Bøger af Bent Meier Sørensen

Professor Bent Meier Sørensen har kastet sig ud i et atypisk forsøg: Som mangeårig forsker og underviser ved Copenhagen Business School kunne han for et par år siden konstatere, at det ikke længere var en selvfølge, at de studerende deltog aktivt i undervisningen. Alt for ofte vandt facebook og Google kampen om de unge menneskers opmærksomhed. Bogens forfatter indgik derfor en kontrakt med sine studerende: tilbage til pen og papir, computer og iPad ingen adgang i lokalet. Resultatet: Kvaliteten af undervisningen steg eksplosivt, fordi de havde fundet ro til at forstå komplekse problemstillinger. Hvad betyder det for vores kroppe og hjerner, at vi har vænnet os til konstante afbrydelser, fordi vi går på sociale medier midt i en anden aktivitet? Hvad betyder det for forholdet børn og forældre imellem, når vi ikke længere har øjenkontakt, men taler hen over skærmene? "Skærmens magi" er en kritisk og polemisk bog om vores brug og misbrug af skærme i alle livets vigtigsteforhold: barndom, skole, uddannelse, arbejde, parforhold og familieliv. Når skærmen er slukket, mærker man pludselig, at man er et ensomt og afgrænset individ. For at vokse som menneske må man nu stille sig selv fundamentale spørgsmål som: Hvad betyder virkelig noget i mit liv? Hvilke værdier skal præge mine børns opvækst? Hvilke fysiske fællesskaber vil jeg indgå i? Hvad skal binde os sammen som samfund? "Skærmens magi" er et engageret opråb om at trække stikket noget mere og oftere, så vi husker at tænke stort. Det er ikke nok med mere mindfulness og terapi eller at lære at sige nej og stå fast. Ifølge forfatteren skal vi igen lære at fordybe os i skabende arbejde, hente næring og inspiration i viden, gennem fysisk arbejde, i naturen og kunsten. For ganske enkelt at vokse som mennesker, kultur og samfund. Det kræver træning at aflære dårlige vaner, men kampen er først lige begyndt. Bent Meier Sørensen (født 1967) er professor ved Copenhagen Business School samt klummeskribent ved Kristeligt Dagblad.

Poststrukturalismen har i dag vundet indpas i de samfundsvidenskabelige såvel som de humanistiske discipliner. Indtil nu har diskussionen imidlertid overvejende været præget af teoretiske og teorihistoriske bidrag, hvilket har skygget for en diskussion af spørgsmålet om poststrukturalismens anvendelighed i konkrete analyser. På denne baggrund sættes der i denne antologi fokus på spørgsmålet om, hvilken forskel poststrukturalismen gør i den konkrete analyse. Med andre ord anlægges der i antologien et analysestrategisk perspektiv på poststrukturalismen.Poststrukturalistiske analysestrategier præsenterer en række forskellige analysestrategier, sådan som de udfoldes i de vigtigste forfatterskaber inden for traditionen. Antologien udgør dermed et inspirerende katalog over den sproglige vendings omsætning til konkrete strategier for forskning, der har relevans både for studerende og forskere.Poststrukturalistiske analysestrategier omfatter både repræsentanter for strukturalismen (Claude Levi-Strauss, Roland Barthes, Jacques Lacan), den klassiske poststrukturalisme (Jacques Derrida, Michel Foucault, Ernesto Laclau) og forfattere på kanten af poststrukturalismen (Slavoj i ek, Niklas Luhmann og Gilles Deleuze/Felix Guattari).Denne bog er produceret sideløbende med bogen Socialkonstruktivistiske analysestrategier, også udgivet på Roskilde Universitetsforlag.

Religion er med fornyet kraft blevet en levende del af virkeligheden. Religionen har til alle tider spillet en betydningsfuld rolle i forhold til teatret. Som modspiller, som inspiration, som beslægtet dimension, der gestalter det uhåndgribelige. Forståelsen af både religion og teater er under opbrud i disse år. Faste grænsedragninger og begrebsdannelser er ikke længere en selvfølge. Der åbnes for afsøgninger af krydsfelter mellem de to områder.I bogen behandler en række forskere – fra Canada, Danmark, Italien, Sverige, USA – relationen mellem Religion og Teater ud fra en række tilgange: teologiske, filosofiske, sociologiske, teatervidenskabelige, psykologiske m.fl. – og ud fra tre overordnede perspektiver: Tradition, Modernitet, Hyperkompleksitet.