Bøger om Mengele

AUSCHWITZ 1944 ”Du må ikke forlade mig,” hvisker jeg, min hånd ryster, mens jeg rækker ud efter hendes kind. ”Det må du ikke. Vi er i dette liv sammen, altid, kun dig og mig.”Født med få minutters mellemrum har de enæggede tvillinger Arina og Nora aldrig været væk fra hinanden – før nu ...Kvægvognen er mørk, bortset fra lyset, der filtrerer gennem de tildækkede vinduer. Vi er for mange til at tælle, mast op mod hinanden. Luften er indelukket og bærer lugten af vores rædsel – ingen af os ved, hvad der venter os, når toget standser. Jeg klamrer mig til mors hånd, og Nora griber fars. Efter hvad der føles som en evighed, stopper toget. Vi vælter ud af vognen, solen blænder os efter at have været fængslet i mørke så længe. Der er mennesker overalt, soldater, der adskiller børn fra deres forældre, mænd fra deres koner. Vi står i en slags kø, og en mand i mørkegrøn SS-uniform går forbi og kigger på alle, han passerer. ”Tvillinger, tvillinger,” råber han. Mit hjerte synker. ”Lige her,” siger mor med tøven i stemmen. ”Mine døtre er tvillinger.” Mine øjne bliver store, og Nora skælver. Far beder mor tie stille, men det er for sent. Nazisten får øje på os. ”Tvillinger,” siger han igen og holder en pause for at inspicere Nora og mig. ”Ja, det er I rigtignok, ikke? I to kommer med mig.”

Elsa blev arresteret og deporteret til Auschwitz i 1943, og hun overlevede kun, fordi hun fik ’muligheden’ for at blive en del kvindeorkesteret. Men Elsa holdt sin historie hemmelig, selv for sin familie. Først mange år senere fandt hendes søn ud af, hvad der skete, da han efter hendes død gradvist afdækkede hendes historie. Jean-Jacques Felstein var fast besluttet på at rekonstruere Elsas liv i Birkenau og begyndte derfor at lede efter orkestrets andre overlevende i Tyskland, Belgien, Polen, Israel og USA. Førsteviolinisten Hélène, tredjeviolinen Violette, cellisten Anita og andre musikere hjalp ham til at afdække sin 20-årige mor midt i det værste helvede. Historien er fortalt i to spor: Det ene, i nutiden, handler om undersøgelserne, det andet om Auschwitz og den ubegribelige hverdag, som musikerne beretter om. De fortæller om koncerterne, som deres liv afhang af, de endeløse prøver, slavearbejdere, der gik til arbejdet ledsaget af instrumenternes rytme, søndagskoncerterne, og om hvordan Mengele udvalgte de stykker i repertoiret, som han ville lytte til i pauserne mellem ’udvælgelserne’.I denne bemærkelsesværdige bog følger Jean-Jacques Felstein i sin mors fodspor, og ved at fortælle hendes historie søger han at frigøre både hende og sig selv fra den smerte, der har ligget skjult i familien så længe.Uddrag af bogenDa en af mine onkler, familiemusikeren, fortalte mig, at min mor havde været en del af kvindeorkestret i Birkenau, var det, som om han sagde: ”Hvordan kunne du ikke vide det?” Lettere oprørt og lidt angerfuld bekræftede han, hvad jeg tænkte, og fortalte mig, at jeg sandsynligvis var det sidste medlem af familien, der hørte om det. Selvom det var sent – jeg var 35 år gammel – og Elsa var død næsten et kvart århundrede før, så var det min onkels ord i forening med det personlige arbejde, jeg havde påtaget mig, der på mange måder sendte mig på vej mod forløsning.Om forfatterenJean-Jacques Felstein (1948-2015) arbejde 23 år i undervisningssektoren, indtil han blev leder for en kommunal afdeling, der arbejdede med beskyttelse af børn. Han spillede guitar i en hard rock-gruppe og gav talrige koncerter.