Bøger af Elsa Gress

"Jorden er ingen stjerne" er ikke blot en kærlighedshistorie mellem en ung dansk studine og hendes amerikanske litteraturprofessor; det er også en nøje skildring af det intellektuelle miljø under den kolde krig i USA, og hvordan samfundets normer kan blive til lænker, når man pludselig opdager, at det ikke har plads til ens egen lykke.Elsa Gress (1919-1988) debuterede dobbelt med essaybindet "Strejftog" (1945) og romanen "Mellemspil" (1947) om efterkrigsårenes rodløse eksistenser. Ud over de ofte selvbiografiske romaner skrev hun noveller, hørespil, journalistik og oversættelser, og et studieophold i 1952 i USA gjorde hende desuden til formidler af amerikansk kultur. Med sin intellektuelle nysgerrighed og sin livsform som "polymedium" blev Elsa Gress inkarnationen af den frie kunstner og kritiker, på én gang hudløs, hårdtslående og generøs.

"Compañia" er tredje og sidste del af Elsa Gress‘ erindringer om sit begivenhedsrige liv. Bøgerne tegner et billede af en kvindelig og kunstnerisk vækstproces fra barndommens nomadetilværelse over læreårene til livet som skribent og åndelig jordemoder i de kulturelle miljøer, hun begik sig i. I "Compañia" husker Elsa Gress tilbage på 1950‘erne, som hun til dels tilbragte USA, og hvordan hun sammen med sin mand, den amerikanske maler Clifford Wright, skabte "Decentret" i Glumsø på Sjælland og Marienborg på Møn.Elsa Gress (1919-1988) debuterede dobbelt med essaybindet "Strejftog" (1945) og romanen "Mellemspil" (1947) om efterkrigsårenes rodløse eksistenser. Ud over de ofte selvbiografiske romaner skrev hun noveller, hørespil, journalistik og oversættelser, og et studieophold i 1952 i USA gjorde hende desuden til formidler af amerikansk kultur. Med sin intellektuelle nysgerrighed og sin livsform som "polymedium" blev Elsa Gress inkarnationen af den frie kunstner og kritiker, på én gang hudløs, hårdtslående og generøs.Elsa Gress‘ erindringer består af bøgerne "Mine mange hjem", "Fuglefri og fremmed" og "Compañia". Hvert bind afdækker en bestemt periode i forfatterens liv.

Triumferende rejser Simurghen sig af menneskelivets aske som en fugl Føniks, der symboliserer det overmenneskelige evige fællesskab, som omfavner alle. Maleren Hugh og hans kone Judith bliver håbløst afhængige af troen på dette væsen, mens de prøver at overleve i en tilværelse, hvor venskaber går itu, og døden har frit spil. Alt, hvad verden kaster efter ægteparret, kan til nøds udholdes med Simurghens vished om, at livet fortsætter, selv efter det er rindet ud.

"Fra dette vindue ser man ind i viseland og eventyrland, ind i fortiden og nutiden, dagen og natten og ind i landet hinsides sol og måne."Det er indsigt ind i selve livet og selvet, og det er udsigter ud af vinduet, der er temaer for de fire essays i Elsa Gress‘ "Udsigter og indsigter".

"Moderne kunst er alt for ofte et spørgsmål om at tælle på fingre og tæer og stave sig frem til yderst elementære budskaber, hvor den ikke er ren formalisme. Det er ikke større enkelhed, umiddelbarhed og forståelighed, vi savner i kunsten i dag, men mere komplicerethed, flere forudsætninger, både hos kunstnere og kunstmodtagere, mindre ‘individualisme‘ og mere personlighed. Det er et af denne bogs hovedmotiver. Men hvis læseren får det indtryk, at den er rettet mod megen moderne kunst, en del samtidig litteratur og så godt som al kunstkritik ud fra go‘ gammeldags traditionalisme, snusfornuft eller ‘engagementskrav‘ – for siden at opdage, at bogens hovedanker er af en gangske anden natur, ja, så er det erklærede formål nået: at forvirre i håb om at forvirre frugtbart." Således starter Elsa Gress "Prometheus på flugt", en samling af essays om kunstens tilstand, og hvad der skal gøres ved den.

"Compañia" er tredje og sidste del af Elsa Gress‘ erindringer om sit begivenhedsrige liv. Bøgerne tegner et billede af en kvindelig og kunstnerisk vækstproces fra barndommens nomadetilværelse over læreårene til livet som skribent og åndelig jordemoder i de kulturelle miljøer, hun begik sig i. I "Compañia" husker Elsa Gress tilbage på 1950‘erne, som hun til dels tilbragte USA, og hvordan hun sammen med sin mand, den amerikanske maler Clifford Wright, skabte "Decentret" i Glumsø på Sjælland og Marienborg på Møn.

"Af hoved er hun videnskabsmand, men af sind er hun kunstner, og det er en rig sammensætning. Hendes arrigskab har flere hestekræfter end nogen anden dansk skribents, og det er en glimrende drivkraft. Hun finder sig ikke i noget… Hun kan den kunst som er definitionen på al kunst: at lægge hovedvægten på det væsentlige og være ligeglad med det ligegyldige." Sådan beskrev Poul Henningsen Elsa Gress som debattør og som menneske. "Det professionelle menneske" er en samling af essays delt op i fire afsnit: ‘socialt‘, ‘kulturkritisk og kulturpolitisk‘, ‘amerikansk‘ og ‘litterært og kunstnerisk‘.Elsa Gress (1919-1988) debuterede dobbelt med essaybindet "Strejftog" (1945) og romanen "Mellemspil" (1947) om efterkrigsårenes rodløse eksistenser. Ud over de ofte selvbiografiske romaner skrev hun noveller, hørespil, journalistik og oversættelser, og et studieophold i 1952 i USA gjorde hende desuden til formidler af amerikansk kultur. Med sin intellektuelle nysgerrighed og sin livsform som "polymedium" blev Elsa Gress inkarnationen af den frie kunstner og kritiker, på én gang hudløs, hårdtslående og generøs.

"Det er afgjort ikke fashionabelt i disse tider at tale om standpunkter, endsige at have dem. I stedet skal man have fornemmelser for ‘det nære’ … At have en fornemmelse af misforholdet mellem det, der er, og det, der bør eller kunne være, forekommer dem latterligt." Dette synspunkt gør Elsa Gress op med i "Elysisk aften – at være kætter", og som hun også bemærker, er det ikke bare forbigående tendens, at man ikke må udtale sig kritisk eller i store vendinger. Det har altid været ildeset på den måde ‘at være kætter’, som hun kalder det.Elsa Gress (1919-1988) debuterede dobbelt med essaybindet "Strejftog" (1945) og romanen "Mellemspil" (1947) om efterkrigsårenes rodløse eksistenser. Ud over de ofte selvbiografiske romaner skrev hun noveller, hørespil, journalistik og oversættelser, og et studieophold i 1952 i USA gjorde hende desuden til formidler af amerikansk kultur. Med sin intellektuelle nysgerrighed og sin livsform som "polymedium" blev Elsa Gress inkarnationen af den frie kunstner og kritiker, på én gang hudløs, hårdtslående og generøs.

"Fælles for dem skulle imidlertid gerne være, hvad man kunne kalde den kritiske idealisme: troen på det negatives ret side om side med det positive og forvisningen om, at respekt for de ‘upraktiske‘ ideer og studier er en nødvendig forudsætning for al kultur i højere forstand."Sådan beskriver Elsa Gress essaysne i "Strejftog", som hurtigt blev fulgt op af en lang række romaner og essaysamlinger, der har fastslået hende som en skelsættende kommentator inden for alt fra litteratur, sociologi, psykologi til livets store spørgsmål.Elsa Gress (1919-1988) debuterede dobbelt med essaybindet "Strejftog" (1945) og romanen "Mellemspil" (1947) om efterkrigsårenes rodløse eksistenser. Ud over de ofte selvbiografiske romaner skrev hun noveller, hørespil, journalistik og oversættelser, og et studieophold i 1952 i USA gjorde hende desuden til formidler af amerikansk kultur. Med sin intellektuelle nysgerrighed og sin livsform som "polymedium" blev Elsa Gress inkarnationen af den frie kunstner og kritiker, på én gang hudløs, hårdtslående og generøs.

"Jeg vil gerne fejre det musiske og vise, at det er afgørende, ikke bare for den enkeltes glæde og livsudbytte, men for slægtens overlevelse overhovedet."Og vist koster det noget, tilføjer Elsa Gress, for selvom vi alle får anlæg for det musiske forærende i vores gener, så er det noget, der skal dyrkes og værnes om, ligesom alt, der har værdi her i verden. Det er det, Elsa Gress formår at gøre med denne samling af elegante essays.

"Det opstår muligvis på før-sprogligt plan, i underbevidstheden. Men der er i sproget, det først viser sig. Umenneskeliggørelsessyndromet. Og når det først kommer til udtryk der, som sprog- og tankeforurening, bliver det med uhyggelig hast til godtagne ‘realiteter‘." Elsa Gress‘ essaysamling "Fanden til forskel" kommer vidt og bredt omkring, lige fra atombomben og nazismen til kunst og teater og det, hun kalder antihumanistisk humanisme.

Den amerikanske teaterinstruktør Roy Roscoe er en ægte ildsjæl på godt og ondt. Han lever et passioneret og hektisk liv, hvor han gang på gang brænder sig selv ihjel for at genopstå som en Fugl Fønix af asken, og på dæmonisk vis suger han kraften ud af sine skuespillere for at kunne skabe sin kunst. Men så fascinerende og tiltrækkende som denne ildsjæl er, så er han også dødsensfarlig for dem, der ikke formår at modstå ham. Den danske forfatter Lisa Bander drages af ham både intellektuelt, kunstnerisk og erotisk, og mødet med ham får uoprettelig konsekvenser for hendes liv. "Salamander" foregår i de kulturelle miljøer i Italien, London, New York, København og Wien og strækker sig fra 1965 til 1977. Der er således ikke blot tale om en lidenskabelig kærlighedsroman, men også en skildring af de enorme kulturelle omvæltninger, Europa undergik i 1960‘erne og 1970‘erne.

De epistler og essays, der gemmer sig i "Blykuglen", er skrevet på ‘De-centret‘ i Marienborg, en slags kunstnerkollektiv, som Elsa Gress skabte sammen med sin mand, den amerikanske kunstner Clifford Wright. Elsa Gress udbreder sig vidt og bredt om alskens emner lige fra psykoanalyse til nazisme, Ulysses til PH og Asger Jorn, alt sammen med den karakteristiske knivskarpe pen og kontroversielle holdninger.

Elsa Gress‘ essaysamling "Om kløfter" handler ikke bare om kløfterne mellem individer og temperamenter og filosofier. Den handler om kløfter mellem den gamle og den nye verden, Europa og Amerika, generationskløfter, kulturkløfter, kløfter mellem fortid og nutid, mellem den reaktionære og radikale tænkemåde.

"Når jeg har valgt at betitle denne bog "Det uopdagede køn", er det dels for at antyde kønnets mange uopdagede ressourcer og muligheder, dels for at angive, at jeg helst vil begynde, hvor den hidtidige drøftelse af sagerne er hørt op… Om der er brug for flere kvindeord om situationen? Vistså."Sådan indleder Elsa Gress sin samling af essays om de mange problemer, der florerede i forhold til kvindens position i samfundet i 1960‘erne. Var abort virkelig noget, man som samfund kunne bakke op om? Skulle kvinden have lov at realisere sig selv på arbejdsmarkedet, eller var det bedst for alle – inklusiv hende selv – at hun gik hjemme med børnene? Var homoseksualitet noget, man skulle finde sig i?I dag er de fleste enige om svarene på disse spørgsmål, men da "Det uopdagede køn" udkom i 1964, var disse emner stadig kontroversielle, og det kaster et interessant lys over den debat, der stadig står på, at det, der i dag virker så åbenlyst, engang var meget kontroversielt.

"På den skitserede baggrund kan det måske tage sig verdensfjernt, ja, letfærdigt, ud at udgive shop talk om sprog, kunst og samfund og andet sligt. Men det skulle fremgå, at det netop er prioriteringen og overlevelsen, der kredses om i disse stykker."I denne samling af essays og epistler efterlyser Elsa Gress engagement fra danskerne, idet hun stiller skarpt på evigtgyldige temaer som kunst, sex, hykleri, kønskamp og demokrati.

Bør anmeldere skydes? Er der tale om masseunderholdning eller religionserstatning? Det er blot et par af de spørgsmål, Elsa Gress stiller sig selv og sin læser i essaysamlingen "Nye strejftog". Med sin enorme erfaring som forfatter, kritiker, kulturformidler og menneske i det hele taget udfolder Elsa Gress sig bredt og dybsindigt om det litterære klima, massekulturen, kritikerens rolle og myndighedernes adfærd.

"Nu pigebarnet her. Fjorten år højst – sin alder havde hun naturligvis ikke nøje rede på, men mere end fjorten kunne hun ikke være. Fjorten år og morderske. Og øjensynlig aldeles uberørt af den kendsgerning. Hun stod bare der, med sin sygelige unge i armene, uden at reagere, uden ord, uden minespil.""Habiba og andre noveller" er en samling af noveller med vidt forskellige motiver, emner og former; eksotiske himmelstrøg, psykologiske indsigter, barndomsoplevelser og ren og skær satire.

Ja, der er som regel en del, der hører efter, hvad Elsa Gress har at sige. I denne essaysamling filosoferer Elsa Gress over modernismens klimaks, det moderne menneske, velfærdsstaten, kulturskizofreni og afdøde helte som Karen Blixen, Graham Greene og Aldous Huxley. Hun afsætter i øvrigt en stor del af bogen til tanker om USA‘s racekamp, mordet på John F. Kennedy og begrebet succes set med amerikanske øjne.

"Fugle og frøer: Afsnit og epistler" tilhører rækken af Elsa Gress’ debatskabende bøger om samfund, kunst og køn. Elsa Gress fremhævede rejsen til og i det fremmede som stedet, hvor middelmådighed og selvtilstrækkelighed viger til fordel for nysgerrighed og åbenhed. I denne essaysamling beskriver hun, hvorfor netop rejsen og mødet med andre er så nødvendig for udviklingen af ens personlighed.

Med "Fuglefri og fremmed" følger Elsa Gress op på erindringsværket "Mine amnage hjem". Erindringerne er nu centreret omkring forfatterens tid i 1930'ernes Tyskland og i besættelsestidens Danmark frem til udgivelsen af hendes første bøger. Sammen med det efterfølgende bind "Compañia" tegner den en kvindelig og kunstnerisk vækstproces fra barndommens nomadetilværelse over læreårene til livet som skribent og åndelig jordemoder i de miljøer, hun sammen med sin mand, den amerikanske maler Clifford Wright, skabte i deres "decentre" i Glumsø på Sjælland og Marienborg på Møn. \"Mine mange hjem\", \"Fuglefri og fremmed\" og \"Compañia\" udgør Elsa Gress' erindringer.Elsa Gress, 1919-1988, debuterede dobbelt med essaybindet "Strejftog" (1945) og romanen "Mellemspil" (1947) om efterkrigsårenes rodløse eksistenser. Ud over de ofte selvbiografiske romaner skrev hun noveller, hørespil, journalistik og oversættelser, og et studieophold i 1952 i USA gjorde hende desuden til formidler af amerikansk kultur. Med sin intellektuelle nysgerrighed og sin livsform som "polymedium" blev Elsa Gress inkarnationen af den frie kunstner og kritiker, på én gang hudløs, hårdtslående og generøs.n

"Mine mange hjem" er Elsa Gress’ hovedværk; en samling af hendes bedste essays og erindringer. Sammen med de følgende bind, "Fuglefri og fremmed" og "Compañia", tegner den en kvindelig og kunstnerisk vækstproces fra barndommens nomadetilværelse over læreårene til livet som skribent og åndelig jordemoder i de miljøer, hun sammen med sin mand, den amerikanske maler Clifford Wright, skabte i deres "decentre" i Glumsø på Sjælland og Marienborg på Møn. "Mine mange hjem" er centreret omkring forfatterens omtumlede og begivenhedsrige barndom og ungdomsliv frem til studentereksamen.