Bøger om Sandalserien

Marie Bregendahl: En Dødsnat+ Ved Lars Skrædders Sygeseng (1912 og 1902)Marie Bregendahls En Dødsnat er uhørt moderne. Og også meget mere moderne end det meste af det, der bliver skrevet i dag. Som Johannes V. Jensens Kongens Fald. De er lige skånselsløse i beskrivelsen af undergang. Der er død og ødelæggelse i hver sætning. Men Marie Bregendahl er kvinde og som kvinde for længst skrevet ud af litteraturhistorien. Kanon tilhører manden.Set i dannelsesromanens perspektiv er der noget svimmelt og kantet og ufærdigt over En Dødsnat. Fortællingen som sådan er egentlig kun til som en ramme for sansning og refleksion. Og ikke desto mindre handler En Dødsnat netop om dannelse. Hvordan en moders død i barselsseng inden for mindre end et døgn forandrer alt for den 13-årige Lise.Romanen er båret af erindringens stof, men Marie Bregendahls tilrettelæggelse af dette stof og hendes stærke modellering af sproget forrykker blikket fra det opbyggelige eller jævnt fremadskridende til en aperspektivisk myldrende ornamentik. Fortælleren påtager sig på den ene side at sætte en scene og zoomeind og lade scenens personer overtage styringen, men på den anden side er denne selvsamme fortæller parat til at stige ned fra olympen og kommentere, hvad personerne, bundet som de er til øjeblikket, har gang i. Fortælleren sprænger tiden, strækker den langt ud over scenens tid, og skriver senere skete det og det. – Det vil sige, tiden er ikke fast, øjeblikket findes ikke, men er altid inficeret af både det, der ligger før, og af det, der kommer. Selve distraktionen, at rummeså mange følelser på en gang, og så megen viden, bliver hermed, fra nu og i al evighed, et vilkår.En Dødsnat + Ved Lars Skrædders Sygeseng, 188 sider,199,95 kroner.

Hans Lynge (1906 – 1988) var en grønlandsk maler, billedhugger og forfatter, men også samfundsdebattør og politiker, der igennem hele sit kunstneriske virke opponerede stærkt mod den danske kolonimagts umyndiggørelse af det grønlandske folk. Lynges Den usynliges vilje er et hovedværk i den grønlandske litteratur og burde også være det i den danske.Hans Lynge skriver om Grønland og grønlandsk kultur til og ikke mindst for grønlænderne. Men fortællingen er mindst ligeså medrivende for den uvidende læser. Værkets tematik – hævnmordet – er skrevet på baggrund af en virkelig begivenhed i en fangerbygd i det nordlige Grønland. To brødre opdager, at den mand der har opfostret dem ikke er deres far, men deres fars morder. Og så opstår kvalerne mellem ære og pligt, skam og samvittighed, familiekærlighed og samfundsforventninger. For hvem skal man ære og adlyde? Den afdøde far der beder om hævn, eller morderen, der har opfostret de to brødre, som var de hans egne?Dag og nat forfulgtes Ulloriaq af skyggen af den uhævnede faders sjæl, ikke et øjeblik lod den hans tanker i ro. Værst var det om aftenen, når han lagde sig for at sove, da kom den til ham fra graven for at bede ham om den eneste ting, man kan ønske sig fra det sted: fred. Hvordan skulle han da kunne undslå sig fra at lade det blod flyde, som kunne give faderens sjæl den fred, den sådan tørstede efter?Den usynliges vilje er ikke blot et overbevisende indblik i den nu næsten uddøde grønlandske fangerkultur, men også en bevægende fortælling om et menneskes indre konflikt mellem ære og samvittighed.

Modsat sin tids medsøstre har Adda Ravnkilde ikke brug for et pseudonym: Der er ikke noget at skjule, tværtimod tror hun på sig selv - hun vil sig selv og er i den grad dedikeret til kunsten. Satiren og lidelsen hænger sammen i Adda Ravnkildes værker: Hendes selvmord som 19-årig var ikke noget almindeligt selvmord, men et rasende sådant, en art kommentar til selvmordet. Også i selvmordet smeltede lidelsen og satiren sammen for Adda Ravnkilde. Adda Ravnkilde henvendte sig til Georg Brandes med et manuskript, de mødtes, Brandes fandt hende talentfuld – og hun tog livet af sig. Først da Brandes læste i avisen om hendes død, tog han affære. Han foranstaltede udgivelsen af Judith Fürste, skrev forord, mens Erik Skram forestod udgivelsen af de to fortællinger En Pyrrhussejr og Tantaluskvaler. Judith Fürste udkom først, selv om Adda Ravnkilde var klar over, Tantaluskvaler var et mere betydeligt værk, hendes foretrukne, og det, hun først lod Georg Brandes se. Adda Ravnkilde kan sit kram og bør læses som en forfatter der insisterede på at gøre noget helt og med denne insisteren som drivkræft skriver hun om kunstnerisk arbejde – javist – men også om omkostningerne ved at give sig hen, lade sig forføre og overgive sig, også til lidelsen. Og så er det værd at huske, at det altså var hende, Adda Ravnkilde, der i en alder af blot 19 år indførte ordet lady-like på dansk.

I denne boks er de første 10 udgivelser i Gladiators Sandalserie samlet i en limited edition håndlavet æske fra ELVO.Gladiators Sandalserie er klassikere på kanten. Dansk litteratur fra oldtiden til i dag. Principielt set. Det vil sige den litteratur, der udvider undersøgelserne af hjernens geografi. Som rapporterer om nye opdagelser, andre erfaringer. Og som i en vis forstand har gjort arbejdet før os, flyttet grænserne for det normale, så vi ikke behøver at kæntre."[...] forlaget Gladiators alternative klassikerserie, der genudgiver værker, som ikke har fået den plads i litteraturhistorien, som de fortjener. Det er på alle måder både æren - og læsningen - værd.” - Weekendavisen

Sonja Hauberg blev født i 1918 og døde i 1947. 29 år blev hun. Hun nåede at udgive to romaner: Hvad vil du med mig? og Syv Aar for Lea, og et enkelt skuespil: Ebbe Skammelsøn.Ved sin død efterlod Sonja Hauberg manuskriptet til sin tredje roman: April, der først blev udgivet i 1961.April er Sonja Haubergs sidste og mærkeligste bog.Bogstaveligt talt skrevet til ende på dødslejet.Sonja Haubergs skrift tér sig. Den tér sig i det realistiske, og den tér sig i det kaotiske og afvigende.For April er en roman der drømmer. Drømmer sig bort fra mareridtet der er virkeligheden, krigen, fornuften, apatien, volden, løgnene.April er en forbløffende almindelig og en forbløffende ualmindelig roman. Et meget charmerende paradoks at stifte bekendtskab med. Det er realisme, i én forstand, i udgangspunktet, men romanen kan ikke holde sig på måtten, den må ud og skal ud og afsøge grænseområder..

Hulda Lütken har på mange måder banet vejen for den autofiktionelle bølge, der har indtaget den nye danske litteratur igennem det sidste årti. Hun debuterede med digtene Lys og Skygge og udkom allerede to år efter med romanen Degnens Hus – et værk præget af realismetraditionen og Lütkens egne livserfaringer, fra livet som ung pige og kvinde i et lille jysk samfund.Romanen, der følger en lille lærerfamilie, præcis som den Lütken selv voksede op i, er episodisk bygget op: Karakterne, hvad enten de optræder alene eller som ægtefæller, er lukket inde i episodens korte tidsrum og kan ikke handle sig ud af det dilemma, som de står i og som er særskilt deres, hver især. Lütken fremmaler, med uovertruffen psykologisk indlevelse, livet i en familie, et ægteskab og et samfund, der er fuld af både glæder og sorger, og hvordan vi hver især håndtere hvad livet har at bringe. Portrættet sikrede hende de varmeste anbefalinger fra blandt andet den norske forfatterkollega Knut Hamsun, der i et uopfordret brev til Lütkens forlag skrev, ”Her er Rikdom og Overflod, Natur, Poesi og Kunst, Menneskene hisses levende i al sin Forvirring, her er Skikkelser af høi Originalitet ... Forfatterindens Navn var indtil nu ukjendt for mig, nu husker jeg det“Til trods for Hamsuns varme anbefalinger er Lütken gang på gang hos kritikerne og i litteraturhistorien blevet lagt ud på et sidespor. Måske fordi hun var kvinde, måske fordi hendes sprog repræsenterede det man dengang opfattede som særlig kvindeligt (i al sin negativitet): nemlig det overspændte og tenderende til hysteriske. Hendes personer er ekstreme, utilpassede og ofte mislykkede: de har ikke en plads i verden. Ligesom vi ser hos store nutidige danske forfattere, skildrer Lütken dem der ’ikke bare kan’, dem for hvem livet er sværere end som så. Og det gør hun med en sjælden set nænsomhed og psykologisk indsigt, der eksemplarisk fremviser hvorfor hun fortjener en plads i Danmarks litteraturhistorie.

Mathilde Fibiger (1830-1872) bliver som kun tyveårig kendt for sin fandenivoldske debutroman Clara Raphael. Tolv breve (1851) der med sine radikale idéer om kvinders frigørelse og åndelige opvågnen starter den famøse Clara Raphael-fejde, der kommer til at få vidtgående konsekvenser for hendes videre liv og forfatterskab. I 1854 udkommer hendes sidste roman, den skandaløse Minona, forfatterskabets absolutte hovedværk.H.C. Andersen sammenligner i et brev til Ingemann Minona med følelsen af at have grebet en stærkt duftende, giftig Vandplante, der opløser sig slimet og ækel! – ikke første eller sidste gang i det attende århundrede, at en kvindes værk bliver sammenlignet med klamme buskvækster; alt i alt en bragende fiasko, nedrakket af samtiden og usynliggjort af eftertiden; hermed ender Fibigers alt for lovende forfatterskab, hun er 24 år.Minona: en vidunderlig bastard af raffinerede kompositoriske greb, psykologisk skarpsindighed, tragedie, horror, mytologi, kuldslået realisme og overspændt romantisk stil: ALT er på spil i denne storstilede komposition, hvor incestuøs søskendekærlighed, uskyldstab, faldne kvinder, fritænkere, lidenskaber, skæbnetro, djævelskab og frelse virtuost forbindes i en skrift der ubønhørligt kværner henimod det, der uundgåeligt må ske.

Af alle steder foregår romanen på en rasteplads i en skov. Der er en kiosk og kioskdame, der er en kvægtransport, hvor en ko er faldet ud og står bundet til et træ, og der er en tot blodigt vat, og en turistbus holder ind, og turisterne strømmer ud og erobrer stedet, og for en tid altså også fortællerens opmærksomhed … og sådan står det på kapitel for kapitel med små bitte forskydninger hele bogen igennem.Erik Thygesen udtrykker i antologien Prosa fra 1970, at Vagn Lundbyes strategi går ud på at flytte balancen fra den alvidende fortæller, skabt og næret af forfatteren, til i virkeligheden en uvidende, fortsat allestedsnærværende fortæller. Den alvidende fortæller erstattes af en lang række observationsposter indenfor det fiktionsrum, hvorfra fortælleren henter sit stof, og som ved den stadige gentagelse, i en seriel opbygning, bliver romanen.Vagn Lundbyes poetik eller metode er klar, enkel og uden svinkeærinder: Himlen er overskyet og kan hvert øjeblik, det skal være, lægge ud med en silende regn, som ingen ende vil tage, en passende kulisse omkring det trøstesløse sceneri, men alligevel ikke i overensstemmelse med de faktiske forhold, eftersom solen stadig skinner fra en skyfri himmel ned over det lille traktørsted, hvor en skare amerikanske turister endnu under megen latter og snakken forsyner sig med lange røde pølser og muntert farvede drikkevarer. Eller står samlet i en rundkreds om dyret der æder løs af græstotter, som flere af de unge mænd i de blomstrede skjorter rækker ud mod gabet af det. Koen mangler fortænderne i overmunden.. Alt er destabiliseret, alt svangert med vold og undergang. Der er i citatet og hele romanen igennem en ophobning af nedværdigende og latrinært beslægtede udtryk. Vi befinder os langt væk fra noget, som på nogen som helst måde er ophøjet, vi befinder os i sumpen, nede, hvor afsondringen finder sted. Sved, lort etc., men også udtryk, som korresponderer med barnet, dvs. med det infantile i beskrivelsen.Vagn Lundbye, 1933-2016, debuterede med novellen En af disse (1964) i tidsskriftet Vindrosen. Senere udkom romanen Signalement (1966). Lundbyes forfatterskab er enormt og udfolder sig inden for mange genrer som blandt andet romaner, digte, børnebøger, rejseberetninger, noveller og faglitteratur. I denne udgave af Roman er der ekstramateriale fra tidsskriftet ta’, Skal træerne væk med illustrationer af Per Kirkeby og fra Lundbyes roman Nico (1969): Wrap your troubles in dreams.

I Drømmeflygtningen følger man en ung kvindes fald gennem psykiatrien, manden og borgerligheden. For hvor flygter man hen, hvis man ikke er ønsket, ikke passer ind nogen steder? Hvis ens kvaliteter, visioner, talent bliver betragtet som sygelighed? Man flygter ind i drømmene. Der er højere til loftet.Jegfortælleren, jeget, betragter sig selv som en drømmeflygtning, som en ung kvinde på flugt fra virkeligheden. Med hallucinationer, kunstneriske aspirationer, drømme. Revolutionsdrømme, vage drømme om frigørelse, frihed. En anden verden. Men også en opvækst på bunden af samfundet, uden fremtidsudsigter, forudbestemt til ikke at blive til noget, til at skure andres gulve, være ubetydelig, føle sig forkert.Jegets hallucinationer fremstår ligeså virkelige – eller uvirkelige – som hospitalets trøstesløse rum og rutiner.Virkelighed og uvirkelighed glider ind i hinanden i flydende overgange. Det er ét fedt sådan et sted: institutionens grå, dystre, monotone, degraderende, umyndiggørende verden. Hvide rum beboet af halverede, fragmenterede, knuste, amputerede bevidstheder. Silhuetter, skygger. Kroppe, der kortvarigt træder ud af hvidheden og forsvinder igen.Drømmeflygtningen var Lillian Jacobsens debut, som hun udgav i 1978 på forlaget Kvindetryk.Lillian Jacobsen blev født et sted i Jylland i 1945, og gik ud af skolen som femtenårig for at arbejde. Et år senere flyttede hun til hovedstaden, hvor hun tog mellemskoleeksamen på aftenskole-kursus samtidig med at hun arbejdede som rengøringsassistent. Fire år senere, i 1965, efter afbrudt skolegang, sygdom og forskellige jobs som bl.a. servitrice og fabriksarbejder, blev hun indlagt på den lukkede afdeling, knap tyve år gammel.For Jacobsen er sproget ikke et redskab til udtryk for tanken. Eller indtryk af virkeligheden. Sproget i sig selv er virkelighedsskabende, det griber ind, konstruerer, kategoriserer, dømmer, det har destruktiv kraft i de forkerte hænder, en fremmed magt, det siver ind i systemet.Sproget er mændenes, magtens, borgerlighedens, journalernes. Altså må det nedbrydes, destabiliseres, sættes sammen på nye måder. Ingen sætninger, ingen begreber er præcise nok i sig selv – og det er da også det, der kendetegner Jacobsens skrift: en enorm sprog- og selvbevidsthed.

Ole Sarvigs Stenrosen udspiller sig i efterkrigstidens Berlin, udbombet og hærget. Man præsenteres for et omfattende persongalleri, som alle har oplevet krigens begyndelse og slutning. I et langt tilbageblik følger man deres deltagelse i krigen og hvilken betydning krigen har haft på deres liv. Særligt de to karakterer, Endré og Werners oplevelser er i fokus.Alle karakterer lever i efterdønningen af nazismen og den efterfølgende søgen efter et værdigrundlag i skyggen af krigen. For Sarvig lægger vægt på den glæde og det sammenhold, som nazismen gav det tyske folk, fx, Endrés indrullering i Hitler Jugend, men beskriver også nuanceret den efterfølgende sindstilstand, at skulle forholde sig til de valg man har taget i en krigsrus.Krigen er en metamorfose, hvor byer og lande og folk undergår hastig forvandling. Kulturen forvandles. Det er mutation, tilpasning, evolution. Over nat – man kan ikke kende sig selv. I spejlet. I psyken. Man kan ikke kende sinenærmeste. Som de ser ud. Som de opfører sig. Man kan ikke kende sin verden. Som den ser ud. Som den opfører sig. At gå ind på krigen er at gå ind på omvæltningen. Det er det, vi får at se i Stenrosen.Stenrosen er ikke kun fiktion, men også en nuanceret kulturhistorisk skildring, af en særlig problematisk periode i europæisk historie. Der er noget umiskendeligt sci-fi over byen efter krigen. De overvågede, regulerede mennesker. De anonyme soldater. Vopo’erne, gadehøjttalerne på Unter den Linden, der ligner store padehatte på lange stilke og spiller marchmusik og udstikker kommandoer og instrukser til befolkningen. Når meget i Stenrosen kan minde om science fiction eller Pink Floyds The Wall, er det fordi, der er tale om universelle billeder af det totalitære, af totalitarismens vanvid. I Stenrosen er Sarvigs lyriske bevidsthed til stede som en velslebet sproglig bevidsthed. Personerne og stederne bliver fremskrevet med en usædvanlig præcision.Ole Sarvig, 1921-1981. Dansk forfatter. Debuterede med digtsamlingen Grønne digte (1943). Sarvig var mest kendt for sin lyrik, men udkom også med romaner som blandt andet Stenrosen (1955), Den Sovende (1958), og De rejsende. En undergangsroman (1978). Stenrosen er Sarvigs første roman.

Ulla Ryums Natsangersken er på den ene side en dybt excentrisk kvindelig romankarakter med et vildt følelsesregister, et tumultarisk indre, et falleret og ophøjet liv; og samtidig en strøm af et menneske, en cyklisk struktur, der gennemflyder romanen Natsangersken fra 1963, og måske gør denne bog til et billede, som Ulla Ryum selv har kaldt den, eller måske snarere til en undersøisk filmmontage med skrattende højtalere og kraftige mikrofoner, hvor lyden indimellem går ud, så alt flyder og er uigenkendeligt, for så at begynde igen som tolvtonemusik, Elvis-numre eller fuglekvidder.Natsangersken er en falleret kunstner, eller det vil sige, hun har en drift efter at skabe, men hun dovner, går tilbage i seng, er apatisk, hun kan ikke drive det til mere. Hendes stolthed og levebrød er skulpturerne: Natsangersken lavede kitschede duer eller pigehovedet til gravsteder, tilfældige bekendte fra værtshuset sidder model, venskaber med andre begynder med, at hun ser et potentiale i deres ydre former. Andre mennesker, før hun kender dem har tillid til dem, er objekter, så det er lettere at distancere sig og opretholde indre kontrol.Hun er alene, Natsangersken, skrøbelig og fuld af barnesår og kærlighedssår, men ikke uden relationer til andre, både kulørte og kiksede og ømme og hadske.Ulla Ryums tidlige forfatterskab, der ud over Natsangersken bl.a. er udgjort af bøgerne Spejl fra 1961, Latterfuglen fra 1965 og Jakkelnatten fra 1967, var opsigtvækkende på sin tid. Ryum blev beskrevet som både en ’sibylle’, en surrealist og en mystiker, man opfattede hendes bog som vildt, kryptisk og fremmedartet.

I 1934 udgav den danske forfatter Albert Dam den skæbnetunge klassiker Saa kom det nye Brødkorn, der hurtigt blev et hovedværk i dansk litteratur. Romanen blev hyldet som et eminent hjemstavnsportræt, og Dam blev især anerkendt for hans raffinerede beskæftigelse med skyld og skæbne som afgørende faktorer i menneskets færden på jorden. Men allerede næsten 30 år inden, med hans debut Mellem de to søer (1906), havde Dam taget disse spørgsmål op i en mindre, men højst bemærkelsesværdig, thrillerroman, hvor et trekantsdrama udspiller sig mellem to unge piger og den nytilkomne Karl Bay i et jysk landsogn. Et trekantsdrama der får fatale konsekvenser, for dem alle tre.Hvad der er særligt glædeligt ved at stifte bekendtskab med Dams debut er hans endnu uforbeholdne begejstring for det makabre, og hans fremmaning af menneskepsykens mørke og komplekse sider. Dam placerer, via sine miljøskildringer af de små jyske bondesamfund, modernismen i den danske landbrugsmuld: Han forener en slags naturromantik med modernismens forkærlighed for det sanseberusende, som vi ser det hos tidligere franske storbydigtere såsom Charles Baudelaire og Arthur Rimbaud. Og det er særligt her hans billeddybde brillerer, som her, hvor den myrdede Mathilde forenes med natten.Mathilde sidder mod egen; i mørket synes hun at strække sig ud til hvile i natten. Ovre fra krattet er der en, der forsvinder ovenud og løber op ad skelstien. – Natten lider. Mørket kæmper med enkelte stjerner højst oppe; men nu kommer månen til undsætning; den har lykkelig slæbt sig op af skyerne et sted ovre; da den kommer ud ovre på en åben plads, breder den sig og ser sig omkring. Med blidt sørgmodige stråler betragter den et øjeblik den døde eg og Mathilde, der sidder så roligt op imod den.Det er også dette træk, der gør Albert Dams forfatterskab særlig pikant. Mellem de to søer er et overraskende værk, som bør vække begejstring i enhver læser, der har tørstet efter en anderledes og uhyggeligt velskrevet thriller.

At beskrive en Grete Roulund-roman er som at fortælle andre om en feberdrøm. Alt synes at foregå langsomt, om end der sker en masse, og nok kan man se tingene gå galt, men det er umuligt at forhindre problemerne i at eskalere. Handlinger mister deres mening, mens man indfanges i en nedadgående spiral, hvis slutpunkt man kun kan gisne om.Grete Roulunds bøger beskæftiger sig med sci-fi og horror, genrer der ofte er forbundet med den amerikanske litterære tradition, og det er ganske sigende for de universer hun fremskriver at hun har studeret filmvidenskab, med speciale i Draculafilm. Roulunds øjne var igennem hele hendes forfatterskab stift rettede mod mørke og undergang. Hendes fascination af vold, undergang og lovløshed er ikke ulig den anerkendte amerikanske forfatter Cormac McCarthys sci-fi-og westernromaner, såsom The Road og Blood Meridian.Sådan er det også i romanen Blackhawk. Vi befinder os i en snedækket skov et sted i Canada. Flere eftersøgningsenheder er sendt ud for at finde resterne efter et flystyrt. Vi følger én af enhederne med to rangers; Keagan og Blackhawk. De bor sammen i en lille hytte, hvor de fordriver tiden med ugeblade, kryds og tværs, én bog med noveller og rigeligt med whisky. Kort inde i historien bides Blackhawk af en kanin med rabies og her startes et kapløb med tiden. For sygdommen kræver medicinsk behandling, men vejrforholdene besværliggør kontakten med hovedbasen. Hvorvidt den nødvendige medicin når frem, udgør det første spændingsmoment i bogen, som senere akkompagneres af en fejde med en gruppe indianere i området. Bogen afsluttes makabert og de sidste sider bliver siddende i knoglerne på læseren langt tid efter man har lukket bogen. Roulunds Blackhawk vil vække glæde og gru hos de læsere, der tørster efter en fortælling om vold og overlevelse, i et canadisk vinterwestern landskab.

Krigens Ofre er en samling reportager fra første verdenskrig, der for de syv ud af elleves vedkommende er omskrevne aviskroniker, flest fra Politiken, nogle fra Die Zeit. Karin Michaëlis er ikke objektiv eller neutral, men stilen og sprogtonen er den klangbund, der bærer reportagerne frem så det er umuligt at se, hvad der er digtning og hvad der er sandhed. Netop fordi hun skriver som forfatter og bryder radikalt med krigstelegrammernes tørre og tilsyneladende neutrale opremsninger, får hun en helt enestående plads i den danske behandling af første verdenskrig.Karin Michaëlis demonstrerer her at humanismen findes - også der hvor man mindst venter det. I krigens elendighed blandt almindelige mennesker. Og vi skal blive berørt og klogere, måske, på menneskets evne til at fastholde medmenneskeligheden - på trods. Vi skal se dette skildret i et pågående og nyskabende sprog som lader spontaniteten og empatien komme til orde, og måske kan vi via Karin Michaëlis´ oplevelser i krigens bagland komme videre til hendes forfatterskabs kortlægning af menneskets - og især kvindens - forsøg på at skabe en tilværelse båret af kærlighed, solidaritet og frihed.Krigens Ofre giver stof til eftertanke om krigens rædsler, men også brugbare indsigter til vores aktuelle situation i Danmark anno 2017 - hundrede år efter.

Et gadekryds mellem ugebladsnovelle og avangardeEdith Rode havde en ballast af dannelse, og herværende J.e.d. opbyder i al sin tilsyneladende uskyld alt, hvad man kan drive ud af en sådan dannelse. Det er avantgardens principper, Edith Rode arbejder med, der er frit valg på alle hylder, men i en folkelig udgave. Det er det, der kommer til udtryk i den mageløse J.e.d.: Jeg elsker dig.– Og brevformen: den naturlige skrifts form, hvis en sådan findes, kendt og brugt af enhver. Altså en familiær form. Hvor afsender og modtager kender hinanden, eller i hvert fald ved, hvor hinanden bor, og således også ved ret præcist, hvad der tales om. Hvilket betyder, at man kan springe lige ud i det. Hvilket igen giver dette overskud. En leg med alle mulige tricks, et festfyrværkeri.Det er kulørt. Man kan synes kærlighedshistorien i J.e.d. er noget søgt, handlingsudviklingen er aldeles triviel, først er han i offensiven, så er hun, men det er præmissen, den må man tage eller lade være, men tager man den, får man til gengæld også alt det andet i tilgift.Et sandt overflødighedshorn af muligheder stillet til rådighed af denne meget dannede stillist.

Tove Meyers digte Skygger paa Jorden udkom 1943. Samlingen er organiseret i to dele, som bærer de megen sigende titler Riget indeni og Skygger paa Jorden. På den ene side det indre liv, på den anden side den ydre verden.Asger Schnack skriver i sit efterskrift: Vi befinder os under Anden Verdenskrig, så skyggerne kan forstås som krigens ufredsskygger. Men hele tiden, når der tales om aktuelle forhold som landflygtighed og krig, er det også indre sjælsfænomener, det handler om. Der er hele tiden en gliden fra verden til verden, sansningerne og de ydre erfaringer står i gæld til den indre smerte, ekstasen eller drømmens mystik – og omvendt.Skyggerne er således ikke først og fremmest krigens skygger, men snarere (jf. titeldigtet) et udtryk for en platonisk opfattelse af tilværelsen, hvor vi lever i en skyggeverden, som slører for den egentlige – åndelige – verden, som vi kan lære at se. En skematisk opdeling af virkeligheden, som er mere teori end erfaring, men som ikke desto mindre gennemtrænger flere af digtene som en splittelse mellem det ideelle og det sansede. Endelig, og det er måske det vigtigste, optræder skyggen som digterjegets personlige skygge, som et billede på en indre, udspaltet ’mørk’ side af sindet, der forfølger det lyse jeg.Tove Meyer udgav i alt seks digtsamlinger, fra debuten Guds Palet 1935 til Brudlinjer 1967. Hele hendes forfatterskab er, som Asger Schnack skriver, kendetegnet ved en bevægende fragt af følelse, der indeholder smerte, iblandet en skær lykkefølelse. Den grundlæggende oplevelse er mystisk, og hvor digtene samler sig til klarsyn, er de udtryk for en surrealistisk betonet indsigt i livets helhed, dets bagvedliggende rum, hvor et højere identitetstab kan opnås, en gåen op i universet, men ikke ligetil eller gratis.Mærkeligt, det altid er Schade og Gustaf Munch Petersen, vi skal læse. Tove Meyer fortjener bedre. Hun skriver – i Skygger paa Jorden: Højt over vort Hoved gaar Solen men under os Skyggernes Hær tegner onde Karrikaturer af denne vor jordiske Færdog videre Som sorte Flammer de slikker langs Klodens buede Hvælv fortærer alt hvad de støder paa – fortærer til sidst os selv.