Bøger om Ruserfaringer

Det elendige mirakel fra 1956 markerer starten på en ny periode ibelgieren Henri Michaux’ forfatterskab. Indtil da har han været kendtfor at sidestille en grotesk, brutal humor med en tendentielthovedbrydende brug af eksistentielle og arkaiske motiver og fabulerenderaseringer i moderne versioner af randlitterære former såsom prosadigte, fabler, aforismer og parabler. Således kunne denne bogs beskrivelser af hans ruserfaringer, hans livtag med den hallucinogenfremkaldte ”andentilstand”, synes at udgøre et sært afbræk: Er det forfatteren unpluggednu?! For pludselig skal der jo kommunikeres direkte, ikke flereomskrivninger, ingen figurative gevandter, positurer, eller bådesuggererede og underforståede afstande mellem forfatter og fortæller.Det er ikke så lidt, faktisk, eftersom Michaux i øvrigt gjorde nærmesten dyd ud af at afstå fra medieringer af sit kunstneriske virke, frainterviews, portrætter, fotos, sågar fra litterære priser (nej tak!).Med andre ord negerede han alle de former for synliggørelse og onlineparathed, der i vores samtid helt naturligt, som et krav, som eneksistensberettigelse, synes at følge med et forfatterskab i en grad, så vi er vant til, at selv de erklærede ”døde” forfattere beredvilligtindgår i den offentlige meningsøkonomi og forklarer sig selv og giverderes om aldrig så ironiske besyv med. Mere end det principfaste i sigselv (som også kan være genstand for en rask negation) synes Michaux som menneske at have været overbevist om det velgørende i nejet: nejetsfrisættende kraft, det kategoriale, kategoriske, stædige, asketiske,vrængende, sippede, besværgende, mystiske, uudgrundelige, affirmerende … nej. Derved bliver Michaux’ fem værker skrevet ud fra og om hansruserfaringer, ud over to tidlige rejsebøger, det nærmeste vi kommeregentlig essayistik fra hans hånd: åben indsigt i, hvad han føler,mener, tænker. Og dog, så ligetil er det nu ikke helt.