Bøger om Keltisk

Du er min ø i havet er moderne, keltisk inspirerede tidebønner fra Englands hellige ø Lindisfarne. I en tid, der er præget af stress og jag, er de livsnære bønner en hjælp til mennesker, der mærker behovet for et regelmæssigt bønsliv.Bønnebogen kan bruges både af enkeltpersoner og i fællesskab: Hjemme, på arbejdspladsen, på rejser, i smågrupper og i større sammenhænge.Forfatteren Ray Simpson er præst med baggrund i Den Anglikanske Kirke. Han er leder af det økumeniske Aidan- og Hilda-fællesskab på Lindisfarne og har skrevet en række bøger om keltisk spiritualitet.

Hellig jord helligt liv er en inspirerende og poetisk introduktion til keltisk spiritualitet. Ud fra centrale skikkelser og tekster udfolder John Philip Newell den visdom, der er at finde i den keltiske tradition, og han inviterer læseren med på en rejse gennem meditationer og bønner.Forfatteren mener, at keltisk spiritualitet er en særlig gave til os i vores tid. Vi har brug for at genopdage, at Jorden er hellig, og at helligheden ligger dybt i hjertet af hvert eneste menneske og hver eneste livsform. En sådan erkendelse kan for­vandle os – i vores måde at leve på og forholde os til hinanden på. Den kan forbinde os med hinanden og med hele skaberværket på en ny måde.”En perle af en bog … Hvert kapitel er som en prisme ind i en større helhed. Derfor kalder bogen på at blive læst langsomt og fordøjet meditativt.” Pilgrimspræst Elizabeth Knox-Seith i forordetJohn Philip Newell (f. 1953) er teolog, forfatter og tidligere præst i Church of Scotland. Han bor i Edinburgh men underviser også i keltisk spiritualitet i USA og Canada ud fra The School of Earth and Soul, som han har grundlagt. Han leder desuden hvert år internationale pilgrimsvandringer på den skotske ø Iona.

For 5.000 år siden byggede stenalderfolk på Malta vældige templer formet som frodige kvindekroppe. Vejen ind i templet – og ud igen - gik gennem den stiliserede fødselsåbning. I et af templerne stod et stort kar skabt ud i ét af hård kalksten. Det har været et kostbart kar, som givetvis har haft stor kultisk betydning.Templerne på Malta var tydeligvis laboratorier for forsøg på at overvinde døden.Mærkeligt nok er der stærke lighedspunkter mellem tempelkulturen på Malta og den samtidige stenalderkultur i Irland. Og fra Irland har vi langt senere den keltiske legende om Udødelighedens kar, som kong Arthur endda ledte efter. Det var det kar, der senere blev til Gralen. Fra den keltiske tid har vi også Gundestrupkedlen, som blev fundet i en mose i Himmerland i 1891. Det er et fornemt sølvkar, fyldt med fantastiske relieffer, billeder af guder, fabeldyr og mystiske optrin.På Gundestrupkarret finder vi adskillige henvisninger til arbejde med udødelighed – henvisninger, der peger mod den indiske gudeverden, keltiske myter og den hemmelighedsfulde romerske Mithraskult. Det har tydeligvis været et kraftfuldt og magisk kar. En tung og magtfuld pendant til den mytiske og legendariske Gral.Målet for præsterne på Malta og for de keltisk inspirerede præster i Himmerland var det samme, nemlig at finde veje til at overvinde den fysiske død og til at udforske bevidsthedens mulighed for overlevelse.

* Gennem flere tusinde år før vores tidsregning var den sære og mystiske plante, misteltenen, en stærkt virksom lægeplante, der tillige af specielle årsager var æret meget højt af druiderne, der i fortidens Europa var de keltiske folks højlærde præster. Her havde planten også sin særlige rolle i vores ældre historie. Lang tids videnskabelig forskning viser, at planten også er afhængig af astronomiske forhold. * Misteltenen, denne sagnomspundne og mystiske plante har med særegne vækstforhold og medicinske egenskaber inspireret til en speciel og yderst interessante psykologiske motiver i mytologi og folketradition. Hos kelterne i oldtidens Europa var den en hellig plante. * Et af tegnene på at misteltenen havde hellig status, var at keltiske druidepræster kun med en guldsegl og under særlige ritualer måtte skære mistelten ned fra kronen af gamle egetræer og ærbødigt opfange dem i hvide klædestykker. Planten måtte aldrig røre jorden.

Òir li crotha, guld i den smukkeste form, den fortsatte fortælling om Mra og Sdahr. Mra, elvernes dronning, er elsket og respekteret af de æteriske klaner. Hendes lysritualer fra selenittårnet Anaon sikrer fred og forbindelse til gudinden. Men forandringens vinde fører uventede begivenheder med sig … I anden del af fortællingen om Mra er Adelsmanden ufrivilligt gæst hos mølfolket for at lære at forstå de magiske folks livsforståelse. Han bliver undervist i ogham, træernes alfabet og druidernes hemmelige sprog. Han møder træerne i deres essens og forbløffes over deres visdom. Men frem for alt er han på en rejse ind i sig selv. Òir li crotha er den fortsatte fortælling om kvinden Mras rejse mod sin sande identitet. Fortællingen er inspireret af den oldgamle keltiske verdensforståelse, med magi og en levende natur, samt Østens forståelse af energi. Krydret med elverfolk, drager og gudinden, som svæver nynnede over begivenhederne, udfolder fortællingen sig yderst overraskende … Uddrag af bogen Mra påkaldte luftens element og mærkede vinden bruse i og omkring hende. Hun kaldte vandets kræfter ind, og en kølig beskyttende kappe lagde sig salvende omkring hende. De fire elementer hvirvlede rundt i en samlet spiralform i tårnet. Mra stod i midten, med løftede arme og tog energien ind i sit hjerte. Fra hjertets hellige sal anråbte hun æteren, det sidste element, som kunne forene de første fire. Der blev helt stille. Hendes hvide klædning hang igen stille ned, og hendes hår faldt tilbage på hendes skuldre. En skarp stråle af intenst hvidt lys opstod ud af intet, og henlagde tårnet i et blændende hvidt lys. Lyset trak sig sammen til en hvidglødende kugle, og fandt sin plads i hendes hjerte. Om forfatteren Henriette Ditlevsen (f. 1969) er uddannet i mindfulness, chakrahealing og krystalhealing. Hun har gået på Teosofisk Akademi og har holdt foredrag om naturengle og træernes energi. Hun har guidet naturmeditationer på helligsteder og mødt det æteriske folk. Det var hendes møde med elverfolket i Ry, som blev til fortællingerne om elverfolket.