Bøger af Bjørn Bredal

Stor biografi om Malthe Conrad Bruun (1775-1826), der pga. sin opposition mod enevælden måtte gå i landflygtighed og tilbragte over halvdelen af sit korte liv i Frankrig.

Alt for mange unge mistrives. De kæmper med angst, depression og ensomhed. Livet er blevet en evig eksamen. Døgnet rundt skal der præsteres og performes både menneskeligt og fagligt. Men du er allerede bestået er budskabet fra højskoleforstander Bjørn Bredal.Vi er i en ond cirkel, hvis vi tror, at mistrivsel skyldes noget, som er gået i stykker i den enkelte. Bredal forsøger at bryde cirklen ved at fokusere mere på trivsel end på mistrivsel og mere på fællesskabet end på den enkelte. Bliver vi bedre til at hjælpe hinanden, bliver vi nok også bedre til at hjælpe os selv. Med udsyn til europæiske ideer om krop, sjæl og tvivl er Du er bestået et bud på et samfund, som tænker i helhed.Bjørn Bredal (f. 1956) er forstander for Johan Borups Højskole i København. Tidligt formet af livet omkring en cykelforretning i Herlev. Udbryder fra et missionsk, kristent miljø. Cand.mag. i fransk og musik fra Københavns Universitet med efteruddannelser i Paris og Oxford. Tidligere redaktør på Gyldendal, Weekendavisen og Politiken. Siden oversætter, forfatter, underviser og nu: højskolemenneske.

Venedig er den store drøm hos Marcel Proust (1871-1922). Fortælleren i hans vældige roman På sporet efter den tabte tid længes livslangt efter at spejle sig i kanalerne og finde lykken ved lagunen. Venedig er begærets by, og Bjørn Bredal skriver om dette begær. Han folder Venedig ud som et centralt billede hos Marcel Proust og i århundredeskiftets kultur. Han læser et hovedværk i verdenslitteraturen som en livstolkning udformet i kunst og kunstteori netop på det tidspunkt, da "det moderne" sætter igennem på alle områder. Det vil bl.a. sige som en stor psykologisk roman - der fuldstændig nedbryder den individuelle psykologi. Begærets by er en introduktion til På sporet efter den tabte tid, en kærlighedserklæring til Venedig og en præsentation af Marcel Proust.

Historien om tilblivelsen af Den lille prins og portræt af bogens forfatter Antoine de Saint-Exupéry, fransk forfatter, digter, aristokrat, journalist og pilot. I august 2016 udkommer den internationale bestseller, Den lille prins, i en ny dansk oversættelse.

Frankrig er et pragtfuldt land med Alper, oste, vine, franskmænd, floder, østers og Tour de France. Men Frankrig er også en idé. Da millioner af mennesker i januar 2015 gik på gaden i Paris for at protestere mod massakren på Charlie Hebdo, stod de franske sammen om denne idé. Og folk fra alle kontinenter fløj til Frankrig for at gå med i marchen og sige Je suis Charlie. Alle ville vise, at Frankrig er en idé med bud langt ud over Frankrigs grænser. Idéens kerne er, at alle mennesker er født lige og frie. Bjørn Bredal forfølger denne idé fra katedralen til Bastillen, fra kejseren til republikken og fra fodbolden til frankofonien. Han ser ideen i vinen, baguetten, geografien, gastronomien og visse kvinder: en jomfru, en furie og en maîtresse - samt en gallisk hane, en general og adskillige andre messieurs.

Mellemøstens karavaner har altid mødtes i Damaskus. Kamelerne er kommet sejlende gennem de store ørkener med krydderier, parfumer, silkestoffer, ædle metaller, tæpper, olier, elfenben og alt, hvad halvmånens verden kan byde p af fødevarer og rigdomme. De kom med guld, røgelse og myrraskær, de kom med sand, støv og ørkenvind, og de kommer den dag i dag.Det danske Institut for Videnskab og Kultur bor i et lille østerlandsk palads: Aqqad-huset - på arabisk: Bayt al-Aqqad. Navnet skyldes den sidste store familie, som boede her. Aqqad-familien var uldhandlere og tekstilfabrikanter med domicil i suq’en indtil midt i 1900-tallet, da de gav op og forfaldet satte ind. Huset er rejst af ruiner og står i al sin glans med 2.000 års historie gemt i murene.Sådan et østerlandsk palads findes kun, når man er i det, ellers er det omtrent ikkeeksisterende. Man kan ikke gå rundt om det, husets ejer kan ikke stå på afstand af det og som en anden herremand omfatte sin rigdom med tilfredshed og stolthed over, at det syner. For det gør det ikke. Man har heller ikke huset for øje, mens man nærmer sig: Bayt al-Aqqad bliver ikke som vesterlandske huse større og større i takt med, at afstanden til det mindskes. Nej, mens man arbejder sig gennem suq’ens labyrint, er det der slet ikke, men så pludselig, med et slag, så står det der som en gave fra den himmel, der åbner sig over husets gårde, springvand, marmor og skyggefulde træer.I oktober 1997 overtog instituttet nøglen til ruinen. Udlændinge kan ikke eje fast ejendom i det gamle Damaskus, så konstruktionen er juridisk kompliceret: først har den syriske regering eksproprieret huset, dernæst har den givet instituttet kontrakt på det i et halvt århundrede til gengæld for istandsættelsen.Der har været en lang række eksperter, håndværkere, arkitekter, konservatorer, arkæologer involveret i det lille østerlandske palads’ genfødsel. Det er altsammen gjort med respekt for det gamle hus, dets form og historie.Den gamle bydel i Damaskus med Bayt al-Aqqad er i dag sat på UNESCOs World Heritage liste. Det Danske Institut i Damaskus har hjemme i et af verdens smukkeste huse.Bogen er rigt illustreret med farvebilleder af arkitekturfotografen Jens Lindhe. Redaktør på dagbladet Politiken, Bjørn Bredal, og restaureringsarkitekt Bente Lange, der har stået for husets restaurering, har hver skrevet et essay om huset og dets historie.

Mellemøstens karavaner har altid mødtes i Damaskus. Kamelerne er kommet sejlende gennem de store ørkener med krydderier, parfumer, silkestoffer, ædle metaller, tæpper, olier, elfenben og alt, hvad halvmånens verden kan byde p af fødevarer og rigdomme. De kom med guld, røgelse og myrraskær, de kom med sand, støv og ørkenvind, og de kommer den dag i dag.Det danske Institut for Videnskab og Kultur bor i et lille østerlandsk palads: Aqqad-huset - på arabisk: Bayt al-Aqqad. Navnet skyldes den sidste store familie, som boede her. Aqqad-familien var uldhandlere og tekstilfabrikanter med domicil i suq’en indtil midt i 1900-tallet, da de gav op og forfaldet satte ind. Huset er rejst af ruiner og står i al sin glans med 2.000 års historie gemt i murene.Sådan et østerlandsk palads findes kun, når man er i det, ellers er det omtrent ikkeeksisterende. Man kan ikke gå rundt om det, husets ejer kan ikke stå på afstand af det og som en anden herremand omfatte sin rigdom med tilfredshed og stolthed over, at det syner. For det gør det ikke. Man har heller ikke huset for øje, mens man nærmer sig: Bayt al-Aqqad bliver ikke som vesterlandske huse større og større i takt med, at afstanden til det mindskes. Nej, mens man arbejder sig gennem suq’ens labyrint, er det der slet ikke, men så pludselig, med et slag, så står det der som en gave fra den himmel, der åbner sig over husets gårde, springvand, marmor og skyggefulde træer.I oktober 1997 overtog instituttet nøglen til ruinen. Udlændinge kan ikke eje fast ejendom i det gamle Damaskus, så konstruktionen er juridisk kompliceret: først har den syriske regering eksproprieret huset, dernæst har den givet instituttet kontrakt på det i et halvt århundrede til gengæld for istandsættelsen.Der har været en lang række eksperter, håndværkere, arkitekter, konservatorer, arkæologer involveret i det lille østerlandske palads’ genfødsel. Det er altsammen gjort med respekt for det gamle hus, dets form og historie.Den gamle bydel i Damaskus med Bayt al-Aqqad er i dag sat på UNESCOs World Heritage liste. Det Danske Institut i Damaskus har hjemme i et af verdens smukkeste huse.Bogen er rigt illustreret med farvebilleder af arkitekturfotografen Jens Lindhe. Redaktør på dagbladet Politiken, Bjørn Bredal, og restaureringsarkitekt Bente Lange, der har stået for husets restaurering, har hver skrevet et essay om huset og dets historie.

I sommeren 2011 skrev Bjørn Bredal 23 artikler om Frankrig, der blev bragt i Politiken under Tour de France i juli måned. Med afsæt i aktuelle begivenheder, med cykelløbet som påskud og med et vist historisk perspektiv forsøgte Bredal treogtyve dage i træk at nuancere billedet af Frankrig og franskmænd. Ambitionen var i al uhøjtidelighed og sommerhumør at prøve klicheer af og udfordre nogle af de forestillinger, vi danske har om de franske. Det lykkedes til fulde, og nu har Bjørn Bredal på baggrund af artiklerne skrevet en skarp og meget underholdende lille bog om Frankrig og franskmændene, om fransk politik, kultur og levet liv, om forholdet til Europa og til resten af verden og ikke mindst om Frankrigs forhold til ”affærer” samt om danskernes misforhold til libertineri og luksus.

Udgivet af Det danske Proust-selskab. Kirsten Thorup skriver blandt andet i sin artikel i Bulletinen: "I perioder har jeg brugt "På sporet..." som en Bibel - ikke sådan at forstå at der er noget helligt ved romanen, den er tværtimod yderst profan. Men jeg tager et af bindene - med den titel der nu passer til min sindsstemning - ud af reolen og slår op på en tilfældig side og er straks inde i romanens umådelige rum. Opslugt af teksten som af en gobelin, vævet i talrige farver og mønstre. Jeg bruger "På sporet..." dels til at komme ind i sprogets magiske verden ved hjælp af romanens overflødighedshorn af sanseindtryk og refleksioner, og dels for at samle mod: "Når Proust kan skrive sådan, kan jeg også". Jeg mener selvfølgelig ikke at jeg ønsker at skrive som Proust. Han er ikke noget litterært forbillede. Dertil er han for monumental og enestående. Men jeg stiller ind på hans bølgelængde for at blive inspireret af hans æstetiske radikalitet og frygtløshed og for at åbne mine sanser mod verdens vrimmel og derefter blive ført bagom tingenes virkelighed ind i den anden verden, helt ind i uendeligheden som er kunstens hjemsted."