Bøger af Ingvar Glad

Fra slutningen af kapitlet: ”Farvernes sprog: Farvesymbolik” ”Den blå time,” fra fransk ”l’heure bleue”, er den tid, lige før det skumrer, hvor det sene, skrå sollys fylder rummet med en ro og harmoni, som ikke mange forbliver upåvirket af. Egentlig er timen snarere end af den blå farve præget af den gyldne tone, så man kunne få en fornemmelse af, at ”blå” her er et udtryk for den følelse af lykke og lethed, der følger med timens næsten overjordiske karakter – med dens præg af tidløshed.Det siger nærmest sig selv, at den blå time er blevet skildret af mange lyrikere, f.eks. af Thorkild Bjørnvig i digtet ”L’heure bleu,” men nok mest indtrængende i hans digt ”september”, den måned, hvis himmel er så blå, at den ofte kan opleves som årets pendant til den blå time. Heri skriver han: ”Denne sjældneligevægtstime,som usøgt kommerer tålmodsgaven” Det er præcis den samme stemning, men mere hverdagsagtigt udtrykt, vi møder hos Buster, den sensitive Brønshøjdreng fra ”Busters Verden” af Bjarne Reuter.Bogens skildring almindeliggør oplevelsen af den blå time ved at trække den ned i den københavnske hverdag, og den skal have lov at afslutte dette kapitel om farvernes symbolik.

Fra kapitlet: ”Humor i sproget”Humor er noget, der ikke skal tilrettelægges, den bør udfolde sig og opleves spontant. Egentlig modsiger man derfor sig selv, når man begynder at sætte ord på humoren i sproget. Men det får være.Humoren opstår tit af skævheder, hvor forskellige formuleringer kommer på kant med hinanden.Det kan blandt andet være, fordi de er placeret så tæt, at det uvilkårligt resulterer i et sammenstød, der ikke var tilsigtet.Det ser for eksempel ud til at være tilfældet for teologen og folkemindeforskeren H.F. Feilberg. I hans højt værdsatte ”Bidrag til ordbog over jyske almuesmål” kan vi om ordet ”sysle” læse:”Han har syslet lidt med hende, dvs. besvangret hende,” skriver han – og fortsætter så: ”ordet bruges nok også hist og her om at gøre småarbejde inden døre.”Den utilsigtede morsomhed har fri bane, men ellers må mange vittigheder lide den tort at høre, hvad vi sagde som drenge: ”Den er gammel. Den går på krykker i Aalborg.” Mark Twain har helt oplagt ret, når han siger: ”Adam havde et fortrin – når han sagde noget godt, vidste han, at ingen havde sagt det før ham.”

Undervejs – kulturens aftryk i sproget bevæger sig i 40 kapitler med sproget som øjenvidne og fortæller gennem lige så mange forskellige miljøer og livsmuligheder spredt over vores liv fra ”Fødsel og barsel” til ”Døden.” Men kapitlet ”Sproget” får dog lov at sætte det sidste punktum, da sproget er forudsætningen for, at vi har en erindring og historie – og overhovedet noget at fortælle. Fra indledningen til kapitlet ”Sejladsen”:Livet til lands og til vands er præget af vidt forskellige livsbetingelser, i sproget som i virkeligheden. Bondens hverdag med marker og dyr, det liv, som mange var så fortrolige med, er indgået i sproget med mange nuancer og minespil. Anderledes forholder det sig med livet til søs. Her danner udtrykkene en langt enklere ”arkitektur”, bestemt af barske, uomgængelige vilkår, dem som et ordsprog udtrykker således: ”Hvo som kommer i søen, skal enten synke eller sejle.” Men det er risikoen værd, påstår det stolte, aristokratiske motto, som Karen Blixen i sin ungdom satte for sit liv: Navigare necesse est, vivere non necesse! Det er nødvendigt at sejle, ikke nødvendigt at leve! Skulle man gøre det korte, knappe motto en smule mere snakkesaligt, kunne man tænke sig en belæring i retning af: Undgå på din livssejlads enhver form for dødvande, der hæmmer sejladsen. Betænk, at stagnum for romerne betød stillestående eller ganske langsomt flydende vand. Undgå stagnation. Fyld dine sejl!