske forfattere, skildrer Lütken dem der ’ikke bare kan’, dem for hvem livet er sværere end som så. Og det gør hun med en sjælden set nænsomhed og psykologisk indsigt, der eksemplarisk fremviser hvorfor hun fortjener en plads i Danmarks litteraturhistorie.
Ingeborg Stuckenberg: Samlede værker (ca. 1894-1904)Ingeborg Stuckenbergs skæbne er ond. Privat og i litteraturhistoriske sammenhæng. Hun er født 1866, blev gift med forfatteren Viggo Stuckenberg og var som sådan med i den radikalt nytænkende kreds omkring Johannes Jørgensens tidskrift Taarnet i midten af 1890’erne, men skød sig, fattig og forladt, efter at være emigreret til New Zealand i 1904.Hendes Samlede værker omfatter novellen Badegæster, trykt under egen signatur som føljeton i Kjøbenhavns Børstidende i 1889-90, udkast til romanen Fagre ord, som hendes mand udgav i sit navn i 1895, og den i 1986 posthumt udgivne Korte Breve fra en lang Rejse forfattet ca. 1903.Det er ikke meget, men vidtspændende. Både med hensyn til stil og indhold. Det handler om ung kærlighed, om ægteskabeligt bedrag og om emigranttilværelsens fornedrelse. Kort fortalt. Men stilistisk er der i Ingeborg Stuckenbergs arbejdeet skred, som har med en kunstners bevidst valg at gøre, og som viser, hvor stor en forfatter, hun er: fra stemningsmalende impressionisme over en kort groteske i slutningen af udkastet til Fagre Ord og videre til en sensationel hardcore realisme i hendes vidnesbyrd om civilisationens endeligt i det fremmede.Hun skriver, at Europa med sin Civilisation for Europæeren bliver som en Paradisets Have, der er lukket. - Forsilde forstaar den Udelukkede alle de Goder, han har mistet. - Det er i den civiliserede Verden Chancerne er – for den der kan og vil noget, midt i Mylderet og Striden. - Der har man brug for de bedste Mænd og det bedste Arbejde. - Her behøves det ikke – endnu. - Anbefalinger og Rekommendationer – selv de bedste, ere værdiløse.Samlede værker, 199 sider, 199,95 kroner.
Mathilde Fibiger (1830-1872) bliver som kun tyveårig kendt for sin fandenivoldske debutroman Clara Raphael. Tolv breve (1851) der med sine radikale idéer om kvinders frigørelse og åndelige opvågnen starter den famøse Clara Raphael-fejde, der kommer til at få vidtgående konsekvenser for hendes videre liv og forfatterskab. I 1854 udkommer hendes sidste roman, den skandaløse Minona, forfatterskabets absolutte hovedværk.H.C. Andersen sammenligner i et brev til Ingemann Minona med følelsen af at have grebet en stærkt duftende, giftig Vandplante, der opløser sig slimet og ækel! – ikke første eller sidste gang i det attende århundrede, at en kvindes værk bliver sammenlignet med klamme buskvækster; alt i alt en bragende fiasko, nedrakket af samtiden og usynliggjort af eftertiden; hermed ender Fibigers alt for lovende forfatterskab, hun er 24 år.Minona: en vidunderlig bastard af raffinerede kompositoriske greb, psykologisk skarpsindighed, tragedie, horror, mytologi, kuldslået realisme og overspændt romantisk stil: ALT er på spil i denne storstilede komposition, hvor incestuøs søskendekærlighed, uskyldstab, faldne kvinder, fritænkere, lidenskaber, skæbnetro, djævelskab og frelse virtuost forbindes i en skrift der ubønhørligt kværner henimod det, der uundgåeligt må ske.
Nedrakket til skrift begynder i det øjeblik Ian bliver ramt af et lyn og ophører med at være hel. Hans organer – hjerte, lever, lunger, nyrer – tager eget liv. Det ender med et himmelsk bryllup mellem Lucy og Ian.De enkelte stykker eller opslag i Nedrakket til skrift er ustabile og på-vej-til-at-blive-til, de knopskyder og tager en ny form og en ny form for undervejs at samle sig til et jeg, der ikke kan nøjes med at være ét jeg men som tager skikkelse snart af den og snart den anden –som f.eks. Indianeren eller Edi eller IAN – og hvordan så også den anden skifter ansigt – som f.eks. Molly, Lucy eller Anastacia.I et samarbejde mellem grafiker Anders Gerning og Hans Otto Jørgensen har de skabt Nedrakket til skrift. Som ikke er digt og ikke fortælling, ikke poesi og ikke prosa. Det er en bastard, et uvæsen. Det grafiske udtryk og teksten holder hinanden til ilden. Hvor hver enkelt side eller opslag er unik.
Af alle steder foregår romanen på en rasteplads i en skov. Der er en kiosk og kioskdame, der er en kvægtransport, hvor en ko er faldet ud og står bundet til et træ, og der er en tot blodigt vat, og en turistbus holder ind, og turisterne strømmer ud og erobrer stedet, og for en tid altså også fortællerens opmærksomhed … og sådan står det på kapitel for kapitel med små bitte forskydninger hele bogen igennem.Erik Thygesen udtrykker i antologien Prosa fra 1970, at Vagn Lundbyes strategi går ud på at flytte balancen fra den alvidende fortæller, skabt og næret af forfatteren, til i virkeligheden en uvidende, fortsat allestedsnærværende fortæller. Den alvidende fortæller erstattes af en lang række observationsposter indenfor det fiktionsrum, hvorfra fortælleren henter sit stof, og som ved den stadige gentagelse, i en seriel opbygning, bliver romanen.Vagn Lundbyes poetik eller metode er klar, enkel og uden svinkeærinder: Himlen er overskyet og kan hvert øjeblik, det skal være, lægge ud med en silende regn, som ingen ende vil tage, en passende kulisse omkring det trøstesløse sceneri, men alligevel ikke i overensstemmelse med de faktiske forhold, eftersom solen stadig skinner fra en skyfri himmel ned over det lille traktørsted, hvor en skare amerikanske turister endnu under megen latter og snakken forsyner sig med lange røde pølser og muntert farvede drikkevarer. Eller står samlet i en rundkreds om dyret der æder løs af græstotter, som flere af de unge mænd i de blomstrede skjorter rækker ud mod gabet af det. Koen mangler fortænderne i overmunden.. Alt er destabiliseret, alt svangert med vold og undergang. Der er i citatet og hele romanen igennem en ophobning af nedværdigende og latrinært beslægtede udtryk. Vi befinder os langt væk fra noget, som på nogen som helst måde er ophøjet, vi befinder os i sumpen, nede, hvor afsondringen finder sted. Sved, lort etc., men også udtryk, som korresponderer med barnet, dvs. med det infantile i beskrivelsen.Vagn Lundbye, 1933-2016, debuterede med novellen En af disse (1964) i tidsskriftet Vindrosen. Senere udkom romanen Signalement (1966). Lundbyes forfatterskab er enormt og udfolder sig inden for mange genrer som blandt andet romaner, digte, børnebøger, rejseberetninger, noveller og faglitteratur. I denne udgave af Roman er der ekstramateriale fra tidsskriftet ta’, Skal træerne væk med illustrationer af Per Kirkeby og fra Lundbyes roman Nico (1969): Wrap your troubles in dreams.
I Drømmeflygtningen følger man en ung kvindes fald gennem psykiatrien, manden og borgerligheden. For hvor flygter man hen, hvis man ikke er ønsket, ikke passer ind nogen steder? Hvis ens kvaliteter, visioner, talent bliver betragtet som sygelighed? Man flygter ind i drømmene. Der er højere til loftet.Jegfortælleren, jeget, betragter sig selv som en drømmeflygtning, som en ung kvinde på flugt fra virkeligheden. Med hallucinationer, kunstneriske aspirationer, drømme. Revolutionsdrømme, vage drømme om frigørelse, frihed. En anden verden. Men også en opvækst på bunden af samfundet, uden fremtidsudsigter, forudbestemt til ikke at blive til noget, til at skure andres gulve, være ubetydelig, føle sig forkert.Jegets hallucinationer fremstår ligeså virkelige – eller uvirkelige – som hospitalets trøstesløse rum og rutiner.Virkelighed og uvirkelighed glider ind i hinanden i flydende overgange. Det er ét fedt sådan et sted: institutionens grå, dystre, monotone, degraderende, umyndiggørende verden. Hvide rum beboet af halverede, fragmenterede, knuste, amputerede bevidstheder. Silhuetter, skygger. Kroppe, der kortvarigt træder ud af hvidheden og forsvinder igen.Drømmeflygtningen var Lillian Jacobsens debut, som hun udgav i 1978 på forlaget Kvindetryk.Lillian Jacobsen blev født et sted i Jylland i 1945, og gik ud af skolen som femtenårig for at arbejde. Et år senere flyttede hun til hovedstaden, hvor hun tog mellemskoleeksamen på aftenskole-kursus samtidig med at hun arbejdede som rengøringsassistent. Fire år senere, i 1965, efter afbrudt skolegang, sygdom og forskellige jobs som bl.a. servitrice og fabriksarbejder, blev hun indlagt på den lukkede afdeling, knap tyve år gammel.For Jacobsen er sproget ikke et redskab til udtryk for tanken. Eller indtryk af virkeligheden. Sproget i sig selv er virkelighedsskabende, det griber ind, konstruerer, kategoriserer, dømmer, det har destruktiv kraft i de forkerte hænder, en fremmed magt, det siver ind i systemet.Sproget er mændenes, magtens, borgerlighedens, journalernes. Altså må det nedbrydes, destabiliseres, sættes sammen på nye måder. Ingen sætninger, ingen begreber er præcise nok i sig selv – og det er da også det, der kendetegner Jacobsens skrift: en enorm sprog- og selvbevidsthed.
Ole Sarvigs Stenrosen udspiller sig i efterkrigstidens Berlin, udbombet og hærget. Man præsenteres for et omfattende persongalleri, som alle har oplevet krigens begyndelse og slutning. I et langt tilbageblik følger man deres deltagelse i krigen og hvilken betydning krigen har haft på deres liv. Særligt de to karakterer, Endré og Werners oplevelser er i fokus.Alle karakterer lever i efterdønningen af nazismen og den efterfølgende søgen efter et værdigrundlag i skyggen af krigen. For Sarvig lægger vægt på den glæde og det sammenhold, som nazismen gav det tyske folk, fx, Endrés indrullering i Hitler Jugend, men beskriver også nuanceret den efterfølgende sindstilstand, at skulle forholde sig til de valg man har taget i en krigsrus.Krigen er en metamorfose, hvor byer og lande og folk undergår hastig forvandling. Kulturen forvandles. Det er mutation, tilpasning, evolution. Over nat – man kan ikke kende sig selv. I spejlet. I psyken. Man kan ikke kende sinenærmeste. Som de ser ud. Som de opfører sig. Man kan ikke kende sin verden. Som den ser ud. Som den opfører sig. At gå ind på krigen er at gå ind på omvæltningen. Det er det, vi får at se i Stenrosen.Stenrosen er ikke kun fiktion, men også en nuanceret kulturhistorisk skildring, af en særlig problematisk periode i europæisk historie. Der er noget umiskendeligt sci-fi over byen efter krigen. De overvågede, regulerede mennesker. De anonyme soldater. Vopo’erne, gadehøjttalerne på Unter den Linden, der ligner store padehatte på lange stilke og spiller marchmusik og udstikker kommandoer og instrukser til befolkningen. Når meget i Stenrosen kan minde om science fiction eller Pink Floyds The Wall, er det fordi, der er tale om universelle billeder af det totalitære, af totalitarismens vanvid. I Stenrosen er Sarvigs lyriske bevidsthed til stede som en velslebet sproglig bevidsthed. Personerne og stederne bliver fremskrevet med en usædvanlig præcision.Ole Sarvig, 1921-1981. Dansk forfatter. Debuterede med digtsamlingen Grønne digte (1943). Sarvig var mest kendt for sin lyrik, men udkom også med romaner som blandt andet Stenrosen (1955), Den Sovende (1958), og De rejsende. En undergangsroman (1978). Stenrosen er Sarvigs første roman.
Ulla Ryums Natsangersken er på den ene side en dybt excentrisk kvindelig romankarakter med et vildt følelsesregister, et tumultarisk indre, et falleret og ophøjet liv; og samtidig en strøm af et menneske, en cyklisk struktur, der gennemflyder romanen Natsangersken fra 1963, og måske gør denne bog til et billede, som Ulla Ryum selv har kaldt den, eller måske snarere til en undersøisk filmmontage med skrattende højtalere og kraftige mikrofoner, hvor lyden indimellem går ud, så alt flyder og er uigenkendeligt, for så at begynde igen som tolvtonemusik, Elvis-numre eller fuglekvidder.Natsangersken er en falleret kunstner, eller det vil sige, hun har en drift efter at skabe, men hun dovner, går tilbage i seng, er apatisk, hun kan ikke drive det til mere. Hendes stolthed og levebrød er skulpturerne: Natsangersken lavede kitschede duer eller pigehovedet til gravsteder, tilfældige bekendte fra værtshuset sidder model, venskaber med andre begynder med, at hun ser et potentiale i deres ydre former. Andre mennesker, før hun kender dem har tillid til dem, er objekter, så det er lettere at distancere sig og opretholde indre kontrol.Hun er alene, Natsangersken, skrøbelig og fuld af barnesår og kærlighedssår, men ikke uden relationer til andre, både kulørte og kiksede og ømme og hadske.Ulla Ryums tidlige forfatterskab, der ud over Natsangersken bl.a. er udgjort af bøgerne Spejl fra 1961, Latterfuglen fra 1965 og Jakkelnatten fra 1967, var opsigtvækkende på sin tid. Ryum blev beskrevet som både en ’sibylle’, en surrealist og en mystiker, man opfattede hendes bog som vildt, kryptisk og fremmedartet.
I 1934 udgav den danske forfatter Albert Dam den skæbnetunge klassiker Saa kom det nye Brødkorn, der hurtigt blev et hovedværk i dansk litteratur. Romanen blev hyldet som et eminent hjemstavnsportræt, og Dam blev især anerkendt for hans raffinerede beskæftigelse med skyld og skæbne som afgørende faktorer i menneskets færden på jorden. Men allerede næsten 30 år inden, med hans debut Mellem de to søer (1906), havde Dam taget disse spørgsmål op i en mindre, men højst bemærkelsesværdig, thrillerroman, hvor et trekantsdrama udspiller sig mellem to unge piger og den nytilkomne Karl Bay i et jysk landsogn. Et trekantsdrama der får fatale konsekvenser, for dem alle tre.Hvad der er særligt glædeligt ved at stifte bekendtskab med Dams debut er hans endnu uforbeholdne begejstring for det makabre, og hans fremmaning af menneskepsykens mørke og komplekse sider. Dam placerer, via sine miljøskildringer af de små jyske bondesamfund, modernismen i den danske landbrugsmuld: Han forener en slags naturromantik med modernismens forkærlighed for det sanseberusende, som vi ser det hos tidligere franske storbydigtere såsom Charles Baudelaire og Arthur Rimbaud. Og det er særligt her hans billeddybde brillerer, som her, hvor den myrdede Mathilde forenes med natten.Mathilde sidder mod egen; i mørket synes hun at strække sig ud til hvile i natten. Ovre fra krattet er der en, der forsvinder ovenud og løber op ad skelstien. – Natten lider. Mørket kæmper med enkelte stjerner højst oppe; men nu kommer månen til undsætning; den har lykkelig slæbt sig op af skyerne et sted ovre; da den kommer ud ovre på en åben plads, breder den sig og ser sig omkring. Med blidt sørgmodige stråler betragter den et øjeblik den døde eg og Mathilde, der sidder så roligt op imod den.Det er også dette træk, der gør Albert Dams forfatterskab særlig pikant. Mellem de to søer er et overraskende værk, som bør vække begejstring i enhver læser, der har tørstet efter en anderledes og uhyggeligt velskrevet thriller.
At beskrive en Grete Roulund-roman er som at fortælle andre om en feberdrøm. Alt synes at foregå langsomt, om end der sker en masse, og nok kan man se tingene gå galt, men det er umuligt at forhindre problemerne i at eskalere. Handlinger mister deres mening, mens man indfanges i en nedadgående spiral, hvis slutpunkt man kun kan gisne om.Grete Roulunds bøger beskæftiger sig med sci-fi og horror, genrer der ofte er forbundet med den amerikanske litterære tradition, og det er ganske sigende for de universer hun fremskriver at hun har studeret filmvidenskab, med speciale i Draculafilm. Roulunds øjne var igennem hele hendes forfatterskab stift rettede mod mørke og undergang. Hendes fascination af vold, undergang og lovløshed er ikke ulig den anerkendte amerikanske forfatter Cormac McCarthys sci-fi-og westernromaner, såsom The Road og Blood Meridian.Sådan er det også i romanen Blackhawk. Vi befinder os i en snedækket skov et sted i Canada. Flere eftersøgningsenheder er sendt ud for at finde resterne efter et flystyrt. Vi følger én af enhederne med to rangers; Keagan og Blackhawk. De bor sammen i en lille hytte, hvor de fordriver tiden med ugeblade, kryds og tværs, én bog med noveller og rigeligt med whisky. Kort inde i historien bides Blackhawk af en kanin med rabies og her startes et kapløb med tiden. For sygdommen kræver medicinsk behandling, men vejrforholdene besværliggør kontakten med hovedbasen. Hvorvidt den nødvendige medicin når frem, udgør det første spændingsmoment i bogen, som senere akkompagneres af en fejde med en gruppe indianere i området. Bogen afsluttes makabert og de sidste sider bliver siddende i knoglerne på læseren langt tid efter man har lukket bogen. Roulunds Blackhawk vil vække glæde og gru hos de læsere, der tørster efter en fortælling om vold og overlevelse, i et canadisk vinterwestern landskab.
Et gadekryds mellem ugebladsnovelle og avangardeEdith Rode havde en ballast af dannelse, og herværende J.e.d. opbyder i al sin tilsyneladende uskyld alt, hvad man kan drive ud af en sådan dannelse. Det er avantgardens principper, Edith Rode arbejder med, der er frit valg på alle hylder, men i en folkelig udgave. Det er det, der kommer til udtryk i den mageløse J.e.d.: Jeg elsker dig.– Og brevformen: den naturlige skrifts form, hvis en sådan findes, kendt og brugt af enhver. Altså en familiær form. Hvor afsender og modtager kender hinanden, eller i hvert fald ved, hvor hinanden bor, og således også ved ret præcist, hvad der tales om. Hvilket betyder, at man kan springe lige ud i det. Hvilket igen giver dette overskud. En leg med alle mulige tricks, et festfyrværkeri.Det er kulørt. Man kan synes kærlighedshistorien i J.e.d. er noget søgt, handlingsudviklingen er aldeles triviel, først er han i offensiven, så er hun, men det er præmissen, den må man tage eller lade være, men tager man den, får man til gengæld også alt det andet i tilgift.Et sandt overflødighedshorn af muligheder stillet til rådighed af denne meget dannede stillist.
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.