Bøger om Jacob Skyggebjerg

Det starter med en bytur. Værtshusuorden, en voldsom anholdelse. To år senere skal der fældes dom i sagen. Hvem kan huske hvad der egentlig skete. To betjentes ord mod en borgers. En bagatelsag. Det bliver til en behandlingsdom på fem år.Fem år i det psykiatriske system. Fem års destruktion. Fem års stilstand. Fem år som død, som ingenting, som patient. Fem års ødelæggelse, tilintetgørelse, knuste drømme, uddannelse, jobs, relationer. Fem års gøren svag. Fem års hjælp.HJÆLP er Jacob Skyggebjergs vidnesbyrd fra det bizarre forløb, han i perioden 2008-2013 var igennem med en behandlingsdom og det psykiatriske system, der forvalter sådan en. Det starter med en næsten uskyldig bytur i Vejle, og det slutter med udgivelsen af debutromanen Vor tids helt og det gennembrud, den afstedkom. Men HJÆLP er mere end et vidnesbyrd om turen gennem psykiatriens ofte umenneskeliggørende maskineri. Det er også et desperat råb om hjælp, et ungt menneskes insisteren på menneskelig forståelse fra et system, der insisterer på systemets forståelse.

Om Vor tids helt:Der er ingen plads til romantik, 68 er en gang for alle et overstået stadie, hjernen blæses ud. Arbejderen er og bliver arbejder, han og hun befinder sig på bunden, dannelse i betydningen borgerskabets dannelse er en by i Rusland. Men der er styr på det. Handlingen er enkel: Vores helt, skiderikkens første år i Kongens København og hvad som hændte fastholdt i et fantasmatisk metaperspektiv, idet det undervejs viser sig, at skiderikken er en alien.

Jacob Skyggebjergs Bonnie-&-Clyde-agtige roman Jalousigennemspiller på klassisk vis den store kærligheds rus med øjnessvimlende dyb etc. – og den store kærligheds opløsning ved hovedpersonen HPs altødelæggende jalousi. Jeg har sagt det før: Jacob Skyggebjerg kan det hele. Dette lille kammerspil, som Jalousi dybest set er, ikke kun bekræfter talentet, men fuldbyrder det. Man kan heller ikke med sin tredje bog blive ved med at nøjes med prædikatet talentfuld. Nu skal det være.Efter den obligatoriske komme-til-hovedstaden-og-falde-dybt-roman Vor tids helt – i tradition med Johs. Jørgensens små mester-romaner fra begyndelsen af 1890erne eller Johs. V Jensens Danskere og Ejnar Elkjær – og den store satiriske samtidsroman Hvad mener du med vi strammes grebet, formatet er mindre og til at styre og så gør det for alvor ondt.Samsine og HP er det unge par. De lever livet hårdt, på samfundets skyggeside, i en af kommunen anvist bolig etc, det skal gå galt. Nattesjov og druk og almindelig utilpassethed. De rige får deresbekomst, der lægges ikke fingre imellem, det er på den vis også enfortælling om samfundsklasser. Men det er noget så banalt som jalousi,noget så ædende, der ødelægger ikke alene forholdet, men også HP, så han til sidst krabber rundt som en anden idiot. Idet han på detektiv-manérkortægger Samsines færden hin ulyksalige aften.Men når det gør så ondt, er det fordi, Jakob Skyggebjerg formår at levendegøre sine personer. Selv om de er outlaws – hvad det end betyder, outlaws – er de præcist som alle vi andre: legesyge, drillesyge, frem for alt: kærlighedshungrende … og for hans vedkommende sygelig jaloux.Hun er af småborgerlig herkomst og elsker alt, hvad der er småborgerligt, hygge og fødselsdag og kat, mens Han er en skide proletar, som aldrig kan blive andet end proletarisk oguformående med hensyn til bordskik og hvordan man håndtererparforholdets vanskeligheder.Klimaks i den henseende: han brækker hendes arm.Men iøvrigt er de to, hun og han, så meget mere, end hvilken klasse de kommer fra. Med hensyn til vildskab er de lige vilde, eller – man tror det næppe – hun distancerer ham. Hun kan ikke få nok, der skal flere øl til, mere vin. Hun er på mange måder et barn, han en sensymbolistisk drømmer.Som sagt: Der er noget Bonnie & Clyde over dem. Deklarer den, man bliver ved med at tro, de klarer den, det kan ikke væreandet, når vi elsker dem så meget, og alligevel går det galt. Vi ved det godt. – Jeg kan sagtens se Jalousi som film. Men så skulle Ingmar Bergmann genopstå, for det er det, det er. I sidste instans. Et satans psykologisk drama.— Et kammerspil.

Inderkredsen er et portræt af det vestlige menneske, teknologiens fortsatte erobring, patriarkalske strukturer og intellektualismens fald. Jacob Skyggebjergs hidtil vildeste, mest ambitiøse og sprogligt stimulerende værk. En tragikomisk tour de force, der blæser til kamp med og mod tidens moralske renfærdighed. En moderne Hærværk.Patrick Sørensen Falk har al mulig grund til at være glad: han har for nyligt forsvaret sin ph.d. i litteraturvidenskab – om det erotiske element som katalysator for læserens årvågenhed i senmoderne skønlitteratur – og nu står han på tærsklen til at blive optaget i den magtfulde kritiker Tudses inderkreds. Et selskab af herrer, om hvilket det siges at deres samlede indflydelse er umålelig:Litteraturhistorien skrives ikke af forfattere; den skrives af os – som Tudse snart skal formulere det for ham. Patrick går en tid med storhed i møde.Men der er altid en slange i paradis. På hjemmefronten har ægtefællen Karen travlt med at få sat (begavede) børn i (en tiltagende idiotisk) verden: det seksuelle samkvem er blevet sat i system, og lyst følgelig en latterlig romantisk indbildning.Og over for dette liv, og Karen, står internetpornografien så med sin altid alle steder frit tilgængelige, ubegrænsede palet af perfektionerede fiktioner. Snart er Patrick godt på vej gennem en psykologisk og moralsk deroute, der ikke stopper, før den verden, han har kendt, brænder sammen.Inderkredsen kan kaldes en moderne Hærværk – for den vågne læser er der adskillige referencer – men først og fremmest på grund af den misbrugets uhjælpelighed og blinde, som vi bliver vidner til: denne tåbelighed. Og så selvfølgelig fordi, det er anmelderstanden, der får lov at være marionetter i denne forestilling – og er det ikke også oplagt: at lade den højest forfinede smagssans reagere på det lavest tænkelige skidt – pornoen, og pornoens fortællinger.I Inderkredsen bliver tidens forestillinger om moralsk renfærdighed sat over for den virkelighed, vi også lever i: en teknologisk amokløben tid, hvor fråds og fristelser og egotistisk selviscenesættelse glorificeres som den egentlige frelse. En narcissistisk tid - storhedsvanvid er den nye folkesygdom, fastslår Tudse.En tragedie, nuvel, men også en satire over vor samtid – meget vil være genkendeligt, omend forvrænget i digtningens filtrering.

Ole Sarvigs Stenrosen udspiller sig i efterkrigstidens Berlin, udbombet og hærget. Man præsenteres for et omfattende persongalleri, som alle har oplevet krigens begyndelse og slutning. I et langt tilbageblik følger man deres deltagelse i krigen og hvilken betydning krigen har haft på deres liv. Særligt de to karakterer, Endré og Werners oplevelser er i fokus.Alle karakterer lever i efterdønningen af nazismen og den efterfølgende søgen efter et værdigrundlag i skyggen af krigen. For Sarvig lægger vægt på den glæde og det sammenhold, som nazismen gav det tyske folk, fx, Endrés indrullering i Hitler Jugend, men beskriver også nuanceret den efterfølgende sindstilstand, at skulle forholde sig til de valg man har taget i en krigsrus.Krigen er en metamorfose, hvor byer og lande og folk undergår hastig forvandling. Kulturen forvandles. Det er mutation, tilpasning, evolution. Over nat – man kan ikke kende sig selv. I spejlet. I psyken. Man kan ikke kende sinenærmeste. Som de ser ud. Som de opfører sig. Man kan ikke kende sin verden. Som den ser ud. Som den opfører sig. At gå ind på krigen er at gå ind på omvæltningen. Det er det, vi får at se i Stenrosen.Stenrosen er ikke kun fiktion, men også en nuanceret kulturhistorisk skildring, af en særlig problematisk periode i europæisk historie. Der er noget umiskendeligt sci-fi over byen efter krigen. De overvågede, regulerede mennesker. De anonyme soldater. Vopo’erne, gadehøjttalerne på Unter den Linden, der ligner store padehatte på lange stilke og spiller marchmusik og udstikker kommandoer og instrukser til befolkningen. Når meget i Stenrosen kan minde om science fiction eller Pink Floyds The Wall, er det fordi, der er tale om universelle billeder af det totalitære, af totalitarismens vanvid. I Stenrosen er Sarvigs lyriske bevidsthed til stede som en velslebet sproglig bevidsthed. Personerne og stederne bliver fremskrevet med en usædvanlig præcision.Ole Sarvig, 1921-1981. Dansk forfatter. Debuterede med digtsamlingen Grønne digte (1943). Sarvig var mest kendt for sin lyrik, men udkom også med romaner som blandt andet Stenrosen (1955), Den Sovende (1958), og De rejsende. En undergangsroman (1978). Stenrosen er Sarvigs første roman.