Bøger af Allan Tarp

I marts 2020 skabte den danske regering en corona-skandale ved at henvise til to kurver kopieret direkte fra USA, og til tre smittetal, der var dybt irrelevante.Dels fordi man ikke tester repræsentativt, kun de frivillige. Så smittetallene angik ikke befolkningen, men kun skiløbere fra alperne, som skulle bruge en sygeerklæring for ikke at bringe smitte videre. Og tester man smittede, får man naturligvis høje smittetal.Dels fordi smitte ikke nødvendigvis medfører sygdom eller indlæggelse. Hvilket også fremgik af de manglende indlæggelser af aktive skiløbere i de to første måneder af 2020. Corona var en normal influenza indtil fodboldkampen i Milano den 19.2., hvor mange af de 80.000 tilskuere var overvægtige multimedicinerede fra Bergamo, som her blev multi-smittet under ekstrem langvarig tæthed før, under og efter kampen.Milanokampen burde få regering og seruminstitut til at formulere en Bergamo-hypotese: overvægtige multimedicinerede bør undgå langvarig tæthed, mens aktive brænder virussen af, som de har gjort siden stenalderen. I stedet førte nedlukning og vaccine til gylde tider for serum og for socialistisk overførsel af arbejdkraft fra det private til det offentlige.

”Hvem er jeg?” har jeg længe spurgt. Nu prøver jeg så med et svar: ”Skaberen skabte mig som skaber til at vælge det gode fremfor det onde, og til at lade godhedens kærlighed strømme videre til det skaberskabte, men ikke nødvendigvis til det institutionsskabte, der altid bærer en latent ondskab i sig.”Sociologen Bauman advarer mod, at en institution kan foretage en ’målforskydning’, så de ansatte arbejder på ikke at nå målet, da netop det sikrer fortsat ansættelse. Herved vil institutionen blive mål med det oprindelige mål blive et middel. Og da opstår let hvad filosoffen Arendt kalder ’ondskabens banalitet’. Er det det der sker, når handle-ord erstattes af doms-ord? Vi kan jo ikke ’gude’, men vi kan da 'skabe'. En dekonstruktion kunne således erstatte doms-ord med handle-ord. Måske kunne det tilnærme en essens-baseret kristenhed til en eksistens-baseret kristendom forat bruge Kierkegaards skelnen?