Bøger om Søværnet

Livet i Søværnet fortæller historier fra anden halvdel af 1900-tallet om livet om bord på Søværnets skibe, fra orlogskutter til fregat, og lidt fra nogle af landtjenestestederne. Der er historier, der primært er fortalt af de menige, ‘svendene’ på skibene. Men der er også uddrag af interviews fra en etnologisk undersøgelse af Søværnet fra midten af 1980erne, aldrig tidligere offentliggjort. Var der overhovedet nogen fritid til søs? Hvad skete der, når skibene gik i havn, og besætningen gik på jagt efter øl (gerne gratis) og det andet køn? Blev der revolution, da Søværnet fik kvindelige gaster om bord? Den, der ikke kender noget til forholdene til søs, får en indføring i skibsorganisationen med en minestryger som eksempel. Bogen er rigt illustreret.

En kæmpe ildsøjle oplyste 23. november 1951 den københavnske nattehimmel og blev efterfulgt af et øredøvende brag fra flådestationen på Holmen. Hvad der var begyndt som en uskyldig brand i et træskur, udviklede sig til en katastrofe, fordi skuret var et armeringsværksted, der indeholdt 11 søminer. De stakkels brandfolk, der var blevet tilkaldt af flådestationen og var i færd med at slukke branden, var ikke blevet advaret om eksplosionsfaren, og de var chanceløse overfor den voldsomme eksplosion, som branden udløste.11 brandfolk, tre falckreddere og to mand fra søværnet måttelade livet. Holmenkatastrofen er den værste ulykke i Københavns Brandvæsenshistorie, men det er også historien om et fattigt dansk forsvar, der pludselig skulle omstille sig til at være en del af NATO. Det indebar blandt andet, at søværnet skulle modtage store leverancer af søminer fra USA. Travlheden og knapheden på ressourcer skabte ideelle betingelser for katastrofen. Hvad var årsagen og hvem havde ansvaret for Holmenkatastrofen? Disse spørgsmål forsøger bogen også at besvare.

Umiddelbart efter Anden Verdenskrig begyndte udviklingen af den danske flådes MTB-våben. I sjette bind af sine erindringer fortæller Kaj Nolsøe Bang om den første famlende start, om fællesøvelser med englænderne i Nordsøen og om sin tid som chef for en af flådens første motortorpedobåde."Foran for masten" er en serie af erindringsbøger på seks bind, hvor Kaj Nolsøe Bang fortæller om livet på havet – fra han stak til søs som helt ung mand til hans virke som kommandørkaptajn i den danske flåde.Kaj Nolsøe Bang (1915-2003) var sømand, søofficer og siden kommandørkaptajn i den danske flåde. Han blev født i Christianssted på St. Croix i Dansk Vestindien, hvor hans far var viceguvernør, men da øerne nogle år senere blev solgt til USA flyttede familien hjem til Danmark. Han har blandt andet skrevet en lang række erindringsbøger om sin tid i marinen.

Dette er historien om oplevelser i en mands liv, udformet som breve til venner og familie. Forfatteren fortæller om sin tid som værnepligtig og officer i flåden i Grønland; om rejser i årene som fiskeriinspektør for EF; om rideture i de belgiske skove; anekdoter fra høhotellet og meget mere.Brevene er skrevet med stor veloplagthed og humor om et spændende og begivenhedsrigt liv.De sidste breve er skrevet af datteren og indeholder essays fra hendes skoletid. Disse rummer megen lune om at stå op på en skolemorgen og at sejle jorden rundt i en sommerferie.Det er fornøjelig og interessant læsning med mange anekdoter fra to liv, levet i flere lande og forskellige kulturer igennem fire-fem årtier.Alle historier er sande.Lars Hans Pedersen (f. 1952) er uddannet skibsfører i handelsflåden. Reserveofficer i Søværnet. Bosat på Grønland i to et halvt år. Overstyrmand og fører af Fiskeriministeriets rednings- og fiskerikontrolskibe. Fiskeriinspektør ved Europakommissionen. Bosat i Bruxelles i 19 år. Certificeret ridelærer i Dansk Rideforbund. Guide ved Voer Kirke og kirkeværge i 12 år. Ejer af Flauenskjold Hestesport og HøHotel.

Denne nøgleroman er den tredje og sidste i trilogien, som omhandler morsomme historier fra handelsflåden, søværnet og marinehjemmeværnet i perioden 1953 til 2006.Romanerne er opbygget omkring kendte skibe og tjenestesteder, med fortrinsvis opdigtede personnavne, inspireret af aktuelle hændelser og genfortalte historier fra handelsflåden, søværnet og marinehjemmeværnet, hvor humor og øgenavne siden Tordenskjolds tid har været en vigtig del af virksomhedskulturen og traditionerne. Hvorfor også officererne i søværnet fik bedømmelse i humoristisk sans.Romanerne omhandler mange farverige personligheder i henholdsvis handelsflåden, søværnet og marinehjemmeværnet. Persontyper, som i dag, i vores å så politisk korrekte samfund, desværre ikke findes mere.Der er, for at sætte romanen i den rette tidsperiode, nævnt en række faktiske begivenheder og personer. Personerne er nævnt bag i bogen.For god ordens skyld skal nævnes, at såfremt læseren finder ligheder mellem personer, der ikke er nævnt under listen over faktiske personer, og nulevende og afdøde personer, må dette alene tilskrives læserens fantasi, idet alle disse personer er frit opfundne.Romanerne omhandler også en periode i søværnet, hvor chefer var chefer, og ikke som det ofte skete senere, at nogle chefer fulgte admiralens vise og blev ført som dukker i et dukketeater af talsmænd og fællestillidsmænd, fordi de ikke havde samme solide baggrund i arbejdsret og overenskomstaftaler som tillidsmændene og tillidskvinderne havde, og hvor forsvarsledelsen, når noget blev ubekvemt, valgte at være politisk korrekte og glemte deres militære ledelsespligt, nemlig at bakke op om personellet i felten og på skibene. De havde allerede som unge officerer lært at ydeevne ikke nødvendigvis er vejen til topjob. Det er vigtigere, at lefle for de rigtige personer og have et godt forhold til chefen også i fritiden.Så var det nemmere at vaske hænder og følge admiralens vise:” Da mine egne tanker var så få og små så endte jeg med kors og bånd og stjerne på”.De af dem som kunne holde kæft og holde egne tanker indenbords, flød ad små kanaler, med hjælp af foreningen til gensidig ros og berømmelse, videre til job på de bonede gulve i NATO stabe, Forsvarskommandoen og i ministeriet, og undgik herved behændigt, at komme ud på det dybe vand.Her gik de dagligt op og ned ad de bonede gulve med en vigtig sag i hånden, alt imens de nynnede: ”Hold dig i enhver henseende fra det dybe vand. Stå aldrig til søs – lad de andre stå, I får stribevis af kors og bånd og stjerne på”.De resterende officerer, der blev kaldt småsvinene, valgte at være rygraden i søværnet og stod til søs, ofte ude på det dybe vand. De fik knap så meget i hyre, idet de som sad ved kagefadet i land, altid sørgede for sig selv først. Så kunne det sejlende folk få smulerne, selv om de havde en arbejdstid der var væsentligt længere, og mere risikofyldt end på de bonede gulve, hvor det værste der kunne ske var, hvis de skvattede på det nybonede gulv.Der er skrevet utallige bøger om marinens heltegerninger og søslag og om hvor dygtige officererne i søværnet er og var, for god markedsføring har altid været et ”must” i firmaet. Ikke desto mindre er det korrekt, hvad Churchill sagde i 1942, nemlig at: ”Most – if not all - of the Navy’s work goes on unseen.”Det er måske godt det samme, for ikke alle de rævekager nogle guldkysede officerer der var medlem af foreningen til ros og berømmelse gik og lavede i nulenergihuset, tålte dagens lys.Forfatteren har dog fortrinsvis i denne serie valgt at fortælle om de morsomme historier, der gik som vandrehistorier eller kabysrygter, og som selvfølgelig ikke blev omtalt i forsvarsmedierne og da slet ikke i Hjemmeværnsbladet, der i øvrigt gik under øgenavnet Pravda.Derfor skal bogens titel med henvisning til admiralens vise også tages med et glimt i øjet når der bliver skrevet: “Stick close to your desks and never go to sea. And you may be the rulers of the Queen’s Navy.”

Denne nøgle roman er den anden bog i en serie ,som omhandle rmorsomme historier fra handelsflåden, søværnet og marinehjemmeværnet i perioden 1953 til 2005. I den første bog ”SØRIDDERNE” fulgte vi i perioden 1953 til 1966 Benny fra fiskerdreng til skibschef i Søværnet med sejlads i mange forskellige skibe i såvel Norge som Danmark.Denne roman,der dækker perioden i søværnet fra 1966 til 1979, har fået titlen Cirkus Marinen. Et udtryk, der i søværnet ofte blev brugt af stampersonel og værnepligtige når myndighederne - særlig personelmyndighederne kvajede sig.Romanerne er opbygget omkring kendte skibe og tjenesteder, med fortrinsvis opdigtede navne,inspireret af aktuelle hændelser og genfortalte historier fra handelsflåden,søværnet og marinehjemmeværnet, hvor humor og øgenavne siden Tordenskjolds tid har været en vigtig del af virksomhedskulturen og traditionerne.Romanerne omhandler mange farverige personer. Person typer, som i dag, i vores politisk korrekte samfund desværre ikke findes mere.Der er, for at sætte i romanen i den rette tidsperiode nævnt en række faktiske begivenheder og personer. Personerne er nævnt bag i bogen.For god ordens skyld skal nævnes, at såfremt læseren finder ligheder mellem personer, der ikke er nævnt under listen over faktiske personer, og nulevende og afdøde personer, må dette alene tilskrives læserens fantasi, idet alle disse personer er frit opfundne.Romanerne omhandler også en periode i søværnet,hvor chefer var chefer, og ikke som de senere,da 1968 oprøret slog rigtigt igennem, ofte blev ført som dukker i et dukketeater af talsmænd,fællestillidsmænd og politikere, og derfor havde svært ved at tage beslutninger.Derfor valgte de af bekvemmelighedsgrunde at følge admiralens vise:” Da mine egne tanker var så få og små valgte så endte jeg med kors og bånd og stjerne på”.De af dem som kunne holde kæft og holde egne tanker indenbords, flød af små kanaler, med hjælp af foreningen til gensidig ros og berømmelse, videre til job på de bonede gulve i NATO stabe,forsvarskommandoen og i ministeriet.Her gik de dagligt op og ned af de bonede gulve med en vigtig sag i hånden, alt imedens de nynnede:”Hold dig i enhver henseende fra det dybe vand.Stå aldrig til søs – lad de andre stå I får stribevis af kors og bånd og stjerne på”.De resterende officerer,der blev kaldt småsvinene, valgte at være rygraden i søværnet og stod til søs, ofte ude på det dybe vand. De fik knap så meget i løn, idet de som sad ved kagefadet i land, altid sørgede for sig selv først. Så kunne det sejlende folk få smulerne, selv om de havde en arbejdstid der var væsentligt længere, og mere risikofyldt end på de bonede gulve, hvor det værste der kunne ske, var, hvis de skvattede på det ny bonede gulv.Der er skrevet utallige bøger om marinens heltegerninger og søslag og om hvor dygtige officererne i søværnet er og var, for god markedsføring har altid været et ”must” i firmaet. Ikke desto mindre er det korrekt hvad Churchill sagde i 1942, nemlig at:”Most –if not all- of theNavy’s work goes on unseen”. Det er kanske godt det samme.Forfatteren i denne serie har dog valgt at komme tæt på nogle af disse usete og ufortalte ting i orlogslivet herunder de morsomme historier man sjældent omtalte officielt i søværnet, men som gik som vandrehistorier eller kabysrygter. Det kan falde nogle af de mere sarte officerer for brystet -særligt dem som fik under norm i bedømmelsen i humoristisk sans,men det er gjort af kærlighed til søværnet og marinehjemmeværnet, og den dejlige tid forfatteren tilbragte til søs og i land. En tid, som selv om karrieren tog en anden retning end planlagt, han aldrig har fortrudt.Onde tunger kan med rette hævde, at forfatteren selv tog noget af admiralens vise til sig, nemlig:”Med strømmen flød jeg stolt min vej for den der flyder, ja, han drukner ej!”

Romanen har til formål, at belyse hvor galt det kan gå med massive forureninger af vores kyster, når politikere og myndigheder, trods gentagne advarsler og rapporter, vælger som Nelson ved slaget på reden, at sætte kikkerten for det blinde øje, og samtidig ikke forstår Murphy' s lov nr. 7 der siger:" Når ting bliver overladt til sig selv, vil de gå fra at være dårlige til virkelig dårlige".Politikerne har i 14 år undladt at bygge nye miljøskibe og sikre besætningerne på de gamle miljøskibe og marinehjemmeværnets fartøjer. Det til trods for at risikoen for en stor ødelægende olieforurening er stigende, idet tankskibstrafikken er stigende, antallet af olieoverførsler på Skagen Red er stigende, der er flere og flere skibe der ikke følger IMO's krav om at tage lods, og sidst men ikke mindst, er der et stigende antal fulde østeuropæiske navigatører der sejler på grund eller kolliderer med andre skibe. Politikerne valgte når de blev presset af medierne, at iværksætte endnu en undersøgelse, og håbede at hvis uheldet var ude, at satse på at svenskerne med deres nye miljøskibe igen klarede oprensningen for dem, og det i en situation, hvor svenskerne agter at skære ned på miljøbeskyttelse i deres kystvagt.Til sidst måtte en Socialdemokratisk ledet regerings forsvarsminister tage et fyord i sin mund, nemlig udlicitering. Det ville være en vind vind situation, idet politikerne, så når uheldet med manglende oprensning af et større olieudslip, kunne skyde skylden på det firma der vandt udliciteringen, og igen vaske hænder. En udlicitering som forsvaret vandt, hvorfor der nu efter 16 års nølen, endelig påbegyndes tegning af nye skibe, der vil være operative i 2020.Se anmeldelser på :www.brunlynget.dk

”Var det nemt, havde de sendt nogle andre”, bruges som en slags motto af ubåds-folk. I 2009 er det 100 år siden Søværnet fik sin første ubåd, og bogen fortæller en dramatisk historie om det danske søværn i kamp - med ubåden ”Sælen” i forreste linje. En forrygende blanding af fakta og fiktion.