Bøger om Skygger paa Jorden

Tove Meyers digte Skygger paa Jorden udkom 1943. Samlingen er organiseret i to dele, som bærer de megen sigende titler Riget indeni og Skygger paa Jorden. På den ene side det indre liv, på den anden side den ydre verden.Asger Schnack skriver i sit efterskrift: Vi befinder os under Anden Verdenskrig, så skyggerne kan forstås som krigens ufredsskygger. Men hele tiden, når der tales om aktuelle forhold som landflygtighed og krig, er det også indre sjælsfænomener, det handler om. Der er hele tiden en gliden fra verden til verden, sansningerne og de ydre erfaringer står i gæld til den indre smerte, ekstasen eller drømmens mystik – og omvendt.Skyggerne er således ikke først og fremmest krigens skygger, men snarere (jf. titeldigtet) et udtryk for en platonisk opfattelse af tilværelsen, hvor vi lever i en skyggeverden, som slører for den egentlige – åndelige – verden, som vi kan lære at se. En skematisk opdeling af virkeligheden, som er mere teori end erfaring, men som ikke desto mindre gennemtrænger flere af digtene som en splittelse mellem det ideelle og det sansede. Endelig, og det er måske det vigtigste, optræder skyggen som digterjegets personlige skygge, som et billede på en indre, udspaltet ’mørk’ side af sindet, der forfølger det lyse jeg.Tove Meyer udgav i alt seks digtsamlinger, fra debuten Guds Palet 1935 til Brudlinjer 1967. Hele hendes forfatterskab er, som Asger Schnack skriver, kendetegnet ved en bevægende fragt af følelse, der indeholder smerte, iblandet en skær lykkefølelse. Den grundlæggende oplevelse er mystisk, og hvor digtene samler sig til klarsyn, er de udtryk for en surrealistisk betonet indsigt i livets helhed, dets bagvedliggende rum, hvor et højere identitetstab kan opnås, en gåen op i universet, men ikke ligetil eller gratis.Mærkeligt, det altid er Schade og Gustaf Munch Petersen, vi skal læse. Tove Meyer fortjener bedre. Hun skriver – i Skygger paa Jorden: Højt over vort Hoved gaar Solen men under os Skyggernes Hær tegner onde Karrikaturer af denne vor jordiske Færdog videre Som sorte Flammer de slikker langs Klodens buede Hvælv fortærer alt hvad de støder paa – fortærer til sidst os selv.