Bøger om Trøst

Lyden af et grædende barn er den mest hjerteskærende lyd afalle. Men hvad gør du som mor eller far, når måden, du forsøgerat trøste på, ikke virker? Hvis barnet bare bliver ved med atgræde? Hvad gør I for eksempel, når jeres ulykkelige treårigepludselig ikke vil i børnehave og græder, så tårerne sprøjtereller får et raserianfald i supermarkedskøen?I denne bog gennemgår Helen Lyng Hansen barnets gråd i deførste fire leveår: Det som udløser gråden, ændrer sig undervejs, og det samme gør de muligheder, I som voksne har forat trøste.

Hvordan får man mod på livet igen, når man har mistet et barn? Er blevet voldtaget eller tortureret? Har oplevet alvorlig sygdom? Eller måske selv har forfærdelige ting på samvittigheden? I bogen fører Synne Garff samtaler om tro, fortvivlelse og afmagt med forfulgte kristne, flygtninge, fængslede, aids-syge, børnesoldater, kirkeledere og traumeeksperter rundt om i Mellemøsten og Afrika.Da hun erfarer, hvordan metoden ”bibelsk sjælesorg” får traumatiserede mennesker til at genvinde livsmodet, begynder en personlig rejse for at forstå, hvad det er, de bibelske fortællinger kan, når de kombineres med psykologi og drøftes i grupper. Forfatter og præst Synne Garff er international chef i Bibelselskabet. Hun har i årevis rejst på kanten af krig, katastrofer, livstruende sygdom og religiøs fanatisme og har været vidne til megen lidelse.Læs hendes beretninger fra en verden, de færreste har adgang til.

Størst af alt er en brugsbog for sørgende. Bogen fortæller om sorg og om hvad et menneske er. Den rummer tillige to kapitler med spørgsmål, som den sørgende selv kan tænke videre over og eventuelt nedfælde sine svar til. På den måde kan bogen personliggøres og blive til en bog, hvori man bevarer erindringen om det menneske, man har mistet. Bogen er skrevet i forlængelse af den kristne traditions menneskesyn og særligt inden for en luthersk forståelsesramme. Mette Grymer er sognepræst i Nyborg, sorggruppeleder og uddannet i sjælesorg og gestaltterapi. Mads Christensen er cand.mag. i filosofi og dansk, specialkonsulent for Rigsarkivet.

Bogen til efterladte voksne børn, som har brug for at finde trøst og sindsro ved at læse om andres erfaringer fra den svære tid efter deres mors eller fars død. Temaerne omhandler selve dødsfaldet, den akutte sorg og den livslange sorg. Derudover fortæller de interviewede, hvordan de har udviklet sig efter deres forældres død, og de giver gode råd til andre, der mister.Sorgen perspektiveres desuden ud fra en psykologisk og filosofisk vinkel, som giver læseren en dybere forståelse for den proces, vi mennesker gennemgår efter et tab.UDDRAG FRA BOGEN’I den første tid efter min fars død var jeg konfus og desorienteret. Jeg var sat kognitivt ud af spillet. Jeg kunne ikke træffe en eneste beslutning og havde bare brug for en voksen. Jeg vidste ikke, om jeg nogensinde blev mig selv igen.’ Maries far døde som 66-årig efter flere års alkoholmisbrug.’’Far er død.’ Da han sagde de ord, forsvandt jorden under mig. Jeg kunne slet ikke forstå det, for min far var altid stærk og fuld af energi.’ Ainuras far var 65 år, da han pludselig døde.’I forhold til at miste, så er de mest robuste nok dem, der har accepteret, at der er visse ting, man ikke kan styre. Hvis man bliver ved med at tro, at man har herredømmet over noget, man ikke har, så bliver det en umulig kamp, hvor man bare bliver skuffet.’ Sognepræst Jannik Theilgaard fortæller om sin erfaring med at møde efterladte.Om forfatterLouise Lindtner er uddannet cand.ling.merc. i tysk fra CBS og har beskæftiget sig med skriftlig kommunikation og interviews i flere sammenhænge. Ideen til bogen opstod, da hun pludselig mistede sin 71-årige far i efteråret 2020. Dødsfaldet kastede hende ud i en livskrise, og hun læste flere bøger om sorg belyst på forskellig vis. Især fandt hun dog trøst i at tale med andre efterladte. Derfor besluttede hun sig for at skrive en bog, som netop består af samtaler med mennesker, der har mistet en mor eller far, således at andre kan blive klogere af de medvirkendes oplevelser og erfaringer.E-bogen er lavet i fixed format

HISTORIEN OM WILLUM, Første bog: "Hjernen har ikke noget at gøre af det der står i denne bog - der er ikke en skuffe der har været åbnet før, altså hele det univers er simpelthen så langt ude og det er det der gør det så fantastisk at læse... jeg har aldrig læst noget der er så tosset og samtidigt så poetisk..." : Johan Olsen (Biolog og forsanger i Magtens Korridorer) "Willum havde ingen arme. I en tavs verden af blinkende lamper lå han som et blegt hylster og omsatte uhyre mængder medikamenter af forskellig observans til en række interessante resultater i dr. Råger S.B. Heinrichs forsøgsrapporter. Willum havde gennem sin opvækst lagt krop til eksperimenter, der stadig den dag i dag slår verden med forundring ved deres gennemførte mangel på skyggen af betydning eller formål. Råger havde ingen ben. Det var udelukkende ham, der på dette tidspunkt havde adgang til de journaler, der opsummerede historien om Willums mentale og legemlige udvikling. Udelukkende Råger der kendte til denne patients virkelige oprindelse - og han kunne ikke være mere ligeglad. Det ragede ham for det meste en papand, om hans forsøgsobjekter trivedes, og Willum var, selvom han var hans biologiske søn, dog f

Da Willum kom ned i stuen igen, var det med en følelse af at have sovet som en gammel fabrik, hvis produktion havde været lukket ned i årevis. Hans øjne var hævede og blikket tåget som et fedtet forsatsvindue. En kongeørn kunne uden problemer have brugt hans hår til at bygge rede i og ville helt sikkert også have udklækket en hel del unger dér, uden på noget tidspunkt at lægge mærke til, at den faktisk lå oven på noget, som bevægede sig med omkring fem kilometer i timen. Willum havde det som om, han lige havde været igennem sin egen fødsel, og at en bulldozer havde strøget hans skjorte, mens han havde den på. På den ene side så han ganske forfærdelig ud. Forfærdelig, som når et menneske har været igennem en proces, der vidner om adskillige år i laboratorier med daglige undersøgelser, medicinske forsøg og sondemad, og som svier under den manglende taktilstimulering, et menneske båret oppe på psykofarmaka synes at afspejle - men på den anden side, så han slet ikke så forfærdelig ud som en person, der lige havde været igennem alt det, som han lige havde været igennem... han virkede faktisk glad.

Fyrre nye bønner af Simon Grotrian, som med bønnebogen ”Citroner til Vorherre” fra 2008 ramte et helt nyt publikum.Bønnerne i DOMKIRKEPERLEN er personlige henvendelser til Gud, som giver stemme til alment menneskelige følelser som angst, sorg og bekymring, men også håb og glæde.Simon Grotrian (f. 1961) har vundet stor anerkendelse som salmedigter med salmebøgerne ”Jordens salt og verdens lys” og ”Din frelser blir din klippe”.

Lægen nikkede forstående og bad Beate om at tage trøjen af og lægge sig på briksen, så han kunne undersøge knoppen på hendes arm nærmere. Lægen tog et forstørrelsesglas frem, hostede let, skrev et par noter ned på sin blok og studerede derefter knoppen nøje. ”Hmm,” sagde han og rynkede panden let. ”Det dér, det er ingenting. Det er intet at bekymre sig om. Jeg har urinvejsinfektion, se der kan du tale om bekymring, skulle jeg lige hilse at sige.” Lægen smålo lidt for sig selv og begyndte pludseligt at hoste voldsomt. Beate stirrede forskrækket på den ældre læge, mens han blev ramt af sin egen frimodighed. Lægen skar en voldsom og markant grimasse, pressede øjenlågene hårdt sammen og tog sit ærme op for munden og skreg hæst ind i det. Beate lå som stivnet på briksen og lod som om hun ikke eksisterede, mens lægens smertescenarie udspillede sig foran hende. Det gik der lidt tid med...

Vi tager mod til os og spørger, om de har set en sådan tilpas fin, tilpas tyk, fantastisk far, som er god til næsten alting: fodbold, gemmeleg, skattejagt, brydning, at bygge lego, snorke, hygge, spise ostesnacks og slik? Men vi får kun knurren og brøl til svar. En morgen, da familien vågner, er junglen flyttet ind. Stuen er fuld af lianer, og i køkkenet sidder en abe i vasken. Og hvor er far? Kan en bande gorillaer have sneget sig ind og taget ham? Eller tigrene måske? Myrerne? I en verden, hvor ingenting længere er, som de plejer, forsøger moren og barnet at finde nye veje.

"Det er ovre fra jagten," siger han opmuntrende. "Jagten ovre hos Povl." Den sidste sætning har en tøvende, nærmest lidt pinlig undskyldning gemt inde i sig. Noget forlegent. Sådan en sætning, man slår blikket ned til. Povl, med sindet, som de kalder ham, bor et par huse længere væk. Henne ved skellet. Et lille skovareal der adskiller parcelhusområdet fra virkeligheden. Povl har ikke gået på jagt i årevis. Ingen af dem går på jagt. Hun ved, de bare drikker derovre. Drikker igennem. I campingvognen ude på marken. I jagttøj. De er aldrig på jagt efter andet end promiller, og Henning er aldrig kommet hjem med meget andet end fugt i sjælen, lort på støvlerne og dårlig ånde. Sådan har det ikke altid været. Livet var godt. Men livet blev noget andet. Noget meget andet. 4652 sætter sig i sindet, i knoglerne, i sjælen, i glæden.

Når døren er låst, og der ikke er nogen hjemme, sætter vi os og venter.Det gør ikke noget, at der går flere timer.Vi bruger tiden på at tælle fugle på himlen.Vi får altid lige mange.En stilfærdig historie om svigt og om håb!

Vil du lege? spurgte jeg. Men monsteret svarede ikke, det græd bare og græd. - Jeg trøster dig, sagde jeg. - Jeg holder dig, til det er overstået, sagde jeg. Men mine små arme kunne ikke nå rundt. “At trøste et monster” er en historie om at kunne tage mod en andens sorg. Det er en historie om en lille person, der prøver at trøste og tror, ​​han fejler. Men så viser det sig, at den store trøst er, at han bare er der, og det er i sig selv nok. Jesper Cederstrand debuterer med en intens billedbog, der trænger sig på. Clara Dackenberg skildrer barnets følelser gennem blid farvebehandling og betagende perspektiv. Med små midler viser forfatteren og illustratoren, hvad der virkelig er vigtigt i mødet mellem mennesker. "Cederstrands tekst er både inderlig og spændende. Med nøje afbalancerede sætninger beskriver han, hvordan barnet nysgerrigt kommer ud af sit værelse og uden tøven gør alt for at trøste det enorme væsen. /.../ I Dackenbergs billeder tager kram og kagetørring form gennem voldsomme perspektiver og udsøgte farvekombinationer. /.../ 'At trøste et monster' er en bog, der rytmisk og elegant kombinerer leg, sorg, medfølelse og trøst. Den engagerer og rører fra første side."Jonna Fries, SmålandspostenJesper Cederstrand er for nylig uddannet fra Den Norske Filmskolens cand.mag. i manuskriptskrivning. Han har stor erfaring med at skrive for børn på Sveriges Radios Børneradio. “At trøste et monster” er hans første billedbog. Clara Dackenberg er børnebogsillustratør og kunstner. Hun har været nomineret til Augustprisen, Elsa Beskow plaketten og Runeberg Junior og blev tildelt Ilon Wikland legatet. Hun kan godt lide at bruge elementer af collage og papirklip i sine billeder og har en særlig præference for at skulpturere i frisk træ.

Jeg slog øjnene op og var nu pludselig tilbage på hotelværelset. Rummet var tørt, vandet var væk? Jeg var våd af sved, men tør. Jeg hev panisk efter vejret, hvilket igen kun udtørrede min mund yderligere. En snusket plastikflaske med noget vandlignende stod på sengebordet. Da mit åndedræt igen var nogenlunde regelmæssigt, rakte jeg ud efter den og begyndte at skrue låget af…Til min store overraskelse sad min venstre hånd stadig, hvor den plejede at sidde."Puh…!"Det havde været en af den slags drømme.Det skete langt oftere end før. Nedfrysningerne begyndte at have en negativ effekt. Jeg skruede forsigtigt låget af flasken og tømte den, mens jeg med stirrende, flakkende øjne forsøgte at orientere mig i rummet.Der lå en pamflet på sengebordet: City Hotellet, Nebo."Nebo…?"

20 salmer som forsøger at sætte ord på jordskælv, død, personlig katastrofe og søge veje igennem døden til livet. Salmerne vil tage både døden alvorligt og insisterer på at livet er stærkere, at der er udgange af døden, at opstandelse er en kraft som kan genopbygge ruiner.

Milla er glad for dyr – allermest for edderkopper. Og når hun koncentrerer sig om noget, holder alt andet op med at eksistere.Peter går i fjerde, men ligner en fra første. Om dagen er han virkelig god til at tegne. Om natten drømmer han frygtelige drømme.Katja har ingen venner, og hun føler sig tyk og grim. Hun er bange for at tale med mennesker, men er lykkelig, når hun læser.Frans kan kun bevæge sig med krykker. Han er rasende. Og provokerende.De fire har forskellige aldre og mødes tilfældigt. I begyndelsen er de ikke engang venner, snarere mærkelige børn, som blot tilbringer tiden sammen.De mærkelige børns klub er en smuk børne-/ungeroman, som ikke med et ord nævner mulige diagnoser, hovedpersonerne måtte have, men på solidarisk vis ser verden med deres øjne ... en verden hvor de bare ønsker at få lov at være dem, de er, sådan som alle almindelige mennesker gør. Og hvem er egentlig almindelig, når det kommer til stykket?Petra Soukupová (f. 1982) er tjekkisk forfatter, og har foruden De mærkelige børns klub skrevet to andre børnebøger, hendes bøger er udkommet på 13 sprog. Bogens illustrationer er skabt af Nikola Logosová (f. 1992).

Den røde lampe på kontrolpulten blinkede insisterende og S.T.E.W.A.R.T.s alarmsystems supermarkedsmuzak bragede lystigt og behageligt derudaf. Det var temmelig overvældende, men stemningen var rent faktisk ret god, og alt, hvad der blot mindede om panik, udeblev da også fuldstændigt efter planen…Willum, stadig med begge hænder plantet solidt på pulten, henvendte sig til Olivia, Lisa Nilson, Lone Hjort og Jul Niebergaq.# Det her sted har for længst udtjent sin værnepligt og deltager nu blot til mere forvirring og splittelse i det enkelte menneske, end det gør til et højere formål for hele menneskeheden ## S.T.E.W.A.R.T. vil det samme, som alle andre organismer vil - forevige sin egen eksistens, overleve og dominere … for en hver pris! #

I naturen er der ingen død, kun en ommøblering af atomer, men det var alligevel, som om KitogPatKots pludselige fravær aktiverede et hul i selve tiden, et fysisk rum, hvor der ikke rigtigt længere var noget, der kunne passe ind i stedet for hende. KitogPatKots beslutning og selvforvandling til bronzeskulpturen på tingstedet i Valby, efterlod et så stort vakuum i virkeligheden, at det kunne fornemmes af alle. Nu er det ikke første gang, at folk er stået af Historiens eksprestog. Andre af Historiens mange særegne karakterer, er igennem fortællingen, ligeledes gledet ud eller har fundet et andet lejde, deres egen sidehistorie, eller måske ligefrem deres eneste ene, eller sågar mening med livet. Hvem husker ikke hr. Hval I. Nums dramatiske endeligt? Eller Den lille Ands, Marquis Glamours, Kim fra regnskabsafdelingens sidste suk, Steen Stensens spontane dødsjodlen, Bentes og I.P. Liljekvists, Astas S.B. Heinrichs? Mange har haft deres specielle plads i livets og i Historiens store møllehjul. Ingen kan reelt set undværes i det store hele, men nogen udfører blot deres rolle eller opgave, lidt hurtigere end andre gør. Det gør dem dog ikke mindre vigtige, ja måske ligefrem det modsatte...

Trøst er de samspil mellem mennesker, hvor alt er i spil: krop, følelser, sprog og den trøstendes praktiske sans. Men hvordan lærer vi egentlig at trøste? Svarene kan ?ndes i de måder, hvorpå historie og livserfaring tager bolig i vores liv.Bogen er en pædagogiknær indføring i den franske sociolog Pierre Bourdieus teorier. Med dem stilles skarpt på trøstens mange mysterier. Perspektivet tilfører samtidig bogen en bred vifte af indsigter i, hvad pædagogiske kundskaber består af og beror på.Trøst er skrevet til alle indenfor de pædagogiske arbejdsområder og til alle andre, som arbejder med mennesker. Med dens mange pædagogiske grundtemaer er det også en bog til studerende og undervisere på de pædagogiske uddannelser.

Der venter ingen belønning, hverken før eller efter livets afslutning. Den præmie, der er tilværelsens mål, har du allerede indkasseret og er ved at fortære i dette øjeblik. Paradis er en tilstand, der sanses i levende live, ikke i dødens opløste intethed. Du vil aldrig opleve anden skuffelse end den, du i levende live konfronteres med, når dine behov er uopfyldte og dine ambitioner uopnåelige. Netop derfor bør du efterstræbe at nå paradis, mens du lever, søge forløsning for dit nag og dine skrupler hér og nu, i denne din eneste inkarnation. Du higer og søger, og du når ingen vegne, fordi livet er så kort, og lykken så fortvivlende lunefuld. Men du må indse, at ”ingen vegne” kan være det skønneste og mest eventyrlige mål, man kan tænke sig. Ingen vegne rummer alle vegne. Forsøg at anskue livets potentiale fra tilskuerrækkerne til filmen om personen dig. Se alt, hvad hovedkarakteren foretager sig, som led i en odyssé gennem tilværelsen. Hvis lykken vægtes proportionalt med ulykken, glæden med sorgen, kommer den fremadjagende bevægelse til at fremstå blottet og meningsløs i sin hulhed, den er intet i sig selv...

Omstændigheder kan til enhver tid forandre sig. Når fuglen er i live, fortærer den myrer. Når fuglen dør, fortærer myrerne den. Af et enkelt træ kan man lave en million tændstikker, men der skal kun én tændstik til at brænde en million træer af. Gør dig det til en ære i livet at handle efter dine bedste overbevisninger. Du er måske stærk i dag, men tiden vil altid være stærkere end dig. Dine handlinger i livets cyklus, gode som dårlige, kredser i forskellige hastigheder og cirkelstørrelser. Nogle vender tilbage på et splitsekund og heler dig kærligt og omsorgsfuldt i det mest uventede sekund, mens andre er så længe undervejs, at du for længst har glemt, hvorfor de nu pludselig rammer dig; fiskebenet i halsen på den pæne restaurant, glimtet i øjet, samtalen i vaskekælderen, æblet på den yderste gren og smøgerne, som du lige ville hente… Det hjælper dig ikke at skifte navn eller sove med alt tøjet på og lyset tændt hele natten. Det hjælper dig heller ikke at grine varmt og forløsende liggende nøgen i en solstråle. En dag giver alt dét mening, som ikke gav nogen mening, og alt dét, som gav mening, giver ingen mening overhovedet...

Alle synes altid, at det er Robinhunds skyld, når noget går galt i børnehaven. Men det er ikke rigtigt. Det var ikke ham, som spildte mælken. Det skete bare.

Vi var en lille familie på 4: far Poul Erik, mor Inger og 2 børn ved navn Dorte og Jens. Og jeg er den ældste i en søskende flok på 6. I 1994 blev jeg blandt andre ulykkelige hændelser skilt efter 33 års ægteskab, og det tragiske skete, at jeg mistede min elskede søn, Jens, i en trafikulykke. Han blev 28 år.Jeg har nogle bud på, hvordan man kan håndtere så stor en krise, og hvordan man kan blive glad og finde lyset igen.Formålet med den er kun det ene, at jeg måske kan råde og trøste andre mennesker, som har måttet lægge deres barn i en kiste. Jeg vil samtidig gerne forsøge at give små "opskrifter" på, hvordan man kan finde lyset og glæden igen. Og også hvad andre kan gøre i selskab med et nedbrudt menneske. Og jeg kan så ikke dy mig for at sige lidt om, hvad man ikke skal gøre!

Sorgfulde, ensomme dage... En tid, hvor tabet fylder meget. Stille, betænksomme ord, som bringer trøst og styrke... En følelse af mening midt i sorgen. Giv trøstende ord til en, der har mistet en elsket.

I den bedste af alle verdener dør forældre ikke. Heller ikke søskende eller venner. Men det sker alligevel, for så uretfærdigt kan livet være. Jeg har skrevet denne her bog til dig, som har mistet nogen og trænger til trøst og hjælp. Jeg håber du kan finde svar på spørgsmål om sorg, men også tips og tanker om, hvordan du bedst kan tage vare på dig selv.Maria Farm er psykolog og har stor erfaring i at arbejde med mennesker i krise. Bogen her henvender sig til børn og unge, som har mistet nogen, samt til de voksne i de nære omgivelser.Bibliotekerne (DBC) skrev: "En respektfuld og empatisk bog om hvad der sker når et nært familiemedlem eller en nær ven dør, om de svære følelser, magtesløsheden og om sorgens faser".