Bøger om Søndag

Det er sommer i Østjylland, da 19-årige Alice Nagel bliver fundet død i Stubbe Sø. Tre uger senere holder Dictes veninde Ida Marie jubilæum for sit rejsebureau på Dokk1 i Aarhus, og Dicte og hendes kæreste, fotografen Bo, skal til fest. Det skal Dictes datter Rose også sammen med sin mand, Aziz, som er kollega til Ida Maries mand, politimanden, John Wagner. Men festen udvikler sig ikke helt efter planen. Mens de står med champagneglassene i solskinnet, kommer en blødende mand løbende og styrer direkte mod Dicte, vælter hende omkuld og presser noget ind i hendes hånd. Da hun kommer til sig selv, er manden død.

BMS (f. 2016) står for blod, måne, søndag.BMS består af Dorte Limkilde, Fine Gråbøl, Mette Kierstein og Ronja Johansen. Knoglemarv lavendel er skrevet og redigeret kollektivt. Knoglemarv lavendel er den officielle debut fra det unge skriftkollektiv Blod, måne, søndag. Knoglemarv lavendel arbejder med det rituelle, med besværgelsen, med den kollektive stemmes radikale potentiale. Knoglemarv lavendel siger jeg og vi og jeg igen. Den siger: hvordan kan vi læne os frem i denne krop. Den siger: vi kunne tænke os / at være flere om et ansigt. Bogen taler om sølvklokker og hjemsøgelser, om husarbejde og vinterbær og olieplettede kjoler. Den siger: vi løfter hinandens fletninger som brudeslør / mine kammerater. Bogen bærer på ceremonier og hemmelige tegn. Bogen råber ud i verden. Den taler til bror. Den taler til mine piger. Bogen siger: Vi vil være den person / der glatter kjolen / for kjolens skyld. Det er digte der undersøger kroppen som politiseret sted. Det er digte som insisterer på den kollektive stemme som skrøbelig overlevelsesstrategi i en umulig verden: Vi har et våben og det hedder / mine piger. Knoglemarv lavendel rummer på samme tid en stor ensomhed og et ukueligt kollektiv. Bogen bliver et sted hvor det kollektive ikke udsletter ensomheden, men indlejrer den i sig, som et organ i en voksende krop. Stemmen er brutal og øm, den råber og hvisker, den vokser og vokser, den synger en sang for lyset, synger: jeg vil holde en fest / for alle dem / der så os græde…

Elsebeth Egholm genopliver sin journalistiske blodhund, Dicte Svendsen, i en mini-krimi af seks kapitler. Dicte Svendsen er lidt modvilligt tilbage på redaktionen i Frederiksgade og fejrer det med veninderne Anne og Ida Marie i en sommer, hvor vandstanden i Aarhus Å når rekordhøjder. Men hun er ikke glad, for i hendes lomme ligger den ørering, hun samme morgen har fundet i kæresten Bos jakke. Da en livløs krop kommer flydende med strømmen ved åens udendørs-cafeer, er det som et deja-vu: I en tidligere sag år tilbage sejlede liget af et spædbarn forbi i en balje. Hun hopper uden videre i vandet, for at bugten ikke skal opsluge liget. Hun ved godt, hvem det er: Den lokale restauratør Poul Egelund har været savnet i nogle dage, politimanden John Wagner er på sagen, og rygterne har svirret. Hvordan er han havnet i åens vand? Var det et uheld, eller er der noget andet på spil? Hendes indre reporter lugter en god historie.

Som barn hadede jeg søndage. Der skete ikke en skid på søndage. I dag elsker jeg søndage. Der sker ikke en skid. ”Wavamba i svedehytten”, skal nok klare sig, jeg driller ham bare lidt.”Velfærdsturisten”, er jeg lettere karikerende omkring, men jeg vil jo et eller andet med ham. I dag kan folk komme helt tæt på krigens ulykker, fattigdom og anden elendighed, og fordi man har betalt, er man beskyttet og kan nyde aftensolen med en drink på hotellet. Hvor tæt kan vi komme på andres virkelighed som iagttagere? Kan man bare være iagttager? Læseren må finde grænsen.Stilheden en søndag. Man kan rekognoscere i et villakvarter. ”Batman og Vatmand” leger stadigt derude et sted. Lidt oppe ad et lukket vænge tøffer en midaldrende herre rundt i H2O-sko. Han har tændt grillen, det er ikke ham, der er ”På vej ud i junglen igen”. Er han mon ”Forandringsparat”? Fruen vil gerne se en serie. Solen skinner, så hun trækker for. Hun er stadig påvirket af ham konsulenten ”Tungnem”, som på medarbejderdagen på kommunekontoret fortalte, hvordan de skulle gribe livet an. ”Carpe diem”. Hun har grebet sin dag men alt for ofte grebet forkert. De hører en svag buldren. Når de mon at reagere, når først "lavinen ruller”?De hygger sig, det er ”Feel good time”. De håber på, at der ikke pludseligt kommer nogen forbi. Der er ”Spor af liv”, man skal bare lede. Et sted i vænget pakker en mand flyttekasser. ”Valentino” har været på besøg. Der er ”Til salg-skilte på en vej”. Vi har for travlt til at nå, at finde os selv. ”Lige nu”. Vi prøver at stoppe op og reflektere, men så kommer den, ”To do listen”. Noget skal sorteres og køres væk med traileren. Der er ”Spor af liv”.