Bøger af Arne Herløv Petersen

Tiende og sidste bind af erindringsromanen "Grænseløs" foregår i 1968-69 og handler om at komme hjem til Danmark efter lang tid i udlandet, om kærlighedens forviklinger, om at flytte sammen og om hvordan det dengang, før ejerlejlighedernes tid, kunne være nødvendigt at købe en hel ejendom for at få boligret.Uddrag af bogen:"Indtil vi fik gassen lavet, levede vi af grillkyllinger og cola. Jeg havde ikke vidst, der fandtes den slags steder, hvor man kunne gå ned og købe burgere eller kyllinger. Der var en grill lige nede i Rantzausgade og en kinesisk grill på Kapelvej. Da vi fik ordnet det med gassen, delte vi de huslige pligter. Anja kunne ikke fordrage at lave mad. Jeg kunne ikke fordrage at vaske op. Så jeg lavede mad, og hun vaskede op hver dag. Jeg elskede at købe ind; der var så mange fine specialbutikker i kvarteret. En god fiskehandel, hvor fiskene gik i store flisebelagte kummer og blev dræbt og parteret på stedet, slagtere, grønthandlere, ismejeri, viktualiehandel, vinhandel, bagerbutikker, alt muligt. I huset ved siden af mit lå et skrivemaskineværksted i kælderen. Willy, der havde værkstedet, stod dagen igennem på trappen op til gaden og holdt øje med, hvad der skete. Hvis der var noget i kvarteret, man gerne ville vide noget om, skulle man bare spørge Willy. Han sad næsten aldrig nede i værkstedet, der var ikke så mange skrivemaskiner, der skulle repareres. Det var jo noget gammelt lort, det hus. Alle husene i gaden var ren slum, bygget i 1870’erne og ikke renoveret så forfærdelig meget siden. Men det var billigt. Huslejen i mit hus lå på under hundrede kroner om måneden for to et halvt værelse. Lejen var fastsat af Huslejenævnet. Med den husleje gav mit hus ikke noget stort overskud. Det løb rundt, lige præcis så meget, at jeg kunne bo gratis – med mindre der var noget, der skulle repareres, for så hang jeg på den. Og det var der selvfølgelig næsten altid. Men jeg havde et sted at bo, det kunne jeg ikke få ellers uden at være gift eller have børn. Der var petroleumsfyr i kakkelovnene i alle lejlighederne. Man skulle ned og hente et par dunke petroleum hver dag i fyringstiden. Med lokum i gården var det ikke noget godt sted at have børn, men det var fint nok for unge mennesker, der ikke havde noget mod at rende op og ned. Det var centralt, man kunne gå ind til Rådhuspladsen på ti minutter. Det var et udpræget københavnsk arbejderkvarter. Der var ikke ludere og lommetyve som på Vesterbro. Men tonen var direkte og bramfri. Anja fik et chok, første gang hun hørte to kællinger stå og skændes ud gennem åbne vinduer på fjerde sal, fra hver sin side af gaden. – Du skulle kraftædeme snakke, din smatso, gjaldede det tværs over Jægergade. – Du har fandeme patterne hængende ned til navlen. De små lokale værtshuse var tilrøgede med brune vægge og dæmpet lys; folk opførte sig ordentligt, der var sjældent slagsmål og råb og skrig. Det var stamgæsterne, der kom der, de sad pænt og roligt og drak hjernen ud af hovedet dag efter dag."

Første bind af erindringsroman om tresserne. Første bind foregår i foråret og sommeren 1960. Anden g på et københavnsk gymnasium, fester og forelskelser, politik og skolekomedie.Uddrag af Grænseløs 1:Birgitte var begyndt at komme ovre på isbaren efter skoletid, hvor vi altid sad og hang en halv times tid. Jeg sad engang og sugede orangeade op af glasset med sugerør, mens jeg så på hende, og da hun vendte sig halvt om for at tale med Leif, strøg hendes hår let hen over min kind. Det brændte, i lang tid sad jeg med næsen ned i glasset og mærkede, hvor det sved i kinden af hendes hår. Nældestriber, sådan føltes det. Da hun var gået, sagde Leif: - Hver gang, jeg ser den pragtfulde røv, bliver jeg liderlig. - Åh, mind mig ikke om den, sagde Jørgen. Jeg sagde ikke noget. Hvem taler I om? Birgitte? Hvad for en Birgitte? Nåh hende, har hun en røv? Det havde hun formodentlig, men jeg havde ikke lagt mærke til den. Jeg var ikke kommet længere end til håret, læberne og øjnene. Disse blå øjne. Var de violblå, himmelblå, havblå, dueblå, hyacintblå? Eller skulle jeg bare følge mine nye principper og fastslå: Hun har blå øjne, der er blå. Blå. Så blå, at intet er blåttere, blåttere end blåt, blot blå. Jeg havde været oppe i et digt af Pierre de Ronsard i fransktimen i dag "Mignonne, allons voir si la rose..." Det var hundesvært, men netop derfor havde jeg brugt lang tid på det derhjemme og redet alle trådene ud, så jeg klarede det godt nok. Nu sad jeg og tænkte på det. Det handlede om Birgitte: Tandis que votre âge fleuronne en sa plus verte nouveauté, cueillez, cueillez votre jeunesse comme à cette fleur, la veilesse fera ternir votre beauté- Og så er der det ved det, sagde Leif, - at i modsætning til de fleste kønne piger er hun også intelligent. Så man kan også tale med hende uden at det bliver kedeligt eller irriterende.Det var rigtigt, man kunne tale med Birgitte. Hun og Leif og jeg kastede os ud i alle de store diskussioner ovre på isbaren, og når jeg var i gang med det, kunne jeg godt være naturlig over for hende. Jeg håbede bare på, at hun ikke anede, hvad for nogle følelser, der rumsterede rundt i mig. Men selvfølgelig vidste hun det. Det ved de altid, tit før vi selv ved det. Så vidt, så godt, men det var ikke til at komme længere. Strategi kendte jeg ikke noget til. Enten busede jeg alt for hårdt og voldsomt på eller også var jeg stum. Jeg havde ikke lært at spille en lille smule ligeglad for at lokke hende frem.

Niende og næstsidste del af erindringsromanen "Grænseløs" handler om en gruppe unge menneskers årelange rejse Jorden rundt - først i en ombygget rutebil af model Scania Vabis 1952 fra Odense til Kathmandu og hver for sig ned gennem Indien og Sydøstasien, før de samledes i Australien, hvor de boede et halvt år, og så tre måneder i en palmehytte på Tahiti og med skib tilbage til Europa.Uddrag af bogen:"Jeg gik alene rundt i Kandahar. Vejene var støvede jordveje, alle vegne samme gulbrune farve som dromedarer. Der var ikke ret mange biler, men masser af mennesker til fods. Mange af de køretøjer, der var, var russiskbyggede busser, der tilsyneladende havde fået nyt, groft sammentømret karrosseri her. Der sad altid folk oppe på taget af busserne, og tankbilerne fungerede også som busser. Der var hegn hele vejen rundt oppe på taget, og så stod eller sad folk utrolig tæt sammenstuvet inden for hegnet. Hver gang, en bus eller en lastbil kørte skarpt om et hjørne, intonerede en forsanger Mashallah, og hele den sammenstuvede klump stemte i med en lille, fatalistisk bøn. Der var flere hestevogne end motor­køretøjer, det var lette sulky-lignende vogne, og hestene havde fine, blomsterprydede tømmer... Mændene havde posede bukser, der mellem benene søkkede ned i en langstrakt pose til under knæene. På hovedet havde de en turban med en lang, nedhængende snip, som de brugte til at pudse næse i og hvad der ellers kunne falde for. Kvinderne var iført fugleburs­dragter, uformelige sorte betræk, slørdragter ned over hele kroppen og så et lille fletværk for øjnene, der fik dem til at minde om de flueskabe, vi havde, da jeg var barn. Mange mennesker havde bare fødder. Jeg så en tigger, der lå på siden på gaden og vendte fødderne ud mod vejen, de var skorpede, sprukne og mudrede som bildæk efter en terrængående tur. Nogle af kvinderne gik med metal-snabelsko. Mange piger havde ka­stemærke i panden, og nogle var barberet på issen, der var dækket af blå, tatoverede mønstre, men det var kun i glimt man kunne se det under tørklæ­derne. Børnene var tit klippet skaldede, men i reglen var der en lille firkant af hår tilbage mellem øjnene, eller der var en lang, tynd fletningepisk, der hang og daskede omme i nakken. Nogle af de små piger havde langt hår med en mængde tynde fletningeorme i nakken. En lille dreng var sminket med et tykt lag mascara rundt om øjnene. Man så uhyggeligt mange mennesker med øjensygdomme: Blinde øjne, helt hvide øjne, indfaldne øjenlåg over mugne øjeæbler. Fluerne sad i tætte, summende klumper om de syge øjne. Jeg så en kvinde, der sad med et lille barn på skødet, blodet løb ud fra hans øjenkroge. Et sted lå en lille dreng med forkrøblede ben helt alene midt på vejen. Han så dødssyg og udmagret ud; folk skrævede hen over ham uden at tage sig af ham, han strakte en lille, tynd fuglearm frem i en umulig vinkel"

Ottende bind af erindringsromanen handler om tiden fra sommeren 1966 til sommeren 1967. Rejser til USA og Grækenland, nogle måneders ophold i Provence og optakten til Summer of Love 1967, hvor det virkede som om alle grænser forsvandt og mulighederne var uendelige, som om hele verden var ved at forvandle sig.Uddrag af bogen:"Alle vegne omkring os brød de gamle dæmninger sammen. Vandet kom strømmende ud over landet, vi kunne høre de brusende strømhvirvler. Det var lyden af frihed. Universiteterne stod åbne for alle med studentereksamen. Vi kunne komme ind på alle fag, blive der så længe vi ville, livet igennem om det skulle være, skifte fag eller droppe ud, som vi ville. Vi kunne altid få et eller andet arbejde. Vi kunne holde fri fra arbejdet så længe, vi ville, der var altid noget at komme tilbage til. Vi kunne rejse frit, alle grænser stod åbne. Vores samfund var rigere end noget samfund havde været før. Vi havde råd til det hele. Der blev bygget skoler biblioteker, kulturhuse og sygehuse alle vegne. I de skandinaviske velfærdssamfund var der mere lighed, end man havde set noget sted i verden før. Der var plads til os alle, også de skæve og smalle. Vi levede ikke i ideelle samfund, men de var bedre end noget andet samfund havde været. Vi havde tiltaget os en frihed, som ingen generationer før os havde haft. Men der fulgte ingen brugsanvisning med. Vi vidste ikke, hvordan vi skulle forvalte al den frihed. Vi sang bare som Pinocchio Der er ingen bånd, der binder mig, og stolprede rundt i Slaraffenland. Nogle blev blændet af solen, de ville have skyklapper på igen. Nogle søgte nye faste rammer, de satte religiøse eller politiske spændetrøjer om sig. Nogle smuldrede i den skarpe frihed, de gik op i limningen, de flossede op og gik til grunde. Der var ingen, der havde lovet, det skulle være nemt. Men vi fik slået nogle døre op, så de aldrig kunne lukkes mere. Vi kom ikke tilbage til halvtredsernes husmoder med pynteforklæde, vi kom ikke tilbage til den sorte skole eller den blinde autoritetstro."

Syvende del af erindringsromanen "Grænseløs" handler om stormende forelskelse og om at sejle ud i det blå på et gammelt træskib.Uddrag af bogen:"Efter omkring tredive timers sejlads var vi nået frem til indsejlingen til Rotterdam, og vi satte farten ned for at kunne gå med strømmen ind i kanalen, Nieuwe Waterweg, til Rotterdam hen på morgenen. Det kunne vi roligt gøre, for vejrmeldingerne lovede fortsat god sigt og gode vindforhold. Men netop som vi skulle til at gå ind i kanalen ved Hoek van Holland, lagde en tæt tåge sig over os på få minutter, så vi næppe kunne se fra den ene skibsside til den anden, store tågetotter drev lavt hen over dækket. Det var et af verdens mest befærdede havneindløb. Det var store skibe, der var på vej ind og ud, og de havde travlt. Vi ringede hele tiden med vores klokke; det var en messingklokke, ikke meget større end den, dirigenter har på talerstolen. De store skibe tudede omkring os, langtrukne tudelyde, der fik en til at tænke på vældige, uddøde havuhyrer. Et stort, hvidt skib voksede langsomt frem af den tætte tåge. Det havde kurs lige mod os, og det lod ikke til, at de kunne se os eller høre den lille klokke. Til sidst var den skarpe stævn, der kunne pløje tværs gennem vores skib, kun tyve meter ret frem for os. Kaj løb om agter og begyndte at løsne de gjorde, der sad om kufferten med vores gummiredningsflåde. Der var ingenting, vi kunne gøre, andet end at håbe på, at de hørte den lille klokkelyd. Efter de internationale skibsfartsregler måtte vi i denne situation ikke prøve på at dreje bort. Enhver manøvre fra vores side kunne forvirre det andet skib, og så ville vi få hele skylden, hvis det kom til et sammenstød. Ikke fordi det betød så meget for os; vi ville alligevel ikke være med til søforhøret. Hvis det hvide skib skar tværs gennem os, overlevede vi det ikke. I sidste øjeblik opdagede det store skib vores lille galease, og det lykkedes ved en skarp drejning af undgå en kollision. Vi kunne tørre sveden af panden og fortsætte ind mod Rotterdam. Ingen af os var bange, mens der var grund til at være det. Det havde vi ikke haft tid til at blive. Bagefter gyngede knæene nok, men vi sagde til hinanden, at nu var der ikke grund til at være bange mere. Vi trak os lidt ud og kastede anker, det var en uhyggelig omgang blindebuk mellem de store skibe, der når som helst kunne sejle os ned. Der lå vi så til hen under aften og ventede, mens vi stadig skiftedes til at ringe på vores lille klokke. Da tågen lettede en smule, og det samtidig truede med at blæse op, blev vi nødt til at gå ind i kanalen ved 18-tiden. Vi gik ind og tog lods op, og han førte os så gennem Nieuwe Waterweg ind til Vlaardingen, en halv snes kilometer fra Rotterdam. Nu var Vlaardingen nærmest en slags forstad. Der var 74.000 indbyggere. Men hundrede år før var den en selvstændig købstad og Hollands største fiskerihavn."

I sjette bind af erindringsromanen "Grænseløs" holder fortælleren pause i studierne. Han er ude som vikar på københavnske kommuneskoler og arbejder som journalist på Ritzaus Bureau og Aktuelt. Han bliver sat på mange sære opgaver og har svært ved at finde på noget originalt at skrive om prinsesse Alexias fødsel, men ved hjælp af Benjamin Spocks "Bogen om barnet" skriver han en artikel, der fører til, at han ikke længere skal beskæftige sig med kongestoffet. Han nægter at spørge de myrdede politimænds enker om, hvordan de har det, men kaster sig med stor glæde ud i en mængde andre opgaver.Uddrag af bogen:"Jeg gik ind i Mikkelbryggersgade og op på Ritzaus Bureau, hvor jeg snakkede med chefredaktøren, Gunnar Næsselund. Jeg sagde til ham, at jeg godt kunne tænke mig at blive ansat på bureauets udenrigsafdeling. Han så på mig, denne toogtyveårige fyr, der kom vadende lige ind fra gaden, og spurgte, om jeg havde nogen form for journalistuddannelse. Jeg svarede, at jeg ikke havde nogen formel journalistuddannelse, men jeg fortalte også om mine vikariater på Aktuelt og hvad, jeg ellers havde lavet i tidens løb. - Jamen, så kan du gå op på udenrigsredaktionen nu, sagde han. - Jeg ringer derop. Så sætter de dig på forskellige opgaver, og så kan du komme ind til mig i morgen formiddag. Så fortæller jeg dig, om du er ansat eller ej. Jeg gik op på udenrigsredaktionen, hvor jeg fik telegrammer på engelsk og tysk frisk fra fjernskriveren. Jeg skulle skrive dem sammen til historier på dansk. Næste dag var jeg inde hos Næsselund, og han sagde, jeg kunne begynde 1. april. De kørte i døgndrift med trevagtsskift, jeg skulle gå ind i vagtordningen. Jeg skulle have en 12-1500 kroner for den første måned…Jeg kom tilbage til København ved middagstid, og så var jeg på Ritzau fra 14 til 21.30. Det var en spændende proces at skrive historierne sammen. Vi havde en hel række fjernskrivere stående, en til hvert af de internationale bureauer. De havde papirruller i forskellige farver, så man altid let kunne se, hvor et telegram kom fra - lyseblåt for det engelske Reuter, lyserødt for det franske AFP, gult for det tyske DPA. Vagthavende rev strimlerne af, gennemgik dem og fordelte dem til medarbejderne. Journalisterne fik et bundt strimler om samme historie og strikkede dem sammen til en artikel, der blev hamret ned på en af de aldersstegne skrive¬maskiner. Når der kom en ny historie ind, lavede man et kort take på det. Efterhånden som der kom flere detaljer på, lavede man nye takes. Når man var færdig med et take, gav man det til vagthavende. Han lavede rettelser, nogle gange skulle man skrive det hele om. Når han var tilfreds, gik manuskriptet videre til hulledamen, der sad med touperet hår og perlemorsfarvede negle ved telexsenderen og forvandlede de maskinskrevne ark til en uforståelig række hulmønstre på lange, smalle papirstrimler. "

I femte bind af erindringsromanen Grænseløs begynder tresserne at træde i karakter. Nogle bliver langhårede og hører nye former for musik. Folk klæder sig anderledes end før, og forholdet mellem kønnene ændrer sig. På en lang rejse rundt i hele USA med Greyhound-bus møder vi Mississippi Riders og Vietnam-demonstrationer, og vi kommer indenfor til Goldwaters nomination, samtidig med at vi følger demonstrationerne mod den republikanske kandidat udenfor.Uddrag af bogen:"Al var af italiensk afstamning og katolik. Han var stor og virkede lidt langsom og solid, umiddelbart meget tillidsvækkende. Han var medlem af Socialist Party, hvilket tydede på en høj grad af selvstændighed i en stat, hvor næsten alle var racister og reaktionære. Jeg spurgte ham, hvor mange medlemmer der var. Der var syv i millionbyen New Orleans.- Kan det ikke være lidt ensomt at have den politiske holdning? Kan du ikke somme tider føle, det er temmelig besværligt? sagde jeg.- Jo, sagde han. - Det kan være meget besværligt. Meget ensomt. Nogle gange er det næsten ikke til at holde ud. Når det bliver rigtig slemt, går jeg hjem og sætter Pete Seeger på grammofonen. Det hjælper.Deckey var lille og væver, katteagtig og lidt nervøs. De talte begge to meget om en razzia, der havde været i deres yndlings-kaffehus, The Quorum, aftenen før. De havde været i biografen og gik ned på Quorum bagefter. Var de kommet der tre kvarter før, var de blevet arresteret, og var jeg kommet til New Orleans en dag før, var jeg også blevet arresteret, for så havde de taget mig med derned. Alle deres venner var røget i spjældet.Den eneste grund til, at politiet var ude efter dem, var, at Quorum var et sted, hvor både hvide og sorte kom og endda kunne finde på at danse med hinanden. Alle, der var til stede, var blevet anklaget for "disturbing the peace". Hvis de erklærede sig skyldige, fik de en betinget dom på tre måneders fængsel. Hvis de erklærede sig uskyldige, skulle de betale 100 dollars i kaution for at komme på fri fod, indtil der blev afsagt dom…Om aftenen var vi nede på The Quorum, hvor folk diskuterede, hvordan de skulle forholde sig til anklagerne. De havde fået fat på en advokat fra de sortes organisation, NAACP. Han sagde, at NAACP interesserede sig for sagen, fordi den virkelige grund til deres anholdelse utvivlsomt var, at sorte og hvide havde været til stede i samme lokale. Der var ikke fundet alkohol eller narkotika på stedet, og der var ikke foregået noget ulovligt. Politiet havde ikke haft en ransagningskendelse, så han mente, at de havde en dårlig sag. Al havde sagt til mig, at politiet i New Orleans var en militant afdeling af John Birch Society. Advokaten mente også, at politiet kunne anklages for injurier, fordi politichefen havde udtalt til pressen, at der havde været "homoseksuelle aktiviteter, kommunistisk propaganda og agitation for integration".

Fjerde bind af erindringsromanen "Grænseløs" fortæller om at læse historie, russisk og kinesisk - og egentlig helst ville læse det hele. Om fester og eksperimenter med hash og andre stoffer, om at være redaktør for Studenterbladet, vikar på Aktuelt og om at debutere som forfatter.Uddrag af bogen:"- Spis, sagde Rydi. Han havde skåret et stykke af en svamp. Nu rakte han dolken med den spiddede stump frem mod mig. Jeg tog stykket og spiste det. Det smagte ikke af så meget, nærmest som rå kartoffel, måske lidt jordskokkeagtig. Lugten var sødlig. - Hvad er det for en? sagde jeg. - Jeg tror, det er snehvid fluesvamp, sagde Rydi. Han lo og proppede selv et stykke i munden og spiste det. Jeg så på den svamp, han havde skåret stykkerne af, de hvide lameller, skællene på den hvide hat, ringen der hang om stokken og svøbet nederst. Det kunne godt se ud til, at han havde ret. Det var ikke så gunstigt. Vi var taget ned til Vallø skov for at lede efter psykoaktive planter. Vi var især på udkig efter bulmeurt, pigæble og galnebær. Man skulle kunne finde dem omkring de gamle middelalderklostre. Vallø havde ganske vist aldrig været nonnekloster, men der boede da nogle ugifte stiftsdamer, så måske havde de også dyrket lægeurter. Rydi havde fundet frem til en del interessante recepter fra det 16. århundrede. I tørkeperioder havde man en metode til at få regnen til at falde. Man skulle binde en kvist bulmeurt fast under en nøgen jomfrus højre lilletå og hælde vand over hende; så regnede det. Et andet sted stod der, at taterne brugte bulmeurtefrø, når de var ude og stjæle bøndernes høns. De lagde nogle frø på en lægte og satte ild til dem, røgen fra frøene bedøvede hønsene, så de drattede lydløst ned i hønsetyvenes sæk. Vi talte om, at vi ville prøve at kombinere de to opskrifter. Vi ville afbrænde bulmeurtefrø under afklædte jomfruer, så de skvattede om. Men der var hverken bulmeurt eller pigæble i skoven. Rydis schæferhund Lotte løb henrykt rundt, vi kastede kæppe, som den kom tilbage med. Det var en smuk dag. Så fandt vi en masse hvide svampe og begyndte at plukke dem. Nu så vi på hinanden. Snehvid fluesvamp var dødelig giftig. Så meget vidste vi da. Vi vidste ikke, hvor stor den dødelige dosis var. Det stykke, vi havde spist, var ikke ret stort, omtrent på størrelse med en ært. Var det noget, man kunne dø af? Det ville være lidt dumt. Vi smed svampene under et træ og kørte tilbage. Vi sagde ikke så meget på vejen hjem. Næste dag gik jeg og ventede på, om forgiftingssymptomerne skulle vise sig, men der skete ikke noget. Jeg sagde noget om det til mine forældre, og min far blev splittertosset. Jeg forstod ikke, hvorfor han tog det så nært, det var da ikke ham, der havde ædt svampe. Han råbte og skreg op om, hvor dumme vi var. Da vi sad og drak kaffe om aftenen, rejste han sig pludselig op og blev askegrå i ansigtet. Han lagde sig på sofaen, men klagede over trykken i brystet og sagde, at hans hænder føltes så underligt, næsten følelsesløse."

Når man har været et år i Amerika, er det hårdt at vende tilbage til skolebænken i København. Men alt får en ende, og tredje g. slutter med studenterfesterne.Uddrag af tredje bind af erindringsromanen "Grænseløs":"Der skulle være kommunevalg, og jeg ville holde valgfest i kæl­deren. Jeg mente, at den helt rigtige udsmykning ville være valgplakater. Jeg sad og læste Oblomov til ud på natten. Så gik jeg ned til Islev station og kravlede op i en lysmast for at få fat på en enorm A-plakat. Den viste sig at være sat fast med jernkroge, jeg fik vristet den ene krog løs, men kunne ikke få den anden fri. Samtidig opdagede jeg, at der blev tændt lys inde på stationen, og en klokke ringede, så jeg smuttede. Jeg prøvede på Ålekistevej, men alle plakaterne var sat fast med ståltråd, og jeg havde kun en saks med, så jeg fik kun en lille, grim konservativ plakat. Desuden var der stadig for meget trafik. Jeg gik hjem og læste Oblomov færdig. Klokken tre kom Mariann hjem fra en fest; hun ville gerne med på et raid. Udstyret med bidetang gik det ud igen, og vi skaffede os plakater fra næsten alle partierne. Oppe på Ålekistevej fik vi en kæmpestor, socialdemokratisk plakat. Den var sat fast med ståltråd til en betonstolpe, som man ikke kunne klatre op i, men jeg klippede ståltråden over forneden og vrikkede den forover mod betonkanten. Det sled ståltråden over, så plakaten faldt ned med et brag. Jeg sendte Mariann hjem med rovet og fortsatte ned ad Slotsherrensvej. Dér hang en kommunistisk plakat i en almindelig lygtepæl, som man kunne klatre op i. Plakaten var omkring en meter og firs høj og hang med underkanten omkring to meter oppe. Jeg blev derfor nødt til at klatre fire meter op til der, hvor lygtepælen var ganske smal. Her måtte jeg holde fast med én hånd og svinge rundt med bidetangen og klippe løs, til plakaten raslede ned med et kolossalt brag. Den atletiske bedrift skulle min gymnastiklærer bare have set. Det var i øvrigt ikke nogen mindre bedrift at få den slæbt hjem. Den var meget tung, og jeg var bange for, at en af de partritro i området skulle se mig. Klokken var allerede fire, og der var aviskoner ude på vejene. Men det lykkedes. Det var meget populært at stjæle skilte og sætte dem op på sit værelse. Christian havde et stort "14" fra en sporvogn. En i kursusklassen, der hed Mette, havde en hel samling. Over sit kyske leje havde hun et porcelænsskilt fra en elevator med "Plads til fire personer" og et med "Ingen betjening på værelserne". En SF'er, der hed Hougaard, havde et fra et missionshotel, hvor der stod: "Hvis De søger åndelig bistand, bedes De henvende Dem til porti­eren."Erik fra min klasse havde plakater med fra de radikale, Retsfor­bundet og De Uafhængige. Så var samlingen komplet. "

Andet bind af erindringsromanen "Grænseløs" beskriver et år som udvekslingsstuderende på en amerikansk high school 1960-61. Mødet med de mange sære amerikanske skikke - fra dating til halloween - er overvældende. Men der er også meget, der er kendt hjemmefra, men bare optræder i nye former: forelskelser, politisk engagement og endeløse diskussioner om livets store spørgsmål.Bogen begynder sådan:"Hvorfor skulle jeg ikke stå på vandski? Jeg havde aldrig prøvet det før - det var en udmærket grund til at prøve det nu. Den røde motorbåd lå inde ved molen. - Uanset hvad der sker, skal du bare holde fast, sagde Chuck. Jeg iførte mig for en sikkerheds skyld den orangefarvede vest og korkbælte om maven. Jeg frøs lidt, selv om det var varmt; jeg var så tynd, at jeg fik gåsehud bare jeg kom ud i luften. Hank og Billy var lidt yngre end mig, men helt anderledes polstrede. Maven hang dem ud over badebukserne, navlerne forsvandt helt i fedtval­kerne. Chuck var elleve år og en lille tynd spirrevip. Det var ham, der styrede båden, han var også den bedste i familien til at stå på vandski, han kunne have optrådt med det i Everglades. Jeg sad yderst på molen med vandskiene på og holdt fast i det røde plastichåndtag. En lang hvid line snørklede sig hen over vandet til motorbådens agterstavn. - Så starter vi, sagde Chuck. - Læn dig frem, når du mærker, linen strammer, og så tilbage. Og hold fast. For Guds skyld, hold fast. Båden startede med overdøvende motorlarm. Linen strammedes. Jeg lænede mig frem og gav mig alle vandguder i vold. Ingen kunne benægte, at jeg et øjeblik efter stod på vandski og blev trukket af en motorbåd. Det var indiskutabelt. Der var bare det lille problem ved det, at jeg med vandski på fødderne befandt mig et stykke under vandets overflade og nu nede mellem fisk og søgræs blev trukket ud mod midten af søen. Hold fast, havde Chuck sagt. Jeg holdt fast. Det var meningen, at fremdriften skulle få mig op af vandet, op at flyve. Men der måtte være et eller andet, vi havde fejlberegnet. Den line, jeg så krampagtigt holdt fast i, sank længere og længere ned mod søens bund. Snart ville den gå næsten lige ned, og mine vandski ville pløje to riller gennem mudderet dernede. Det kunne ikke blive ved på den måde. Jeg slap. Jeg kom prustende og baskende op i luften og fik samlet skiene sammen, og så hundesvømmede jeg ind til molen og klavrede op. Chuck kom tilbage med båden. - Er du klar til en tur til? sagde han. Selvfølgelig var jeg det. Jeg var altid klar til en tur til.Vi var i Eagle River i det nordlige Wisconsin, et område med tusinde søer op til Ottawa National Forest og ret syd for Thunder Bay på den canadiske side af Lake Superior. Familien havde lejet et hus den sidste uge af sommerferien; så kunne vi også lære hinanden at kende. Jeg var sammen med de to fremmede mennesker, jeg det næste år skulle kalde mom og dad og de to drenge og to piger, jeg skulle til at kalde mine søskende. "

Første bind af erindringsroman om tresserne. Første bind foregår i foråret og sommeren 1960. Anden g på et københavnsk gymnasium, fester og forelskelser, politik og skolekomedie.Uddrag af Grænseløs 1:Birgitte var begyndt at komme ovre på isbaren efter skoletid, hvor vi altid sad og hang en halv times tid. Jeg sad engang og sugede orangeade op af glasset med sugerør, mens jeg så på hende, og da hun vendte sig halvt om for at tale med Leif, strøg hendes hår let hen over min kind. Det brændte, i lang tid sad jeg med næsen ned i glasset og mærkede, hvor det sved i kinden af hendes hår. Nældestriber, sådan føltes det. Da hun var gået, sagde Leif: - Hver gang, jeg ser den pragtfulde røv, bliver jeg liderlig. - Åh, mind mig ikke om den, sagde Jørgen. Jeg sagde ikke noget. Hvem taler I om? Birgitte? Hvad for en Birgitte? Nåh hende, har hun en røv? Det havde hun formodentlig, men jeg havde ikke lagt mærke til den. Jeg var ikke kommet længere end til håret, læberne og øjnene. Disse blå øjne. Var de violblå, himmelblå, havblå, dueblå, hyacintblå? Eller skulle jeg bare følge mine nye principper og fastslå: Hun har blå øjne, der er blå. Blå. Så blå, at intet er blåttere, blåttere end blåt, blot blå. Jeg havde været oppe i et digt af Pierre de Ronsard i fransktimen i dag "Mignonne, allons voir si la rose..." Det var hundesvært, men netop derfor havde jeg brugt lang tid på det derhjemme og redet alle trådene ud, så jeg klarede det godt nok. Nu sad jeg og tænkte på det. Det handlede om Birgitte: Tandis que votre âge fleuronne en sa plus verte nouveauté, cueillez, cueillez votre jeunesse comme à cette fleur, la veilesse fera ternir votre beauté- Og så er der det ved det, sagde Leif, - at i modsætning til de fleste kønne piger er hun også intelligent. Så man kan også tale med hende uden at det bliver kedeligt eller irriterende.Det var rigtigt, man kunne tale med Birgitte. Hun og Leif og jeg kastede os ud i alle de store diskussioner ovre på isbaren, og når jeg var i gang med det, kunne jeg godt være naturlig over for hende. Jeg håbede bare på, at hun ikke anede, hvad for nogle følelser, der rumsterede rundt i mig. Men selvfølgelig vidste hun det. Det ved de altid, tit før vi selv ved det. Så vidt, så godt, men det var ikke til at komme længere. Strategi kendte jeg ikke noget til. Enten busede jeg alt for hårdt og voldsomt på eller også var jeg stum. Jeg havde ikke lært at spille en lille smule ligeglad for at lokke hende frem.

"Vandene synger" er ikke kun en beskrivelse af en rejse i Surinam og Guyana 1987-88, men et forsøg på at forstå landene ud fra deres historie og kultur.Uddrag af bogen:Nå, så vi sad og ventede på Dwayne fra Dadenawa ranch, sagde Allan. Ja, det var i øvrig hans svoger. Han havde en myresluger, der hed Anita. Fin fyr. Skulle han være i byen i dag? Det havde han da ikke hørt noget om. Men hvad i alverden lavede vi i øvrig her i Lethem. - Guds røvhul, som han kaldte det. Vi fortalte, hvordan vi måtte opgive at flyve fra Paramaribo til Georgetown i Guyana, fordi Air Guyanas fly enten blev helt væk eller omdirigeret til andre destinationer. Derfor var vi kommet kravlende ind ad bagdøren. Vi havde taget med bus ned gennem hele Venezuela og et hjørne af Brasilien og over Takutu-floden ind i Guyana. Nu regnede vi med at flyve op til Georgetown herfra. Der skulle være to ugentlige forbindelser fra Lethem. Det lo Allan meget af. Det var godt nok det morsomste, han havde hørt længe. Alle smuglerne - hucksters - i Georgetown tager ned til Lethem og over grænsen til Brasilien og køber ind. Dels almindelige varer, der er knaphed på, dels narkotika. Den anden vej smugler man guld og diamanter ud fra Guyana. Det betyder, at alle fly er overbooked måneder i forvejen. Og selv om man har reserveret plads, bliver man sat af, hvis en huckster kan betale piloten ekstra for at få ens plads. De betaler tusinder af dollars i bestikkelse for at springe over i køen. Skulle der endelig være nogle ledige pladser mellem smuglerne, sætter politiker­ne sig på dem og fordeler dem til deres venner og forbindelser. Vi kunne såmænd godt komme til Georgetown, fordi vi nu tilfældigvis havde mødt ham. Han havde de rigtige forbindelser, så han kunne få sat nogle andre godtroende fjog med pladsreservering af til fordel for os. Men han kunne ikke garantere os, vi kunne komme ud af Georgetown igen. Det ville endda ikke gøre så meget, hvis det ikke var fordi vi havde en 60 dages billet hjem. Hvis vi ikke nåede det rigtige fly fra Trinidad til London, måtte vi købe ny billet hele vejen hjem. - I må hellere tage tilbage samme vej, I er kommet, sagde Allan. - Det er også sikrere. Guyana Airway har leaset sit jetfly af en privat millionærfamilie i Georgia. Det er af en type, der er forbudt i USA, fordi de har en beklagelig tendens til at falde fra hinanden oppe i luften. Air Guyanas faste pilot er cubaner. Allan havde fløjet med ham engang, og da var piloten så døddrukken, at han ikke kunne stå på benene, men måtte hjælpes ud af cockpittet. I skyndingen havde de glemt at få copilot med. De to stewardesser var ved at falde om af træthed. De og maskinen havde været i gang uafbrudt i atten timer. Piloten landede flyet som en sæk kartofler der falder ned fra et tårn. Små børn fløj gennem luften i kabinen. Det var et under, at ingen var blevet alvorligt kvæstet.

Eksperimenterende visuelle digte af Arne Herløv Petersen, skrevet 1963-1965

Samling af Arne Herløv Petersens indlæg på Facebook i året 2020. Året var præget af corona-pandemien og valget i USA, men der blev også tid til iagttagelser og meninger om politik og natur, litteratur og dagligdagens tildragelser - og meget andet.Et eksempel kunne være:Hvis jeg ser tilbage på de bøger, jeg hare læst de sidste tyve-tredive år, er det et meget broget kludetæppe.Jeg læser en del ældre litteratur. Der er fra disse perioder en overvægt af mandlige forfattere, men jeg har forsøgt at skabe en vis ligevægt i det, jeg læser, og jeg har læst kvindelige forfattere fra Sapfo, Sei Shonagon og Shikibu Murasaki over Jane Austen og søstrene Brontë til moderne klassikere som Virginia Woolf og Nathalie Sarraute.Jeg har i mine udgivelser af e-bøger forsøgt at sætte lys på oversete kvindelige forfattere fra tidligere perioder, og har f.eks udgivet bøger af samtlige de kvindelige forfattere, Pil Dahlerup nævner i sin epokegørende disputats, og prøvet at skabe opmærksomhed om glemte og efter min mening meget betydelige forfattere som Inga Nalbandiàn. De fleste af disse forfattere er for øjeblikket kun umiddelbart tilgængelige gennem mine e-bogudgaver. I den nye litteratur, jeg læser, er der vel omtrent ligevægt mellem kønnene. Jeg vil gerne følge lidt med i, hvad der foregår her og nu - også i den danske litteratur - så jeg læser altid et udvalg af årets bøger. I år har jeg således med stort udbytte læst nye bøger af Solvej Balle, Stine Pilgaaard og Asta Olivia Nordenhof. Jeg har nok læst flere nye danske bøger af kvinder end af mænd, for dem er der flest af.*Jeg har disse hovedsynspunkter:1. Der er ikke grund til konkurrence og brødnid mellem forfattere, for der er plads til alle. Enhver har sin egen, individuelle stemme. Læseren foretrækker naturligvis nogle stemmer frem for andre, men det er ikke muligt at opstille lister, hvor forfattere bliver nummer et, to eller tre. Litteratur er ikke hækkeløb, der er forfattere til enhver læserskare.2. Enhver forfatter kan skrive om hvad som helst. Man skal ikke finde sig i mundkurv - som når nogle vrænger "kulturel appropriation", hvis man skriver om et andet køn eller en anden etnisk gruppe. Man kan skrive om hvad som helst og hvem som helst. Man kan godt skrive om en Quasimodo uden selv at være en pukkelrygget dværg. Man kan skrive om Madame Bovary uden at være kvinde eller om Orlando uden at være transkønnet.2. Monokultur er ikke godt - hverken i naturen eller i litteraturen. Det er bedst, når hundrede blomster blomstrer. Det er bedre med mangfoldighed end med ensretning.3. Som læser synes jeg, det er spændende og givende at læse bøger skrevet af mennesker af forskellige køn og med forskellige seksuelle orienteringer, bøger skrevet om/af mennesker fra forskellige sociale lag, forskellige tider og steder,4. Det er netop det mirakuløse ved litteraturen, at den gør det muligt at gå ind i andre mennesker, se med deres øjne og tænke deres tanker. Til daglig går vi rundt mellem hinanden, lukket ind i vores hylster af hud. Når vi læser, flyder vi over i de andre og de ind i os. 5. Af alt det følger, at jeg ville anse det for en ulykke, hvis der *kun* blev udgivet bøger skrevet af mennesker af ét køn, fra én socialgruppe eller aldersgruppe eller etnisk gruppe. Jeg vil have det hele - broget og mangfoldigt.6. Man skal ikke tilstræbe absolut, matematisk lighed. Det er overflødigt og umuligt og ville skabe kunstige begrænsninger. Men der skal være mulighed for at vælge i et stort og broget udbud.

536 af Arne Herløv Petersen er en samling med seks, store mytiske fortællinger, der både trækker på den gotiske tradition og den fantastiske litteratur. Nobelpristagerens Iziguros seneste roman The Buried Giant befinder sig et lignende sted.Tidsmæssigt er det i året 536, der af en historiker er udnævnt til at være det værste år at leve i i verdenshistorien. Det er den mytiske tid, der forbindes med antikkens endelige kollaps og kirkens magtovertag på alle niveauer, tiden umiddelbart før Islam trådte frem.Arne Herløv Petersen skriver sig ind i forskellige områder af tiden og viser denne, den mørkeste middelalders ukendte og overraskende, kulturelle variation.En af fortællingerne, Tjalve, foregår i Norden. En anden, Procopius, i det Østromerske rige. En tredje, Chunyu, foregår i ”Den første dag i ferskenmåneden i dragens år, i kejser Wus 35. regeringsår,” altså i Kina. Og alle vegne på alle kontinenter slukkes solen midlertidigt og pesten trænger sig frem.

I 1920'erne mødtes en række unge digtere på Universitetets frokoststue. Blandt dem var Tom Kristensen, Rud. Broby-Johansen, Jens August Schade, Johannes Weltzer og Knud Bruun-Rasmussen. Nogle af dem fandt sammen om at udgive lyriktidsskriftet Klinte, der stadig findes hundrede år efter, nu som Hvedekorn. Det var en bevæget tid med kongekup og genforening. Tom Kristensen kom også i den gruppe, der blev kaldt Valby-Parnasset, sammen med bland andre Emil Bønnelycke og Harald H. Lund. Broby-Johansen hentede den jyske digter William Waagner til København. Klinte skildrer hele denne flok brogede digtere, hvis liv på godt og ondt flettede sig sammen i denne tid.

Digte om flyvende katte, katte i sne, katte der forklarer meningen med det hele og katte, der bare sidder på deres hale og ser sig om.

Opdateringer fra Facebook 2019

Arne Herløv Petersen er én af dansk litteraturs søjler. Han debuterede på sin 15 års fødselsdag den 14. marts 1958 i antologien Unge meninger om Vi Mennesker der udkom på forlaget Arena. Siden har han skrevet et tocifret antal romaner og digtsamlinger foruden sin omfattende produktion af oversættelser og sit vældige bidrag til bevarelsen af dansk litteratur med ebogsproduktion og udgivelse af kendte og ukendte perler skrevet frem til 1947 (senere forfattere er omfattet af copyright).Nu udgiver Det Poetiske Bureaus Forlag hans Udvalgte digte med uddrag fra 34 bøger, deriblandt hans bedste oversættelser, samt hidtil utrykte digte. Arne Herløv Petersen springer endvidere ud som ophavsmand til et par pseudonymer, hvoraf ét er blevet prisbelønnet og anmelderrost efter årtusindeskiftet.Sådan lyder samlingens første digt: SAS-hotellet Juniaften; tågegrøn. Selv skyerne tar fejl og går tværs gennem bygningen.En ung Arne Herløv Petersen fanger det, vi andre i årevis har prøvet at sætte ord på. Sommerskyernes spejling i Arne Jacobsens monumentale bygning overfor Hovedbanegården.Et afsnit i den store udgivelse rummer eksperimenterende poesi, hvor digtet aftegner indholdet grafisk. Det afspejler konkret poesi og den tid, det blev til i, men går helt tilbage til begyndelsen af 1900-tallet og Apollinaire.Det er måske mest sigende for samlingen, at dens mere end fem hundrede sider vækker mindelser om det Ivan Malinowski kaldte ”Glemmebogen”, en antologi, der rummer det, vi ikke bør glemme fra de seneste 50-60 år, hvor Arne Herløv Petersen har sanset, iagttaget og skrevet.Bogens femte del er et udvalg af de digtoversættelser forfatteren har foretaget, og her indgår nogle af hans favoritter, modernismens første store forfatter, James Joyce, haikuets klassiske mester Basho og en forløber for surrealismen, den engelske nonsensdigtnings kendteste navn, Lewis Carroll. For ikke at tale om Arne Herløv Petersens imponerende fordanskning af Edgar Allan Poes Ravnen: I en midnat mørk og øde, da med øjne matte, røde træt jeg gransked folianter om en fortids karakter, mens jeg blunded, træt i tanken, lød der pludselig en banken på min dør, et slag mod planken, som en gæst der ankom her. Det er blot en gæst, der banker. Det er bare det, der sker. Dette kun, og intet mer. Intet mit erindring dæmper, det var i en mørk december, hvor hver glød på arnen kæmper mod det mulm, en vinter ser. Ivrigt længtes jeg mod morgen, og jeg søgte glemme sorgen gennem bøger glemme sorgen, at Lenore er ej mer. Ak, hin skønne sjældne pige, som kun himlens engle ser, og som nu er navnløs her.Og så videre. Og meget mer.

Lyset, replikkerne og fortællingen fra besættelsestidens København, som Arne Herløv Petersen genskaber med overbevisninger, sender læseren direkte ind i et spændende og levende tidsbillede og en fortælling om en følsom, ærlig og søgende ung digter, der døde alt for tidligt, og den kreds af venner, digtere og modstandsfolk han bevægede sig i. Store dele af fortællingen er således dedikeret til personligheder som Tove Ditlevsen, Halfdan Rasmussen, Ester Nagel og Sonja Hauberg. Bogen er desuden forsynet med en fyldig litteraturliste med kilder til Morten Nielsen og de øvrige digteres liv og værker samt besættelsestiden som sådan.*Arne Herløv Petersen har udgivet digtsamlinger og romaner. Senest er kommet: Zephyr. (Fortælling 2017), Fugle kan ikke flyve. (Digte 2018) og Udvalgte digte (2018), alle på Det Poetiske Bureaus Forlag.

I år 2093 har nazismen endnu engang lagt sin klamme hånd over Europa. 15-årige Heinrich er allerede hårdkogt og desillusioneret og har ikke et pænt ord tilovers for nogen. Ikke engang da han finder sin mor hængende fra en ledning i døråbningen, bliver han andet end irriteret. Skole duer han ikke til, og arbejde er ikke til at få, så han bliver en del af hæren i Uniropa og sendt til Afrika for at kæmpe for europæiske interesser mod Solstille – vore dages Japan.Arne Herløv Petersen (f. 1943) er en dansk forfatter og oversætter. Han er uddannet cand.phil. i historie og arbejdede i mange år som journalist. Arne Herløv debuterede i 1962 med digtsamlingen "Digte" og har efterfølgende udgivet en perlerække af digtsamlinger, novellesamlinger og romaner.

Pelle vokser op i et arbejderhjem i Brønshøj i efterkrigstidens Danmark. I hans familie er der ikke tradition for, at man går i gymnasiet, men ikke desto mindre er det den vej, Pelle vælger. Det indebærer, at han må kappe båndene til en del af sin fortid, og alligevel har han svært ved at finde sig til rette med gymnasielivets borgerlige værdier.Det første bind i trilogien "Fjerne mål" følger Pelle i årene 1947, 1952, 1957 og 1962. Vi ser drengen vokse op, når interesserne flytter sig fra barndommens fornøjelser til det modsatte køn, når han får øjnene op for samfundets uretfærdigheder og begynder at blive venstreorienteret, og hvordan betydningen af det begreb ændrer sig for ham i tidens løb.Samtidig følger vi historiens udvikling i løbet af de 20 år. Koreakrigen, den kolde krigs begyndelse, urolighederne i Ungarn og atomoprustningen spiller alle en rolle i Pelles, såvel som resten af verdens, historie.Arne Herløv Petersen (f. 1943) er en dansk forfatter og oversætter. Han er uddannet cand.phil. i historie og arbejdede i mange år som journalist. Arne Herløv debuterede i 1962 med digtsamlingen "Digte" og har efterfølgende udgivet en perlerække af digtsamlinger, novellesamlinger og romaner.

Pelle vokser op i et arbejderhjem i Brønshøj i efterkrigstidens Danmark. I hans familie er der ikke tradition for, at man går i gymnasiet eller på universitetet, men ikke desto mindre er det den vej, Pelle vælger. Det tredje og sidste bind i trilogien fortæller om Pelles liv i år 1987, 1992, 1997 og 2002.Pelle har fundet kærligheden med en ny kvinde og er flyttet til et parcelhuskvarter i Buddinge. Han stopper som gymnasielærer for i stedet af drive sin egen konsulentvirksomhed. Vi følger også Pelles svære opgør med sin egen fortid, da hans far ligger for døden. Og vi får indblik i hans tanker om hans egen død, hvilke opstår i kølvandet på afskeden fra arbejdsmarkedet og tabet af en gammel ven. Gennem Pelle oplever vi de store samfundsomvæltninger, da Sovjetunionen går i opløsning, og verden pludselig ser helt anderledes ud.Arne Herløv Petersen (f. 1943) er en dansk forfatter og oversætter. Han er uddannet cand.phil. i historie og arbejdede i mange år som journalist. Arne Herløv debuterede i 1962 med digtsamlingen "Digte" og har efterfølgende udgivet en perlerække af digtsamlinger, novellesamlinger og romaner.

Pelle vokser op i et arbejderhjem i Brønshøj i efterkrigstidens Danmark. I hans familie er der ikke tradition for, at man går i gymnasiet eller på universitetet, men ikke desto mindre er det den vej, Pelle vælger. Det andet bind i trilogien "Fjerne mål" følger Pelle i årene 1967, 1972, 1977 og 1982. Under "kærlighedens sommer" i 1967 er Pelle optaget af vietnamkrigens uretfærdighed, men dog endnu mere interesseret i sin forelskelse i Tulte.Da Pelle bliver far til Dunja, ser han anderledes på verdenssituationen og engagerer sig i kampen mod atomkraft. Hans kone melder sig til gengæld ind i Danmarks kommunistiske parti, hvilket fører til spændinger i hjemmet. Gennem Pelle oplever vi den store frygt for, at den kolde krig skal til at varme op i starten af 1980‘erne, og hele folkestemningen skinner igennem i den nu voksne mands historie.Arne Herløv Petersen (f. 1943) er en dansk forfatter og oversætter. Han er uddannet cand.phil. i historie og arbejdede i mange år som journalist. Arne Herløv debuterede i 1962 med digtsamlingen "Digte" og har efterfølgende udgivet en perlerække af digtsamlinger, novellesamlinger og romaner.

I 1100-tallets Danmark lider bønderne grusomt under kong Knuds styre. Kongen vil ud og erobre de omkringliggende egne og fremme kirken, og derfor har han hævet skatterne så meget, at bønderne sulter. Simmer er en simpel bondesøn fra Langeland, som rejser til Odense for at blive landsbypræst. Igennem Simmers øjne oplever vi Knud den Helliges Danmark og mærker, hvordan det var at leve i middelalderen.Arne Herløv Petersen (f. 1943) er en dansk forfatter og oversætter. Han er uddannet cand.phil. i historie og arbejdede i mange år som journalist. Arne Herløv debuterede i 1962 med digtsamlingen "Digte" og har efterfølgende udgivet en perlerække af digtsamlinger, novellesamlinger og romaner.

Med sin nye digtsamling på Det Poetiske Bureaus Forlag, Fugle kan ikke flyve, når Arne Herløv Petersen ind i et sted, hvor ikke alle forfattere får lov at komme. Der, hvor det komplekse i livet fremstår enkelt, og endda ind i mellem smukt: LÆRKE Det var de farveløse dage hvor den eneste sol var ukuelig følfod, og de skrabede nætter hvor de eneste stjerner var sovende sneprydEn række af digtene tager fat i det ældgamle, men stadig aktuelle filosofiske og eksistentielle problem, somprægede f. eks. den tidlige Svend-Aage Madsens forfatterskab – hvad er virkeligheden: RØDKLØVER Man kan forestille sig rødkløver Se farven for sig Indsnuse duften Og derfor ved jeg ikke om du er der når du holder om mig(Det Poetiske Bureaus forlag)

Opdateringer på Facebook i året 2017 - meninger, vurderinger og små essays om især litteratur og samfund.

I en fremtidsverden er menneskene opdelt i tre klasser, garkerne, der sidder på magten, plebberne, der tager sig af alt forefaldende arbejde, og toflerne, der ikke kan få arbejde, men bliver betalt for at være forbrugere, så økonomien kan køre rundt. Uden for disse grupper står robotterne og de utilpassede, der har fundet et fristed i de store skove.

Bogen "Aktindsigt" følger op på "Skueprocessen", der udkom i 2009, og beretter om spionagesagen mod Arne Herløv Petersen og hvad senere fulgte. Denne bog fortæller om indholdet af de aflytningsrapporter, AHP fik adgang til, om korrespondancen med PET og justitsministeriet for at få aktindsigt, om det, der siden 2009 er skrevet om sagen og om PET's ønske om at udlevere AHP's private dagbøger til Statens Arkiver. Bogen afsluttes med et essay, der sammenfatter hele sagen under titlen "Var det det værd?

Sonnets and other rhyming poems in English