Bøger om Strejke

Tid og timing er altafgørende. Ethvert ekstremt vejr­fænomen blæser nu med de akkumulerede udledningersstyrke og giver en forsmag på den elendighed, vi har ivente. Det burde udgøre øjeblikket til at slå til og udvide:Næste gang Europas skove hjemsøges af skovbrande; tagen gravemaskine ud. Næste gang en caribisk ø smadrestil uigenkendelighed; bryd ind til en luksusudlednings­banket eller et bestyrelsesmøde hos Shell. Vejret erallerede politisk, men det er kun politisk fra én side, nården blæser den røg væk, som er skabt af en fjende, somikke bliver stillet til ansvar eller får skylden.

En københavnsk arbejderfamilie er ved at gå i spåner efter morens død. Tiden er 1970’erne og det private er efterhånden blevet meget politisk. Det er et halvt år siden, at Danmark blev medlem af EF og nu er de første konsekvenser ved ja’et ved at melde sig. Faren, Anton, der er socialdemokrat og tillidsmand, har svært ved at håndtere sorgen. I stedet fokuserer han al sin energi på arbejderbevægelsen, men sorgen spænder ben for ham, og snart er han uvenner med både fagforbundet og kollegaerne.Ditte Cedersen (1915-1984) var en dansk forfatter. Hun voksede op i Hellerup nord for København og uddannede sig blandt andet til korrespondent ved Handelshøjskolen. Ditte Cederstrand flyttede til Tyskland i 1938 og oplevede rædslerne ved det Nazistiske regime og krigen på nærmeste hold. I 1944 rejste hun tilbage til Danmark, og kort efter begyndte Ditte Cederstrands politiske engagement at blomstre. Hendes kommunistiske overbevisninger prægede i høj forfatterskabet, og hun er således også mest kendt for serien om "De uspurgtes historie" – et syvbinds værk om arbejdernes vilkår og historie. Ditte Cederstrand var stærkt influeret af forfattere såsom Martin Andersen Nexø, Hans Kirk og Hans Scherfig. Ditte Cederstrand opnåede at modtage Statens Kunstfonds livsvarige ydelse i 1979, samt et stort antal priser og øvrige hædersbevisninger for sit forfatterskab.

Strejken var i store dele af det 19. og 20. århundrede arbejderbevægelsens dominerende protest- og modstandsform. Med udgangspunkt i analyser af Emile Zolas Germinal, Martin Andersen Nexøs Den store kamp og John Steinbecks Det ukuelige sind viser Nicklas Freisleben Lund, hvordan virkelighedens arbejdskampe mellem 1850 og 1950 bliver et centralt motiv i vestlig litteratur og selve udgangspunktet for en særlig romanform - strejkeromanen.Litteraturhistorikeren dr.phil. Henrik Yde: ”Med sin 53 sider lange analyse af "Pelle Erobreren"s tredje bind, "Den store Kamp", giver bogen den skarpeste behandling af denne roman, der er set siden 1975…" Nicklas Freisleben Lund er litteraturforsker ved Syddansk Universitet og kritiker ved Jyllandsposten. Han modtog i 2019 Arbejderhistorieprisen for sin ph.d.-afhandling om strejken og romanen. I ambivalent kamp er en bearbejdet udgave af denne.

Franskmændene strejker, demonstrerer og protesterer mere end andre europæere. Det politiske liv er kompromisløst og konfronterende. Vrede og oprør gennemsyrer fransk historie, kunst og kultur, og landets historie rummer flere eksempler på dramatiske revolter og opstande. Hvorfor er det sådan?Er det politiske system indrettet, så det ikke kan opfange og rumme folks utilfredshed. Det er givet en del af forklaringen. Er det franske samfund økonomisk og socialt ulige? Ja, mere end de nordiske lande, men mindre end nabolandene Spanien og Italien. Måske er der også andre mere følelsesmæssige grunde, fx fornemmelsen af at blive behandlet uretfærdigt. Écouter la colère, at lytte til vreden er, hvad denne bog handler om. Den er beregnet til undervisning i fransk, men der er udførlige introduktioner på dansk, og den vil forhåbentlig kunne bruges sammen med samfundsfag. Bogen er delt i tre afsnit om vreden: 1) i kunsten, 2) i historien og 3) i vore dage. De franske tekster er bedst egnede til slutningen af 2. g og i 3. g.

Verden er i forandring, de gamle koordinater for klassekampen er ubrugelige, og sammenbruddet af den senkapitalistiske verdensorden er helt åbenlyst i gang, hvad enten man kan lide det eller ej.I forlængelse af en venstrekommunistisk tradition for historisk analyse og kritisk tænkning, fra Rosa Luxemburg over Karl Korsch og Walter Benjamin til Guy Debord og Jacques Camatte og frem til Roswitha Scholz, sætter vi fokus på klassekampens historiske og nuværende repræsentationsformer. Strejken, som vi ønsker at pointere med Luxemburg, er ikke blot et pressionsmiddel i kampen for bedre lønvilkår men en historisk specifik form for konfliktoptrapning i en uforsonlig klassekamp, der ændrer sig organisk i takt med kapitalakkumulationen. Spørgsmålet er så, om strejken fortsat har en rolle at spille i dag, hinsides traditionelle forestillinger om arbejderklassen og klassekampen?