Gør som tusindvis af andre bogelskere
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.Du kan altid afmelde dig igen.
”Man kan sige hvad man har lyst til. Vi lever i et frit land”. Dette udtryk bruges ofte i Vesten uden at vi standser op og funderer over dets egentlige betydning. Men hvad fortæller det os hvis vi lytter efter? Det er hvad sociologen Zygmunt Bauman undersøger i denne bog, der udkom i England for første gang i 1988. Udtrykket betyder først og fremmest at vi under frihedens betingelser kan gøre eller sige det der under andre betingelser ville være risikabelt. Det forhold siger dog ikke noget om hvilken virkning vores eventuelle udsagn eller handling vil have. ”Et frit land” er ikke i sig selv en garanti for at vores handling vil føre til det ønskede resultat, eller for at det vi siger, bliver accepteret. Det at er der er konsensus om at man frit kan sige og gøre som man vil, rummer desuden en stiltiende indrømmelse af at sandhed eller viden ikke er nødvendige forudsætninger for vores udsagn, og at en handling ikke behøver at være fornuftig for at blive accepteret. Dermed fortæller udtrykket os at det at leve i et frit land betyder at handle på eget ansvar. Det står den enkelte frit for at forfølge sine mål, men det står også en frit for at fejle. Det første følger med det andet i en slags pakkeløsning. Det er de samfundsmæssige konsekvenser heraf Bauman tager stilling til i sin bog. Bogen er oversat fra engelsk efter Freedom af Tom Havemann.
Denne bog afviger fra de fleste andre sociologiske introduktioner på flere måder. Den indeholder en diskussion af de grundlæggende problemer i social teori – den kerne af teoretiske spørgsmål, som sociologien er fælles med alle samfundsvidenskaberne om. Jeg deler ikke den udbredte holdning, at disse spørgsmål er uden betydning for mennesker, der har brug for et indledende kendskab til sociologien. Jeg accepterer heller ikke den lige så udbredte forestilling, at sådanne spørgsmål er for komplekse til at kunne forstås af læsere, der ikke behersker fagets mere empiriske indhold. I min behandling af dette empiriske foretager jeg visse vægtninger, som afviger fra dem, man normalt ser i introducerende bøger. Mange fremstillinger af sociologien skrives primært med henblik på ét bestemt samfund – det, hvori forfatteren eller læserne lever. Jeg forsøger at undgå denne form for snæversyn ud fra den overbevisning, at en af den sociologiske tænknings hovedopgaver er at gøre sig fri af det velkendtes begrænsninger. Men den vigtigste forskel mellem denne bog og andre er måske dens stærkt historiske tilgang til emnet. ”Sociologi” og ”historie” anses normalt for adskilte studieområder, men dette synspunkt anser jeg for forfejlet.Jeg har forsøgt at udtrykke mig i korthed, og det har medført visse mangler, hvad den emnemæssige dækning angår. Jeg gør ikke noget forsøg på at give en encyklopædisk fremstilling af hele den lange række emner, der er legitime sociologiske interesseområder. Den læser, der ønsker en sådan bredde, må gå til andre kilder.Anthony Giddens Sociologi: En kort, men kritisk introduktion udkom første gang på dansk i 1995 og genudgives nu i Hans Reitzels Forlags serie Klassikere.
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.