Bøger om Kommentator

1968-2007. Mellem disse to årstal udspiller sig historien om de italienske ultraer: fra grundlæggelsen af den første gruppe til politibetjenten Filippo Racitis og fanen Gabriel Sandris død. Og det kan blive enden på historien, hvis undertrykkelsen af ultraverdenen for enhver pris skal gennemføres.Der er gået fyrre år, men der er stadig mange mennesker – inklusive de kommentatorer, der kun ser fodbold i fjernsynet, og de politikere, der kun betragter publikumspladserne fra de behagelige VIP- tribuner – som kun ved lidt om ultraernes verdenDet er de sønderlemmende domme, der fylder avisernes spalter: ”De er alle kriminelle.” ”De er blot nogle udyr og skal behandles som sådan.” ”Fodboldens absolutte bærme.” Mens vi venter på en mere effektiv terapi end den, der hidtil er praktiseret – nemlig irettesættelser og advarsler – og på en mindre anakronistisk ledelse af stadionerne, er det det rette tidspunkt til at løfte hykleriets slør og kaste lys over et fænomen, der langtfra er den mest rådne del af det kontroversielle ”fodboldsystem”.Det er en ærlig og provokerende bog, der ærligt og redeligt fortæller om, hvad der går for sig på tilskuerpladserne. Og så er den fortalt af én, der selv har befundet sig der.

Bogen er bygget på et aktuelt materiale. Forfatteren har valgt at placere sig selv som betragter og kommentator. Med stor fantasi og realitet bringer han sig selv og læserne 100 år tilbage med en start i året 1886. Han bearbejder denne kunstners sidste leveår, primært de skæbnesvangre i Arles i Provence. Forfatterens egne besiddelser i Sydfrankrig er ægte nok. Han nåede selv at bo dernede i 10 år, men havde inden da besøgt stedet flere gange. Han har som illustrator været med i bøger om Provence og Nice. Han benytter broderen Theo som sin indgangsvinkel og kontaktperson, som baggrund for sine breve til Vincent van Gogh. De er baseret på fri fantasi og tilgængelige oplysninger fra net og bøger. Forfatterens konklusion over kunstnerens liv og enorme produktion de sidste to år står helt for hans egen regning. Men den burde måske sætte nogle tanker i gang? Uddrag af bogen Du var bange for, at Paul Gauguin ville rejse hjem. Forlade dig til ensomheden igen. Du blev usikker. Du kendte pludselig ikke dig selv mere. Du glemte at tænke normalt. Du reagerede kun. Det førte til episoden. Du havde nu mistet dig selv. Nu reagerede du bare. Du ville naturligvis ikke såre nogen. Paul var jo din ven. Du svingede med barberkniven, som du gjorde med arme og ben. Det hele rystede sikkert på dig. Du var blevet narret. Det var ikke Paul, der gik foran dig, det var ensomheden. I havde måske også fået lidt at drikke denne aften. Du var måske i en form for rus. Det er ikke nogen undskyldning, men en mulighed. Om forfatteren Jørgen Løvgret er selv maler. Uddannet i København. Rejst over hele verden i forbindelse med sit job. Malet og vist sine billeder over hele verden. Skrevet flere bøger om sine rejser. Fulgte i van Goghs fodspor og forblev i Provence i 10 år. Bor nu i Danmark.