Bøger om Impressionisme

Die sechs Stücke dieser kleinen Suite entstanden zwischen 1893 und 1896 inspiriert durch Hélène Bardac, der Tochter einer befreundeten Sängerin. Das 1892 geborene Mädchen wurde wegen ihrer kleinen, zarten Gestalt "Dolly" (Püppchen) genannt. Die überwiegend zum Geburtstag oder Neujahr komponierten Nummern spiegeln die Erlebniswelt des heranwachsenden Kindes wider, vom Wiegenlied bis zum temperamentvollen Tanz. Aber so ganz ernst war das Ganze nicht gemeint, wie die subtilen Anspielungen an eigene und fremde Musik zeigen. Trotz ihrer einfachen Grundstruktur enthalten die rasch populär gewordenen Stücke zahlreiche für den französischen Komponisten typische harmonische und rhythmische Raffinessen - "Kindermusik", die auch bestens für Erwachsene geeignet ist.

Die Inspiration zu seinem Klavierzyklus "Gaspard de la nuit" erhielt Ravel durch eine Sammlung von Prosagedichten des französischen Romantikers Aloysius Bertrand. Im Gegensatz zu früheren Werken zeichnet er hier nicht nur ein Stimmungsbild der literarischen Vorlage - auf faszinierende Weise erzählt er die schauerlich-grotesken Szenerien mit musikalischen Mitteln nach. Seine "drei romantischen Gedichte von transzendenter Virtuosität" sollten Balakirevs "Islamey" - das damals als unspielbar galt - an technischem Raffinement noch übertreffen. Unsere Ausgabe bietet nicht nur lupenreinen Urtext im übersichtlichen, vergrößerten Format: Jedem Teil ist das zugehörige Gedicht Bertrands dreisprachig vorangestellt.?

Erst in seinem Spätwerk wandte sich der unkonventionelle Neuerer Debussy wieder der Tradition zu. Sechs Sonaten für verschiedene Instrumente schwebten ihm 1915 vor. Nur drei davon sollte er vollenden können, bevor er in Folge einer schweren Erkrankung 1918 verstarb. Den Auftakt bildet die ungewöhnlich rasch im Kriegsjahr 1915 komponierte Cellosonate. Debussy arbeitete im Sommerurlaub am Meer in Pourville wie im Rausch. Die Sonate mit der ungewöhnlichen Satzfolge Prologue-Sérénade-Finale erschien noch im selben Jahr. Das Werk gehört zum Kernrepertoire für Violoncello.

Debussy erarbeitete die viersätzige Suite 1888, gerade aus Italien zurückgekehrt, wo er sich als Rom-Preisträger zu einem Stipendiaten-Aufenthalt in der Villa Medici in Rom aufgehalten hatte. Er spielte die Suite 1889 zusammen mit Paul Dukas am Pariser Konservatorium vor und fand großen Anklang. Unter den Studenten war Henri Busser zugegen, der den Zyklus 1907, als Debussy längst eine Berühmtheit war, für Orchester bearbeitete. Debussy bedankte sich umgehend brieflich bei Busser für die "geistreiche Orchestrierung". Das Werk gehört heute im Original und seinen zahlreichen Bearbeitungen zu Debussys meistgespielten Kompositionen.

Die Klavierzyklen und großen Einzelstücke Debussys sind in unserem Verlagsverzeichnis jeweils als einzelne Ausgaben gelistet. Weitere zwölf zumeist kürzere Stücke wurden in diesem kleinen Sammelband zusammengeführt. Die Ausgabe enthält Beispiele aus allen Schaffensperioden des Komponisten - vom Danse bohémienne des 18-Jährigen über das anspruchsvolle und dichte D'un cahier d'esquisses (Aus einem Skizzenheft) bis hin zur 1916 erschienenen Élégie. Der Band bietet einen ersten und für den Spieler nicht zu schwierigen Zugang zum Klavierwerk Debussys, enthält aber auch Stücke für Fortgeschrittene und sei somit nicht zuletzt Klavierpädagogen ans Herz gelegt.

Der dreisätzige Zyklus, Ende 1907 komponiert und Anfang 1908 erschienen, bringt eine auffällige Neuerung. Debussy notiert den hochdifferenzierten und bis in die extremen Lagen aufgefächerten Klaviersatz durchgehend auf drei Systemen. Der erste Satz (Cloches à travers les feuilles) mag an ein Totengeläut erinnern, der zweite (Et la lune descend sur le temple qui fut) ein fernes Indien oder auch China beschwören; zu dem dritten (Poissons d'or) wurde Debussy durch eine Lackarbeit mit Goldfischen inspiriert, die in seinem Arbeitszimmer hing. Der Widmungsträger des dritten Satzes, Ricardo Viñes, brachte den Zyklus zur Uraufführung.

Dieses erste der großen Klavierwerke Debussys erschien 1901. Der langsame Mittelsatz des dreisätzigen Werkes war bereits 1894 entstanden. Diese gravitätische Sarabande im alten Stil war 1896 in ihrer ersten Fassung als Zeitungsbeilage erschienen (für diese Frühfassung siehe HN 846, Images 1894) und wurde für Pour le piano noch einmal leicht überarbeitet. Die Sarabande wurde schnell beliebt und später von Ravel orchestriert. Der erste Satz, Prélude, beschwört javanische Musik herauf und lässt Gongs anklingen, die motorische Toccata schließlich musste bereits bei der Uraufführung durch den brillanten Ricardo Viñes wiederholt werden.

"Haben Sie einmal die Images gespielt ...? Ich glaube - ohne falsche Eitelkeit - dass diese drei Stücke sich gut machen und ihren Platz in der Klavierliteratur einnehmen werden ... zur Linken Schumanns oder zur Rechten Chopins ... as you like it." So Debussys briefliche Äußerung (1905) gegenüber seinem Verleger und Freund Jacques Durand. Debussys Prophezeiung sollte sich bewahrheiten. Die Stücke sind zum festen Bestandteil des Klavierrepertoires geworden. Übrigens: Zum langsamen Satz Hommage à Rameau ließ sich der Neuerer Debussy, durchaus traditionsbewusst, von einer Aufführung von Castor et Pollux inspirieren, die ihn 1903 begeistert hatte.

Keine Vertriebsrechte in Frankreich

Um in die Traumwelt des französischen Impressionismus einzutauchen, braucht man kein Virtuose am Klavier zu sein. Mit Debussy fällt der Einstieg besonders leicht, da er es versteht, auch mit einfachen technischen Mitteln meisterhafte Miniaturen voller poetischer Tiefe zu schaffen. Clair de lune ist hierfür das wohl bekannteste, aber bei weitem nicht das einzige Beispiel, wie unsere Auswahl belegt. Und wer sich erfolgreich durch den Band gespielt hat, kann mit dem abschließenden La Cathédrale engloutie schon ein veritables Konzertstück zum Vortrag bringen.

Vom breit gefächerten Schaffen des spanischen Komponisten Granados ist vor allem seine Klaviermusik lebendig geblieben. Mit unserer Urtextausgabe der hochvirtuosen Goyescas, seiner wohl bekanntesten Klavierkomposition, bereichern wir unseren Katalog um ein gewichtiges Werk. Der eigenartige Titel der 1909-11 entstandenen Suite geht auf den spanischen Maler Francisco de Goya zurück, von dessen Gemälden sich Granados inspirieren ließ. Die Goyescas beschwören ein Spanien der Goya-Zeit am Ende des 18. Jahrhunderts herauf, galant und sinnlich, aber auch melancholisch und düster. Als thematische Klammer dient - wie der Untertitel "Los majos enamorados" andeutet - das Leben junger Verliebter, das in sechs Szenen mit seinen Freuden und Leiden geschildert wird.

Mit den 1919 komponierten fünf Nocturnes beschloss Satie die Reihe der zyklisch angelegten Klavierwerke, die gewissermaßen das Rückgrat seines Oeuvres bildet. Als Modell dienten ihm die gleichnamigen Stücke von John Field und Frédéric Chopin, von denen er außer dem romantisch-verträumten Tonfall auch die dreiteilige Form und die wiegende Bewegung übernahm. Ganz eigen ist dagegen die Harmonik, die er nach einem selbst entworfenen System gestaltete. Satie äußerte zu seinen Nocturnes: "Das ist ein anderer Ausdruck von mir", und tatsächlich wirken die nicht schwer zu spielenden Stücke ungewohnt seriös - weitab von Nonsens, Parodie oder Kabarett, die bekanntlich große Teile seines Gesamtwerks sonst prägen.

Det kan ske, at man man må rejse ud i verden for at genfinde noget tabt inde i én selv. Det erkender de kvindelige hovedpersoner i Lisbeth Bendixens sanselige roman "Lyset over Carmague".Sarah er forsvundet fra sin plejefamilie i Jylland, og familiens feriebarn Lisa rejser til Provence for at finde hende. De er begge på en form for opklaringsarbejde. Lisa leder efter Sarah, og Sarah leder efter sine rødder. For hvor kommer det røde hår og de kunstneriske evner egentlig fra? På rejsen gennem de provencalske landskaber med duftende lavendellunde, strålende solsikker og smalle brolagte landsbygader føres Sarah efterhånden nærmere på sin mystiske arv, og måske har den noget med den verdensberømte maler Vincent van Gogh at gøre.Lisbeth Bendixen (1923-2004) var en dansk forfatter og lyriker. Hun debuterede officielt som digter i 1958, da hun fik en række digte udgivet i tidsskriftet "Hvedekorn", men det var først i 1975, da da hun vandt Politikens Kronikkonkurrence, at hun for alvor sprang ud som forfatter. Siden skrev Lisbeth Bendixen en række anmelderroste romaner, og hendes arbejde er flere gange blevet belønnet med legater fra Statens Kunstfond.

Debussy var desuden længe om at udvikle sig til det højdepunkt, han i dag er beundret for, og han har sikkert ikke haft det let som komponist. Han var altid usikker og tvivlede på sin musiks værdier. Men der kan ikke herske tvivl om hans tekniske mesterskab, for alt hvad han har skabt er perfekt udført, uanset hvilken stil eller genre, han har beskæftiget sig med. Mogens Wenzel Andreasen bringer os tæt på denne personlighed, der kæmpede med en ulykkelig barndom. et svært forhold til kvinder og en dødbringende sygdom. 124 sider. Illustreret.

Er barokken I det hele taget én periode,eller burde den egentlig være inddelt i flere? Findes der fællesnævnere mellem de ret forskellige musikformer, som betegnelsen barok dækker over?Hvilken sammenhæng er der mellemmusik og arkitektur? Disse spørgsmål og mange flere tages under kyndig og veloplagt behandling af organisten,professoren og jazzpianisten Ulrik Spang-Hanssen, der ligeledes kommer ind på spændende emner som stylus luxurians theatralis, generalbassensbetydning og orkesterstørrelser.Det hele ledsages af en CD indspillet af det fabelagtige Ensemble 1585, opkaldt efter komponisten Heinrich Schütz’ fødselsår – fire excentriske professorer i selskab med to kompetenteunge damer!Ensemble 1585: Ida Spang-Hanssen,Wolfgang Schäfer, Mo Yi,Gert von Bülow, Ulrik Spang-Hanssen og Anne Agerskov. Program: Georg Friedlich Händel Praise of Harmony - Heinrich Schütz Venite ad me omnes - Giovanni Antonio Pandolfi Mealli - Sonate op. 3 nr. 2 'La Cesta' - Henrich Schütz Singet dem Herrn - Archangelo Corelli Triosonate op. 3 nr. 11 - Diderik Buxtehude Quem admodum desiderat ad fontes - Marin Marais La Sonnerie de Sainte Geneviève duMont de Paris - Georg Friedlich Händel Sinfonia i B-dur - CDK1210 · Ensemble 1585 + illustreret hardback bog!

Forfatteren boede i samme del af det sydlige Nice som kunstneren Renoir. Med lidt fantasi bringes de to meget tæt sammen og kommer delvis til at fornemme hinanden. Kunstneren er på det tidspunkt en ældre herre med gigt i fingrene og har et stort behov for hjælp til at komme rundt i sit hus og have i sin faste kørestol. Forfatteren, der selv er maler, træffer Renoir første gang i hans store have. Forfatteren har tit besøgt denne og fornemmet Renoirs inspiration. Derved opstår mødet i fantasiens verden. De sidder begge under hvert sit oliventræ og forsøger at male naturen omkring sig med det blå Middelhav som baggrund. Bogen beskriver Renoirs liv fra de spændende ungdomsår i Paris, hvor han mødte andre unge impressionistiske malere, hvoraf flere blev meget kendte. Man følger Renoir livet igennem og hans kamp for at blive accepteret af den officielle kunstverden i Paris.Uddrag af bogen Jeg tænker på dine unge år, hvor du gik på malerskolen i Paris. Du ville gerne være professionel maler. Du ville i gang med noget større. Op til dette tidspunkt havde det jo kun drejet sig om porcelænsmaling. Du mente, at du havde nået dine mål indenfor denne kreative og skrøbelige kunst. Du nåede derved at bevise overfor dig selv og dine omgivelser, at du nu var en kunstner indenfor det område. Nu ville du prøve noget andet. Maleriet begyndte at tiltrække dig. Du havde jo allerede tegnet og malet en del ved siden af porcelænsarbejdet. Du ville nu et stykke videre indenfor malerkunsten. Evnerne havde du. Det beviste du med maleriet Venus der stiger op ad bølgerne. Om forfatteren Jørgen Løvgret er selv maler. Uddannet i København. Rejst og udstillet overalt i verden. Holdt foredrag om kunst på universitetet i Jaipur, Indien. Skrevet flere bøger om kunst og om sine ophold i fremmede lande. Boede tæt på Renoirs bolig i Cagnes i Sydfrankrig i 10 år. Bor nu i Danmark.

Forfatteren, som selv er maler, delte motivvalg med kunstneren Cézanne. Det var bjerget Sainte-Victoire. Det lå lige mellem Cézannes bolig i Aix-en-Provence og forfatterens hus. Afstanden mellem de to malere var kun 35 kilometer. Cézannes forside af bjerget, som går igen på mange af hans motiver, blev forfatterens bagside, og forfatterens forside til sine billeder blev Cézannes bagside. Cézanne havde valgt den golde side af bjerget, mens forfatteren fik den frodige. Han besøgte kunstnerens boliger ved Aix-en-Provence flere gange. Han fik ide til denne bog blandt det store materiale, der findes omkring denne kunstner. Cézanne blev jo en af skaberne til impressionismen. Uddrag af bogen Kære Cézanne … I Paris havde du holdt dig lidt for dig selv. Du havde ikke været så interesseret i det sociale liv mellem malerkammeraterne. Du brød dig ikke om at sidde sammen med dem om aftenen over et glas vin og snakke. Du havde, når nogen foreslog det, altid undskyldt dig med, at du hellere ville hjem og male portrætter eller lignende. Du havde tilføjet, at det drejede sig om bestillinger, hvilket ikke altid var sandt. Det havde blandt andet skuffet din gode ven forfatteren Zola, som håbede, at disse sociale aftensammenkomster med ligesindede kunne kompensere lidt for de skuffelser, du havde haft. Du var sådan set ikke meget interesseret i impressionismen. Det havde du nævnt for din kunsthandler Vollard i Paris. Om forfatteren Jørgen Løvgret er selv maler. Uddannet i København. Rejst og udstillet over hele Verden. Skrevet flere bøger om sine rejser. Blandt andet 10 år i Provence, hvor han ligeledes fortæller om sine maleaktiviteter og udstillingsmuligheder fra sin bolig og atelier i Sydfrankrig. Fulgte i kunstneren van Goghs fodspor, senere Renoirs og nu i denne bog Cézannes. Bor nu i Danmark.

På en gråvejrsdag at gribes af disse nutidige digte, som med humor vækker følelser. Man får inspiration til at leve livet. Disse farverige malerier og akvareller gør digtene mere levende og forstærker indtrykkene. Bogen bliver din bedste ven, at tage den frem igen og igen.

"Den store novelle Les Quatre Diables eller De fire Djævle fra 1890 er en feberhed fortælling om ulykkelig kærlighed og en jaloux kvinde, der langsomt ædes op af et vanvittigt had. Men vanviddet griber ikke bare den stakkels kvinde, også fortælleren synes at blive opslugt af hadet og hævntørsten. Dette er ikke bare Herman Bangs sidste excentriske novelle, men også den mest excentriske. Det er historien om fire cirkusakrobater, der arbejder under navnet Les Quatre Diables. Akrobaten Fritz, en af de fire djævle, får et forhold til en gådefuld overklassekvinde, der kommer aften efter aften til de fire djævles forestilling. Denne rovdyrslignende femme fatale-figur suger kraften ud af Fritz, og han bliver mere og mere ødelagt af deres forhold. Fra sidelinjen ser akrobatpigen Aimée sin elskede Fritz gå til grunde. Hun er hemmeligt forelsket i Fritz, og også hun bliver fortæret af had og sit eget ødelæggende begær. Det bizarre miljø og den tragiske fortælling om jalousiens ødelæggende væsen gjorde Les Quatre Diables til en af Herman Bangs mest elskede noveller. Denne fascinerende cirkusverden er skildret med en nerve og indlevelse, der sammen med den lumske bang'ske fortæller skaber en gådefuld stemning. Undergangsstemningen ulmer under overfladen fra novellens første sider, og læseren bliver langsomt spundet ind i fortællingens net af jalousi, hævn og det vanvid, der griber Aimée." - Theis Vallø Madsen, Litteratursiden

Herman Bangs "Stuk" fra 1887 handler om 1880'ernes København og er vores første storbyroman. I centrum står det nybyggede Victoriateater og dets omtumlede skæbne. En strålende begyndelse under en højkonjunktur afløses af stigende problemer, da konjunkturerne vender. Omkring teatret grupperes hen ved hundrede personer, hvis livsskæbner på forskellig måde afspejler teatrets udvikling. Det er mennesker, der lever og ånder i storbyens atmosfære, og som er i tæt berøring med dens forlystelsesliv, medier og modeforretninger. Med titlen signalerer Bang en indre tomhed bag det strålende ydre, men romanen er samtidig et vidtgående kunstnerisk eksperiment, der søger at indfange såvel storbyens mylder, forlystelsesindustri og medier som sjælelivet, erotikken og livsformerne. Med et på én gang lidenskabeligt og analytisk blik skildrer Bang udvekslingen mellem økonomi, erotik og menneskelige relationer i et samfund og en by under drastisk forvandling. Romanen har derved kunnet fungere som spejl for senere generationer og kan det måske ikke mindst i dag, hvor et nyt København atter er i færd med at rejse sig, og hvor de områder, romanen vier sin særlige opmærksomhed, som aldrig før er i fokus. - Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

"Haabløse Slægter" (1880) er den 23-årige Herman Bangs debutroman. Romanen er en delvis selvbiografi. Alle de kendte begivenheder i Herman Bangs liv er centrale i romanen: moderens tidlige død, faderens kollaps, kostskolen, teaterdrømmens forlis, flanørlivet. Han gør rede for sit følelsesliv, koste hvad det vil. Romanen vakte skandale med sin skildring af en moden kvinde, der forfører den unge hovedperson. Den blev beslaglagt af politiet og af Højesteret stemplet som utilstedelig. Bang vendte 1884 og 1905 tilbage til sin roman og foretog ændringer med udeladelse af de forbudte passager. Den her foreliggende tekst er den oprindelige fra 1880.

"Liv og død" rummer fortællingerne "Om Lykken", "Om Elskov" og "Om dem der skal dø". De handler om erotisk besættelse hos mennesker, der vælger blindt at følge deres drifter.