Bøger om Skolepolitik

Evalueringsbegrebet er et vigtigt begreb på mange niveauer og i mange sammenhænge, og her gælder det skolen, lærerne og eleverne. Evaluering er en fælles opgave for skolen, dens elever og lærere, og det er vigtigt at fastholde det dialogiske perspektiv. Ved at sikre dette bliver evaluering ikke bare en afslutning på noget, men noget som motiverer og giver konkrete råd til det videre læringsforløb. Et dialogisk perspektiv på evaluering er derfor afgørende for, at skolen på lang sigt kan opnå de resultater, den ønsker. Forfatterne behandler evalueringsbegrebet både teoretisk og praktisk, og de diskuterer forskellige opfattelser af begrebet samt de konsekvenser for praksis, de forskellige opfattelser kan medføre.Evaluering er et relevant tema for alle, som er interesseret i skolens dagligdag og udvikling. Bogen henvender sig derfor både til studerende på læreruddannelsen, lærere, skoleledere og skolepolitikere.

Magt & oplysning - Folkeskolen 1950-2006 er et grundigt historisk studie, der har til hensigt dels at åbne for magtkritiske beskrivelser af pædagogiske og politiske strømninger, som påkalder sig friheden og det hele menneske, dels at bidrage til at genrejse den oplysningstradition, der synes fortrængt i både den meget faglighedsorienterede skoleforståelse, som aktuelt gør sig gældende og i de foregående perioder, hvor pædagogiske nyskud har sejlet under forskellige mere eller mindre reformpædagogiske flag.

OM METODEFRIHEDEN OG DENS FJENDER handler om forholdet mellem politik og pædagogik. Artiklerne er skrevet som indlæg i de sidste 35 års debat om skolen. De seneste er af helt ny dato. Artiklen „Pædagogikkens frihedskamp“ er nyskrevet og må læses i lyset af Gert Biestas og Carl Anders Säfströms pædagogiske manifest fra 2010, som Holger Henriksen selv har oversat. Manifestet publiceres i denne bog således for første gang på dansk. Artikelsamlingen er blevet til under indtryk af tragedien i Oslo og på Utøya, Norge, 2011, og ikke mindst 1900-tallets totalitære bevægelser samt erkendelsen af, at børn og unge gennem indoktrinering og manipulation så let lader sig mobilisere af disse bevægelser. Skolen er de senere år i stigende grad blevet underlagt politiske og økonomiske interesser. Den demokratiske samtale er truet og deltagerdemokratiet nødlidende. Artiklerne forholder sig til den sammenhæng, der ifølge Holger Henriksen bør være mellem undervisningsbegrebet, oplysningen og skolens opgave, det deliberale demokrati og de historisk hårdt tilkæmpede menneskerettigheder. Holger Henriksens ærinde med denne udgivelse er således at fastholde og videreudvikle en politisk kultur og bidrage til et oprør mod konkurrenceskolen og markedets anonyme magt. Meget få i den hjemlige debat om skole og pædagogik har deltaget så ivrigt, så indsigtsfuldt og så vedvarende som Holger Henriksen, der er én af den demokratiske pædagogiks danske fædre. Holger Henriksen er tidligere central studielektor i undervisningsministeriets direktorat for folkeskolen, seminarier m.v. Han er forfatter til en række meget læste bøger om pædagogik og skolepolitiske forhold.

FOLKESKOLENS VEJE OG VILDVEJE af Niels Chr. Sauer Skolereformen i 2013 får ofte hele skylden for folkeskolens massive problemer, men den kom ikke ud af det blå, skriver Niels Chr. Sauer. Den var kulminationen på mere end 30 års afmontering af skolens forankring i lærerstanden til fordel for en topstyret virksomhed, der har vist sig at have svært ved at løfte sin opgave som den vigtigste, samfundsbærende institution. Skolens fælles oplevelseskultur fortrænges ifølge ham af en individuel præstationskultur med fokus på måleligt output og åndelig forarmelse og mistrivsel til følge. Niels Chr. Sauer beskriver folkeskolen indefra. Det kan han gøre i kraft af sin tilstedeværelse som lærer i folkeskolen fra 1975-2016 og som medlem af Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse i to perioder, senest 2008-16. Hans iagttagelser af skolepolitik og pædagogik – især siden begyndelsen af 1990’erne – sættes i perspektiv af skolepolitiske begivenheder og personlige oplevelser. Sauers beretning har karakter af vidnesbyrd og rummer en opfordring til medborgerne, men også konkrete bud på nødvendige opgaveløsninger og overraskende pointer, der peger fremad mod en mere fri, åben og lystbetonet skole. Han peger desuden på tre felter, der har affødt nogle af de lykkeligste stunder i hans eget lærerliv.

I SKOLEREFORMENS KØLVAND handler om årene efter skolereformen fra 2014. Bogens indhold er en beretning, en form for vidnesbyrd fra pædagogikkens kampplads. Det er så vidt vides den første fremstilling, der omhandler skolepolitik i denne periode. Thomas Aastrup Rømer er én af de skarpeste iagttagere og kritikere af tidens pædagogik og uddannelse. Der er tale om en storslået og dramatisk beretning, hvori pædagogikkens lag og stemmer væver og genvæver samfundets mest grundlæggende strid, mens politikere, organisationer og ideologier kommer og går ind og ud af teksten. Rømer undersøger det pædagogiske og kritiske momentum, som udviklede sig i forbindelse med Merete Riisagers tid som undervisningsminister fra november 2016 til juni 2019, da reformen blev “justeret”. Kampen mellem kritik og justering bølgede frem og tilbage. DEN KRITISKE SKOLEPOLITISKE BEVÆGELSE toppede ifølge forfatteren i sensommeren 2018. Regeringens almene interesse for digitalisering og økonomisk vækst forstærkedes samme efterår af en række begivenheder på forskningsfronten, herunder en øget interesse i OECD og digitalisering. Begrebsmæssige processer flyttede nogle fagligt set tomme humanistiske værdier til neurovidenskab, globale curricula og psykologi, som igen knyttedes direkte til evidens og praksis. Den nye situation, som den så ud i starten af 2020, bar præg af en politisk accept af skolereformens vilkår tilført en stærk interesse for økonomen James Heckmans arbejde med forholdet mellem lighed, sociale metoder og økonomisk afkast. Med dette statistisk-økonomiske udgangspunkt kollapser det pædagogiske sprog ifølge Rømer i statistiske styringsformater. I SKOLEREFORMENS KØLVAND indeholder også en grundig gennemgang af to spektakulære personsager, der optog sindene, og som hang sammen med justeringsdiskussionen, nemlig sagen om Keld Skovmands kraftfulde kritik af skolereformen, og Erik Schmidt-sagen, der handlede om ytrings- og åndsfrihed i folkeskolen.

Der er kun godt fire kilometer mellem Søndervangsskolen og Skåde Skole i det sydlige Aarhus. Alligevel er det to helt forskellige verdener. På Søndervangskolen har 85 procent af eleverne udenlandsk herkomst, og forældrene er blandt kommunens fattigste. På Skåde Skole har forældrene primært dansk baggrund og en gennemsnitlig indkomst efter skat, der er tre gange højere. Udviklingen går stærkt i disse år. Elever og forældre flygter til fri- og privatskoler. Vores folkeskoler polariseres. Socialt, men også etnisk. Fattige, rige, hvide og brune skoler. Polariseringen rammer de elever, der ikke får de bedste kort på hånden. Den rammer økonomien, fordi vi går glip af talent, vækst og velstand. Og det undergraver den tillid, samhørighed og forståelse, der er så afgørende, hvis den danske samfundsmodel skal overleve. Bogen handler om, hvorfor vi skal insistere på blandede skoler, hvor vi mødes på tværs af sociale, kulturelle og etniske baggrunde. Sikre at også fri- og privatskoler tager socialt ansvar, og tage et opgør med de frie skoler, der undergraver snarere end bidrager til fællesskabet. Herunder de muslimske friskoler, der er ikke bare er etnisk, men også socialt ekstremt skæve. Der er brug for et fuldtonet forsvar for fællesskabets skole. Det kræver, at vi mødes på tværs, men det kræver selvfølgelig også, at skolen faktisk er en god skole for alle. I dag tabes alt for mange, primært drenge, i en skole, der er for boglig, for kedelig og for lidt praktisk. En skole, der lider under en inklusions-reform, der slog fejl, inkluderede for mange og skræmte utallige væk. Det er sidste udkald for ”folkets skole”, og mister vi den, så taber vi alle.

Teksterne i DEN EVIGE BEGYNDELSE er på sin vis en række kommentarer til udviklingen og den gennemgribende åndløshed, der i Danmark og andre vesteuropæiske lande har indfundet sig efter årtusindeskiftet. Symptomerne har været konkurrencestatsideologien,djøfiseringen, spin-demokratiet, managementsamfundet,og udviklingen har blandt andet udmøntet sig i uhensigtsmæssige uddannelsesreformer. Men ethvert menneskeliv er en evig begyndelse,skriver BRIAN DEGN MÅRTENSSON. Hvert sekund, hvert hjerteslag, hvert åndedrag er unikt, nyt og uerstatteligt. Et menneskeliv har intet eksternt defineret mål – det må findes af hver enkelt i tidens strøm. Al den maniske kontroliver er således meningsløs og omsonst,og hvad værre er, bevirker den, at vi måske taber livet selv af syne.Vi risikerer ifølge forfatteren desuden at blive umælende midler til opretholdelse af kontrolsystemet, hvis udviklingen ikke vendes. Vi er som samfund utvivlsomt på vej ad denne sti, og noget må gøres. Vi må vække livsgnisten på ny, kalde på nye begyndelser og se ud over kontrolillusionen. Vi må genskabe et menneskeligt samfund, hvor systemer og ordninger tjener mennesket. Ikke omvendt.