Bøger af Carsten Hauch

Den polske adelsmand Stanislaus Litowski styrer med hård hånd sit gods og sin familie i det sydlige Polen. Han er tilhænger af det russiske overherredømme over den polske stat, men omkring 1830 er der gæring i den polske befolkning – ikke mindst i Litowskis familie – hvoraf flere i det skjulte er medlemmer af oprørsbevægelsen.Værket er bearbejdet og tilrettet moderne retskrivning.Carsten Hauch (1790-1872) var digter og romanforfatter. Han hørte til den første generation af det romantiske gennembrud i Danmark, og af hans hovedværker kan blandt andet nævnes romanerne En polsk familie (1839) og Robert Fulton (1853).

Ingen steder kommer Hauchs livsbetragtning så rent til orde som i hans lyrik. Prosa og lyrik er to adskilte scener i forfatterskabet: Der er romanernes store scene, hvor de skiftende verdensbilleder udfoldes med bred rollebesætning, og der er lyrikkens intime scene, hvor jeget optræder i sin egen kompromisløse rolle.Et karakteristisk mønster tegner sig allerede i ungdomsdigtet „De stridige Veie“ (1814), hvor konflikten mellem videnskabens og poesiens sandhed males i voldsomme naturbilleder. Det er ren Sturm und Drang. Erfaringens alvor træder stærkere frem i „Bekjendelse“ (1842), der er en status over kunstnerkaldet…Digtet „Bekjendelse“ står centralt i forfatterskabet, og Hauch nævner det selv i erindringerne som et memento over sit liv. Baggrunden er den svære personlige krise under sygdommen i Italien, som førte ham tilbage til et livshåb i digtningen. Digtet er så et tilbageblik og en meditation over dette håb. Hauch taler selvblottende og til dels overdrivende om sin manglende succes hos publikum: „Thi sielden har et Haandtryk, / Et venligt Blik, / End sieldnere en smeltet Menneskesiæl / Betalt mig for min Sang.“ Men den halvkvalt sørgmodige røst hæver sig gennem digtet til en tone og et håb, der bærer langt ud over miskendelse og det, som han afvisende kalder „Verdens Glimmer“. For i digtets højere sfære tolkes tilværelsen efter en anden monumental skala, så at digteren føler:den høie Giengieldelses Ret,Hvis hellige Finger,I det den fælder sit Offer,Over dets GravHenpeger mod Evigheden.Digtet handler om forfængelighed og forgængelighed, og gengældelsen er den højere retfærdighed, der udligner og godtgør de jordiske tab. Under evighedens synsvinkel er „Verdens Glimmer“ intet. Digtet udkaster i sin sidste gestus et mægtigt visionært rum, hvor den jordiske størrelsesorden er formindsket, og hvor det er den poetiske vision, der har bærekraft ud over timeligheden:I den mørke Høstnat;Da aned jeg, at der gives Tanker, der,Stiernerne liig,Ikke lyse for Jorden, men over den.Brandes kalder i sit essay med rette denne sidste linje for „ubegribelig stolt“, men man kan tilføje, at det lyser ud af digtets øvrige tale om offer, grav og gengældelse, hvordan afkaldets stolte etos er resultatet af en kraftanstrengelse.Det, der ofres og begraves, er også sanseligheden. Og ikke mindst tiltrækningen mellem mand og kvinde, der aldrig er rigtig overbevisende i romanerne, selv om det sædvanlige mønster er, at heltene elsker en kvinde, der tabes og genvindes til sidst. Men i ungdomslyrikken findes den friske erotiske sansning side om side med Sturm und Drang-attituden. Fx i „Sang af Hamadryaden“ (fra eventyrspillet af samme navn), hvor længslen efter kvindens krop på raffineret vis er spejlet i naturens former:Naar Vinden gynger paa de smekkre Grene,Jeg Smekkertbøielige, mindes dig.Naar mørke Taageslør paa Bierget skride,Du Mørktbeslørede, jeg mindes dig,Naar fierne Stierner over Himlen glide,Du fiernt Fortryllende, jeg mindes dig.Forelskelsen fremmanes i de suggestive gentagelser „jeg mindes dig“: hun er i alt, hvad jeget ser, og følelsernes sug går i ét med naturens bevægelse: hun er ét med grenens gyngen, tågeslørets skriden og så videre. – Erotisk betagelse er også grundoplevelsen i digtet „Sang af Bajazet“ (fra skuespillet Bajazet, 1828), hvor jeget hengiver sig til erindringen:Du kastede dit Blik paa mig, og jeg forfærdedes,Thi tvende Flammer brændte deri,De brændte mig i min Siæl.Naar jeg lægger mig, da staaer du for mig,Og jeg seer dig i din Herlighed, som jeg saae dig første Gang.Jeg husker det vel, dit Klædebon var sort,Men din Hals mere hvid, end en Melkopal.De tilbedte kvinder i begge disse digte er i orientalsk kostume og følger dermed en særlig romantisk faible for at potensere det erotiske med det eksotiske. Linjen var udkastet hos Oehlenschläger med hans besyngelse af Gulnares yndigheder i Aladdin. Hauchs „Sang af Bajazet“ tager linjen op, blot er 'forfærdelsen' hos Hauch tegn på, at vi er tættere på en mere kompliceret erotik end den sanselige charme hos Oehlenschläger.(Dansk Litteraturs Historie)

I romanen Robert Fulton (1853) når Hauch til en markant afklaring af sin livslange spekulation over natursammenhængen. Det er en historisk roman om den amerikanske ingeniør Robert Fulton, der opfandt og byggede verdens første dampskib. Handlingen udspiller sig i 1790'er-nes Amerika og beskriver Fultons liv og stræben i videnskabens tjeneste og især de forhindringer, han må overvinde, inden han kan krone sin indsats med triumf. Det er en dannelsesroman og dansk litteraturs første ingeniørroman. Litteraturhistorisk set viser den frem til Henrik Pontoppidans Lykke-Per (1898-1904), men der er en verden til forskel, for mens Pontoppidans antihelt ender med at undsige det teknologiske fremskridt, erkender Fulton sit kald i civilisationens store perspektiv. Hauchs kulturoptimisme, hans vision af civilisationsværkets forvandlende kraft er i samklang med den romantiske universalisme og dens begreb om verdensånden som en uendeligt skabende kraft. Et halvt århundrede længere fremme var dette håb overhalet af positivismens tro på empiriens facts, og pessimismen i fin-de-siecle romanerne hos fx Pontoppidan og J.P. Jacobsen var også et opgør med den romantiske idealisme. Dog, Hauchs optimisme er en optimisme på samtidens præmisser og ikke kun naiv. Den er netop reflekteret, og den rummer tillige en revision af hans eget romantiske udgangspunkt.(Dansk Litteraturs Historie)

Vilhelm Zabern (1834) er Hauchs første historiske roman og den mest gennemkomponerede. Intrigen udspiller sig i Norge og Danmark i begyndelsen af 1500-tallet omkring Christian 2.s hof. Der er i ordets dobbelte betydning tale om intrige, for i centrum står kongens forhold til den hollandske maitresse Dyveke og hendes mor, den intrigante Sigbrit, der ved hjælp af datteren har indyndet sig i kongens gunst. Vilhelm Zabern er sekretær hos kongen, han er dygtig og loyal, men hans kærlighed til Dyveke spinder ham ind i Sigbrits rænker med det resultat, at han anklages for statsforræderi. Bogens skurk er skriveren Faaborg, den amoralske opportunist, der findes i ethvert magtmiljø. Han spionerer snart for kongen, snart for Sigbrit, og det er ham, der angiver Zabern og Dyveke på deres flugt, som ender med hendes selvmord.Bogens centrum er Dyveke. Hun er skøn og fristende, men bliver et offer både for moderens manipulationer og for sine egne indre impulser. Hauch tegner her er et karakterportræt af en ny type 'uskyldig' femme fatale, som danner epoke i litteraturen. Hun er det impulsive og lunefulde naturbarn, der er god på bunden, men så styret af sine ubevidste drifter, at hun på den ene side forfører mændene, på den anden side selv bliver en kastebold mellem de stærkeres viljer.(Dansk Litteraturs Historie)

Handlingen i En polsk Familie (1839) er tæt på samtiden, den foregår under den polske opstand i 1830 mod russisk overherredømme, og den lægger sit snit i dynamikken mellem de nære relationer i adelsfamilien Litowski og den brede folkelige oprørsbevægelse. Vi overværer episoder med politiske fængslinger og ideologisk debat, vi er med i de revolutionære klubber og på krigsskuepladsen i slag mellem polske patrioter og russiske kejsertropper. Hauch lader, som en anden Walter Scott, sin fortæller kommentere forholdet mellem fiktion og historie undervejs: „Det er Historieskriverens Pligt at overskue Tidens Hovedstrøm, Digteren derimod dvæler helst ved de mindre Sidestrømme og Hvirvler nær ved Kysterne; dette maa være vor Undskyldning, naar vi her kun i Korthed omtale den egentlige Kamp, som vi ene skulle berøre, saavidt den staaer i Forbindelse med de Personers Levnetsløb, vi her beskrive.“ Der er noget omstændeligt over Hauch som fortæller, han har ikke Scotts hurtige vid eller hans evne til at trække historisk realisme og røverromantik sammen i et spændende plot. Hos Hauch ses det historiske stof gennem idéen, og læserappellen ligger i de følelsesladede personoptrin.(Dansk Litteraturs Historie)

I romanen Guldmageren (1836) er handlingen spundet omkring alkymiens gåde og henlagt til August 2.s tid omkring 1700-tallet i Dresden. Middelalderens alkymi og dens status mellem magi og videnskab udøvede stor tiltrækning på romantikerne, og det er heller ikke sært, at Hauch med sin faglige baggrund måtte spekulere over metallernes uopdagede mysterier. I fiktionen kunne han tillade sig at slippe fagmandens kølige skepsis og udmale scenerier, hvor alkymisten de Geer, doktor Rosenfeld og hans student Theodor tyder naturens „Zifferskrift“ og smelter guld i laboratoriets dunkle belysning. I det hele taget afgav samtidens naturfilosofiske spekulation og de nye opdagelser af elektricitet og magnetisme et stof, som fiktionslitteraturen kunne udnytte i sine gotiske chokhistorier og i skildringer af naturens dunkle natside. Det er også den fascination, Mary Shelley skrev sin siden så berømte roman Frankenstein (1818) på, og som gennemsyrer Ludwig Tiecks novelle „Der Runenberg“ (1802) samt flere af E.T.A. Hoffmanns fantastiske fortællinger. I Hauchs roman har alkymien en tvetydig status. Hovedhistorien er en kærlighedshistorie, og guldmageriet fungerer både som drivhjul for intrigen og som prøvesten på personernes moralske habitus. De overfladiske og selviske personer er, som man kunne forvente, kun interesseret i guldet som kilde til rigdom og magt, mens Theodor, den søgende hovedperson, indvies i alkymien med en dybere indsigt i elementernes ånder og naturens inderste.(Dansk Litteraturs Historie)

Ingen steder kommer Hauchs livsbetragtning så rent til orde som i hans lyrik. Prosa og lyrik er to adskilte scener i forfatterskabet: Der er romanernes store scene, hvor de skiftende verdensbilleder udfoldes med bred rollebesætning, og der er lyrikkens intime scene, hvor jeget optræder i sin egen kompromisløse rolle.Et karakteristisk mønster tegner sig allerede i ungdomsdigtet „De stridige Veie“ (1814), hvor konflikten mellem videnskabens og poesiens sandhed males i voldsomme naturbilleder. Det er ren Sturm und Drang. Erfaringens alvor træder stærkere frem i „Bekjendelse“ (1842), der er en status over kunstnerkaldet, og betragtningen når sin i enhver forstand sublime kulmination i det kosmiske digt „Pleiaderne ved Midnat“ (1861). Digtene handler om afkald, og digteren fremlægger sine hårdt tilkæmpede konklusioner, men billeder og rytme røber også de håb, som konklusionerne ofte dækker til. De store bekendelsesdigte er skrevet i rimløse former, hvor det voldsomme og det tilbagetrængte kæmper med hinanden i vekslende metrum. I det hele taget får Hauchs gemyt en anden gennemslagskraft i lyrikken, hvor alt det udenoms er barberet væk, og kun det essentielle taler. I lyrikken tragter Hauch efter kernen, som Brandes siger, og foragter skallen. Det, der ofte i romanerne får hans sprog til at virke omstændeligt og tungt, findes ikke i lyrikkens kortform. Her giver tanke og ordbillede hinanden prægnans.Digtet „Bekjendelse“ står centralt i forfatterskabet, og Hauch nævner det selv i erindringerne som et memento over sit liv. Baggrunden er den svære personlige krise under sygdommen i Italien, som førte ham tilbage til et livshåb i digtningen. Digtet er så et tilbageblik og en meditation over dette håb. Hauch taler selvblottende og til dels overdrivende om sin manglende succes hos publikum: „Thi sielden har et Haandtryk, / Et venligt Blik, / End sieldnere en smeltet Menneskesiæl / Betalt mig for min Sang.“ Men den halvkvalt sørgmodige røst hæver sig gennem digtet til en tone og et håb, der bærer langt ud over miskendelse og det, som han afvisende kalder „Verdens Glimmer“. For i digtets højere sfære tolkes tilværelsen efter en anden monumental skala, så at digteren føler:den høie Giengieldelses Ret,Hvis hellige Finger,I det den fælder sit Offer,Over dets GravHenpeger mod Evigheden.