Bøger af Fjodor M. Dostojevskij

Den milde og naive epileptiker Fyrst Mysjkin vender tilbage til Sankt Petersborg med toget efter et langvarigt kurophold i Schweiz – uden mange rubler på lommen, men i håbet om en stor arv efter sin afdøde velgører. I toget falder fyrsten i snak med en mand, der viser ham et billede af den smukke femme fatale Nastasia Filippovna. Denne hændelse samt mødet med familien Jepantjin, som er fjerne slægtninge af fyrsten, forsegler Mysjkins skæbne, og vikler ham hurtigt ind i både romantiske og økonomiske intriger, der skal vise sig at have katastrofale følger. Fyrst Mysjkins uselviskhed står i skarp kontrast til de andre karakterers selvoptagethed, og gennem sin hovedperson har Dostojevskij forsøgt at skildre et Kristus-lignende menneskes møde med virkelighedens verden, hvor grådighed, ondskab og smålighed er udbredt, og hvor oprigtig godhed og næstekærlighed betragtes som naivitet, grænsende til idioti.En oversigt over personerne i romanen kan downloades her."Bogen brænder sig ind i sindet." – Johannes Møllehave, Kristeligt Dagblad"En bog, alle bør læse mindst én gang." – Marie Tetzlaff, Politiken"Med Idioten viser Dostojevskij os, hvad menneskelig godhed er, hvor meget og dog hvor lidt den formår." – Mette Dalsgaard, Weekendavisen"I den ældgamle og stadig aktuelle diskussion om forholdet mellem normalitet og galskab er Dostojevskijs roman om fyrst Mysjkin en sand klassiker." – Christian Braad Thomsen, Politiken

Goljádkin er en lavt rangeret embedsmand på et større kontor i Sankt Petersborg. Han føler sig ydmyget i det meget klassedelte samfund og drømmer urealistisk om øget rang og indflydelse. Han skuffes gang på gang og føler sig krænket og nedværdiget, hvilket afstedkommer en sygelig sindstilstand, hvor han indbilder sig at møde sit alter ego: Goljádkin den yngre, som evner, hvad han ikke selv formår og uden skrupler maser sig frem og efterhånden fortrænger Goljádkin den ældre, der reduceres til en forsagt tåbe.Dobbeltgængeren er fra Dostojevskijs ungdomsår og er hans anden roman, udgivet i 1846. Romanen er blevet stående som en klassiker med sit psykologiske studie af menneskets komplekse, ofte modsætningsfyldte natur, der under ugunstige omstændigheder kan udvikle sig til sygelig skizofreni."Ideen indlejret i Dobbeltgængeren – den interne splittelse mellem selvopfattelse og virkelighed, mellem hvad en person ønsker at tro om sig selv, og hvad han i virkeligheden er, konstituerer Dostojevskijs første opfattelse af en karaktertype, der blev hans kendemærke som forfatter. Goljádkin er stamfaderen til alle Dostojevskijs splittede karakterer ... som Kældermennesket, Raskolnikov, Stavrogin og Ivan Karamazov." – Joseph Frank, Dostoevsky

Nyoversættelse af Trine Søndergaard og Tine Roesen 2017.Denne samling af fortællinger indledes med En fæl historie (1862), der er en satirisk farce, som udstiller en herre fra de højere klasser med de moderigtige liberale ideer, der dog ikke stikker dybere, end at det går rent galt, da han vil vise dem i praktisk omgang med de lavere klasser.”Humoristen Dostojevskijs mesterværk er fortællingen En fæl historie … en række stadier af uforfalsket realisme og rystende komik.” – Ejnar ThomassenI Bobók (1873) kommer den farceagtige, satiriske stil med karnevalistiske træk, der ofte anvendes af Dostojevskij, til fuld udfoldelse, da de døde på kirkegården genkalder sig oplevelser fra deres liv.”Bobók – en af Dostojevskijs korteste fortællinger – er næsten et mikrokosmos af hans samlede forfatterskab. Rigtig mange af de vigtigste ideer, temaer og forestillinger i hans værker både før og efter Bobók fremtræder her i ekstrem skarp og nøgen form.” – Mikhail Bakhtin, Problemer i Dostojevskijs poetikI Julefest og bryllup (1848) berettes om en ældre rig, grisk levemand, der alene for økonomisk vindings skyld indgår aftale med en 11-årig piges forældre om at ægte hende, når hun når skelsår, trods pigens afsky for den ældre mand.Samlingen afsluttes med En dreng til juletræsfest hos Kristus (1876), en sørgelig historie om de fattige og hjemløse i Sankt Petersborg. Historien giver mindelser om Den lille pige med svovlstikkerne af H.C. Andersen.

Den evige ægtemand er fra 1870 og anses for en af Dostojevskijs mest velkomponerede romaner i sin logiske opbygning. Romanen behandler og analyserer forholdet mellem Don Juan-typen Veltjaninov og hanrejen (den evige ægtemand) Trusotskij i en spændingsmættet opbygning, hvor Trusotskij efter hustruens død opsøger Veltjaninov og konfronterer ham med en fjern fortid, hvor han kom i ægteparrets hjem som ven – eller havde han været mere end blot en ven? Som vanligt i Dostojevskijs romaner karakteriseres personerne gennem deres dialog og viser sig langt mere komplekse end de klichetyper, de repræsenterer, ligesom forholdet imellem dem til stadighed skifter fra underlegenhed til overlegenhed."Dostojevskijs perfekte roman Den evige ægtemand er kommet i ny mundret oversættelse. Den er stærkt underholdende. Den evige ægtemand indeholder essensen af hans temaer. Den er klassisk i sin konstruktion og minutiøs og virtuos i sine dialoger og dermed i skildringen af det fluktuerende evigt skiftende magtforhold mellem hovedpersonerne." - Marie Tetzlaff, Politiken, ♥♥♥♥♥♥"Den evige ægtemand hører muligvis ikke blandt Dostojevskijs mest kendte værker, men hvis dét skulle få nogen til at tro, at det ikke kan måle sig med mastodonterne Forbrydelse og straf, Brødrene Karamazov og Idioten, kan nogen godt tro om igen! ... Anskaf hurtigst muligt denne bog. I vil ikke fortryde det. ... Denne bog er pligt- og lystlæsning i én og samme indpakning." - Marie Guldager, Litteratursiden"… man mærker bag den beske selvironi en overlegen humor, der på grund af emnets selvbiografiske karakter virker betagende i sin menneskelige storhed. Desuden er dette møde mellem den bedragne ægtemand og hustruens elsker fra for ni år siden så mesterligt komponeret, at det i sine få, hektiske scener åbenbarer alt." - Vagn Riisager, Kristeligt Dagblad"I Den evige ægtemand når Dostojevskijs beherskelse af hans specielle dialog - en dialog, hvis ord er ladet med uudtalt betydning - måske toppen af perfektion. Scenerne mellem Veltjaninov og Trusotskij, hvor de hver især svarer - ikke på det den anden siger - men på det de ved eller fornemmer, den anden har ladet uudtalt, er fyldt med en hypnotisk spænding, som er fuldt på højde med scenerne mellem Ivan Karamazov og Smerdjakóf, og måske mere psykologisk spidsfindig, da elskeren og hanrejen skifter roller." - Joseph Frank, Dostoevsky - The Miraculous Years, 1865-1871

"Onkel" er en affældig, noget senil, men velhavende fyrste, som tilfældigt ankommer til byen Mordassov og omgående tages under beskyttelse af byens magtfulde førstedame, Marja Aleksándrovna. Hun udpønser en plan til at få ham gift med sin skønne 23-årige datter Sina, men både den stolte Sina, konkurrerende bejlere og rivalinder gør sagen kompliceret, og Marja Aleksándrovna må udfolde hele sit mesterlige register af overtalelse, snedighed og intriger.Sladderen og rygtemøllen i den provinsielle by er behændigt fanget i Dostojevskijs latterliggørende heroiske tone. Onkels drøm er ligesom den samtidige roman Godset Stepantjikovo en farceagtig, satirisk komedie og viser, hvor morsom Dostojevskij kan være, som det også mere glimtvis kommer frem i de store romaner.For første gang optræder her en fortæller, som med forkærlighed for sladder og skandaler beskriver det provinsielle miljø, han selv er en del af – en teknik som Dostojevskij anvender igen i Onde ånder og Brødrene Karamazov. Dialogen er som vanligt hos Dostojevskij uhyre fængende og giver dybdeborende portrætter af de forskellige karaktertyper. Onkels drøm har alle de typiske kendetegn fra Dostojevskijs psykologiske og filosofiske forfatterskab.

Omdrejningspunktet for romanens handling er mordet på den gamle vellystning Karamazov. Opklaringen af mordet er en psykologisk thriller, der er spændende som en kriminalroman. Vi følger hans tre sønner, der på troværdig vis repræsenterer forskellige ideologier: Den ældste, Mitja, er ligesom faderen en udsvævende levemand, den næstældste, Ivan, er den intellektuelle ateist og nihilist, og den yngste, Aljosja, er den barmhjertige og godhjertede kristne, der minder om Fyrst Mysjkin i Idioten. Udover brødrene skildres deres omgangskreds, hvor vi foruden to besættende kvinder møder alle grene af samfundet: overklassen, de fattige, klosterbrødrene og godsejerne.Brødrene Karamazov var den sidste og største roman, Dostojevskij skrev, og betragtes ikke alene som Dostojevskijs største værk, men også som et af verdenslitteraturens. En utrolig roman om godt og ondt, tro og tvivl, liv og død med dybdeborende psykologiske portrætter, der viser menneskets sammensatte væsen på godt og ondt. Der tages afstand fra nihilismen, og i stedet fremhæves betydningen af skyld, ansvar og medfølelse.En oversigt over personerne i romanen kan downloades her."Den mest storslåede roman, der nogensinde er skrevet." – Sigmund Freud"De to kapitler i femte bog om Ivans ‘oprør’ og Legenden om Storinkvisatoren når højder, der sjældent er blevet matchet og bestemt aldrig overgået." – Joseph Frank, Dostoevsky – The Mantle of the Prophet, 1871-1881

Den fattige student Rodion Raskolnikov besættes af ideen om at komme ud af sin og familiens fortvivlede situation ved at myrde en gammel, uhæderlig og grådig pantelånerske og bemægtige sig hendes gemte formue, så han kan fuldende studierne og virke til gavn for samfundet. Han er påvirket af de herskende nihilistiske teorier, hvor store ånder og stærke karakterer som han selv ikke er underlagt gængs lov og moral, når det gælder om at fremme ideale mål. Mordet forløber dog ikke helt som planlagt, og hans opfattelse af sig selv som et nihilistisk overmenneske krakelerer i tiden efter mordet.Efterforskningen af mordet er trods kendskabet til morderen spændende som en krimi, og forhøret af Raskolnikov er en psykologisk thriller med en blændende dialog mellem forhørsleder og mistænkte. I modsætning til den almindelige kriminalroman drejer det sig mindre om, hvem og hvordan det blev gjort, men i højere grad om, hvorfor han gjorde det. Raskolnikov selv når gennem sine moralske anfægtelser og forhørene til en stadig dybere erkendelse af det egentlige motiv bag drabet.Forbrydelse og straf er Dostojevskijs mest populære roman og hører til blandt verdenslitteraturens største værker. Det er den første af hans store romaner, hvor det fuldt ud lykkes at fremstille karakterer, der på troværdig vis repræsenterer forskellige ideologier. Der er dybdeborende psykologiske portrætter, der viser menneskets sammensatte væsen på godt og ondt og hans gennemgående tema med afstandtagen til nihilistiske holdninger, men med betoning af skyld, ansvar og medfølelse fremtræder her klart. Stilen er kendetegnet ved karakterskildringer gennem en mangestemmig, ofte højspændt dialog med en dramatisk, fængslende handling.En oversigt over personerne i romanen kan downloades her."Dostojevskij er den eneste digter, jeg har lært noget af. Han er den vældigste af de russiske giganter." – Knut Hamsun

Den evige ægtemand er fra 1870 og anses for en af Dostojevskijs mest velkomponerede romaner i sin logiske opbygning. Romanen behandler og analyserer forholdet mellem Don Juan-typen Veltjaninov og hanrejen (den evige ægtemand) Trusotskij i en spændingsmættet opbygning, hvor Trusotskij efter hustruens død opsøger Veltjaninov og konfronterer ham med en fjern fortid, hvor han kom i ægteparrets hjem som ven – eller havde han været mere end blot en ven? Som vanligt i Dostojevskijs romaner karakteriseres personerne gennem deres dialog og viser sig langt mere komplekse end de klichetyper, de repræsenterer, ligesom forholdet imellem dem til stadighed skifter fra underlegenhed til overlegenhed."Dostojevskijs perfekte roman Den evige ægtemand er kommet i ny mundret oversættelse. Den er stærkt underholdende. Den evige ægtemand indeholder essensen af hans temaer. Den er klassisk i sin konstruktion og minutiøs og virtuos i sine dialoger og dermed i skildringen af det fluktuerende evigt skiftende magtforhold mellem hovedpersonerne." – Marie Tetzlaff, Politiken, ♥♥♥♥♥♥"Den evige ægtemand hører muligvis ikke blandt Dostojevskijs mest kendte værker, men hvis dét skulle få nogen til at tro, at det ikke kan måle sig med mastodonterne Forbrydelse og straf, Brødrene Karamazov og Idioten, kan nogen godt tro om igen! ... Anskaf hurtigst muligt denne bog. I vil ikke fortryde det. ... Denne bog er pligt- og lystlæsning i én og samme indpakning." – Marie Guldager, Litteratursiden"… man mærker bag den beske selvironi en overlegen humor, der på grund af emnets selvbiografiske karakter virker betagende i sin menneskelige storhed. Desuden er dette møde mellem den bedragne ægtemand og hustruens elsker fra for ni år siden så mesterligt komponeret, at det i sine få, hektiske scener åbenbarer alt." – Vagn Riisager, Kristeligt Dagblad"I Den evige ægtemand når Dostojevskijs beherskelse af hans specielle dialog – en dialog, hvis ord er ladet med uudtalt betydning – måske toppen af perfektion. Scenerne mellem Veltjaninov og Trusotskij, hvor de hver især svarer – ikke på det den anden siger – men på det de ved eller fornemmer, den anden har ladet uudtalt, er fyldt med en hypnotisk spænding, som er fuldt på højde med scenerne mellem Ivan Karamazov og Smerdjakóf, og måske mere psykologisk spidsfindig, da elskeren og hanrejen skifter roller." – Joseph Frank, Dostoevsky – The Miraculous Years, 1865-1871

Fortællingen foregår over fire nætter i Skt. Petersborg, der med sin nordlige placering er kendetegnet ved sine lyse sommernætter, de hvide nætter, hvor drømmeren strejfer om og pludselig møder sin drømmepige i det virkelige liv og får muligheden for at bryde sin isolerede drømmetilværelse.Hvide nætter er fra Dostojevskijs ungdomsår og er skrevet i 1848 umiddelbart før han dømmes til 8 års forvisning til Sibirien for revolutionære aktiviteter. Romanen er i sin yndefulde lyriske og æteriske tone enestående i forfatterskabet. Det er en dybtgående analyse af den romantiske drømmer og en af de smukkeste kærlighedshistorier i verdenslitteraturen. Dens popularitet understreges af ni filmatiseringer verden over: Rusland, Italien (Luchino Visconti), Frankrig (Robert Bresson), Irak, Indien (flere udgaver) og senest i 2009 i Amerika."En pastelagtig henåndet digtning, i sin sarthed og ynde enestående i Dostojevskijs digtning." – Ejnar Thomassen"Hele fortællingen flyder af sted på en sky af musik, kærlighed og romantisk fantasi. Tingene spiller en underordnet rolle i dette værk, som formentlig er det mest lyriske af alt, hvad han har skrevet." – Geir Kjetsaa"Hvide nætter adskiller sig fra hans tidligere værker ved dens bedårende lette og delikate tone, dens atmosfære af forårsagtig ung følelsesfuldhed, dens elegante og vittige godhjertede parodier." – Joseph Frank

Den sagtmodige (Krotkaja) er en forvildet mands enetale natten efter hans unge kones selvmord. Den er blevet kaldt en af de mest gribende fortællinger om menneskelig fortvivlelse, som nogensinde er skrevet.Et latterligt menneskes drøm fortæller om en nihilist, der har besluttet at begå selvmord, fordi alt er ham ligegyldigt, men med pistolen i hånden falder han i søvn og finder i en drøm en mening i menneskets ansvar for at hjælpe og elske sit medmenneske.De to fortællinger Den sagtmodige (Krotkaja), 1876, og Et latterligt menneskes drøm, 1877, begge med undertitlen En fatastisk historie, blev offentliggjort i Dostojevskijs enmands-tidsskrift: En forfatters dagbog, hvor hvert nummer blev ventet med spænding i samtidens Rusland.Om Den sagtmodige (Krotkaja):"En ganske lille bog, men den er stor for os alle, uopnåelig stor." – Knut Hamsun"En af de mest gribende fortællinger om menneskelig fortvivlelse, som nogensinde er skrevet ... Hun dør, fordi han dræber hendes kærlighed, og da kærligheden endelig bryder frem i ham, er det for sent." – Geir Kjetsaa, Fjodor Dostojevskij – et digterliv

Udvalgte fortællinger omfatter fem mindre fortællinger fra forskellige perioder i Dostojevskijs forfatterskab. Samlingen indledes med En lille helt (1848), som Dostojevskij skrev i fængslet umiddelbart før sin 10 års forvisning til Sibirien. En smuk fortælling om en 11-årig drengs følelser, da han betages af og forelsker sig i den smukke og melankolske Madame M.."Den mest lysende og indtagende af Dostojevskijs tidlige fortællinger." – Joseph Frank, Dostoevsky – The Years of Ordeal, 1850-59"Et mesterværk af en barneskildring." – Ejnar ThomassenI Et svagt hjerte (1848) fortælles igen om en af de underkuede eksistenser, som er femtrædende i Dostojevskijs tidlige forfatterskab. Her skildres en underordnet, ydmyg og følsom kontorist, som i en glædesrus over udsigt til ægteskab med sin elskede, kommer bagud med et lovet kopiarbejde til sin forgudede chef, hvilket grundet hans samvittighedsfulde og følsomme karakter får fatale følger.En fatal historie (1862) er en satirisk farce, der udstiller en herre fra de højere klasser med de moderigtige liberale ideer, der dog ikke stikker dybere, end at det går rent galt, da han vil vise dem i praktisk omgang med almuen."Humoristen Dostojevskijs mesterværk er fortællingen En fatal historie … en række stadier af uforfalsket realisme og rystende komik." – Ejnar ThomassenI Bóbok (1873) kommer den farceagtige, satiriske stil med karnevalistiske træk, der ofte anvendes af Dostojevskij, til fuld udfoldelse, da de døde på kirkegården genkalder sig oplevelser fra deres liv."Ingen anden fortælling af Dostojevskij præsenterer så trøstesløst et billede af den gamle herskende overklasses uafhjælpelige forfald, gennemkorrumperet af den udsvævende europæiske kultur, eller giver en så skræmmende virkningsfuld illustration af hans evne til at anvende det 'fantastiske' til at portrættere den mest rå 'realisme'." – Joseph Frank, Dostoevsky – The Mantle of the Prophet, 1871-1881Samlingen afsluttes med En julehistorie (1876), der minder om og er lige så sørgelig som Den lille pige med svovlstikkerne af H.C. Andersen.

"Jeg er et sygt menneske ... Jeg er et ondskabsfuldt menneske. Et utiltalende menneske." Således indleder Kældermennesket sine optegnelser fra undergrunden. I forbitrelse over den herskende naive tro på fornuften, fremskridtet og individualismen har Kældermennesket isoleret sig. Han protesterer mod at reducere mennesket til et skabelonagtigt fornuftsmenneske. Nej mennesket er et irrationelt væsen (kun en tyvendedel fornuft), der handler på grundlag af underbevidste følelser, luner og kedsomhed og ofte imod egne interesser. Kældermennesket har været en inspirationskilde for mange af eftertidens betydeligste forfattere, ligesom den ubehagelige udkrængning af mindreværdskomplekser, såret forfængelighed og egoisme foregriber de senere psykoanalytiske studier.Dostojevskij skrev Kældermennesket i starten af 1864 og udgav den i det litterære tidsskrift Epocha, som han og hans bror Mikhail startede samme år. Værket siges at rumme hele det ideologiske grundlag, som Dostojevskij senere byggede sine store klassikere Forbrydelse og straf, Idioten og Brødrene Karamazov på. Kældermennesket siges ligeledes at markere starten på den modernistiske strømning i litteraturhistorien og har haft indflydelse på store historiske skikkelser som bl.a. Freud, Nietzsche og Kafka."... han er alene på scenen ... Til stede er kun, nede i salens mørke, læserne, som han ustandselig henvender sig til med salver af spot og anden latterliggørelse. Hans monolog behersker romanen fra ende til anden. Den er overdådigt euforisk og vittig, hvad enten det er de hudløse selvangreb eller de rasende selvforsvar, han kaster sig ud i ... Den der ikke genkender bare noget af Kældermennesket i sig selv, er slet ikke et menneske." - Niels Barfoed, Weekendavisen

Denne samling af fortællinger indledes med En fæl historie (1862), der er en satirisk farce, som udstiller en herre fra de højere klasser med de moderigtige liberale ideer, der dog ikke stikker dybere, end at det går rent galt, da han vil vise dem i praktisk omgang med de lavere klasser.”Humoristen Dostojevskijs mesterværk er fortællingen En fæl historie … en række stadier af uforfalsket realisme og rystende komik.” – Ejnar ThomassenI Bobók (1873) kommer den farceagtige, satiriske stil med karnevalistiske træk, der ofte anvendes af Dostojevskij, til fuld udfoldelse, da de døde på kirkegården genkalder sig oplevelser fra deres liv.”Bobók – en af Dostojevskijs korteste fortællinger – er næsten et mikrokosmos af hans samlede forfatterskab. Rigtig mange af de vigtigste ideer, temaer og forestillinger i hans værker både før og efter Bobók fremtræder her i ekstrem skarp og nøgen form.” – Mikhail Bakhtin, Problemer i Dostojevskijs poetikEn dreng til juletræsfest hos Kristus (1876) er en sørgelig historie om de fattige og hjemløse i Skt. Petersborg. Historien giver mindelser om Den lille pige med svovlstikkerne af H.C. Andersen.Samlingen afsluttes med den tidlige tekst Julefest og bryllup (1848), hvor der berettes om en ældre rig, grisk levemand, der alene for økonomisk vindings skyld indgår aftale med en 11-årig piges forældre om at ægte hende, når hun når skelsår, trods pigens afsky for den ældre mand.

Fortælleren Arkadij, der er illegitim søn af godsejeren Versilov, ankommer til Skt. Petersborg som nybagt student fra Moskva for at tage ophold hos sin biologiske far, der lever uden for ægteskab med hans mor. Faderen, som han kun glimtvist har set i barndommen, står for ham i et ophøjet skær. Han har under opvæksten lidt og følt sig ydmyget af sin illegitime herkomst, men har kompenseret med en hemmelig ide, der skal gøre ham rig som en Rothschild. Både forholdet til faderen og realiseringen af ideen kommer ud for alvorlige prøvelser, mens Arkadij hvirvles ind i en række intriger i den adelige familie. Først og fremmest får vi gennem Arkadijs dramatiske fortælling en indlevelse i det sårbare og komplicerede far-søn-forhold.”Bogens spændende handling bevæger sig gennem en suverænt gennemført personskildring, samtidig med at man tæt følger hovedpersonens desperate forsøg på at orientere sig i sig selv.” – Bent Windfeld, Berlingske”Den handler om skadede børn, om anerkendelse, arv, besættelse og jalousi, og læseren skal have den gedigne spænding til gode. Dostojevskij er nemlig sammen med alt det andet … en stor kriminalforfatter.” – Marie Tetzlaff, Politiken”For en grønskolling, det er han, den tyveårige Arkadij Dolgorukij, som er romanens hovedperson og fortæller. Både i sine egne og andres øjne. Arketypisk med sine eksalterede, emotionelle rutschebaneture, himmelhoch jauchzend, zum Tode betrübt. Med sit syn på kvindekønnet, svingende mellem kold foragt og glødende tilbedelse. Og ikke mindst med sit smertefuldt nødvendige opgør med verden – og far.” – Mette Dalsgaard, Weekendavisen”Det er en raffineret moderne roman, mere end de omgivende Idioten og Brødrene Karamazov, med en velberegnet treleddet komposition, lige så kompleks som hovedpersonernes sjæleliv, ikke mindst Versilov, et skræmmebillede af et splintret sind med et pragtfuldt sammenbrud, hvor han smadrer et dyrebart ikonbillede mod et kaminhjørne, hvor helgenbilledet flækker i to dele. Der skal et ordentligt edderkoppenet til at holde sammen på stumperne. Men det er tillavet af kattefjed, snogespyt og kvindehår på listigste vis.” – Torben Brostrøm, Information

I Onde ånder giver Dostojevskij en dybdeborende analyse af nihilismen og terrorismen med udgangspunkt i en gruppe revolutionære centreret omkring lederen Pjotr Verkhovénskij og den dæmoniske kyniker og nihilist Stavrógin. Dostojevskijs visionære analyse forudsiger nærmest med profetisk klarhed den voldelige russiske revolution, og den er helt aktuel i forhold til den terrorisme, vi oplever i nutiden. Efter terrorangrebet 11. september skrev den franske filosof og frafaldne maoist André Glücksmann en artikel med overskriften 'Dostojevskij på Manhattan', hvor han trækker på beskrivelsen af nihilismens og terrorismens væsen i Onde ånder som et alment, potentielt menneskeligt karaktertræk. Det er Dostojevskijs mest ideologiske roman, en social og politisk satire med en social tragedie. Selve handlingen er i vanlig Dostojevskij-stil krimiagtig, barsk realistisk og medrivende med mange handlingsforløb.En oversigt over personerne i romanen kan downloades her."Bogen er slet og ret vidunderlig læsning. Det er en af den slags yderst sjældne bøger, som fra første side går ind og griber læseren i struben og først slipper sit jerngreb, når den sidste side i bogen er vendt." – Anna Libak, Weekendavisen"Dostojevskijs mest besættende bog, en roman om en forbrydelse, mere spændende end selv de mest knugende krimier." – Johs. H. Christensen, Jyllandsposten"Den tog sigte mod den politiske terror i zartidens Rusland – men ramte plet i hele terrorismens idé og psykologiske anatomi til alle tider." – Mette Dalsgård, Bogens Verden"Den brillante vildskab i hans vid, den profetiske kraft og indsigt i hans satire, hans uforlignelige evne til at levendegøre og personificere de dybeste og mest komplekse moralsk-filosofiske spørgsmål og sociale ideer i karaktererne – forener sig alt sammen til at gøre dette 'pamflet-epos' til Dostojevskijs måske mest blændende værk … Onde ånder forbliver uovertruffen som et forbløffende forudseende portræt af den moralske sump, og mulighederne for selvbedrag ud fra de højeste principper, som er fortsat med at forfølge det revolutionære ideal (endog mere spektakulært) fra Dostojevskijs tid frem til vores egen." – Joseph Frank, Dostoevsky

I 1849 blev Dostojevskij dømt til døden for formodet deltagelse i en konspiration mod zaren. Dødsdommen blev ændret til ti års tvangsarbejde i Sibirien, hvor han tilbragte de første fire år med lænker om benene i en straffelejr blandt samfundets værste forbrydere og efterfølgende aftjente seks år som soldat. Fængselsstraffen præger hans forfatterskab, og i Minder fra dødens hus (1860-62) skildrer han livet i tugthuset gennem romanens fortæller, Aleksander Petróvitsj, der er dømt til ti års strafarbejde for mordet på sin hustru. Hans liv i straffelejren bliver særlig hårdt, da han tilhører den lille skare af adelige, der er ugleset af de øvrige fanger fra de lavere klasser, især bondestanden.Bogen skifter elegant mellem forskellige genrer – fiktion, dokumentarisme, filosofiske overvejelser, biografi. Beskrivelsen af de elendige forhold i lejren, brutaliteten i afstraffelserne, den knusende ensomhed og sammenstuvningen af fangerne, er præget af en klinisk objektivitet – helt anderledes end i Dostojevskijs senere romaner med højspændt drama og intriger. Nogle af fangernes historier genfortælles i deres egen stil og med deres egne ord uden forfatterens indblanding (Dostojevskij noterede flittigt i en lille notesbog under fængslingen).Tolstoj betragtede bogen som et af de mest originale værker i russisk litteratur, og Turgenev kaldte badescenen for "simpelthen Dantesk". Romanen blev iscenesat som opera af den tjekkiske komponist Leoš Janáček i 1927."Denne forbløffende bog var en sensation i samtiden og blev kilden til Dostojevskijs modne fiktion … 150 år senere har romanen bevaret sin kvalitet som litterært eksperiment, der er i stand til at chokere og bevæge sine læsere." – Robert Byrd, Fyodor Dostoevsky"Dostojevskijs bemestring af skaz-formen og den lavmælte, lakoniske, apatiske tone i hans fortælling – så modsat den normale nervøse rytme i hans prosa, især i hans monologer – kan næppe beundres nok; det viser, at hvis han havde valgt det, kunne han have været en helt anden type af forfatter." – Joseph Frank, The Stir of Liberation, 1860-1865"… kunstnerisk et af hans ypperste værker, et genialt affattet dokument til medleven i hans oplevelser og erfaringer i tugthuset … en sjæleskildring af en aldrig før eller siden oplevet intimitet." – Ejnar Thomassen

De ydmygede og sårede, som Dostojevskij udgav som føljetonroman i 1861 kort efter hjemkomsten fra Sibirien, er tema- og stilmæssigt en forløber for de store romaner. Den fik en blandet modtagelse hos kritikerne, der ikke alle var lige begejstrede. Det var til gengæld læserne, som ventede spændt på næste afsnit og følte med den hjemløse og ydmygede Nelly. Også Nietzsche måtte indrømme, at bogen rørte ham til tårer.Sideløbende med historien om den fattige pige Nelly og nihilisten Fyrst Valkovskijs kyniske udnyttelse og nedværdigende behandling af moderen udspiller der sig en kærlighedshistorie mellem fyrstens søn Aljosja og hans tidligere bestyrers datter Natasja. Det udvikler sig fatalt i et trekantsdrama, da fyrsten forsøger at få Aljosja gift med den tiltalende og formuende Katja. Til sidst løber de to historier sammen i en tragisk slutning."Nellys historie, fortalt af hende selv, er et af de mest rystende menneskelige dokumenter i hele Dostojevskijs digtning." – Ejnar Thomassen"Dostojevskij har skrevet romaner større end denne; men den indeholder ting, der er på højde med det bedste i hele verdens forfatterskaber." – Hans Brix

"Onkel" er en affældig, noget senil, men velhavende fyrste, som tilfældigt ankommer til byen Mordassov og omgående tages under beskyttelse af byens magtfulde førstedame, Marja Aleksándrovna. Hun udpønser en plan til at få ham gift med sin skønne 23-årige datter Sina, men både den stolte Sina, konkurrerende bejlere og rivalinder gør sagen kompliceret, og Marja Aleksándrovna må udfolde hele sit mesterlige register af overtalelse, snedighed og intriger.Sladderen og rygtemøllen i den provinsielle by er behændigt fanget i Dostojevskijs latterliggørende heroiske tone. Onkels drøm er ligesom den samtidige roman Godset Stepantjikovo en farceagtig, satirisk komedie og viser, hvor morsom Dostojevskij kan være, som det også mere glimtvis kommer frem i de store romaner.For første gang optræder her en fortæller, som med forkærlighed for sladder og skandaler beskriver det provinsielle miljø, han selv er en del af – en teknik som Dostojevskij anvender igen i Onde ånder og Brødrene Karamazov. Dialogen er som vanligt hos Dostojevskij uhyre fængende og giver dybdeborende portrætter af de forskellige karaktertyper. Onkels drøm har alle de typiske kendetegn fra Dostojevskijs psykologiske og filosofiske forfatterskab.

Goljádkin er en lavt rangeret embedsmand på et større kontor i Sankt Petersborg. Han føler sig ydmyget i det meget klassedelte samfund og drømmer urealistisk om øget rang og indflydelse. Han skuffes gang på gang og føler sig krænket og nedværdiget, hvilket afstedkommer en sygelig sindstilstand, hvor han indbilder sig at møde sit alter ego: Goljádkin den yngre, som evner, hvad han ikke selv formår og uden skrupler maser sig frem og efterhånden fortrænger Goljádkin den ældre, der reduceres til en forsagt tåbe.Dobbeltgængeren er fra Dostojevskijs ungdomsår og er hans anden roman, udgivet i 1846. Romanen er blevet stående som en klassiker med sit psykologiske studie af menneskets komplekse, ofte modsætningsfyldte natur, der under ugunstige omstændigheder kan udvikle sig til sygelig skizofreni."Ideen indlejret i Dobbeltgængeren – den interne splittelse mellem selvopfattelse og virkelighed, mellem hvad en person ønsker at tro om sig selv, og hvad han i virkeligheden er, konstituerer Dostojevskijs første opfattelse af en karaktertype, der blev hans kendemærke som forfatter. Goljádkin er stamfaderen til alle Dostojevskijs splittede karakterer ... som Kældermennesket, Raskolnikov, Stavrogin og Ivan Karamazov." – Joseph Frank, Dostoevsky

Komedien Godset Stepantjikovo er Dostojevskijs første større roman efter hjemkomsten fra Sibirien. Centralt i bogen står snylteren og hykleren Foma Fomitsj Opiskin, der i mange år har ageret tjener og herregårdsnar for en kynisk general, der ydmygede og nedværdigede ham. Da generalen dør, flytter Foma, sammen med generalens enke og en række andre snyltere, ind på godset Stepantjikovo, der ejes af generalindens søn: den godmodige oberst Jegor Iljitsj Rostanjev. Med sin tilsyneladende høje intellektuelle dannelse og veltalenhed lykkes det hurtigt Foma at forblinde godsets beboere og gøre dets ejer til sin marionetdukke. Fomas årelange forkuelse har gjort ham hævngerrig, magtsyg og ondskabsfuld, og som hustyran på Stepantjikovo ydmyger og nedgør han dets beboere, præcis som han selv blev ydmyget og nedgjort.Thomas Mann har betegnet Foma Fomitsj som "en komisk kreation af første klasse, rivaliserende med Shakespeare og Moliére."

Spilleren er vel den roman i verden, der mest indgående har analyseret spillelidenskaben som last. Men bogen indeholder meget andet. Som altid i Dostojevskijs romaner er der rammende og dybdeborende psykologiske personskildringer af forskellige typer, og en tragisk kærlighedshistorie er også indlagt. Dostojevskij var selv i en periode besat af spillelidenskab (i en sådan grad, at han en overgang ikke kunne vise sig uden for hotellet, da selv bukserne var pantsat) og kendte derfor lasten indefra."Spilleren er en fortættet historie om penge, lidenskab, fornedrelse og selvbedrag – altså de fleste af Dostojevskijs centrale temaer ... De psykologiske paradokser og den elementære spænding står på nakken af hinanden i dette lille mesterværk, som det er en fornøjelse at læse, også i Ole Husted Jensens oversættelse ... Først og fremmest er denne 134 år gamle roman knaldgod underholdning, og den overgår med lethed det meste af, hvad der ellers for tiden udkommer på dansk." – Marie Tetzlaff, Politiken"Man bliver grebet i nakken og kylet midt ind i handlingen. Familiehemmeligheder, forelskelser, formuer og fallitter snurrer svimlende rundt i Dostojevskijs lille tyske kur- og spilleby Roulettenburg. Her leves livet sandelig sandelig forlæns og forstås baglæns. Hvis det da forstås ... Som helhed fungerer oversættelsen ubesværet. Romanen virker, om muligt, mere uafrystelig end før. Rå og sindsoprivende, simpelthen ... Den er spændende som en kriminalgåde, gribende som en fængselshistorie og åndfuld som en Shakespearesk monolog." – Mette Dalsgaard, Berlingske Tidende