Bøger af Christian Hjortkjær

Vi er gået fra forbudssamfund til påbudssamfund, fra regler til idealer. Det er egentlig ikke, fordi de unge har gjort noget forkert, de har bare aldrig gjort nok. Derfor er det heller ikke længere skylden, men skammen og utilstrækkeligheden, der fylder i dag.Utilstrækkelig er skrevet til de pligtopfyldende og samvittighedsfulde unge, der forsøger at gøre det godt, men som alligevel siger ”Det er min egen skyld”. Til den skoleudmattede, for hvem intet er godt nok, hvis bedre er muligt. Til dig, der føler dig forkert, selvom du forsøger at gøre alting rigtig.Derfor er Utilstrækkelig er samtidig velegnet for enhver forælder eller underviser, der arbejder med unge, og som ønsker en bog, der ikke kun taler om den unge, men direkte til den unge.

Hvorfor det er godt at have skam i livet, men fatalt at have for megetEn samfundsdiagnose af skammens funktioner og faldgruber i lyset af den nye moral. Hvordan kan skammen være et værktøj, og hvornår bliver den en kilde til dårligdom og ængstelighed?

Det enestående individ er både verdenshistoriens største bedrag og det bedste, man kan gøre for et andet menneske. ”Bare vær dig selv” siger de venligt til jobsamtalen. Men hvad nu, hvis jeg slet ikke er mig selv? Hvad nu, hvis jeg ikke lever op til tidens krav om at være unik, autentisk og enestående? Hvordan skal jeg så få et job, en kæreste eller finde en mening med livet?For 500 år siden forsvarede Luther sig med ordene ”Jeg står her og kan ikke andet”. I dag er det ikke blot individets pligt at stå ene – det skal også være enestående. Det er selvrealiseringens evangelium, hvor kaldet til at arbejde for Guds ære er afløst af kaldet til at realisere sig selv. Mens renæssancehumanismen har givet os sandheden om det stærke individ og det sunde kerneselv, er det arven fra Luther til Kierkegaard og Freud, der har insisteret på, at nok er enhver sig selv nærmest, men eksistentielt set er vi os selv fjernest. Mennesket er en gåde for sig selv. Selvet er ikke en kerne men en splittelse. Og det er i denne splittelse, at vi alle er individer. Læs Christian Hjortkjærs bidrag til serien om reformationen og dens virkningshistorie fra Eksistensen, og bliv klogere på, hvorfor det enestående individ både er verdenshistoriens største bedrag og den største sandhed, man kan hjælpe et andet menneske ind i.2017 markerer 500-året for reformationens begyndelse med Luthers opslag af 95 teser mod pavekirkens afladshandel i Wittenberg i Tyskland. Eksistensen sætter reformationens aftryk på vores liv, kultur og samfund til diskussion i en serie minibøger.Reformationsseriens forsider tegnes af satiretegner Gitte Skov.

Med Johannes Sløk som prisme er "Selvrealiseret frelse" fortællingen om ethvert menneskes forsøg på at realisere sig selv. Er det muligt at realisere sig selv for sig selv? Og hvad er det overhovedet vi realiserer, når vi siger, at vi realiserer os selv? Er det vores individuelle, autentiske kerne, er det samfundets krav om at være den gode forbruger, der kan ’vækste’ sig ud af enhver krise, eller er det i en eller anden forstand det guddommelige i det ubevidste?

”Bare vær dig selv” siger de venligt til jobsamtalen. Men hvad nu, hvis jeg ikke rigtig kan finde ud af hvem jeg selv er? Hvad nu, hvis jeg ikke lever op til tidens krav om at være unik, autentisk og enestående? Hvordan skal jeg så få et job, en kæreste eller finde en mening med livet?For 500 år siden forsvarede Luther sig med ordene: ”Jeg står her og kan ikke andet”. I dag er det ikke blot individets pligt at stå ene – det skal også være enestående. Det er selvrealiseringens evangelium, hvor kaldet til at arbejde for Guds ære er afløst af kaldet til at realisere sig selv.Mens renæssancehumanismen har givet os sandheden om det stærke individ og det sunde kerneselv, så er det arven efter reformationen fra Luther til Kierkegaard, der har insisteret på, at der er mere at sige om individet, end at det er et enestående selv. De sætter spørgsmålstegn ved, om individet nu også vitterligt er så enestående, eller om det måske grundlæggende er et afhængigt og splittet individ, en gåde for sig selv, netop fordi det er splittet.”Christian Hjortkjær leverer formidabel præstation med sin lille Luther-bog … man kommer vidt omkring i denne lille bog, der kræver meget af sin læser, men som giver mangfoldig igen.” – Kristian Østergaard, Kristeligt Dagblad, *****”Med Kierkegaard ved hånden efterprøver Hjortkjær sin syntese på tidens buzz-begreber som selvrealisering, autenticitet og ikke mindst kravet om at være enestående. Det er underholdende, lærerigt og letlæst. Ja, det er blændende godt gjort.” – Asker Hedegaard Boye, Weekendavisen

Der er noget grundlæggende galt med den måde, vi tænker fællesskaber på. Det er nu hver syvende elev, der dropper ud af efterskolerne med den begrundelse, at de har for svært ved at indgå i fællesskabet.Problemet er, at vi i årtier har arbejdet på fællesskabet, hvor alle er med. Helt fra børnehaven bliver vi instrueret i, at hvis nogen spørger, om de må være med, så skal du sige ja. Det efterlader de unge med en forbudthedsfølelse over for små fællesskaber, som jo er der, hvor alle mennesker opbygger det, de længes efter og trænger til: tillid, åbenhed, fortrolighed, sårbarhed og trygheden i at vide, at her bliver jeg ikke dømt ude.Den sætning, Christian Hjortkjær hører oftest som højskolelærer, har affødt bogens titel: ”Jeg er sådan en, der har brug for at trække mig.” Det bliver altid sagt undskyldende. Som om det ikke burde være sådan. Som om, der er noget galt med dem. Men der er ikke noget galt med de unge – der er noget galt med den måde, vi struk

Sløk var kendt som en fyrig formidler, en drabelig debattør og en alt andet end triviel tænker. Han frabad sig eftertrykkeligt eftersnakkere og krævede i stedet, at man tænkte selv og gerne mesteren imod. Derfor har vi samlet en genstridig og aldeles uenig flok – kvinder og mænd, unge og gamle, kendte og ukendte, borgelige og kulturradikale. Alle har fået den samme opgave: At tage udgangspunkt i deres foretrukne Sløk-bog, og så ellers skrive med det mål, at Sløk selv ville have fundet det oplysende, provokerende og måske ligefrem morsomt at læse med. Sløk jonglerede så forførende med sproget, at han ofte endte med at få ret, selv når han tog fejl. Han var en mester i at forskyde perspektivet på idéhistorien, moralen, teologien og eksistensen. Selv yndede han at sige, at for ham var verden som et absurd teater, hvor alle bare var papfigurer, og derfor gjaldt det om at finde den ‘virkelige virkelighed’ bag det hele. Hundrede år efter hans fødsel er det os, der kvalitetstester Sløks materiale, bukker og folder det, så perspektivet forskydes og blikket fornys på manden og myten – Johannes Sløk.