Bøger om Jóanes Nielsen

Alderen har ikke mildnet den færøske digter Jóanes Nielsen, nærmest tværtimod. I Tapet mellem århundreder undersøger han “om der findes nye uniformer i mareridtets klædeskab”, men han skruer også “pærer i nye eventyr”. Jóanes Nielsen er igen stævnet ud på den færge, der udforsker alle sammenhænge i et storladent tapet mellem himmel og jord, mellem før og nu, væbnet med “et hjerte beklædt med fjer”. “Jóanes Nielsen er en af Nordens bedste lyrikere for tiden og til tiden. (…) Læs ham før din nabo. (…) [Han] skriver poesi. Eksistenspoesi fra helt derude, hvor vinden vender og blæser mågerne væk med drukne skrig. Men også helt derindefra, hvor tapet hvisker mellem århundreder om levet liv og en død inden for rækkevidde.” – Henrik Wivel i Kristeligt Dagblad “Jeg skraber indmaden ud af ordene, skriver Jóanes Nielsen et sted. Det er en fryd at følge, hvordan han udfører operationen. (…) Jóanes Nielsens sproglige fantasi er betydelig, både når han udforsker naturen og raser over kulturen. (…)” – Thomas Bredsdorff i Politiken “Jóanes Nielsens saftfyldte digte vader ind i læseren med gummistøvler på. (…) han [har] opfundet en roligt vejrtrækkende digtform med brug af parallelle sætningsoptakter og listeformede opremsninger af verber og substantiviske led (…) et udtalt episk, fortællende præg, men interessant nok kombineret med en original, tit næsten surrealistisk, billedbrug.” – Eriks Skyum-Nielsen i Information. “Jóanes Nielsens digtsamling Tapet mellem århundreder er det skønne og det ækle blandet sammen i en række vellykkede digte, der, når de er bedst tvinger en til at tænke hårdt og længe over tilværelsen og den retning vi bevæger os i.” – Daniel Boysen på Modspor.dk “Tapet mellem århundreder er en glimrende digtsamling, der er nem at gå til.” – Bogrummet.dk “Når det er bedst, lykkes Jóanes Nielsen med nogle usædvanligt hårde og smukke ordbilleder, der bygger bro mellem det adskilte og modsatrettede, håbet og døden.” – Dansk BiblioteksCenter

'Broer af sultne ord' kredser om erindring og stærke sansninger af erotik, politik og død – samtidigt skrøbelige og eksistentielt hårdtslående i deres tone. Sprogligt er der noget materielt over digtene. Der er som om Jóanes’ bøger udkommer med en indbygget duft af tjære, smedje og hammerslag, af lort og duft af fisse – kort sagt virkeligheden uden smag af sødemidler, farvestoffer og e-numre. En verden hinsides livsstilsanalyser, samtalekøkkener og Facebook. “Jóanes Nielsen er digteren med de sultne ord. (…) God appetit!” – Jørgen Johansen i Berlingske Tidende, 5 STJERNER “Jóanes Nielsen er en meget morsom og meget stor poet. Og hans sultne ord er fremragende oversat af Erik Skyum-Nielsen.” – Thomas Bredsdorff i Politiken, 5 HJERTER “En nævefuld skønhed. (…) Få skriver smukkere og mere virkelighedsnær og vedkommende poesi.” – Henrik Wivel i Weekendavisen

Indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2018 Titlen Gudehoved må ikke få nogen til at tro, at Jóanes Nielsen er gået i kloster. Digtene i Gudehoved er - som altid hos Jóanes Nielsen - spundet af hverdagens tilskikkelser, som han ophøjer til at have en særlig betydning. Det er digte om havet og månen, de levende og de døde, slægten og de smuldrende venskaber, den aldrende krop og barndommens stadig mere lysende sprog. Jóanes Nielsen er en af de digtere, der kan fremtrylle det væsentlige ud af det mest ubetydelige og samtidig skrive stærkt lyrisk om den verden, der er i uorden. “[Gudehoved] har været en fryd at læse. Jóanes Nielsen har skrevet et tankevækkende værk, som jeg mener er alle tænkende individer, stort og småt, forundt at læse. Det er absolut ikke det sidste, jeg har læst af den færøske forfatter.” – Jacob Eskildsen på Modspor.dk “Nielsen er ironiserende og har sans for det absurde. Bogen er herligt fyldt med eksempler på Nielsens fabulerende, fortællende stil, hvor der altid er mere på færde. (…) Nielsen får det mest ubetydelige til at funkle lyrisk.” – Dansk BiblioteksCenter

Jóanes Nielsen har været Færøernes sjæl, stemme og samvittighed siden sin debut sidst i 70’erne. Men hans digte og romaner rækker langt ud over det nordatlantiske ørige, og nærværende digtsamling befæster hans position som en ener i europæisk litteratur. 'Der findes dem der tager måneskin alvorligt' består af fem suiter med digte, som både er meget typiske Nielsen-digte og samtidig fremstår så vitale som nogensinde hos Jóanes Nielsen. “Jóanes Nielsen er Færøernes førende digter og en ener af den slags, man skal værne om. (…) Her tages nemlig alt det alvorligt, som ligger uden for den samfundsmæssige norm – politisk, socialt, æstetisk og moralsk. Og det kommer der særdeles smuk poesi ud af.” – Peter Stein Larsen i Kristeligt Dagblad “Jóanes Nielsen er en prægtig skribent.” – Thomas Bredsdorff i Politiken “... indædt rasende indignation og en gennemgribende solidaritet eller sagt med en tidligere Jóanes Nielsen-formulering ‘den kærlighed der bryder sig om alt’.” – Jørgen Johansen i Berlingske “Nielsens satire og ironi balanceres hele tiden af et vågent øje for samtidens skønhed og forråede brutalitet, uden at han derved kommer til at tro på det afstumpedes forløsende forløjethed. (…) Sådan lyder den færøske stemme; stramt komponeret, kritisk, lyrisk, humoristisk og vedkommende.” – Christian Stokbro Karlsen i Nordjyske stiftstidende “Uomgængelig for læsere, der gerne følger med i ny nordisk litteratur.” – Dansk BiblioteksCenter

"Jóanes Nielsen er ét med sit sprog, der manifesterer sig præcist og med en fuldkommen plastisk anskuelighed og et prægtigt skikkelsesdannende talent." Weekendavisen "... en vidunderlig velskrevet roman. Det er gedigen fortællekunst, et komplekst og betagende broderi af menneskeskæbner." Berlingske Tidende (5 stjerner af seks). "... en vidunderligt velskrevet og stilsikker roman om livets store spørgsmål." Politiken "En flot opdatering af Heinesen-traditionen på Færøerne med bud til alle." Dansk BiblioteksCenter "... en intelligent, ærlig og bevægende fortælling ... en stærk og sjælden intens læseoplevelse" Litteratursiden.dk I en rigt facetteret mosaik skildrer forfatteren seks klassekammerater fra Tórshavns katolske privatskole og deres skæbner op gennem 1960´erne, 70´erne og 80´erne. Deres livsforløb har ikke meget til fælles med de glansbilleder, de samlede på som børn. Fem af dem dør i en ung alder, den første allerede som 11-årig af meningitis og den sidste kun godt fyrre år gammel af "den sygdom, som det er forbudt at dø af på Færøerne". En del af romanen foregår i København.