Bøger af Christian Vind

Ny Jord – Tidsskrift for naturkritik er et multidisciplinært tidsskrift, der orienterer sig på tværs af århundreder og landegrænser og bringer videnskab, litteratur og kunst side om side i ønsket om at bidrage til en kvalificeret samtale om naturen i en tid, hvor vores forestillinger og idéer om den ændres markant.

STØVSUG MINE GULDKORNHvedekorn 1, 2021, det første i vores andet århundrede som poesiens førende og uundværlige tidsskrift, slutter med at mindes digtere, der alt for utilladeligt tidligt er gået bort. Mette Zerlang, en sand Hvedekornsdigter, der gennem ti år trofast publicerede sine bandsat legesyge og vrængende tekster i blader, nåede lige at sende og få antaget en nyn stærk ladning, betitlet ”Pjankeværk”, før hun pludselig ikke var her mere. Katarina Lewkovitch har skrevet et hengivet mindedigt om Simon Grotrian, og Kliché-medlem og Souvenirs-bagmand Nils Torp er i sine gemmer faldet over en kort og kostelig sangtekst, han i sin tid skrev med Pia Juul, som poesien og dens elskere heller ikke kan forstå ikke er her mere. Billedkunstneren Gry Bagøien debuterer som digter med en lang, bævrende og bevægende suite om den elskedes ulykkelig død og om hans og hendes udødelige kærlighed. En anden og yngre debutant Yasmin Mina Sliai, født akkurat i 2000, præsenterer en fantastisk, nærmeste elektrisk rodet bunke digte, der stikker af stort talent.Digtere dør, skandaløst nok, men heldigvis fødes de også hele tiden, som dokumenteret af hvert eneste nummer af Hvedekorn.Og sjældent har poesienværet smukkere og mere præcist akkompagneret end i dette nummer af Ester Fleckners blåt vibrerende træsnit.

HVEDEKORN ALL STARS 100 ÅRS JUBILÆUMS-NUMMER! Det er nødvendigt at fejre lyrik- og kunst- og til alle tider debutant-tidsskriftet Hvedekorns 100 års jubilæum med spektakulært bravur – og glamour! Derfor besluttede lyrikredaktør siden 2008 Lars Bukdahl, at skrive ud til en hel masse gode digtere i alle aldre, der er debuteret i Hvedekorn – og det er ikke mange gode digtere, der ikke er debuteret i Hvedekorn (ingen nævnt, ingen glemt) – om de ville skrive et svar til deres debut i bladet.Reaktionen var overvældende positiv: 58 digtere optræder i jubilæumsnummeret, som derfor var nødt til blive et dobbeltnummer 3-4, 2020, med dels (en tekst fra) deres debutbidrag og dels et nyskrevet svar til samme, poetisk eller essayistisk.Det er et absolut drømmehold, der stråler løs fra siderne, altet alt i alt:Peter Adolphsen, Annemette Kure Andersen, Jens Blendstrup, Thomas Boberg, Kaspar Kaum Bonnén, Anne Mari Borchert, Gitte Broeng, Hans Chr. Bøgholm, Glenn Christian, Christian Dorph, Rolf Gjedsted, Signe Gjessing, Katrine Marie Guldager, Sophia Handler, Bo hr. Hansen, Helle Helle, Lene Henningsen, T.S. Høeg, Lone Hørslev, Louis Jensen,, Theodor Jensen,, Thøger Jensen, Bo Green Jensen, Rolf Sparre Johansson, Susanne Jorn, Pia Juul, Janus Kodal, Marianne Larsen, Peter Laugesen, Jørgen Leth, Cecilie Lind, Maja Lucas, Klaus Lynggaard, Lea Marie Løppenthin, Eske K. Mathiesen, Mette Moestrup, Mads Mygind, Sebastian Nathan, Annelise Nielsen, Carsten René Nielsen, Peter Nielsen, Rasmus Halling Nielsen, Laus Strandby Nielsen, Peter H. Olesen, Simon Pasternak, Arne Herløv Petersen, Juliane Preisler, Martin Glaz Serup, Palle Sigsgaard, Anders Gamst Skov, Nicolaj Stochholm, Morten Søndergaard, Knud Sørensen, Tomas Thøfner, Erik Trigger, Narcisa Vucina, Maj-Britt Willumsen, Peter-Clement Woetmann’Klinte nr. 1, 2020, udkom 5. november 1920, Hvedekorn 3-4, 2020 udkommer . november 2020, Hvedekorn 2, 2120, udkommer 5. november 2120.

Hvedekorn 2, 2019, har kun én lyrisk bidragyder, nemlig Anne Mari Borchert, født 1991, som debuterede i bladet i 2013. Det er første i de nuværende redaktørers regeringstid, at bladet overlades til en enkelt digter og en enkelt digtsamling, men det er ikke første gang i bladets historie, fx udkom Laus Strandby Nielsens vigtige, anden digtsamling Illustrationer som et Hvedekorn-nummer i 1974. Det sker, undtagelsesvist, når der ligger et uimodståeligt, men hjemløst digtværk på redaktørens bord, og det gjorde der pludselig!Digtværket, som Hvedekorn har den ære at være vært for, er Anne Mari Borcherts vidunderlige og glitrende digtsamling vidunderligt glitrende, med undertitlen ”til america’s next top model cycle 1-22”.Billedkunst: Steen Sperling.

Den store norske digter Cecilie Løveid, der første gang var i Hvedekorn som purung for 50 år siden, er tilbage omsider i Hvedekorn 1, 2019, med et stort udvalg af klogt og intenst storøjede digte fra hendes samling Vandreudstillinger, punktligt oversat af Gitte Broeng. Flere af Hvedekorns faste korrespondenter giver vitale og overrumplende livstegn fra sig blandt andre Mette Zerlang, Bjørk Grue Lidin (med prosa!), Christoffer Thunbo Pedersen, Jakob Slebsager Nielsen og Ingrid Nymo, sidstnævnte med en dejlig, kaotisk totaludladning. Selvfølgelig præsenterer debutanter sig også, tyst og tordnende. Læs digte som dykker og blæser op som husskader og cigaretstumper i dette nummer af Hvedekorn.Billedkunst: Henriette Heise

To stærke, unge digtere debuterede for 10 år siden i Hvedekorn 1, 2008, det første nummer redigeret af Lars Bukdahl og Christian Vind, nemlig Sigurd Buch Kristensen og Olga Ravn. De har ærgerligt nok ikke være forbi i mellemtiden, men nu, i splinternye nr. 1, 2018, er de tilbage for at fejre deres eget og redaktørernes jubilæum med dejligt umiskendelige og spillevende bidrag, en flok virrende miniaturer henholdsvis og et digressionsdrevet Celine Dion-digt med vedhæftet receptionshistorie.Udover dette bragende dobbelte comeback optræder ved et lykkeligt tilfælde to af de sidste ti års stærkeste debutanter og mest trofaste bidragydere, Signe Gjessing og Lea Løppenthin, med poetisk prosa; hvad Gjessings to gnistrende breve angår, taler vi sensationelt nok prosadebut!Flere veteraner gør sig magtfuldt gældende, blandt andre Hans Chr. Bøgholm, Knud Steffen Nielsen og Line Toftsø. For slet ikke at tale om debutanterne – til stadighed er debutanterne noget at prale af i et nummer af Hvedekorn: Dramatisk ensomt og udsat står Birk Danø allerforrest, med et enkelt digt om gudhjælpemig GRÅD. Hjertens gerne må poesien græde, så længde den gør det med stil og format:På billedsiden reklamerer digtere og billedkunstnere proft for Anders Bonnensens bogstaveligt poetiske produkter. Køb poesien, den glæder med tristhed (og omvendt)!

Et dobbeltnummer er en sjælden foreteelse for Hvedekorn, men når det skal være, har det så også at være mere end dobbelt poetisk. Og det er nr. 2/3, 2017, som for det første er et ualmindeligt stærkt almindeligt nummer med bidrag af vilde veteraner som Jørgen Leth og Hans Otto Jørgensen og drømmesikre debutanter som Elias Strandby og Mathilde Gerlov Rasmussen og førstegangsbidragydere som Pablo Llambías (med 95 lutherske teser) og Steen Langstrup (med mini-gysere!), men for det andet er en hel, sensationel DIGTBOG med en (til Hvedekorn) veritabel bisværm af efterladte ÈNLINJERTE af den hvirvlende og hvislende virtuose poesi-mester Jørgen Sonne (debut i Hvedekorn i 1958).

Vi er i mundbindenes tid. Kunstneren Christian Vind har spontant kastet sig ud på en hasarderet cykeltur fra København mod Lolland. Rejseessayet Lolland I-III er skrevet over en treårig periode, hvor forfatteren hvert år, i vintermørket, tager turen til Lolland for at søge billeder. Billederne er personlige erindringsglimt, indtryk, lys og skygge, som han finder efterhånden, som han kommer frem og farer vild i ruiner, kilometersten og transformatorstationer, på et hjemsøgt hotel, i marinemalerier og i skalakunst.I Nakskov følger han sporet efter arkitekten Ejnar Ørnsholt, der over fire årtier satte sit præg på byen. Vi kommer omkring Det Teosofiske Samfunds Nakskovloge og ender med en fremvisning hos en ejendomsmægler af Ørnsholts eget hus, som er til salg som ”håndværkertilbud”. En rastløs aften på et motel køber Christian Vind et maleri af en ”ukendt kunstner” på en online-auktion. Maleriet viser sig at findes i fire næsten identiske variationer, men tilskrevet to forskellige kunstnere. Så går der kunsthistorisk krimi i den, som først ender i bogens tredje del, hvor forfatteren finder det sidste spor på netop Lolland.Christian Vinds Lolland er et medrivende rejseessay, med kunsthistorisk overskud og en masse indskud, hvor kunstnerens blik og sensibilitet over for synlige såvel som usynlige spor i omgivelserne og kunsten generøst deles med læseren.

Stop dog bussen! Alle tekster i et nummer af Hvedekorn er sensationer, evige poetiske sensationer, men nr. 3, 2021, indeholder lige et par ekstra sensationelle sager:Caspar Eric har skrevet tre samfundskritiske og -krakilske variationer over tre kendte børnesange. Og Harald Voetmann – lige nu the toast of New York - har skrevet et stort, virtuost arabeskblomstrende, diskret hardcore-systemisk digt, ”Agermåne ormeanemone”. der ikke ligner noget andet, heller ikke af Voetmann selv:Sensationer er også næsten-debutanten Klara Li Scheutz’ ambitiøse, både ekspansive og forgrublede tekstsuiter og oversætteren Sidse Laugesens livfulde debut – på dansk§! hun findes på kinesisk som digter i egen ret. Sensationelt anti-sensationelt er så måske Jesper Elvings nonsens-lister og Jens Blendstrups uklippede pris-inventarium.Illustrationerne er smukt flossede tæpper fra Davids Samling.

I Hvedekorn 2, 2020, kan man læse noget af det stærkeste, ægteste visionære poesi, redaktøren har mødt i lange tider. Skrevet af en FIREÅRIG, debutanten Louie Ashanti Bannor Boberg, født 2015. Drengens enestående digtsuite begynder uforglemmeligt sådan her:Hestene flyver/ en af hestene så jeg/ skinne i mørket//*// Den hest der fløj/ mens mørket skinnede til dag// *// Kærligheden fløj/ mens jeg skinnede så langt og blankt ind i mørket/ Mørket forsvandt i grotten//*// Kærligheden fløj/ men jeg kunne ikke vende mig om/ Jeg stod ved en dørkarm og drømteOg ja, som efternavnet, har han ikke talentet fra fremmede, men at det stråler så vildt og fremragende, kan sgu hverken arv eller miljø forklare! Sensationen er ægte mystisk!Hvedekorn er glad for at velkomme Anne Louise Bosmans tilbage efter 16 års fravær med et tyst svimmelt pandemi-digt, prosaisen Christian Haun debuterer energisk som poet og Henrik Kabell og Robert Henningsson leverer figurdigte med henholdsvis beskidt patos og renfærdigt pjank.De øvrige, i forhold til Louie aldrende debutanter er Marie le Somptueux, født 1991,Johan Justesen, født 1988, Ida Rasmussen, født 1997 og Octavia Bormann, født 1999. Octavias klare konkret-blinken kan godt ligne det stik modsatte af Louies visionære vildskab, og det just en af de vigtigste pointer i hvert nummer af Hvedekorn: At stikke sig på poesiens forrygende forskelle.På billedsiden lader Myne Søe-Pedersen alverdens aviser rulle sig yndefuldt sammen.

KOM NU, FRA DUEUNGERNES INDBAKKE!Der står stadigvæk Rosinante udenpå, men om et øjeblik 100-årige Hvedekorn har nu til huse - med garanteret hjerterum - hos Gyldendal i Klareboderne, der ikke har været vært for et tidsskrift siden Kritik drog det sidste suk for nogle år siden.De første tre bidragydere til nr. 4, 2019, er alle gloriøse Rosinante-forfattere, Caroline Albertine Minor, Nikolaj Zeuthen og Jens Blendstrup. To unge, jævnaldrende, stadigvæk kun Hvedekorn-digtere er Elias Strandby, født 1999, og Tamara Nyvang Bredevang Andersen, født 1998. Elias har bidraget jævnligt siden 2017 og ser heldigvis ikke ud til at stoppe sin korrespondance foreløbig.Ulrikka S. Gernes Hvede-debuterede som purung for lang tid siden, i 1983, og har i årtier ikke være forbi bladet, nu er hun lykkeligvis med igen, hårdt haiku-svirpende:Nummerets debutanter tæller foruden flere pligtskyldigt unge mennesker forfatter og tenniskommentator Anders Haahr Rasmussen med så godt som de første gode, danske sportsdigte, siden Jørgen Leth skrev sine i 1967: ”Livet er kort/ siger man/ men det er det ikke/ livet er mega langt/ Du kan nå/ at blinke to gange/ hurtigt/ på den tid/ det tager bolden/ at nå/ fra Federers ketsjer/ til Nadals”Og du kan nå at bevidsthedsudvide dig atten gange - en gang for hvert poesibidrag plus de hvirvlende tegninger ved kunstredaktør Christian Vind - på den tid det tager at læse Hvedekorn 4, 2019. Hvedekorn er et tidsskrift for poesi og kunst, der udgives af Rosinante & Co. Det er udkommet siden 1920 og redigeres af Lars Bukdahl og Christian Vind.

Hvert nummer af Hvedekorn er en poetisk hitparade, så det ikke giver ingen mening at spørge, hvad der er de største hits i nummer, 3, 2018. Men gode bud er for det første Martin Lykke Nielsens ”Giftige forvekslingsmuligheder”, i sig selv en crazy generøs hitparade af smukke, skæve, fyndige iagttagelser og aflytninger. For det andet debutantprisvinder Joakim Vilandts intrikate kryds-og-tværs-digt, hvor der fx på vandret står ”flagerfalderglidende” og lodret tværs ned igennem bare står ”negl”. For det tredje Susanne Jorns enkle og forfinede oversættelser af den 2000 år gamle kineser Hanshans digte. Hvilket så bare er lig de sidste tre bidrag i bladet, forud går tretten bidrag, af dundrende debutanter, nævenyttige nylig-debutanter, kære korrespondenter, vanvittige veteraner, som lige så godt kunne stå på top 3’en, for hver eneste tekst i et Hvedekornnummer er hittet på som et eviggrønt hittebarn – med en af Martins lykkelige formuleringer: ”En drøm sparker under øjenlåget som et barn under/ maveskindet.”

Jeg er taget på refugie i et kloster i de syditalienske bjerge, ogher er det planen at blive i en måned. Skal hverken til Pompeieller templerne ved Paestum, på Capodimontemuseet ellerdet arkæologiske museum i Napoli. Dette er andet bind i Christian Vinds rejsebogstrilogi UDTOG.

Billedkunstneren Christian Vinds nye bog UDTOG er først og fremmest en rejsedagbog, fra en tur med tog ned gennem Tyskland, Benelux-landende, m.fl., for at besøge kunsthistoriens kanoniserede såvel som mere diminutive pladser. Dernæst er det en kunstkriminologisk besættelse af at finde kunsthistoriens oversete spor, afdække svindelnumre og ”store danskeres” fordærv. Kulturhistorie med politiske, psykisk- og socialspekulative undertoner a la Sjöwall & Wahlöö. Endelig kan bogen muligvis bruges som en hæsblæsende variant af de mere adstadig kunstvejviser som Broby-Johansens berømte serie Med Broby i … , hvormed nærværende titel nok skulle gå under navnet Over stok og sten med Vind i Benelux.Christian Vind tilbagelægger over to små uger et betragteligt antal kilometer på sin rejse, hvor han bl.a. besøger Van Gogh Museet i Amsterdam, utallige kunstskatte i byen Brugge, og til sidst en udstilling med Alberto Burri i Düsseldorf. De tilbagelagte kilometer er imidlertid småting i forhold til den mentale rejse, der sideløbende udfolder sig i rejsedagbogen. Her spiller to messingskilte fra magasinet på Bornholms Kunstmuseum, den fædrelandskærlige reders Gauguin, spørgsmål vedrørende flygningestrømme og fordeling af ressourcer, Kim Wildes “Lost inside Cambo- diaaaae!”, en afgørende rolle i den særegne kriminologisk kunsthistorie og oplivning af vedtagende historiske vidnesbyrd. Sådan her skriver Vind selv om sagen:"Et sted skriver Foucault, at det i genealogisk historieskrivning gælder om at ”dvæle ved begyndelsens omstændigheder og tilfældigheder” og om at ”få tusindvis af nu tabte begivenheder til at vrimle frem”. Men man kunne også ville gøre det levende, som ellers ville forblive dødt, bore sig ned i de områder, hvor tiden er gået i stå, og forsøge at genoplive den igennem de frosne, stationære vidnesbyrd, som er opstået af tidens strøm, som Panofsky skriver."

Mesteren Marianne Larsen debuterede i Hvedekorn 1, 1969, som syttenårig under det fejlæste navn Jane Larsen. I nr. 1, 2016, er hun gudskelov tilbage med fire umiskendeligt drastiske digte, hvoraf det første er så godt et referat af det nye nummer – og samtlige 90 + årgange for den sags skyld! - som noget; de sidste to linjer må I læse i bladet:”Så bregnede det løs. Folk åbnede døre og vinduer/ for at sprudle uforståeligt og sukke de dejligste suk./ Sådan bregnede det løs pludseligt og uden varsel/ gennem forduftende årtusinder./ Jeg trak mig overvældet et par skridt tilbage/ og tindrede faktisk mere og mere selv om det/ føltes bregnere.”Ellers kan nummeret prale med … det hele! Blandt andet en let påvirket, natlig IC3-bevidsthedstrøm ved Rolf Sparre Johansson og en nøje aflyttet, lyddigterisk Morgen-Sonate ved Alberte Klysner. 2015-debutanterne Selina Rom Andersen og Johanne Kirkeby (i pardannelse med Islam Dibaje) er stærkt tilbage med splinternye, henholdsvis gjaldende og hvislende versioner af sig selv.Billedkunst: Absalon Kirkeby

VERDENS STØRSTE OG FLOTTESTE OG VILDESTE HVEDEKORN-NUMMER.Det er er et tredobbelt nummer, Hvedekorn nr. 2-3-4, 2024, hvilket er sjældent nok, men det er femdobbelt stort, 320 sider, hvilket er fuldstændig uhørt! Og aldrig har der været så fantastisk mange og så mange fantastisk farvestrålende, klassisk smukke og komplet crazy bogstavelige effekter i et nummer før.Det startede med en lille fiks tema-ide. Billedkunstnere, der skriver! Så kom redaktørerne i tanke om stadig flere af slagsen, fordi danske billedkunstnere elsker og er fandens dygtige til at falde i staver, og pludselig stod vi med 77 bidrag, og så var det, at alle rammer pinedød og billedskønt måtte sprænges. Skriblende billedmagere fra alle generationer og fra alle traditioner på den danske kunstscene lige nu er på pletten, fra A Kassen og Per Arnoldi til Katrine Ærtebjerg og Bobbi-Johanne Østervang! Fra Benedicte Bergmann, født 1931, som debuterede i 1953 og omsider er tilbage i siderne, til Naja Zethner, født 1998. Nogle har afleveret hardcore poetisk skrift sort på hvidt, andre shower igennem med konkretistiske tricks, og atter andre tegner, maler, kratter på livet løs - det er en fest af forskelle!

1970’erne var lyrisk set pænt deprimerende undtagen på de bittesmå forlag – der med få undtagelser ikke er de samme som dem, der nu med stor, kvalitativ vægt florerer, men total parallelle – og i Hvedekorn. Hvis man nøjes med at læse Hvedekorn fra 1970 til 1979, ligner perioden den poetiske guldalder, som den i al hemmelighed så rent faktisk også var. To af de ivrigst og betydeligst bidragende 70’er-Hvede-digtere er Karsten Bjarnholt, født 1944 og debut så tidligt som 1965, før Borums tid, og Hans Chr. Bøgholm, født 1946, debut 1969, og begge har nye, usvækket originale digte med i nummer, 1, 2024. Bøgholm er en forrygende indædt forgrublet søjlehelgen af en digter, som født i fx Frankrig eller Tyskland for længst ville have status som levende legende, hør det knage overlegent:  ” Vi har set,/ hvis vi vil indrømme det,/ at det langsomste vi ved,/ er os selv./ Hver og én af os,/ og også det,/ der i en eller anden forstand/ er ”det”,/ er ude af stand/ til at nå noget som helst,/ fordi vi indser,/ at det ikke var det,/ vi ville nå,/ at det var døden,/ og den/ som løber hastigt efter noget/ og indser,/ at det er døden,/ vil løbe endnu hurtigere,/ fordi han ikke ser,/ at det er langsommere og langsommere,/ og fordi målstregen/ ikke er hans.”  Og så er der et tidsskrift i tidsskriftet! Gresshoppene har ingen konge nr. 39, redigeret af norske Jørn Sværen og med dirrende konceptuel poesi af ligeledes norske Arne Kleiva. Gresshoppene slår sig med hvert nummer ned i et nyt tidsskrift, og nu er det Hvedekorns tur til at lyse gult og knitrende. En ærefuld plage!  Fremhæves blandt alt det nøjagtig lige poetisk fremhævelsesværdige kan også de seneste afsnit af Sternbergs lumsk henkastede, seneste meta-føljeton ”Det vilde er” (den forrige ti år gamle føljeton ”Det samvær vi har sammen” er nu omsider, i udvidet form, ude i bogform) og Manon Amalie Bøgeskov digteksplosion med, som et af tidens flyvende tegn, flere englelige medvirkende. Og selvfølgelig debuterer også flere debutanter, og fx Nelli Ann Eroglu med bl.a. dette digt om oplevelsen af at læse endnu en debutant, der mirakuløst er sig selv, i hvilket som helst årti:  ”Grus, bakterier, jordfald, mosaik./ Og at altings lyd har samlet sig hos dig.”   Plus Anna Stahns djævelsk yndefulde tegninger af digtere og kritikere!

De digte, der er de sværeste at forstå, er nogle gange dem, der er lettest og dejligst at opleve, tag nu bare 1991-debutant Peter Adolphsens nonsedigt i Hvedekorn 4, 2023, eller bare første, lille strofe, det sidste man må spoile er et nonsensdigt:  ”Skvorken snavrer i skolpvynet,/ fnylrer omkring, kofler,/ kofler så plyst igen.”  Ikke noget at forstå og ikke noget IKKE at forstå.Det er et nummer fuld af hjertelige tilbagekomster. Jævnaldrende med Adolphsen er 1993-debutant Mette Moestrup, der både indleder og afslutter nummeret, med henholdsvis en forfinet nynnede Pia Juul-homage og et instruktivt trekant-bonanza. Der er også deciderede IKEA-digte af 2004-debutant Rasmus Halling Nielsen! Tre yngre digtere, med debuter for en 12-15 år siden, der for længst er stjerner i Hvedekorns univers, men endnu ikke udenfor, og som vi er overlykkelige over at have tilbage på vores poesihimmel, er Theodor Jensen og Joachim Aa. Sørensen og Joakim Vilandt (som dog har signeret en fantastisk (og sær) debutbog). Joachim med ch ligner stadigvæk en genfødt Morti Vizki med ekstra skrue – jeg ved heller ikke, hvad dette digt går ud på, udover poesi, som er alt nok. Der er kun en enkelt debutant, Uzma Akbari, men hvilken én! Og billedkunsten er sportsunderlag som konkretdigte ved skiftevis og på samme tid digter og billedkunstner Kamilla Jørgensen.  Der er endnu en gang kridtet hårdt og heftigt op på hvedemarken, mirakuløst nok!

Hvedekorn 3, 2023, indledes med nye digte af Caspar Eric som et akut flyvebladstillæg til hans pågående inderlige og yderlige, yderst fortjent bestsellende digtsamling Nye balancer fra foråret. Caspar Eric er stadig en ung digter, men tid og generationerne løber nådesløst hurtigt i Hvedekorn, hele 19 år yngre er Manon Amalie Bøgeskov, som debuterede heftigt talentfuld i nr. 2, 2023, og i sit bidrag til det nye nummer ikke er til at standse, hun stormer frem med den intrikat vildskab. Nummeret bydes desuden på gode, suverænt gearede gensyn med savnede, yngre veteraner som Sarah Elise Bruun, Ingrid Nymo, Sophia Handler og Anders Gamst Skov (alle, undtagen tidligt debuterede Sarah, stjerner i Hvede-antologien Flasher mine tranebærmund, 2018, som Caspar også stjernede i – at bidrage til Hvedekorn er at blive medlem af en evig poetisk konspiration).Meget andet skønt af nye og erfarne folk, og fx bare også Anne-Louise Bosmans’ klare, både mørke og lyse adskillelsesdigte.Illustrationerne er farvestærke, kraftfuldt grove figurationer af oversete Hilda Wanscher (/1887-1973).Bogstaveligheden lever, med vinger på sin haltende fod!

Ethvert godt digt er altid et scoop – forstå det nu, aviser og tv-aviser! – men et rigtigt, ægte, både poetisk og udenoms-poetisk scoop er det, at den slagsang, ”De sidste svin”, med ord af Alexandra Moltke Johansen og musik af Kirstine Fogh Vindelev, der indgik i en kunstneriske protestaktion, som foreningen Forfattere ser Grønt i samarbejde med klimaaktivisterne i Extinction Rebellion, Red Rebel Brigade og Scientist Rebellion gennemførte på Axelborg i maj, står at læse, med både bogstaver og noder, i Hvedekorn 2, 2023 – sammen med en tidligere slagsang fra det samme strålende par, ”Svinenes sang”. Nummeret indeholder til overflod sange og tekster af en anden ung og talentfuld agitprop-poet. Nynne Roberta Pedersen Pedersen, aktuel med debutsamlingen Vi hopper på åkander – det ligner næsten et tema, nej, en tendens, meget næsten!Sange og det, der gentagelsestvungent ligner, men af en anderledes frivolt uforpligtet art, indgår i det forvokset fræsende brogede udvalg af Jens Blendstrups løse, men aldrig døsende tekster. Nævnes bør derudover alt! Inklusive en gammel Hvedekorn-ven, Steen Møller Rasmussens elektriske glasfotos. Men fx bare førstegangsoptrædende Danni Storms smukke dugperlende anagrammer og debutanten – født 2006! – Manon Amalie Bøgeskov ømme komplikationer. Pas på poesien! Den syder og betyder uden nåde!

Ballonskippervampyrer, foren eder!Vi er virkelig glade for at have 90erlegenden Lone Munksgaard Nielsen tilbage i Hvedekorn med både en håbefuld vintersang – ” Plant en spire af lys i vort indre/ lad den fylde vor krop/ til sjælen begynder at tindre/ og glæden vokser op” -  og en vist i virkeligheden ikke mindre, men så i det mindste mere intrikat håbefuld skrøne om en ballonskippervampyr (som er årets foreløbig mest præcise synonym for digter). Det er også på tide med et gensyn med Joakim Vilandt, årgang 1991, der – mens vi venter vildt utålmodigt på hans anden bog – lige så betimeligt som og i direkte forlængelse af Lones syleskarpt renfærdige vintersang bidrager med et oprømt vrængende, decideret dadaistisk forårsrengøringsdigt:  ” For vi har set, vi har stuerent. HARledt, som et brunefedt KANbørste alle/ hudens tænder væk.Fordi det slik, der er nok at slik. ERblik, som en pvaskespand KANfyldes ud/ med sovsesæbens hvid”  Og det er bare nummerets første ni sider!Af resten af de umådelige herligheder og særligheder og gerne også – men i den kvalificerende rækkefølge! – ærligheder kan nævnes Sternbergs viist stenede værkstedsmeditationer, debutanten Dea Rasch Binozis fyndigt flimrende sentenscollager og Hugo Hørlych Karlsens sitrende omhyggelige gendigtninger af Keats og Hölderlin og her kineseren Bo Juyi, 772-846:  ”Den kolde flod holder månen,/ dens klarhed/ ? som et spejl./ Aftenvinden smelter sammen med frosten/ ? gennemborende som et sværd.”  Poesien ligner sig på en evig prikken på pupillerne.  Og for evigt poesibidragende claus ejner er pludselig ultra-umidkendeligt nummerets billedkunstner.

Hvedekorn 4, 2022 markerer Lars Bukdahls og Christian vind 15 års jubilæum som redaktører for henholdsvis poesi og billedkunst i Hvedekorn, men det har de ikke tænkt at lade sig afficere, så længe purunge og tudsegamle digtere og billedkunstnere, og alle andre på kryds og tværs heller ikke er til at slå ned, men bliver ved at producere sprog- og billedkunst, der forlanger at blive reproduceret i bladets smukke spalter.Og nu fx bare den komplet balstyriske 21-årige debutant, der bare kalder sig Staal og på indtil flere smarte pletter ligner syredigteren Johannes L. Madsens illegitime barnebarn. Vi er også stolte over at præsentere et roligt rablende bonus-track, „Kontorets fejring“, til en af året allerbedste og mest originale digtsamlinger, Nikolaj Zeuthens Fjernt fra Gud. Derudover kan nævnes den vildeste mor-hymne af Clara Marie Bro Ludvigsen og de mildeste forelskelsesdigte af Nana Fatou Danjo-Klit og søvnkæmpende knækprosa af Rolf Sparre Johansson og old-kinesisk gendigtning ved Hugo Hørlych Karlsen foruden en mindesektion, med blog-kommentar-poesi, for 1969-debutanten Rolf Gjedsted. Med andre ord: Mere end alt nok!  De nævenyttigt neo-heerupske illustrationer er hentet fra unge Mette Rasmussens tegneblok.

Fiskesnøren viklet ind i et evighedstegn Glenn Bech, der netop modtog Blixenprisen for Årets bedste roman for sin debut Farskibet – det bedste bud på en dansk Ulysses siden årtusindeskiftet – bidrager for første gang til Hvedekorn med to digte, hvoraf det første med den ømmeste humor er tilegnet hans mor, der også spiller en ikke lille rolle i romanen.Helt på tværs af den skala optræder til den ene side veteranen Hans Chr. Bøgholm med drastiske grublerier og til den anden side kometen Yasmin Mina Sliai med humørsyge opfræsninger og til den tredje side debutanten Astrid Lundqvist med eksakt blomstrende systemdigtning. Der er generøst ingen nåde for nogen smag i Hvedekorn!

HVEDEKORN BLIVER DRAMATISK! Dramatik er også poesi! Og poesi er også dramatik! Især hos de unge dramatikere, der lige nu stormer frem, men som ikke mange litteratur- og poesiinteresserede har kendskab til. Men bare fordi litteraterne er holdt op med at interessere sig for dramatik (og forlagene er holdt op med at udgive det), betyder det ikke, at dramatikken er holdt op med at være litteratur, og i 2022 er den det mere – og mere viltert flerstemmigt - end nogensinde.Det nye, kæmpestore, dobbelt-DRAMA-nummer af Hvedekorn, nr. 1-2, 2022, præsenterer dramatiske tekster – opførte og i den vilde grad uopførte - af 10 fremstormende, unge og yngre dramatikere, rækkende fra William Lipperts hyper-realisme om en vis Emils sørgmuntre ophold i Hong Kong over Sonja Ferdinands aflytning af Hans og Gretes forældre til Alexandra Moltke Johansens fabel om den flittige og dovne myre, med indlagte sange.Med til festforestillingen er også poesi-drama-dobbeltagenten Peter-Clement Woetmann inviteret, og tre af redaktionens yndlings-veteran-dramatikere, Bo hr. Hansen, Line Knutzon og Jokum Rohde, Knutzon bidrager med et mellemspil fra Betty Nansens Teatrets opførelse af Shakespeares En skærsommernatsdrøm, hvor en af spillerne entusiastisk opterer for at spille en mur, og med bidrag af evigt unge Gustav Wied og Ludvig Holberg slutter nummeret af med at binde den store, dramatikhistoriske sløjfe.Lad tæppet gå! Scenen er skrå og kosmisk rå!

Alt kan være et smykke!Hvedekorns vildt succesfulde (3 oplag!) 100 års jubilæumsnummer, 3-4, 2020, fortsættes skandinavisk og sensationelt i Hvedekorn 4, 2021, hvor to mægtige norske digtere, Terje Dragseth og Cecilie Løveid, der begge debuterede i Hvedekorn (Cecilie kun næsten, men så næsten, man overhovedet kan), i henholdsvis 1977 og 1969, skriver poetiske svar på deres debutdigte.I hver sin ende af årgangene optræder efterladte trykfejls- og lyndigte af Jørgen Sonne, 1925-2015 og både yndefulde og krattende (og begge dele på én gang) debutdigte (og næsten-debutdigte) af Tobias Wolthers, Gustav Honoré og Nana Fartou Danjo-Klit, alle født i 2000. Her et gnistrende gåsehudsfremkaldende digt af sidstnævnte.Hvad ellers af alt for meget poetisk guld? Digte af de unge veteraner Rolf Sparre Johansson og Caroline Albertine Minor, af de kinesiske digtere Lu Suo og Shen Xing, af Yasmin, Mikas, Erik og Kasper!Og som illustrationer de mest poetisk knirkende maskiner fra Damarks Tekniske Museum.

Tema i Hvedekorn 2, 2021, ud over det faste tema: blændende poesi, er den skrivemaskineskriftlignende font Courier – den har Peter Laugesen, særdeles lvende digterlegende, som en selvfølgelighed forlangt at få sit bidrag trykt med, og det samme har den uretfærdigt ukendte, excentrisk stilige Hvedekornsdigter Morten Espersen, og for at det ikke skal være løgn – og poesi er den pureste og beskidteste sandhed, vi har - nævnes fonten i skriftkunstneren Kamilla Jørgensens liste over mulige og umulige, virkelige og tænkte eksperimenter:  ” En konkretdigter skriver et hvidt punktum i Word på sin MacBook med skrifttypen Courier, printer tegnet ud på et stykke hvidt papir og kalder sit usynlige digt Det hvide punktum.”   Peter Laugesen optræder også i forbifarten i Mads Myginds hjertevarme optælling af digtere omkringvandrende i Aarhus, hvoraf to allerede ikke længere går de gode gader, Yahya Hassan og Louis Jensen. Derudover er der alle dem, der er derudover, og selvfølgelig også en håndfuld debutanter og bare fx Astrid Olling, der i en hel kortrposasuite hylde modernitetsmaterialet par excellence, plastic:  ” Mulige grunde til at mine sneakers svupper, når jeg går:/ Sålen er smeltet lidt og klæber til gulvet./ Der er vand mellem to lag i gummiet./ Det er mine svedige sokker, der laver lyden./ Det har noget at gøre med, at gulvet er glat. Lyden kommer oftere på biblioteket.”  Som iltert glade og unge Lukas Ballin siger om livet i sit bidrag, men han kunne liges gådt tale om den poesi, der oppebærer og omgiver ham:  Jeg håber på håbet/ at det vil komme som en vind, man ikke kender retningen på./ Deles om alt det nænsomme skal vi/ Vejre morgenluft, ildtornen blomstre”  Nummerets illustrationer er de mest foruroligende smukke billeder fra Medicinsk Museion.

pleno! jikt!! neske!!! spato!!!! Hvedekorn 1, 2020, indeholder både en hel bisværm af haikuer af den evigunge veteran Viggo Madsen, født 1943, blandt andet disse: jammerkommode!hør bare den tone, mand!et flæb uden flab! jeg kan undværebare ikke det heleog ikke med ét jeg ter mig tossetsådan som mit liv gør naraf mit stakkels jeg og to hidsigt dannede digt af den reelt purunge debutant Sudenaz Varisli, dette er det første: bag gendarmeriets smil  puella; et offer for venus’ prostitution og selvstændige slaveri?pige med onyxørering, plastikbelagt og skinnende under klinikkens fluorescente lyslaboratorieliv, uordenlig dagsorden, en diskurs krydret med latent gift?totusinde kelvin før hun når sit smeltepunkt, femtusinde ord før hun når sit frysepunkt en sand virago gemt i pinende obskuritet                                  - sisyfosfortællinger skræmmer mig inte  og (Hvedekorn indeholder aldrig kun både-og, men altid både-og-og-atter-og) nye renfærdigt og nævenyttigt nonsesnsiske ordlister ved Jesper Elving, fx findes disse ord nu og for altid (også) på dansk: pleno jikt neske spato fret deffel tolli nege simtet selt nelti rebi Og og og og og og og og de smukkeste filtmåner ved Andreas Schulenberg. Poesi er i Hvedekorn nonsens med ånd!

Antologi om billedkunst skrevet af billedkunstnere.

Årets mandelgave 2019: Med Vind iJylland KunstvejviserVind tager os for tredje og sidste gang med over stok og sten gennem rejseessayetUDTOG III. Denne gang – ud af det grå – gennem et entropiskt Jylland i januar. Igennem det meste af et år har jeg overvejet, hvor jegskulle tage hen for at skrive sidste del i min Udtogstrilogi. Hvad med entogrejse rundt for at genbesøge jyske museer? Er det en god ide? Jylland? Ijanuar i pisseregnvejr? Industrilandbrug, kulturhuse og indkøbscentre. Gåigennem lave gågader belagt med betonfliser eller kinesisk granit omgivet af desamme butikskæder og hen til kunstmuseet med alt det sædvanlige umådeligemådehold? Men noget i mig insisterer. “Hold fast i din oprindelige ide, ta’ sguda bare til Jylland.” Resultat af den beslutning er rejseessayet UDTOG IIIpå godt 160 sider. Billedkunstner Christian Vind starter i Ribe og ender iSkagen. Bogen afsluttes med en fokuseret billedkonfrontation på en rækkesjællandske museer for at kunstkriminologens spor, der afføder atter et spor ogatter et spor, kan samles i ét sedimenteret punkt. Bogen indledes med digterenH.P. Holsts ord ”For hvert et tab igen erstatning findes; hvadudad tabtes, det skal indad vindes.”. Ord der ganske ofte er blevet lagt i mundenpå det jyske overdrevs betvinger Enrico Mylius Dalgas, som var den ledendefigur i tilplantningen af de jyske heder (Hedeselskabet). Efter sigende skulleDalgas ikke selv have gjort noget for at afsløre forvekslingen med Holst, daordene svarede glimrende til hans egne bestræbelser og selvmytologi. Den slags jyske forvekslingskomedier er bogenfuld af; er der lort i Manzonis dåse?, hvem er ophavet til Tollundmandens tå?,og hvad er det egentlig med det ARoS rugbrød? Men det er ikke spøg og skæmt dethele. Gennem sin egen associationsvandalisme lægger Christian Vind sine overbevisendesnit ned igennem den danske kunsthistorie, godt suppleret op med hverdagsgenstandeog glimt samt arkæologiske spring i tid og rum. Den indre rejse og de fantasifulde kombinatorikkerer med andre ord af ligeså stor betydning som den ydre. Måske fordioplevelsesøkonomien (forvekslingskomedien) på danske museer er af en så kedsommeligekarakter, totalt afkoblet de enkelte samlingers iboende kvaliteter og idéer, atblikket må søge andre ting. Heldigvis kan Christian Vind finde spor i bådekunsthistorie, skjulte lag i malerier, ordspil på kontorer og skilte i forfald,så selv de mest forhutlede toprocentsbesparedeprovinsmuseer får lidt kulør. Christian Vinds besættelse og nysgerrighed kombineret med en ligesåveludviklet skepsis, gør igen serien UDTOG til årets mandelgave fra Antipyrine. @font-face { font-family: "Cambria Math";}@font-face { font-family: Calibri;}@font-face { font-family: "Minion Pro";}@font-face { font-family: Sabon-Roman;}@font-face { font-family: Sabon-Italic;}p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal { margin: 0cm 0cm 0.0001pt; font-size: 12pt; font-family: "Calibri", sans-serif; }p.brduindr, li.brduindr, div.brduindr { margin: 0cm 0cm 0.0001pt; text-align: justify; line-height: 12.9pt; font-size: 9.5pt; font-family: Sabon-Roman; color: black; }p.brdmindr, li.brdmindr, div.brdmindr { margin: 0cm 0cm 0.0001pt; text-align: justify; text-indent: 8.5pt; line-height: 12.9pt; font-size: 9.5pt; font-family: Sabon-Roman; color: black; }.MsoChpDefault { font-family: "Calibri", sans-serif; }div.WordSection1 { }

Hvedekorn 3, 2019, er fuld af poetiske monstre! Det monstrøseste stykke poesi i bladet er Mahasti M. Yazdis femten sider lange bidrag, ”Visualisering af tancer”, der hvirvler rundtosset mellem sardonisk Danmarksportræt og besværgende bekendelse. Næstmonstrøsest er Rasmus Halling Nielsens tretten sider lang bidrag, ”To brødre – to søstre”, en lystigt krattende overskrivning med rød tusch af årsskriftet ”Folk og minder fra Nordsjælland”. På en monstrøs tredjeplads kommer veteranen (i Hvedekorn siden 1969!) Hans Chr. Bøgholms otte sider lange bidrag, ”Ikke at kunne se korset for bare kors”, der faktisk er en hel digtsamling. Pænt monstrøste er også Sternbrgs to readymade(-agtige) bidrag, ”Kritiske digte” og ”Ukritiske digte”, virkelig sure udgydelser og virkelig glade udgydelser henholdsvis, og kollektivet Røllebøgenes debutbidrag, en livfuld og broget buket naturpoesi. Bladt de unge og debuterende er i hvert fald Cecilie Buchholt Rathjen, født 1998, heller ikke umønstrøs.Hvedekorn 3, 2019, genkendes på den aboslut uhyggelige uigenkendelighed!Hvedekorn er et tidsskrift for poesi og kunst, der udgives af Rosinante & Co. Det er udkommet siden 1920 og redigeres af Lars Bukdahl og Christian Vind.