Bøger om Kunstnerliv

Europa, 1929 og ti år frem: Mens de glade 20’ere går på hæld, og verden er på vej mod en ny krig, har tidens store kulturpersonligheder tilsyneladende andet at tænke på. Jean-Paul Sartre sidder på en café og venter utålmodigt på sin date Simone de Beauvoir. Marlene Dietrich flygter fra et kærlighedsløst ægteskab ind i Berlins natteliv. Far og søn, Thomas og Klaus, lægger arm med hinanden om, hvorvidt det er comme il faut at udleve homoseksualitet i familien Mann. Og Vladimir Nabokov placerer kærlighedsfuldt en sommerfugl for fodenden af sin Veras seng.Ingen af dem aner, at deres bøger snart brændes, og deres kunst vil blive kaldt degenereret.I ''Kærlighed i hadets tid'' folder Florian Illies nogle af tidens største, og skøreste, kærlighedshistorier ud på en mørk baggrund af Europas gryende fascisme. Han tager læseren på en fængslende rejse tilbage i tiden, i intimsfæren af et afgørende årti i Europas historie - som har flere lighedspunkter med vores tid, end vi måske ønsker os.Om forfatteren: Florian Illies (f. 1971) studerede kunsthistorie og nyere historie i Bonn og Oxford. Han var leder af kultursektionen af Frankfurter Allgemeine Zeitung og Die Zeit, forlægger på Rowohlt-forlag, leder af et auktionshus og medstifter af kunstmagasinet 'Monopol'. I dag er Florian Illies freelanceskribent. Han bor i Berlin. I 2012 udkom hans store, internationale succes '1913. Århundredets sommer', som lå over 70 uger på Spiegels bestsellerlisten og er udkommet på 28 sprog.

Den danske kunstverden vidste hverken ud eller ind, da den polsk-tyske maler Elisabeth Jerichau Baumann gjorde sin entré i København i 1848. Hun havde giftet sig med den berømte billedhugger Jens Adolf Jerichau og insisterede på at leve af sin malerkunst. Ikke nok med, at hun var kvinde: Hun malede for tysk, for internationalt, for udansk.Elisabeth Jerichau Baumann udfordrede datidens forestillinger om, hvad en kvinde formåede, og hun forsøgte, trods kritik og kampe, at forene familieliv og karriere. Da hun ikke blev accepteret som dansk, gjorde hun den kosmopolitiske kunstneridentitet til sit særkende. Det betød, at hun blev kendt uden for Danmarks grænser, men også at hun måtte finde sig i, at hendes danskhedsfølelse blev mistænkeliggjort hjemme.Trods kritikken blæste Elisabeth Jerichau Baumann aldrig omkuld, men blev stående. Netop det er værd at huske i dag, hvor danske kvinder på tværs af etnicitet og alder stadig kæmper for mere synlighed, accept og indflydelse. Denne udgivelse er den første af sin slags om kunstneren, der kombinerer en kunst- og kvindehistorisk tilgang.Bogen er en del af serien 'Kunstens kvinder', der formidler forskningsbaseret viden om både oversete og mere kendte kunstnere fra det 19. og 20. århundrede. Bøgerne aktualiserer kvindernes livsvilkår, deres kunst og karriere i et kvindehistorisk og formidlingsorienteret format.

»Jeg slipper Dem ikke. Jeg trænger til Dem, jeg trænger til et menneske, med hvem jeg kan tale. Jeg må være ærlig engang. Mit stadige samvær med mænd har tvunget mig til at lyve bestandigt, den mand blev jo ikke født, der forstod en kvindes ord.«I 1910 udkom romanen Kvindehjerter for første gang – anonymt. Bogen vakte moralsk forargelse og blev en skandalesucces, der alene i udgivelsesåret blev optrykt ikke færre end otte gange. I dag ved vi, at romanen er skrevet af Karin Michaëlis sammen med veninden Betty Nansen. Denne genopdagede klassiker udgives nu for første gang i begge kvinders navn og med forord af Kristina Stoltz.Kvindehjerter er en brevroman med en korrespondance mellem to vidt forskellige kvinder, Betzy og Maizia, der spejler hinandens udvikling og erkendelser. En på mange måder vild og voldsom roman, der tegner to kvindeskikkelser og lader dem flyde ind og ud af rollerne som hustru og elskerinde, martyr og magthaver, fastfrosset og fri. Først og fremmest handler det om omkostningerne ved kærligheden og ved som kvinde at vove et frit liv som menneske, også erotisk.Det var stærke sager i 1910 – fem år før grundlovsændringen, der sikrede kvinder stemmeret – og stadig lige tankevækkende.Betty Nansen (1873-1943) var skuespiller og gift med Karin Michaëlis’ forlægger, Gyldendal-direktøren Peter Nansen. Senere gik hun over i historien som leder af det teater, der i dag bærer hendes navn.Karin Michaëlis (1872-1950) var allerede ved udgivelsen af Kvindehjerter et etableret forfatternavn med international berømmelse. Samme år, 1910, udgav hun i eget navn romanen Den farlige alder, et af forfatterskabets hovedværker, hvis titel gik over i sproget. Hendes forfatterskab, der rummer komplekse beskrivelser af kvindelig psykologi og seksualitet, har som gennemgående tema kvindens undertrykkelse – og emancipation.