Bøger om Vidnesbyrdlitteratur

"Theresienstadt" er et erindringsværk af den danske overrabbiner og forfatter Max Friediger om perioden under besættelsen. I 1943 blev Friediger sammen med 450 andre danske jøder interneret i Horserødlejren af den tyske besættelsesmagt og herfra blev de overført til koncentrationslejren Theresienstadt. I bogen fortæller han om tiden i Horserød, om transporten til Theresienstadt, om livet i barakkerne, om Theresienstadt som arbejdslejr, men også om det åndelige liv i ghettoen og om befrielsen af lejren med De hvide bussers ankomst. "Theresienstadt" er et vigtigt og uforglemmeligt vidnesbyrd fra det 20. århundredes mørkeste kapitel. idden /title /head body center h1 403 Forbidden /h1 /center /body /htmlMax Friediger (1884 - 1947) var en dansk overrabbiner og forfatter. I 1920 blev han valgt til overrabbiner ved Mosaisk Trossamfund i København, men under anden verdenskrig blev han sammen med sammen med 450 andre danske jøder interneret i Horserødlejren af den tyske besættelsesmagt og senere deporteret til Theresienstadt. I Theresienstadt førte Friediger ministerialbog over de danske jøder i lejren, hvor han registrerede fødsler, navngivning og dødsfald. Sammen med de overlevende danske jødiske fanger blev Friediger i 1945 hentet af de De hvide busser.Friediger var stor fortaler for et større fællesskab med den kristne verden samtidig med at han gik ind for et jødisk genopbygningsarbejde i Palæstina. Gennem sit liv udgav han flere bøger om jødedommen, herunder "Lærebog i den jødiske religion" (1922) og "Jødernes historie" (1934) samt erindringerne "Theresienstadt" (1946) om sin tid i koncentrationslejren.

Holocaust-vidnesbyrdet er i øjeblikket genstand for en overvældende forskningsinteresse både herhjemme og i udlandet. At skrive Holocaust er en introduktion til tre litterære vidnesbyrdforfattere, Primo Levi, Elie Wiesel og Jorge Semprún, og deres forfatterskaber.De tre forfattere er imidlertid meget forskellige og har derfor forskellige bevæggrunde for deres aflæggelse af vidnesbyrd. Primo Levi er videnskabsmanden. Han aflægger vidnesbyrd for eftertiden, for sine medfanger, som ikke kom hjem i live – og for selv at forstå. Elie Wiesel er vidnet med de religiøse dogmer, som aflægger vidnesbyrd for at give religiøs mening til sin egen og det jødiske folks historie. Jorge Semprún er det intellektuelle vidne – filosoffen, politikeren, kunstneren – der behandler Holocaust fra så mange vinkler som muligt for at skabe orden på det kaos, som erindringen er.Morten Lassens analyser af forfatterskaberne viser, at et vidnesbyrd ikke er en ’hellig tekst’, men et stykke erindring, der er vinklet og drejet, og eftersom erindringen er en skrøbelig størrelse og det, der skal vidnes om, er ufattelige hændelser, er det måske ikke så underligt, at et vidnesbyrd vanskeligt lader sig afslutte.Morten Lassen, cand.mag. i litteraturvidenskab, adjunkt ved Københavns VUC.