Bøger om Plejebarn

Efter Første Verdenskrig og Østrig-Ungarns sammenbrud tog mange danske familier et såkaldt wienerbarn i pleje. En af dem var familien Christiansen på Møn, der havde en dreng på besøg, indtil han vendte hjem i 1924.En aften i 1944 bankede det på døren hos familien Christiansen. Udenfor stod en soldat i den tyske værnemagt; det var deres tidligere plejesøn. Det blev til en kort samtale i døråbningen. ”I ser mig ikke mere,” sagde soldaten, da han gik.Efter to års blodig krig på Østfronten var han vendt tilbage til Danmark og fast udstationeret i den midtjyske by, Hammel. Kort før krigsafslutningen deserterede han og blev i landet.I ser mig ikke mere er historien om wienerdrengen Karl Kordovsky, som i 1958 blev dansk statsborger. Men selvom han kom til at leve resten af sit liv i sine plejeforældres land, så de ikke hinanden igen.Uddrag af bogenRussernes kampvilje var imponerende. En sovjetisk kampvogn havde fået larvefødderne skudt af og kunne ikke længere køre. Kampvognens besætning havde så gravet den ned og fortsatte kampen med kampvognen som stationær kanon, der først blev bragt til tavshed, da tyske soldater kom så tæt på, at de kunne kaste håndgranater ind i dens indre.Ingen viste nåde. Sovjetiske soldater kunne ligge skjult i skyttehuller og løbegrave ude på terrænet, hvorfra de pludseligt angreb. Fik besætningen på en tysk kampvogn øje på et sådant skyttehul, kørte de kampvognen hen over skyttehullet, bremsede så lidt i den ene side, så lidt i den anden side for at få skyttehullet til at skride sammen over de fjendtlige soldater.Om forfatterenOve Christiansen (f. 1942) voksede op på Møn, hvor både hans far og hans bedstefar havde en maskinforretning. Blev uddannet som bibliotekar og arbejdede som sådan indtil 1984, hvor han skiftede erhverv og blev programmør. Arbejde i it-branchen, indtil han blev pensioneret i 2008. Han har tidligere udgivet En historie om Landsled og lidt om familien Christiansen (2008).

I året 1777 bliver en lille dreng født i dølgsmål af en ukendt kvinde. Hun afleverer drengen i kassen ved Den Kongelige Fødselsstiftelse. Han bliver givet navnet Jens Sørensen og bliver sendt i pleje hos degnen i et lille sogn på Sjælland. Hele livet bærer han mærkatet ” kassebarn”. 250 år senere kommer en lille pige til verden. Hun vokser op i skyggen af en negativ social arv, der i mange generationer har forhindret ethvert nyt kim til noget stort i at vokse og gro. Det er arven efter Jens Sørensen. På trods af en hård barndom og mange anbringelser i fremmede hænder klarer hun sig igennem. Men noget vigtigt er tabt på den turbulente vej mod voksenlivet – den nøgle, der kan åbne op for helingen fra barndommens traumer. Findes den mon i historien om kassebarnet? Uddrag af bogen Når jeg sidder her med min barndoms sagsakter foran mig, så er det kun, fordi jeg har brug for at få sat den sidste brik af min livs- og familiehistorie på plads. For svaret på, hvorfor det endte, som det gjorde i min familie, ligger ikke i disse sagsakter. Beskrivelsen af min krigszonebarndom er kun svage ekkoer af begivenheder, der startede længe før min fødsel. Den opvækst, jeg fik, er symptomer på en langt mere kompleks problemstilling, som jeg forud for besøget i hjemkommunen har brugt mange ressourcer på at forstå. Det begyndte for mere end 250 år siden. Om forfatteren Anne-Marie Thomsen (f. 1960) er uddannet pædagog i 1989, diplomuddannelse i Dannelse, etik og læring 2007, uddannet KRAP-pædagog i 2016. Har undervist i slægtsforskning i aftenskoleregi og i workshops om at finde sin historie for tidligere anbragte. Arbejder nu inden for det pædagogiske specialområde.

”Lige straks faldt det mig slet ikke ind, at jeg selv kunne tage mig af dette stakkels, forladte væsen; men efter at jeg havde bedt til Gud – eller for at være helt nøjagtig – mens jeg lå på knæ mellem nabokonen og den lille tjenestepige, der begge knælede ved sengens hovedgærde, og bad en bøn, havde jeg pludselig fornemmelsen af at Gud lagde et hverv hen til mig, og at jeg ikke kunne unddrage mig det uden at være fej.”En fransk landsbypræst bliver kaldt ud til et dødsfald langt fra lands lov og ret. Her finder han en ung pige, der lader til at være både blind og stum. Hun er sidste overlevende slægtning af den afdøde kone, og nabokonen gør klar til at aflevere hende på asylet. Kaldet af Gud tager han pigen til sig og beslutter mod sin kones vilje at lade hende bo hos dem som et af deres egne børn. Han vil lære hende verden og alle dens gode sider at kende. Lidt for lidt begynder pigen at finde sig til rette i præstefamilien og åbne sig for omverdenen. Efterhånden går det op for præsten, at hans kærlighed til hende ikke blot er som en fader for sin datter eller en præst for sit sognebarn, men langt farligere og dybere end som så.I ”Pastoralesymfonien” afbilleder André Gide den indre strid mellem et menneskes ægte følelser og de indgraverede værdier og normer, der afholder ham fra at følge sine længsler. Bogen udkom første gang i 1919.Franskmanden André Gide (1869-1951) var en af sin tids vigtigste forfattere. I 1947 modtog han Nobelprisen i litteratur. I 1891 udkom hans første roman "André Walters dagbøger", som gav ham adgang til de parisiske symbolistkredse omkring Mallarmé. Han opnåede litterær berømmelse primært som romanforfatter og dagbogsforfatter.

Lix: 16Mit hjerte hamrede hårdt, da jeg åbnede døren til hulen. Ella sad med ryggen op ad skorstenen og læste. „Kom bare ind,“ sagde hun uden at se op. Jeg gik ind og lukkede døren. „Du har skiftet plads,“ sagde jeg. „Det har min mor aftalt med fru Svendsen.“ „Det var dig selv, der ville lære at sluge ild!“ Min stemme rystede. „Det var en dårlig idé,“ sagde hun og rettede på sine briller. „Jeg må ikke tale med dig. Heller ikke i skolen.“ „Det er uretfærdigt,“ råbte jeg. „Shhh.“ Ella satte en finger for munden. „Fru Svendsen må ikke høre os,“ hviskede hun. Hvordan kunne hun bare tage det hele så roligt? „Jeg troede, du var min veninde?“ sagde jeg med lav stemme. Malina kan jonglere og sluge ild. Men hun drømmer om at blive veninder med Ella og at blive boende hos frøken Åse Lind, der ejer chokoladebutikken. Malinas farbror og tante er forsvundet, men en dag ser Malina en vogn, der minder om deres. Ild og håb er tredje bog i serien om Malina.

Lix: 16Jeg kunne høre, at min tante blandede kortene.„Vi advares,“ sagde hun.Jeg kravlede ud til kanten af køjen for bedre at kunne høre.„Det er om en ung pige, et barn ...“Hun skævede til overkøjen, hvor jeg lå.„Vrøvl,“ sagde min farbror.„Jeg siger kun, hvad der står i kortene,“ sagde min tante surt.„En tøs på 11. Hvad kan hun dog gøre os?“Det var om mig!„Tøsen nægter at kalde mig mor.“ Tantes stemme var skinger.„Har jeg ikke sørget godt for hende? Det pigebarn ... Hun er fin på den ... som sin mor.“„Hun er god med ild,“ sagde han endelig.„Men hun er en ulykkesfugl.“Malina kan jonglere og sluge ild. Men hun drømmer om at lære at læse og om at smage chokolade. Hun bor i vognen sammen med sin farbror og tante. De er rejsende og altid på vej til den næste by. En aften da Tante Corinda læser i kortene, får hun en advarsel. Malina er en ulykkesfugl. Ildens datter er første bog i serien om Malina.

Lix: 16Jeg kunne ikke vente med at se kjolen på. „Stå nu stille, for pokker,“ vrissede Åse. „Jamen jeg er så spændt. Bliver jeg fin? Lige så pæn som de andre børn i skolen? Hvis bare jeg vidste, hvordan man bliver venner,“ sagde jeg. „DU GODESTE, barn, nu kan mit hoved ikke klare mere vrøvl.“ „Det er ikke VRØVL. Hvordan ville du have det, hvis det var dig, der endelig var glad? Så glad, som du ikke vidste, at nogen kunne blive. Og du ikke anede, hvad der skulle ske i fremtiden.“ „Fremtiden kender ingen.“ „Jo, min tante gør. Hun kan se det i kortene. Desværre så hun, at jeg er en ulykkesfugl.“ Malina kan jonglere og sluge ild. Men hun drømmer om at lære at læse og at få en ven. Hendes farbror og tante er forsvundet, så nu er Malina på prøve hos frøken Åse Lind, der ejer chokoladebutikken. Ildsluger er anden bog i serien om Malina.

Sort Hest og Hvid Hest får et plejebarn er skrevet og illustreret af forfatter Kamilla Heinze.Hver side er med både dansk og ukrainsk tekst. Så man kan læse bogen sammen med både danske og ukrainske børn. I denne bog får de to heste et plejebarn, da de tager imod den lille ukrainske pige Mira og hendes due. Mira er sammen med sin mor flygtet fra det krigsramte Ukraine, men de er blevet væk fra hinanden undervejs. De to heste tager sig kærligt af Mira og gør alt, hvad de kan for at få hende til at føle sig hjemme, selvom de ikke deler modersmål. Igennem kreative lege lærer hestene og Mira hinandens sprog, og Mira føler sig hurtigt tryg hos de to heste. Men på trods af hestenes omsorgsfuldhed, savner Mira sit hjemland og mest af alt sin mor. Hestene sætter straks en eftersøgning i gang, så mor og datter kan genforenes. Der bliver brugt alt fra papirfly til sneglepost for at finde Miras mor. Undervejs i eftersøgningen får de også hjælp af en sød gartner, der taler ukrainsk og hjælper Mira med at dele sin historie. Sort Hest og Hvid Hest får et plejebarn er en dejlig og rørende historie om familie, kærlighed og venskab. Med denne bog viser Kamilla Heinze også, at sproglige forskelle kan overkommes, når man møder hinanden med omsorg og forståelse.

Sara er skuffet over at måtte blive hjemme i sommerferien, da hendes tur til Göteborg bliver aflyst. Da der flytter en ny pige ind i nabovillaen, tyder det til gengæld på at blive en spændende sommer alligevel. Den unge pige kommer fra Iran, hvor hun med nød og næppe har overlevet et jordskælv. Hun har glemt sit navn og sin familie, og derfor er hun blevet sat i pleje hos en svensk familie. Under et voldsomt tordenvejr begynder pigen at huske sine oplevelser og sit gamle liv, og hun fortæller Sara om det lidt for lidt.Gunnel Beckman (1910-2003) var en svensk børne- og ungdomsbogsforfatter. Hun var primært aktiv som forfatter i 1960'erne og 1970'erne. I hendes ungdomsromaner taklede hun tabu emner fra samtiden såsom abort, død og seksualitet. Hun vandt i 1975 Nils Holgersson-plaketten, en børne- og ungdomslitteraturpris, som ellers er vundet af bl.a. Astrid Lindgren. Hendes bøger er oversat til flere forskellige sprog inklusiv dansk, norsk, tysk, fransk og engelsk.

Bogen formidler resultaterne fra Familieplejen Danmarks »ProjektBørnetinget – et talerør for plejebørn«, hvor 15 børn i familiepleje erblevet interviewet, og hvor 107 nuværende og tidligere plejebørn harskrevet om deres liv.Plejebørn har en enestående viden om deresegen livssituation. Om følelser, forældre, plejefamilier, identitet,tilsyn og venner – kort sagt alt det, som udgør deres liv. I bogenskonklusion perspektiveres plejebørnenes beretninger fra etanerkendelsesteoretisk perspektiv, og de omsættes til konkreteanvisninger for en forbedret indsats.Bogen henvender sig bådetil politikere og til de faggrupper, som arbejder med plejebørn.Derudover henvender den sig til plejebørnene selv og deres forældre,samt til alle andre med interesse for plejebørns liv, tanker oglivskvalitet.

Bogen har jeg skrevet, da jeg gik ned psykisk og mistede alt. Mit plejebarns traumatisk liv, udløst sådan en nedtur, at jeg blev syg i mit sind. Min egen barndom og ungdoms traumer, som var godt glemt og gemt godt, begyndte at følge mig i mine drømme. Nogle gange kom der flashbacks ud af det blå luft. Jeg fik depression og til tider mani. Jeg kunne vælge at dø, af sorgen over vores skæbne. Jeg prøvede at begå selvmord og døde og vendte tilbage til livet. Da jeg have fået overblik over min økonomisk situation, havde jeg set skriften på væggen, og valgte at søge ud mod naturen. Her ude ved kanten af samfund, begynder min selv helbredelse, ved at bo i mit telt med mine hunde og cykler ved den danske landskab. Jeg tog mig af min ødelagte sind og tog fat på mine dårligdomme, en efter en. Jeg er evig taknemmelig over at jeg selv gik i gang med at få det bedre. Ingen tvivl om jeg har sen følge af mit barske liv. Jeg er på vej mod helbredelse, uden hjælp fra det etablerede system. Da jeg prøvede at få hjælp, gik det virkelig galt. Mit sind kom i spaltning, at jeg stoppede med psykolog, fordi jeg følte at hun tog notater af mit liv og vi kunne jo blive ved til min død. Herude har jeg fundet roen i mig selv igen. Jeg håber da, at jeg en dag kan færdes blandt mange mennesker igen. I det jeg også er blevet lidt menneskesky.

En beskrivelse af forholdene på landet i tiden før mekaniseringen.