Bøger om Konstantinopel

”Det er Gud hjælpe mig Tirant lo Blanc!” udbryder præsten i Cervantes’ Don Quixote, da han og barberen er i gang med at brænde alle ridderromanerne i den gale ridders bibliotek. ”Ræk mig den, kære ven, den er minsandten en skatkiste af morskab og en guldgrube af underholdning [...] Det er så sandt, kære ven, at den på sin egen vis er den bedste bog i verden.” Tolv hundrede siders på én gang højstemt og næsten lavkomisk roman om veludrustede riddere, svigefulde kvinder, drabelige slag og den sødmefulde, svært opnåelige kærlighed. Leveres som 3 bind i kassette. Tirant lo Blanc er skrevet på valenciansk, blev udgivet første gang i 1490, og er oversat til alle europæiske hovedsprog – samt bl.a. kinesisk! – og nu omsider til dansk. Værket har spillet en kolossal rolle for udviklingen af den europæiske roman og er dermed en væsentlig litteraturhistorisk brik, samtidig med at det er, ja, med Cervantes' ord "en guldgrube af underholdning".”Godt at præsten hos Cervantes ikke smed Tirant lo Blanc på bålet” Weekendavisen ”Fortjener i hvert fald godt fyldte graler for besværet med en dansk premiere ud over det sædvanlige” Berlingske * * * * *

Hvad søren er et karambolageklaver? Det vidste Kasper heller ikke, før historien gik i gang. Det hele starter en helt almindelig dag, hvor Kasper er med sin far på arbejde på plejehjemmet. Her møder han den søde gamle mand Ejnar Ranje, der fortæller ham om en pibe og et gammelt klaver, der står i et forladt, nedrivningstruet hus på havnen. Selvom Kasper er godt opdraget og ved, man ikke skal snakke med fremmede, bliver det alligevel starten på et eventyr, der ikke bare involverer det mystiske karambolageklaver, men også sultanen Suleiman den Stores palads i Konstantinopel og et møde med den berømte Saladin i Jerusalem. Og så bliver det ovenikøbet starten på venskaber på tværs af tid og kulturer. Uddrag af bogen ”Det lyder mærkeligt. Men du er altså i Sultan Suleiman den Stores palads i Konstantinopel. Altså den store hersker af det osmanniske rige, troens forsvarer, fortolker og håndhæver af Den hellige Lov.” ”Sultan Sulajma af Konstantihvad-for-noget. Forvansker af hvaffor en hellig plov? Jeg forstår ikke en fløjtende fis af noget som helst. Jeg bliver helt bange for, at du har roterende fis i kasketten, Aida.” ”Min fis hverken fløjter eller roterer, din frække fladpande,” sagde Aida og smilede heldigvis samtidig, så Kasper kunne mærke, at hun stadig syntes, han var spændende. ”Altså,” sukkede hun og fortsatte: ”Vi er i året 1555 i Konstantinopel, hovedstaden i det store tyrkiske rige, Osmannerriget.” ”1555 … Konstantinopel …” stammede Kasper. Om forfatterenRasmus Falbe-Hansen er historiker, gymnasielærer og forfatter. Han har tidligere udgivet Historie i levende billeder og Fodboldens ABC. Passionen for historie opstod på en rejse til Mellemøsten i 1996. Kasper og karambolageklaveret er skrevet med håb om at dele denne passion med egne og andres børn.

Anna Komnena (1083-1153) var en byzantinsk prinsesse og historieskriver. Hun var kejser Alexios I´s førstefødte. Hun blev ved fødslen erklæret for arving til tronen og kronet med diadem. Allerede som spæd blev hun forlovet med den ni år ældre Konstantin Dukas, som Alexios havde gjort til medregent. Det var sædvane i Byzants, at en pige blev opdraget af sin vordende svigermor, og det gjaldt også for Anna. Hun skal have opholdt sig hos kejserinde Maria Dukas til hun var syv år, da forlovelsen tilsyneladende blev hævet. Det vides ikke hvorfor. I 1087 eller 1088 kom Johannes II, Annas bror, til verden. Han blev døbt under en stor højtidelighed og blev i 1092 gjort til medkejser og anerkendt som arving til tronen. Anna modtog en god uddannelse og studerede blandt andet litteratur, filosofi, historie og teologi. Derom vidner hendes historiske værk Alexiaden, der påbegyndtes efter at Anna havde mistet mange af dem der betød mest for hende. Værket bestod af 15 bøger, og med det ønskede hun angiveligt at fortælle sandheden om tidens begivenheder. Det indeholder omhyggelige beskrivelser af korstog, felttog og livet ved det byzantinske hof. Men mest af alt er det et værk, der hædrer Alexios som en fantastisk hersker.Omkring år 1148 havde Anna fuldendt Alexiaden, og få år efter døde hun. Hun regnes for den første kvindelige historiker.

Landskabsmaleren Harald Jerichau (1851-1878) fik en usædvanlig kunstnerskæbne. Som søn af maleren Elisabeth Jerichau Baumann og billedhuggeren Jens Adolf Jerichau lå kunsten ligefor. Men arven fra forældrene var ikke problemfri, for som kosmopolitter stod de i et modsætningsforhold til de nationalt orienterede kunstkredse, der var førende i Danmark. Og det fik betydning for sønnen.Harald Jerichau forlod sit fødeland allerede som 17-årig for at uddanne sig inden for en fransk landskabstradition, og han tilbragte hele sit arbejdsliv i udlandet. Han malede især i Italien og Tyrkiet, og han efterlod sig et bemærkelsesværdigt oeuvre. Hans familiemæssige baggrund, udenlandske uddannelse og fremmede motivkreds fik negativ indflydelse på hans omdømme, og i dag er han stort set ukendt. Harald Jerichau er imidlertid et smukt eksempel på en kosmopolitisk maler, der frigjorde sig fra det danske, nationali­serede kunstmiljø og viste, at kunstnerdrømmen også kunne realiseres uden for Danmark.Birgitte Fink er kunsthistoriker.