Bøger af Henning Pedersen

Der snakkes meget om bier for tiden, men hvad siger bierne mon selv? I denne bog er det bierne, der taler, og de snakker selvfølgelig om menneskene, men også om dyr og fugle, venner og ikke mindst fjender. Honningbien Top vil have svar på alt, og den får god hjælp af humlebien Tumling, hvis denne da ellers kan frigøre sig fra sin yndlingsblomst, kåltidslen. Vi følger bierne fra sidst på vinteren til det sene efterår. Med smukke illustrationer og i et humørfyldt, letflydende sprog, som taler til både børn og voksne, følges vi med dem over blomstrende enge, dunkle skove og golde stubmarker. Og jo, der er konflikter i bistadet, så spænding er der rigeligt af i bogen. Henning Pedersen har i mange år boet i et lille hus i Hersom på kanten af Skals Å-dalen sammen med sin kone og to katte. På deres store naturgrund har de selskab af nattergale, svaler, spætter, stære, mejser og mange andre vingede væsener, og i tidens løb har de også lagt hus til kaniner, høns og ikke mindst bier. I en periode bidrog bierne til husholdningen med honning fra egne stader. En skønne dag lettede det sidste hold bier dog og fløj mod ukendte egne. Hvor de blev af, er der ingen der ved, men det mysterium kan det tænkes, at denne fortælling har et bud på at løse.

Pæretræet består af 12 beretninger fra forfatterens barndom i Kolding, som strakte sig fra 1940 til 1958. Der er fortællinger om bl.a. gaden, krigen, befrielsesdagene, pæretræet, skolen, biffen, gadegøgl og det farlige liv uden for Grønnegades trygge rammer sammen med de jævnaldrende kammerater. En håndfuld af beretningerne tager udgangspunkt i markante personer fra forfatterens barndom, og Koldinghus, byens vartegn, sniger sig på forskellig vis ind i mange af fortællingerne. Hvor det forekommer naturligt, trækkes der tråde undertiden helt op til vore dage og enkelte gange endda helt til Amerika, men langt det meste af tiden er vi i Kolding i 1940’erne og 1950’erne og helst ikke for langt fra Grønnegade. Uddrag af bogen Englænderne så jeg komme, men ikke Montgomery. Jeg så deres flotte tanks og deres Monty-huer, og jeg fik en Monty-hue selv. Jeg så også Morfar stå og filme englænderne. Det varede ikke længe, før englænderne var væk igen. De havde åbenbart mere travlt end tyskerne, som havde været der så længe, jeg kunne huske. Det lød godt, når de sang ”Ha li ha la ha lo” og gik i takt ned gennem gaderne. Englændernes sang ikke. Det var måske, fordi de tyggede tyggegummi – jeg fik også tyggegummi af dem, men det klistrede, syntes jeg, og hang fast alle steder.Nu var der fred, men det havde de voksne svært ved at forklare, hvad var. Om forfatterenHenning Pedersen er født i Kolding umiddelbart før besættelsen og er vokset op i Grønnegade. Han rejste til København efter studentereksamen i 1958. Som 20-årig sejlede han ud på de syv have som besætningsmedlem på et ØK-skib. Tog lærereksamen fra Hellerup Seminarium i 1965. Har siden mest ernæret sig som højskolelærer og dramatiker med basis i et lille hus på Viborg-egnen, hvor han og hans kone nu nyder deres otium.