Bøger om Seminarium

Vejen går gennem luften er en roman om en ung kvinde, der rejser til et seminarium i Vestjylland for at blive lærer. Her havner hun uforberedt i et miljø, der er præget på den ene side af en folkelig, glad grundtvigianisme, på den anden side af Indre Mission. Vi er i 1950’erne med frihedsdrømme, rock’n’roll, oprøret i Ungarn og en spirende seksuel frigørelse. Men som så mange seminarier dengang er dette ikke kun defineret af, at eleverne skal blive gode lærere. Der findes i lige så høj grad elementer af en moralistisk og kønsforskrækket vækkelsesånd. Og da veninden Mona bliver gravid, får det fatale konsekvenser.Romanens hovedperson kender vi fra Inge Pedersens to seneste romaner Og halsen af en svane og Til Amerika. Nu er hun 19 år, nysgerrig og oplevelsessyg. Der skal skenoget. Hun er sværmerisk, tvivler på egne evner, men er også kompromisløs og konsekvent. Og det er netop i denne omskiftelighed, i hovedpersonens mange facetter,at Vejen går gennem luften konstant overrasker. Man ved aldrig, hvad der kommer til at ske.

Med imponerende visuel hukommelse beretter Misse Høier om et landsbyliv i Sønderjylland, indrammet af to verdenskrige, om identitet og sindelag og om et land i forandring. Misse vokser op på en dansksindet slægtsgård i Klovtoft i det daværende Nordslesvig. Hun oplever Første Verdenskrig fra gården, som nu drives med hjælp af russiske krigsfanger, mens mændene er ved fronten; hun oplever genforeningen og præges for livet af den danske højskolekultur. Da den fem år ældre Peter Høier, som selv har været med i krigen som nittenårig, fra det første kuld fra det nye danske seminarium i Haderslev kommer til Klovtoft som lærer, bliver han og Misse efterhånden et par. Skolen udgør på mange måder en kerne i lokalsamfundet i omskiftelige tider, i 1930’ernes latente grænsekamp og under besættelsen. Uddrag af bogen Krigen brød ud den 1. august 1914, og det husker jeg meget tydeligt, for den 1. august var min fars fødselsdag, og da havde vi altid besøg af hele familien, også i 1914. Vejret havde været varmt og trykkende, og hen på eftermiddagen blev det et heftigt tordenvejr. Jeg husker, at der på marken syd for gården stod rug, som mændene havde været ude at se på. Hen imod aften begyndte kirkeklokkerne at ringe, og stemningen, der ligesom vejret havde været trykkende, blev nu til trykkende tavshed. Jeg forstod da så meget af det hele, at det måtte være meget alvorligt på grund af det fremmede ord, mobilisering, som jeg havde hørt flere gange i dagens løb, og krig, vidste jeg, var noget meget uhyggeligt og slemt. Alle mine onkler havde fået deres mobiliseringsordre og skulle af sted i de første dage. Selskabet opløstes helt stille, for alle tog hjem til deres, og vi fulgte med den sidste vogn et stykke af vejen. Om forfatteren Marie Kjestine Høier, født Sørensen (1904-87), kaldet ”Misse”, voksede op på slægtsgården i Klovtoft i det daværende Nordslesvig. Hun blev i 1926 gift med lærer ved Klovtoft Skole Peter Høier (1899-1992). Misse Høier virkede som håndgerningslærer og var aktiv i den lokale ungdomsforening. Hun efterlod en række lokalhistoriske værker, slægtshistorie og erindringer.