Bøger af Erik A. Nielsen

Emblemer er de måske mest gådefulde billeder, den lange kristne tradition har frembragt. Mellem middelalderens kalkmalerier og oplysningstidens moderne tider blev de igennem 250 år højeste mode i Europa. Moden rejste også til Danmark. De kan ses rundt om i danske kirker, hvor de sidder som malerier på fx stolestader, prædikestole og pulpiturer. Emblemerne er allegori og billedrebus i særlige kompositioner, som kirkegængerne skulle fortolke og forstå. Erik A. Nielsens rigt illustrerede bog er fortællingen om emblematikken som kirkekunst – hvorfra de henter deres forlæg og inspiration, hvordan de komponeres, og hvordan de gådefulde billeder skal forstås og fortolkes.

Øjet evner det utrolige. HIMMELSPEJLET, LILLE SYNSLÆRE, studerer dets iagttagelsesformer og deres gengivelser i kunstens rigdom af genrer. Temaet rækker fra 1600-tallets emblemverden op igennem den billedkunstneriske modernisme og frem til medieverdenens besættende - og dybt problematiske - billedskærme. Blandt billedkunstnerne kan nævnes Albrecht Dürer, Odillon Redon, Hein Heinsen og Mogens Møller, Per Marquard Otzen og Peter Callesen. Blandt digtere, der er optaget af deres eget klarsyn, inddrages Johannes V. Jensen, Dante, Milton, Blake, Goethe, Rilke, Tom Kristensen, Frants Henningsen, Per Højholt og Inger Christensen.HIMMELSPEJLET, LILLE SYNS-LÆRE er en øvelsesbog i kunsten at se. At lære sig det, man kan i forvejen, men sjældent har tilegnet sig: at se sig selv se. Det er en synslære på samme måde, som hørelære er en grundlæggende disciplin i musikeres uddannelse, og farvelære i billedkunstneres. Det er mærkeligt, at der ikke eksisterer en tilsvarende synslære, for øjets evner og iagt­tagelsesmåder er nærmest uopregneligt mange. Billedkunstnere og digtere er synets særligt skolede iagttagere. Bogens eksempler er især hentet fra dem. HIMMELSPEJLET, LILLE SYNS-LÆRE indeholder ud over en større skitse til en syns­lære desuden 22 øvelser i kunsten at iagttage, som er en række små og noget større studier i synets registre og noget, man kunne kalde synets eller opmærksomhedens historie. Øjnene er formodentlig kroppens største virtuoser, lyn­hurtige og selv­rådige. Næsten umulige at opdrage. Et menneskes væsen sidder i synet, hvis registre er ubegribeligt rige. Nutidens civilisation kan ofte – også på problematiske måder – være en voldelig synskultur.

»Glimt«, med undertitlen bibelsk perlekæde, er sammenbundet efter mønstre, der også fletter Bibelen sammen. Digtsamlingen gennemformulerer den bibelske symbolik, der igennem flere årtusinder har levet i den jødisk-kristne verden, og som sådan er »Glimt« et bidrag til den poetiske teologi, som Erik A. Nielsen bl.a. har arbejdet med i sit lange, akademiske virke.Men samtidig er »Glimt« en personlig digtsamling. En bog om at komme dertil, til sidst, hvor man tør stå gennemlyst. Som enhver digter gør, også når han debuterer som 82-årig.Syndefaldet, babelstårnets svimlende erfaring af svælget mellem himmel og jord, regnbuen, omskærelsen som en vielse mellem det jordiske og altets skaber, gudssønnens besøg, jomfrufødslen, nadver-elementerne, gudsofferet, Guds tilbagevenden til altet, opstandelsens lysende gåde og den ånd, den efterlader på jorden, visionen af det Himmelske Jerusalem. Den store retsag i himmelen. »Glimt« er skrevet med en viden om, at altets øjne hviler på os, med vores angst for at skulle miste det hele, men også med et blik for muligheden for at leve frisat og rystet under det strenge og milde blik.Erik A. Nielsen, f. 1941, er professor og litteraturhistoriker ved Københavns Universitet. Han har tidligere udgivet bl.a. Solens fødsel (1998), Kristendommens retorik (2009) om den kristne digtnings billedformer samt værker om de store salmedigtere Thomas Kingo (2010)og H.A. Brorson (2013).

Lone Hertz: “Glæden ved sproget – og sorgen” (s. 9-14)Anne Marie Helger: “At labbe sproget i sig” (s. 15-25)Jytte Abildstrøm: “Glæden ved at læse” (s. 27-32)Asger Baunsbak Jensen: “Den sidste samtale” (s. 33-40)Birgit Pettersson: “At nå hinanden gennem sproget” (s. 41-46)Klaus Rifbjerg: “Det rige sprog” (s. 47-51)Lars Bonnevie: “Vi har kun det” (s. 53-58)Johan de Mylius: “Sprog som binder og forløser” (s. 59-67)Erik A. Nielsen: “Hvad Gud har sammenføjet …” (s. 69-78)Claus Tilling: “Hvad børn dog hører: Tanker i anledning af Ib Michaels ‘Vanillepigen‘” (s. 79-83)Jesper Hoffmeyer: “Max erobrer virkeligheden – i sproget” (s. 85-91)Lene Johansen: “Glæden ved sproget – begejstringen for livet” (s. 93-97)Per Jespersen: “Samtalens nødvendighed” (s. 99-103)Modersmål-Prisen 1996 ved Gerda Thastum Leffers (s. 105-108)

En fortolkning af kernepunkter i den kristne billedtradition inden for kunst og poesi

Modlys handler om en billedkunstner, der livet igennem har gjort sig til lysets tjener og kender. Som lyset igennem døgnet og året har sine lange forvandlingsrækker, sådan forvandler det sig i Ingemann Andersens kunstneriske blik og hans lange skabende praksis. Billeder fra mere end tres år vidner om dette. Et livsværk, hvis lange sammenhænge ikke tidligere er blevet beskrevet – og fortjener at blive det. Ingemann Andersens grafik, hans mosaikker, hans akvareller og skitser er dejlige at have for øjnene. For den, der “ydmygt lægger øret til” dokumenterer værkerne og samtalerne med ham en skabende kunstner, der igennem alle disse år har deltaget som en lavmælt, men kyndig og klog deltager på den store kunstscene.Bogen udsendes i anledning af Ingemann Andersens 85-års fødselsdag.

"H.A. Brorson. Pietisme, meditation, erotik" er tredje bind i værket BILLED-SPROG, hvis to første, stærkt anmelderroste bind, "Kristendommens retorik" og "Thomas Kingo. Barok, enevælde, kristendom" udkom hhv. 2009 og 2010.H.A. Brorson (1694-1764) besidder ikke samme den udadvendte glans som sin barokke forgænger Thomas Kingo. Brorson tilhørte pietismen, 1700-tallets stærke fromhedsbevægelse, og hans verden er indadvendt, lidenskabelig, dybsindig. Den er både poetisk opfindsom og teologisk stringent; gang på gang åbner den sig mod det visionære.Brorson er barn af en videnskabelig og forstandsklar tidsalder: Oplysningstiden. Skønt Oplysningstid og pietisme ofte klichéagtigt modstilles, er deres mellemværende meget mere inspirerende og overraskende end man skulle tro. Hvis Oplysningstiden udfører en ny, metodisk kritik af den gamle verden, udfører pietismen en tilsvarende gennemlysning af en træt og upersonlig lutherdom. Ikke bare verden, men også menneskesjælen trænger til oplysning!I indledningskapitlet viser Erik A. Nielsen os den pietistiske bevægelse i al sin tvetydighed. Den var barsk og dømmesyg, men også klarsynet og gennemmetodisk. Senere føjer et stort kapitel på overraskende vis Brorson ind i den kristne meditations stærke tradition. Som poetisk teolog er Brorson uovertruffen; mængder af kristendommens symbolik nyfortolkes hos ham, og bogen kan bruges som leksikon over hele denne ikonografi.