Gør som tusindvis af andre bogelskere
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.Du kan altid afmelde dig igen.
Bogen går helt tæt på de kriser og dilemmaer, der opstår, når hjerneskade rammer en familie. I et unikt perspektiv fortæller Simon, der har fået en hjerneskade, og hans hustru Elsebeth, om alle de tanker og følelser, der opstod hos dem hver især fra hjerneskaden og fem år frem.Elsebeth fortæller bl.a.: »Jeg kaster op i elevatoren på vej op for at se Simon efter operationen. Jeg kastede også op lige før, da lægen fortalte, at Simon måske aldrig vil komme hjem og bo med os igen. [...] Mit hoved kan ikke kapere de ting, lægen fortæller, og samtidig vil jeg have det hele med«.Ph.d. og hjerneforsker Chalotte Glintborg krydrer de personlige fortællinger med fagpersonens indsigt.Bogens perspektiv er unikt i en dansk kontekst. Sundhedsvæsenet har fokus på fysisk, praktisk og kognitiv genoptræning af den ramte. Derimod er der i langt mindre grad fokus på, hvordan man som hjerneskaderamt og pårørende håndterer de svære følelsesmæssige situationer, man kommer i, når en hjerneskade rammer en familie.Hovedbrud bidrager dermed til genkendelse og refleksioner hos familier, der er ramt af hjerneskade.
Begrebet rehabilitering omfatter i dag ikke kun borgerens fysiske formåen, men er rettet mod en forbedring af hele borgerens livssituation. Rehabilitering skal således gøre det muligt for mennesker med funktionsevnenedsættelser at fungere i samfundet og deltage i aktiviteter, såsom uddannelse og arbejde, på lige fod med andre. Sociologien kan bidrage med væsentlig viden til forståelse af menneskers hverdagsliv og betydningen af funktionsevnenedsættelse og er således et vigtigt supplement til de sundhedsfaglige discipliner i arbejdet med rehabilitering. Sociologi og rehabilitering ønsker at bidrage til en forståelse af rehabilitering i et socialt og samfundsmæssigt perspektiv og opfordrer til kritisk refleksion over, hvordan vi forstår funktionsevnenedsættelse og rehabilitering. Bogen henvender sig primært til ergoterapeut- og fysioterapeutstuderende, men også uddannede terapeuter i praksis og andre professioner kan have stor gavn af den.
Hvordan oplever personer, der er ramt af en hjerneskade, og deres pårørende de professionelles indsatser?Reklamebureaudirektøren Simon Fønsbo, der forulykkede på ski og fik en skade på hjernen i 2012, giver sammen med sin ægtefælle, Elsebeth, et indtryk af de mange udfordringer og dilemmaer, som fulgte.Gennem parrets dagbogsoptegnelser bidrager bogen ikke bare med ét, men to, indefra-perspektiver, fra den januardag blodproppen ændrede deres begges liv og fem turbulente år frem. De samme begivenheder kan opleves vidt forskelligt af den ramte og den pårørende. Derfor suppleres de tos personlige refleksioner af et udefra-perspektiv, hvor Chalotte Glintborg, der forsker i hjerneskaderehabilitering, fokuserer på en række generelle temaer med afsæt i både den ramtes og den pårørendes håndtering af krise, sorg og nye livsvilkår.Håbet er, at bogen vil skabe genkendelighed og inspiration i familier, der er ramt af en lignende hjerneskade, samt give sundhedsprofessionelle nye indsigter i den daglige rehabiliteringsindsats.
Inaktivitet & immobilitet er en udvidet og opdateret 3. udgave, der beskriver de generelle fysiologiske og psykologiske konsekvenser af at være fysisk inaktiv og immobil. Der er i 3. udgave sket en opdatering og i nogle tilfælde en mere gennemgribende revision af de eksisterende kapitler, så hele bogen nu fremstår i en mere aktuel udgave. Der er stadig fokus på de vigtigste områder, hvor aktivitet og mobilitet har betydning for forebyggelse, sygdomsforløb og rehabilitering i både primær og sekundær sektor. Samtidig er der blevet tilføjet to helt nye kapitler, der handler om omgivelsernes betydning for aktivitet og mobilitet samt om det stigende problem med overvægt blandt børn og unge.Den primære målgruppe er sygeplejestuderende. Men der er tilstræbt en tværfaglig vinkling, som også gør bogen meget relevant for især ergoterapeut- og fysioterapeutstuderende. Studerende inden for andre sundhedsprofessionelle uddannelser kan også have god gavn af bogen. Det samme gælder færdiguddannet sundhedsprofessionelt personale, som bl.a. kan bruge bogen som opslagsværk.Inaktivitet & immobilitet angiver anbefalede forebyggende tiltag inden for udvalgte områder såsom lungekomplikationer, obstipation, urininkontinens, tromboser, tryksår og knogletab. Der er ligeledes et kapitel om motivation, og der stilles skarpt på betydningen af ernæring generelt samt træning til henholdsvis kirurgiske og ældre medicinske patienter.
Professionelle blikke på den anden er tænkt som en ’irritationsbog’, der på baggrund af både historiske og nutidige tekster udfordrer den faglige forståelse gennem brug af narrative forskningstilgange.Forfattergruppen har fokus på, hvordan nye tolkninger af gamle temaer sætter sig igennem i den nutidige praksis, og på, hvordan kulturelle, sociale og politiske forhold påvirker den professionelle opgave og de fortællinger, der produceres. Anliggendet er ikke mindst at inddrage de direkte berørtes fortællinger for med dem at få en udvidet forståelse for kompleksiteten.Både de professionelles og de direkte berørtes narrativer skaber en virkelighed, der befinder sig i et spændingsfelt mellem den viden og de krav til ageren, der udvikles socialt, fagligt og politisk. Opsummerende illustrerer bogen, ved hjælp af narrative tilgange, stærke kræfter i sproget og i kulturen, som trækker linjer fra det historiske op i nutiden.Hvilke handlinger legitimeres på et givet tidspunkt fagligt, professionelt og politisk? Hvilke ’krav’ rettes til det barn, den unge og voksne, der opleves som anderledes? Kan de berørtes egne fortællinger være med at skabe et nyt og mere individualiseret blik på ’den anden’? Og kan vi med det skabe rum for nye handlemuligheder?
Denne bog plæderer for at give plads til barnet, borgeren, brugeren og patienten i behandling og pædagogik og inden for sundhed og det sociale område. Et menneske er nemlig meget mere end sin funktionsnedsættelse, sin diagnose eller sine mangler.Professionelle blikke på den anden er et opgør med de evidensbaserede metoder og tilbyder i stedet en narrativ tilgang til ‘den anden’. Som dermed får plads til sin livsfortælling, sin identitet og sit hverdagsliv.De 12 forfattere udfordrer de uniforme og standardiserede beskrivelser og tilgange til de mennesker – voksne som børn – der i løbet af deres liv kommer i kontakt med skolevæsenet, sundheds- og socialsystemerne. De ser bl.a. på:Kan de berørtes egen fortælling være med til at skabe et nyt blik på ’den anden’?Kan denne fortælling give en øget forståelse for os selv og ’den anden’?Kan vi dermed skabe nye handlemuligheder?Målet er at udfordre det blik, som den professionelle har på elever, kriminelle, syge, anbragte og mennesker med funktionsnedsættelser. Gennem den narrative tilgang viser forfatterne, at der er flere perspektiver på en sag, på et menneske og på en problemstilling.Bogen henvender sig til alle, der arbejder med mennesker, især i den offentlige sektor. Dermed nedbryder den også de vante faggrænser. Uanset om man er ergo- eller fysioterapeut, lærer, pædagog, socialrådgiver, sociolog, psykolog, sygeplejerske (eller studerende inden for disse retninger), kan man i bogen finde nye perspektiver på sit professionelle arbejde med ’den anden’.Bidragyderne er: Bolette Frydendahl Larsen, Bjørn Hamre, Stine Grønbæk Jensen, Jesper Vaczy Kragh, Birgit Kirkebæk, John Bertelsen, Nichlas Permin Berger, Inge Storgaard Bonfils, Chalotte Glintborg, Lærke Krogh, Lotte Hedegaard-Sørensen og Sine Penthin Grumløse.
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.