Bøger om Ny dansk litteratur

Vidnesbyrd fra velfærdsstaten er en monografi om dansk samtidslitteratur. Bogen kortlægger den vigtigste tendens i de sidste tyve års danske litteratur, nemlig dens vending mod at fremstille mennesket som et grundlæggende socialt væsen. Samtidig undersøger bogen, hvordan denne sociale vending medfører en særlig fremstilling af samtiden, mere præcist: den danske velfærdsstat. Vidnesbyrd fra velfærdsstaten indeholder grundige læsninger af forfattere så forskellige som Pablo Llambias, Ida Jessen, Helle Helle, Lars Frost, Christian Jungersen, Kristian Ditlev Jensen, Majse Aymo-Boot, Mette Moestrup, Mikkel Thykier og Asta Olivia Nordenhof – og flere endnu. Den kommer med en nytolkning af den afsmag for fiktion, der formelt har præget de sidste tyve års danske litteratur. Den diskuterer dansk litteraturs fremstilling af social mobilitet og af handicappedes kroppe og deres skæbne i velfærdsstaten. Den kommer med det første gennemarbejdede bud på, hvad der er de vigtigste kendetegn ved dansk litteratur efter årtusindskiftet.

Tom og Oles mest spegede sag til dato, starter midt i en korncirkel på en mark i Sønderjylland. Næsten et år efter begivenhederne i Thulesingulariteten begynder de to detektiver i det okkulte en hæsblæsende jagt på sandheden om den mystiske Oriongruppe. Oles indblik i Toms teorier udvides ganske betragteligt, da han for første gang stifter bekendtskab med information om korncirkelforskning, nanobots, trekantede ufoer og en ældgammel satellit kaldet: ”Den sorte ridder.”Snart befinder de to venner sig på ukendte steder, som intet menneske har levet længe nok til at berette sandheden om. Det får smertefulde og personlige konsekvenser for dem begge. Orion-effekten er anden bog i serien om det okkulte detektivpar Tom Eske og Ole Knaptorp. Historien kan sagtens læses uafhængigt af første bog: Thulesingulariteten.

"Reminiscens den bimlen! af min
udboring mellem benene kommende pisstank ud gennem klædernes almindelighed lokkes frem til dig!"Glenn Christian har siden debuten Det hjemlige (2008) bedrevet rasende afsøgninger af det private og det offentliges afsmitninger og sammensmeltninger i digtsamlinger og hybridudgivelser. Raseriet genfindes i Mudret sol, hvor det udarter sig til en sært ekstatisk tungetale om fremtid og historie, kønnet og kødet.Bogens første digte er lagt i munden på kunstneren Ovartaci (med det borgerlige navn Louis Marcussen), der tilbragte 56 år af sit liv på det psykiatriske hospital i Risskov og, med et ønske om at blive kvinde, befriede sig for sit køn med et stemmejern. Ovartacis gerning anslår den både smertelige og utopiske vrede, der driver bogens brutale billedsprog og uhyggelige toneskred.Over bogens tre dele rettes opmærksomheden mod Ovartacis tredje køn, mod fremtidssamfundet Tarnac og mod Auschwitz’ sprogløse barn Hurbinek. Og desperationen, som disse figurer mødes i, skrives frem i udråb, kropsvæsker og billedstorm, der åbner for mødet mellem det skønne og det frastødende.Om forfatterenGlenn Christian, f. 1976. Tog afgang fra Forfatterskolen i 2007. Debuterede i 2008 med digtsamlingen Det hjemlige (After Hand). Siden er udkommet Den agrare modoffensiv (Forlaget 28/6, 2008), Moro forsvandt (Forlaget 28/6, 2009), Ruben (After Hand, 2010), Det sorte ved munden (After Hand, 2011), Fabriksnoter (OVBIDAT, 2012) og senest Hydra! (After Hand, 2013).

Martin Bastkjær er en ny stærk stemme i dansk litteratur. Det nye hav er hans første roman. Den handler om en ung mand, der længes efter at være alene, i den forstand at han ønsker sig fritaget for at blive set, fritaget for at skulle posere. I et indirekte opgør med se-mig-kulturen i de sociale mediers tidsalder afsøger jegfortælleren forskellige muligheder for at vende ryggen til de andres evigt tilstedeværende blikke. Bogen rummer essayistiske passager, inspireret af W. G. Sebald, hvor fortælleren f.eks. reflekterer over maleren Vilhelm Hammershøis bortvendte kvindefigu­rer og over, hvordan begrebet om privatliv blev forandret, da det blev almindeligt at bo i lejlighed. I løbet af romanen stikker fortælleren af fra sin kæreste og rejser til Island, hvor han bevæger sig længere og længere ud i den vilde natur, væk fra de besværlige menneskelige fællesskaber. Bogens spor og moti­ver fletter sig elegant ind og ud af hinanden, og tilsammen udgør de en smuk og melan­kolsk skildring af et introvert menneskes kamp med det grundvilkår, at vi altid er forankret i en socialitet, at det er umuligt at være helt alene.

I samarbejde med Initiativet Donna Wood udgiver Arena Glenn Christians Grusomhedsudstillingen.KONCEPTET Oplæsningsarrangørerne Initiativet Donna Wood og forlaget Arena står sammen bag en serie, der med genskrivninger af eksisterende værker undersøger vores begreber om litteratur og originalitet. Initiativet Donna Wood har eksisteret siden 2011 og udgøres af forfatterne Andreas Pedersen, Asta Olivia Nordenhof, Daniel Dalgaard, Martin Bastkjær, Pernille Abd-El Dayem og Cæcilie Højbjerg. De har stået bag oplæsninger, hvor de inviterede forfattere har fået følgende opgave: "Læs en andens tekst/tekster op, eller vælg én, som du gerne vil have til at læse din/dine tekster op. Én, hvis stemme du synes, det kunne være interessant at høre læse op af dit værk, eller en, hvis værk du gerne vil læse op af. Det kan være en hvilken som helst anden." Med dette særdeles åbne oplæsningsformat har arrangørerne villet henlede en opmærksomhed på forholdet mellem krop og tekst, mellem forfatter og tekst og mellem forskellige tekster og deres indbyrdes relationer. I 2014 blev konceptet overført til skrift i samarbejde med Arena. Initiativet Donna Wood redigerer således serien Donna Wood-genskrivninger, der præsenterer værker, korte som lange, baseret på samme greb som oplæsningerne: Ved genskrivninger tænker vi, at det mellemværende, den inviterede har med værket bliver mere udtalt og udfoldet end ved oplæsningsarrangementerne. Vi inviterer nogle forfattere til at genskrive et værk efter eget valg. Ved en genskrivning forestiller vi os, at den inviterede tager ordet genskrivning for pålydende. Så teksten altså bliver en videreskrivning, mutation, amputation af et allerede eksisterende værk. Vi forestiller os, at genskrivningen kan være både af et helt værk, et uddrag eller for den sags skyld en enkelt linje. Vi synes, projektet er vigtigt, fordi vi opfatter litteraturen som noget kollektivt og dialogisk, og vi vil gerne opstille nogle rammer, der understreger og giver mulighed for at undersøge den udveksling, der allerede finder sted i al litteratur. Om GrusomhedsudstillingenGrusomhedsudstillingen er en genskrivning af den britiske forfatter James Graham Ballards roman af samme navn. Ballards roman udkom første gang i 1969. Williams S. Burroughs skriver i sit forord, der også er optrykt i denne udgave, at Ballard står for en undersøgelse af seksualitetens ikke-seksuelle rødder. Især insisteres der på bilulykken som noget seksuelt og begærsstimulerende. Hos Glenn Christian er der en lignende ødelæggelsesfetichering på færde. I Grusomhedsudstillingen er vi i en nær og dystopisk skildret fremtid, 2019: Det har ikke regnet i mange år. Solen slår hårdt. Ingen regelmæssig himmel/ hvor fuglene trives som kugler i den gamle vind. Intet liv/ som ligner/ et liv på jorden/ hvor et spark genopliver omgående Naturen beskrives ofte sådan med negative poetiske billeder. En form for afsjælende sproglig gestus: Fuglende synger på ingen måde I dette undergangsklima ligger perspektivet blandt andet hos et jeg, en James, og en Obama. Disse karakterer er indhyllet i opløsnings- og sygdomsscenarier. Katastrofen, undergangen og bilulykken er transcenderende og opløsende begivenheder i deres historier, som tæller en barndomsskildring, en immigrationsbeskrivelse og resterne af en kærlighedsfortælling. Rent sprogligt flyder psyken og landskabet sammen. Rummet er både konkret og bevidsthedsmæssigt. Begæret er voldeligt og abjekt: Jeg husker lysten: Min var non-figurativ/ brækfarvede lagner under vores sejlende væsker. Enhver form for indmad blev højlydt gennemtævet ud af os/ vi flettede kødet sammen/ så knoglerne kunne høres. Som klinger. Sådan fortsætter Glenn Christian undersøgelsen af det seksuelles ikke-seksuelles rødder. I den katastrofe-fetischering der i det hele taget præger bogen lægger penetration og orgasme sig parallelt med ulykkens opløsning af eller indtrængen i kroppen. Men midt i det dystopiske kommer en ømhed til syne der klinger som øer af ro i midt i det opløste landskab og de syge kroppe. Om forfatterenGlenn Christian, f. 1976. Tog afgang fra Forfatterskolen i 2007. Debuterede i 2008 med digtsamlingen Det hjemlige (After Hand). Siden er bl.a. udkommet Ruben (After Hand, 2010), Det sorte ved munden (After Hand, 2011), Fabriksnoter (OVBIDAT, 2012), Hydra! (After Hand, 2013), Mudret sol (Arena, 2013) og senest Gran Canaria (OVO Press, 2015).

”Anna Juul” har høstet tre bogaftaler, et par tv-serier og en plads i psykiatrifondens bestyrelse på sin psykiske sygdom. Nu sidder hun på en luftmadras i et tomt kolonihavehus i Ishøj og skal finde på et nyt projekt, så offentligheden ikke glemmer hende.Heldigvis har ”Kristoffer Lind” en god idé. Han, forfatter og journalist, vil genopfinde samtalebogen, forhåbentlig tjene nogle penge i forsøget, og Anna skal være hans partner. Skal det lykkes, må Anna åbne mere op. Hun kan ikke blive ved med at tale om de samme gamle diagnoser. Der skal nye traumer på bordet, men er hun klar på det?Traumebingo er en sjov, interessant og genrebøjende samtaleroman om psykisk sygdom, mediebranchen og skrøbelig maskulinitet.ANNA JUUL (f. 1992) er forfatter til flere roste romaner og tv-serier, del af Den Korte Radioavis og Undskyld vi roder på r8dio og medlem af Psykiatrifondens bestyrelse.KRISTOFFER LIND (f. 1987) er prisvindende journalist, forfatter til to romaner og er kendt som vært på bl.a. Radio24syv, Den Uafhængige og r8dio.

Christian Lollike provokerer. Stiller spørgsmål til tidens store udfordringer og vender dem på vrangen. Skriver om vores frygt. Skriver om vores kamp for at holde os oven vande i en tid, der bliver ved med at vælte ind med ulykker. Hans dramatik er drevet af nysgerrighed og frygtløshed på en gang. Ironien er et våben.Vi har samlet en række af Christian Lollikes dramatiske tekster fra perioden 2004-2018. De tegner et billede af et Danmark efter 11. september. Med indvandrerdebatter, klimaangst, jagten på det gode liv, krig, terror, revolution.”Her er humanistiske idealer og menneskerettigheder lagt i graven, mens deres løfter om frihed og retfærdighed spøger i et forrået og mistænksomt Europa. Her bliver drømmen om en anden fremtid holdt kunstigt i live med et udspekuleret mediemaskineri som kulturel respirator. Her lades alt håb ude.”- Anders Thrue Djurslev, fra forordet af bogen

I år 2000 blev Adam Drewes både Nordisk Mester i Poetry Slam og optaget på Forfatterskolen, og de to begivenheder er omdrejningspunkterne i det forsøg på at blive forfatter, som Radio er en omfattende dokumentation af. Med forfatterens egne ord er bogen “levet og skrevet mellem 1999 og 2005”, og med sine 700 massive sider bliver den både en monstrøs tidslomme og en veritabel tekstmaskine, næret af et uafladeligt og konfliktfyldt arbejde mod sin egen realisering.Bogen skrider frem i to parallelle spor og rummer bl.a.: to forsøg på at skrive bogen, en kærlighedshistorie, dagbogsnotater, oneliners, transskriptioner af samtaler om værket med en forlagsredaktør og en forfatterskolerektor og af en tekstlæsning på Forfatterskolen, diskussioner af samtidskunsten, gengivelser af avisartikler, poetry slams og refleksioner og fiktioner om det meste mellem himmel og jord.På bogens venstresider udfolder sig et åbent, uredigeret og autentisk værk, hvor den bærende idé har været, at “alt kunne og skulle inkluderes,” som det hedder i forordet. Bogens højresider præsenterer forsøget på en ordnet fortælling og er både en dokumentation af fænomenet poetry slams opblomstring i Danmark og forfatterens forsøg på at forstå sit liv og sin karriere, fra han i vinteren 1999 stillede sig op på den dengang spritnye og uudforskede poetry slam-scene, til han i år 2000 begyndte på Forfatterskolen, vandt de Nordiske Mesterskaber og kom i tvivl om sin litterære identitet.Radio er en kamp mod og en undersøgelse af den etablerede litterære scene og institution, som hovedpersonen Adam Drewes føler sig underlagt, men omvendt ikke kan slippe.Adam Drewes (f. 1974) er uddannet fra Forfatterskolen i 2002 og cand.mag. i litteraturvidenskab. Arena har tidligere udgivet forfatterens tekster på cd/lp’en Regel nr. 1 (2003), hvor slamtekster, digte, minimalistiske historier, oneline-sekvenser og freestyle speaks ledsages af Joachim Michaelis’ musik. Med Radio debuterer Adam Drewes i bogform.

“nu ved jeg ikke hvad jeg ville sige jeg vidste det man skal være koncentreret omkring tunge maskiner jeg må ikke være i nærheden af tungt maskineri det siger de kloge mennesker men jeg er ligeglad jeg er en gud med tre bryster jeg er rævens mor”Ved første øjekast præsenterer Vi elsker maskiner sig som en kriminalroman: “DET VAR EN FEBRUARMORGEN. Drabsafdelingens kommissær Pedersen var netop trådt ind på sit kontor da telefonen ringede. Et mord havde fundet sted i Udenrigsministeriet. Han var knap nok kommet ud af vinterfrakken.” Men snart forlades kriminalgenrens sproglige skema, og en lyrisk tone anslås: “Tingene skulle koordineres med presseafdelingen i Københavns O måne skin mig sølv skin mig søvn men lyv om min alder hvis nogen skulle spørge for alle de år jeg har stirret mig sirligt rundtosset på dig har givet mig rynkerne ved øjnene og sølvet hår redt bagud.”Fortællingen om kommissær Pedersen og det mord, forfatteren forsøger at binde ham på ærmet, er da også kun ét motiv blandt andre, som gennemspilles i Vi elsker maskiner: Tilbageblik på en ungdom i en dansk provinsby, en bilulykke, kaffebrygning og ikke mindst kærlighedshistorien mellem Aladdin og doktor Quinn blander sig i en mystisk og fragmenteret samling. De løber sammen i et dunkelt defineret jeg – og det er et jeg, der synes at tale gennem en maskine: “Jeg mener her sidder jeg i en stålboks med is omkring som en fin smeltende hinde, det er som at være i maskinernes hjerne og det er jeg så.”Rasmus Halling Nielsen har et omfattende oeuvre af privattryk, hæfter og internetudgivelser bag sig. Og det er netop fra internettet, nærmere bestemt fra bloggen, at Vi elsker maskiner – med undertitlen “Kategorier: Stilstand, Uncategorized” – henter sin form. De kategori-tags, der ledsager hovedparten af bogens tekster, markerer dermed også den særegne afsøgning af genrer og motiver, af deres gentagelse og forskydning, som her udgør Halling Nielsens metode.Vi elsker maskiner er en meditation over sampling, en motivsamling, en monolog, men først og sidst: en maskine. Mød digteren som ung robot.