Bøger om Ritual

BMS (f. 2016) står for blod, måne, søndag.BMS består af Dorte Limkilde, Fine Gråbøl, Mette Kierstein og Ronja Johansen. Knoglemarv lavendel er skrevet og redigeret kollektivt. Knoglemarv lavendel er den officielle debut fra det unge skriftkollektiv Blod, måne, søndag. Knoglemarv lavendel arbejder med det rituelle, med besværgelsen, med den kollektive stemmes radikale potentiale. Knoglemarv lavendel siger jeg og vi og jeg igen. Den siger: hvordan kan vi læne os frem i denne krop. Den siger: vi kunne tænke os / at være flere om et ansigt. Bogen taler om sølvklokker og hjemsøgelser, om husarbejde og vinterbær og olieplettede kjoler. Den siger: vi løfter hinandens fletninger som brudeslør / mine kammerater. Bogen bærer på ceremonier og hemmelige tegn. Bogen råber ud i verden. Den taler til bror. Den taler til mine piger. Bogen siger: Vi vil være den person / der glatter kjolen / for kjolens skyld. Det er digte der undersøger kroppen som politiseret sted. Det er digte som insisterer på den kollektive stemme som skrøbelig overlevelsesstrategi i en umulig verden: Vi har et våben og det hedder / mine piger. Knoglemarv lavendel rummer på samme tid en stor ensomhed og et ukueligt kollektiv. Bogen bliver et sted hvor det kollektive ikke udsletter ensomheden, men indlejrer den i sig, som et organ i en voksende krop. Stemmen er brutal og øm, den råber og hvisker, den vokser og vokser, den synger en sang for lyset, synger: jeg vil holde en fest / for alle dem / der så os græde…

Der er masser af kød og blod, hud og hår i kristen kult og myte. Men i Danmark er kristendom blevet til et spørgsmål om etik.Alt er kommet til at dreje sig om det gode, det indre og om danskhed ikke mindst, mens det sanselige og det kropslige er blevet skubbet i baggrunden.Denne bogs essays handler om kristendom. Men på en helt andet måde.KULT OG KANNIBALISME undersøger det kristne måltidsritual i lyset af kannibalisme blandt sydamerikanske indianere. JESUS ER EN FRISURE hvirvler op i historiske forestillinger om Jesus' hår og skæg. DEN HELLIGE FORHUD dykker ned i kulten for Jesus' hellige forhud. SEKTLEDEREN JESUS identificerer den kristne bibels hovedperson i relation til andre healere, guruer og profeter. KROPPEN OG DET KOSMISKE DRAMA ser nærmere på kristne forestillinger om menneskets krop og fordøjelsessystem som en arena for synd og frelse.

To mennesker besøger den indiske stat Rajasthan. De ankommer til New Delhi, hvorfra de får en køremulighed til byen Jaipur. På hotellet snakker de med en tysker, der anbefaler dem at hyre en chauffør, der kan føre dem rundt i selve Rajasthan. Det bliver så til et besøg i alle de større byer i staten. Ved et besøg i byen Jodhpur, hvor chaufføren har familie, bliver de inviteret til et bryllup, der skal finde sted få måneder senere. De tager imod indbydelsen og vender tilbage til Indien og byen Jodhpur igen. Bogen beskriver i første omgang de mange byer i Rajastahan. Dernæst brylluppet i Jodhpur med beskrivelse af alle de gamle indiske bryllupstraditioner, der dækker mange dage. De bliver vidne til alle de gamle og sære detaljer omkring brylluppet. De sidder ofte sammen med præst og brudgom omkring bålet, hvor de fleste ting finder sted.

Sofia deltager i et afbrændingsritual med sin kusine og hendes smarte vennegruppe fra København. Da kusinen, som hele sommeren har virket fjern, brænder deres gamle Vi Unge-blade på bålet, bliver Sofia mere og mere desperat efter at genvinde kusinens opmærksomhed. Alt imens synes vennegruppens handlinger at stemme mindre og mindre overens med deres postulerede værdier, og skoven begynder at opføre sig underligt.’’Første gang jeg brænder mennesker op’’ skildrer en gruppe unge mennesker i deres søgen efter identitet og tilhørsforhold. Den handler om privilegieblindhed, æstetisering af det prollede og fællesskaber, der viser sig ikke at være det. ”Første gang” er en serie af korte tekster, hvor tidens stemmer fortæller om en første gang, der forandrer alt for altid.Om forfatteren: Vilma Sandnes Johansson (f. 2000) er en dansk-svensk forfatter bosat i København. Hun debuterede i 2022 med den anmelderroste og prisnominerede roman ’’Tænk ikke på mig’’, der handler om at være ung med en uhelbredeligt kræftsyg mor. ’’Første gang jeg brænder mennesker op’’ er hendes anden udgivelse.

Forældreløse Nate og Emma bor i den lille søvnige by Oak Tree Creek. Verden omkring dem har været igennem en større omvæltning, da det er blevet afsløret, at de mange overnaturlige væsner fra eventyrene og folketroen rent faktisk eksisterer og har levet skjult blandt den menneskelige befolkning. Nu bliver disse væsner generelt kaldt De Andre. Der sker et mord i den lille by. Den myrdede er blevet slået ihjel i en form for ritual. Det og så et mærkeligt natligt besøg, hvor Nate er alene hjemme, sender ham ind i De Andres verden. En kamp med tiden begynder, hvor han skal finde ud af, hvad hans mareridt betyder, og hvilke personer der er relateret til mordet, før det er for sent.Uddrag af bogenDer stod tretten kutteklædte mænd samlet i en kreds dernede. De messede på et fremmed sprog, som jeg ikke forstod et ord af. En kutteklædt mand løftede noget op over hovedet, som om det var en offergave. Jeg kunne ikke tage øjnene fra det, der foregik i lysningen. Deres messen steg i lydstyrke, og i det øjeblik lød der et skrig i natten. En høj, skinger umenneskelig lyd af rædsel, der fik mine nakkehår til at rejse sig. Forskrækket holdt jeg vejret og lyttede. Lyden kom fra højre. Så kom skriget igen. Jeg stivnede fuldstændig af skræk. Denne gang var jeg sikker på, at det var kommet til venstre for mig. På kanten af panik forsøgte jeg at trække mig tilbage fra stedet så langsomt og så stille som muligt. Det føltes, som om buskene med vilje greb fat i mig og forsøgte at gøre min flugt vanskeligere og endnu mere skræmmende, end den allerede var. Mon det, der var derude, var klar over min tilstedeværelse? Hvad med de kutteklædte mænd? Eller var det en og samme ting? Mine øjne havde endelig vænnet sig til det totale mørke, jeg var landet i, efter at jeg havde vendt mig væk fra lejrbålet, og jeg kunne nu holde en god fart. Men for ikke at lave for meget larm turde jeg heller ikke bevæge mig for hurtigt frem. Jeg kunne ane noget, der lignede en sti foran mig.Måske var det en sti, som dyrene brugte, når de bevægede sig ind igennem skoven. Mon jeg kunne finde en vej ud af skoven, hvis jeg fulgte den? En skræmmende tanke slog mig. Hvordan var jeg kommet hjem sidste gang? Hvad nu hvis jeg var fanget her i den her verden? Jeg sank en mundfuld galde, der steg op i munden på mig ved tanken, og jeg satte farten op, nærmest som om jeg forsøgte at løbe væk fra mine egne tanker. Til sidst løb jeg næsten så stærkt, som det kunne lade sig gøre i terrænet.Om forfatterenAnette Guldager Boye (f. 1969 i Odense) er cand.mag. i historie og arbejder til dagligt på Odense Bys Museer. Hendes speciale omhandlede emnet trolddomsprocesser på Fyn i de gamle retsprotokoller fra 1550-1650. Gammel folketro har altid været hendes store interesse.