Bøger om Smilebånd

Lige siden han lå under spisebordet og lyttede til en langsom rumlen af voksne stemmer i sit barndomshjem, har historier haft en særlig betydning for Niels Hausgaard. Han samler på dem og giver dem videre. Som en af landets mest populære entertainere har han gennem et halvt århundrede fortæller om stort og småt og mangt og meget fra Hirtshals til København. Altid på sin helt egen facon med skarpe betragtninger og underspillet komik, når han beskriver mennesker eller betragter samfundet, så man ikke lade være med at trække på smilebåndet.Det samme gør sig gældende i denne bog, hvor Niels Hausgaard også vender blikket indad. I nedslag fra drengeårene og frem til nutiden sætter han ord på, hvordan historiefortælling har præget ham og spillet en afgørende rolle i hans liv. Samtidig ligger det ham på sinde, at vi ikke må glemme at dele historier med hinanden i en verden fuld af skærme, støj, sociale medier og tv-serier ad libitum. Som han skriver: "Vi skal fortælle historier, finde vores fælles materiale. Når vi tør blotte os, være selvironiske og forlade tomgangssnakken, viser vi hinanden tillid,så berører vi hinanden. Og så ånder vi i takt."Sammen med journalist Dorthe Løwendahl Bomann udforsker Niels Hausgaard, hvorfor nogle historier er bedre end andre, og hvad de betyder for os som individer og i en større sammenhæng. Og det er ikke så lidt, skulle de hilse at sige.

Når DNSAP (Danmarks National Socialistiske Arbejder-Parti) organisationsmæssigt blev opdelt i sysler, var det for at holde en gammel dansk tradition i hævd. For udenforstående lød det underligt og fik folk til at trække på smilebåndet. Ordet syssel menes at betyde embede eller bestilling. I denne bog, som er bind 2, skal vi se de sidste 33 sysselledere i DNSAP fra Sjælland og Bornholm. Hvad lavede de i deres embede? Og fik de overhovedet bestilt noget? Hvordan var hverdagen for dem før, under og efter 2. verdenskrig? Bogen er skrevet på baggrund af en omfattende gennemgang af ellers utilgængeligt arkivmateriale.Uddrag af bogenDen 13. april 1940 kunne man i Fædrelandet læse Frits Clausens udlægning af situationen og fremtiden efter 9. april. ”Tiden er ikke inde til at sørge over, hvad et ansvarsløst parlamentarisk styre har forsømt, og derfor går mit blik først og fremmest fremad og ud i den fremtid, der kommer, hvor genrejsningen af vort folk ikke vil kunne ske på andet grundlag end det, vi allerede for en lang årrække har bygget vort program op på.” Og ville Frits Clausen så udnytte situationen? Nej, for det ansvar der påhvilede ”nationalsindede danskere” var blevet endnu større af at ”en stor Fremmedhær” stod i landet. Den overraskelse og forvirring, der herskede ville ”have gjort det let for de kræfter, vi råder over at tilstræbe en personlig tilfredsstillelse i opnåelsen af et mål, som lå lige foran os.” Men ”at et lands og et folks beståen ikke kan garanteres ved magter udefra, men kun ved den vilje til at leve, der vokser ud af selve folket. Er denne vilje ødelagt og brudt, kan ingen nok så stærk magt sikre et folks uafhængighed og fremtid” Det kan ikke siges ofte nok, nationalsocialismen skulle sejre i folket, nationalfølelse kunne ikke indpodes og ære ikke forsvares af en fremmed magt.Om forfatterenHenrik Asferg (f. 1967). Efter mange år som industriarbejder uddannet som cand.mag. i historie og informationsforvaltning i 2018. Familiefar til fem børn. Bopæl i Østhimmerland. Skriver om historie, som ellers bare ville blive glemt.