Gør som tusindvis af andre bogelskere
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.Du kan altid afmelde dig igen.
Lene er på alle måder stedbarn af samfundet, da hun både er forældreløs og invalid. Hele livet kæmper Lene for at overleve i en tid, hvor der ikke var andet at gøre end at leve på andres nåde. Til trods for sit handicap har Lene en indre varme, der er de fleste forundt, og ender med at være en ledestjerne for hele sognet. Bogen er skrevet i og med samtidens sprog og retskrivning.
Jens Jakobs sønner er meget forskellige, og efterhånden som de vokser op, viser deres forskelligheder sig mere og mere, og får til sidst tragiske følger. Bogen er skrevet i og med samtidens sprog og retskrivning.
En roman om en ung bonde, der vælger det politiske liv fra og i stedet koncentrerer sig om hjemmelivet og den personlige udvikling, der ligger i de nære relationer. Bogen er skrevet i og med samtidens sprog og retskrivning.
Pastor Bang er enkemand og far til to børn. I præstegården bor også den Karen, som både Bang og børnene elsker. Bang ønsker at gifte sig med sin husholderske, som han er blevet meget forelsket i. Sagen er dog den, at hun er fraskilt og Bang er derfor tvunget til at forlade sin stilling som præst. hvis han gifter sig med hende. Pastoren i Løgum står over for sit livs sværeste valg. Skal han vælge kærligheden eller sit præstekald?
Med den stort anlagte roman Bjærregården kastede Johan Skjoldborg, der ellers frem for nogen var husmændenes digter (alle kender endnu husmandssangen Med min hakke, min skovl og min spade), sig over et nyt stof, gårdejerstanden. I denne bog giver han en forunderligt levende beskrivelse af tre slægtled af bønder – på den samme ejendom, Bjærregården. Det er samtidig tre generationer af grundtvigianere, og jævnsides med, at forfatteren følger udviklingen i landbruget fra dets mere statiske form op til århundredskiftet, frem over andelsbevægelsen mod mere moderne tanker omkring ager- og kvægbruget, oplever man forskellige faser af grundtvigianismen.Overalt i den mesterlige virkelighedsskildring sporer man Skjoldborgs intense optagethed af sit stof og den sande digters evne til – ofte i få streger – at tegne lyslevende portrætter af sine personer. OM FORFATTERENJohan Skjoldborg er født i 1861 og død i 1936. Han slog igennem som forfatter med romanen En Stridsmand (1896), der blev tilegnet husmandsstanden, som formede hans egen opvækst. Herudover har han blandt andet skrevet romanerne Gyldholm (1902), Sara (1906), Nye mænd (1917) og Kragehuset (1982).
"Gyldholm" fra 1902 om arbejdernes vilkår på en herregård er blevet kaldt for Danmarks første arbejderroman.Den verden, Skjoldborg skildrede, havde ikke tidligere været beskrevet i litteraturen."Der skal imidlertid også research til, så Johan Skjoldborg lader sig fæste på herregården Aakær i nærheden af Gyllingnæs øst for Horsens. Her lærer han sig, hvad det vil sige at arbejde i det store kollektiv af landarbejdere, karle, fodermestre, piger, tyende og knægte, som udgør folkeholdet ved en stor herregård. (Dansk Litteraturs Historie)"Allerede fra begyndelsen af romanen ridses bogstaveligt talt to spor op – et højt og et lavt: da gruppen af arbejdsmændene kommer ridende, må de vige af sporet på vejen for godsejeren og hans vogn....Fra starten beskrives arbejderne med stor indlevelse, varme, individuelle kendetegn og interne skærmydsler, hvilket står i kontrast til den ensartede arbejdende masse, som de bliver til i deres arbejde på godset. Ikke kun arbejdernes tøj og fattige ydre fremtoning står i kontrast til deres herrer, men også sproget bliver en skelsættende faktor, hvor dialekten afslører undersåtten, mens det rigsdanske tilhører herrerne.... Men så ankommer en ny husmand og med ham det socialistiske budskab om sammenhold, faglig forening og rettigheder til Gyldholms måbende og skeptiske arbejdere. For første gang i romanen indtræder her en dialog mellem to af de høje herrer – en dialog nødvendiggjort af den nye husmands skaben røre i andedammen. Kammerherren forviser husmanden, som lader sin harmonika spille oprørske toner, der tilsyneladende forsvinder med ham – og dog. For herefter indtræder romanens klimaks, da Per Holt mister to børn i en brandulykke. To børn ud af mange, der er ladt alene hele dagen, fordi også mødrene arbejder fra morgen til aften på godset. Ulykken bliver romanens stærkt kritiske kommentar til arbejdernes ringe vilkår, der her koster menneskeliv. Begravelsen bliver vendepunktet, hvor byarbejdere forener sig med landarbejdere for sammen at udtrykke sorg og protest over misforholdet. Vendepunktet iscenesættes i kirken, hvor den gamle tro symboliseret ved præsten og hans traditionelle og her meningsløse ord bliver afløst af den nye tro, socialismen, der via en talsmand ved begravelsen italesætter de rigtige og meningsfulde ord: placerer ansvaret for ulykken hos herremændene. ..Per Holt står herefter i spidsen som agitator for den socialistiske tro: "Er dette da ikke et Slaveliv? - Men vi mærker det ikke tilsidst. Saadan lever vi op, saadan levede vore Forældre, og saadan lever vore Børn - og tilsidst kan vi hverken høre eller se, eller fatte eller føle!" Sanserne vækkes bogstavelig talt til live og Per Holt ser nu misforholdene omkring sig. (Litteratursiden)
Skjoldborg måtte selv skyde penge i udgivelsen af sin første roman, En Stridsmand (1896), for ingen forlægger turde binde an med noget så underligt som en roman, der havde en husmand som hovedperson. Det var simpelthen aldrig set før. Den lille roman indledes med digtet „Du Husmand“, der her i romanen dedikeres „Til den danske Husmand!“ Handlingens absolutte hovedperson er Søren Brander, der lever en sorgløs og lystig ungdomstilværelse, men som i mødet med Ane forstår, at han har en gerning at udføre i tilværelsen, nemlig at udfolde husmandens lod her på jord. Men først føres læseren ind i det landskab, der er en meget væsentlig med- og modspiller for menneskene i Skjoldborgs fortællinger:Landet, som vi i dag ville kalde marginaljorder, beskrives metaforisk som på en gang jomfrueligt og herreløst, så husmandens forpligtelse er både af erotisk og hellig karakter. I forhold til „Slid“ skildres Søren Brander i en En Stridsmand som en mere hel person, der nok har bandet og sviret og moret sig som ung, men som nu forstår sit kald som en dobbelthed af fysisk arbejde og åndelig stræben. På den måde er En Stridsmand forløbsmæssigt opbygget som en dannelsesroman. Søren Brander indtager sin plads i en slægtskæde, der forvalter gaverne fra 'det urgamle, udyrkede land', hvorved han altså ses som en traditionsforvalter og -fornyer.Stridsmanden sætter sin dagsorden i forholdet til de bønder, der lever på fed jord længere inde i landet, og i forholdet til dem, der repræsenterer den mulige opløsning af de vigtige arbejds- og påholdenhedsdyder, for „Sørens Vilje var ligesaa sej som de Rødder, hvoraf han flettede sine Kurve“. Husmanden Søren er ikke bare halsstarrig, som Ole i „Slid“, men et menneske, der samtidig med, at han kultiverer den ydre natur, lader sin egen indre natur forme og udvikle sig.Skjoldborg lader således sin helt, sin stridsmand, udfolde en utopi, der både er visionær og konkret historisk bundet til en egn og en virkelighed, der var let genkendelig.Skjoldborg kan da lade sin Søren Brander forme dette testamente:For sidste Gang lod den gamle Stridsmand saa i Tankerne Blikket glide over sine Agre, der bølgede bag grønne Hegn, det lille Kongerige, han havde erobret fra den raa Klit. Og saa sagde han til Sønnen: „Lad mig se, min Dreng, at du aldrig giver dig fortabt! Jeg skal fornemmelig sige dig, hvad du gerne kunde tænke ved imellem Stunder: den, der vil noget, han kan ogsaa noget!“Han døde en let og rolig død.Dette råd, denne formaning til sønnen, rummer kernen i det, Skjoldborg gerne ville med sin roman, nemlig vise samtidens husmænd en vej frem mod den selvrespekt, som de hverken politisk eller økonomisk havde let ved at få, men det ligger også i opfordringen til dem, at de selv må handle for at gøre sig uafhængige af de magtens, traditionens og identitetens bånd, som binder dem.
Johan Skjoldborgs roman "Gyldholm" (1902) skildrede landarbejdernes kår på en herregård.**Gyldholm fik en fortsættelse i Per Holt (1912), hvor Skjoldborg så at sige prøver sin potentielle arbejderhelt af i et andet miljø end herregårdens. Per er nu fæstet hos selvejerbonden og grundtvigianeren Niels Rask, som kommer Per i møde på det åndelige niveau, men som heller ikke kan forlige sig med fagforeninger og socialisme. Romanen ender i en stor utopi om at realisere en slags fællesdrift, en andelstanke ført over i en kibbutzagtig eller socialistisk-økologisk drøm om at nedbryde den private ejendomsrets skadevirkninger ved at dele den. (Dansk Litteraturs Historie)
I ”Nye mænd” vender Johan Skjoldborg blikket tilbage mod de traditionelle dyder, mens han skildrer en ung bonde, der vælger at udvikle sin personlighed i hjemmelivet frem for at deltage i politisk arbejde og at vise sig frem udadtil.Johan Skjoldborg (1861-1936) var en dansk forfatter, der 1893 debuterede med romanen ”I skyggen”. Hans store gennembrud blev romanen ”En stridsmand” fra 1896, og efter mange velmodtagne udgivelser fik Johan Skjoldborg opført en æresbolig ved Løgstør.Bogen er skrevet i og med samtidens sprog og retskrivning.
Den unge klitbo Søren Brander lever et sorgløst og lystigt liv, men da han møder Ane, mærker han, at der er en mening med hans liv. Han giver sig i kast med det hårde arbejde med at få sit husmandsbrug til at trives, samtidig med at han må kæmpe mod naboer og genboers mistro og foragt.Johan Skjoldborg blev kendt som husmændenes digter og giver her en stemme til en negligeret samfundsklasse, som i dag er forsvundet.Johan Skjoldborg (1861-1936) var en dansk forfatter, der 1893 debuterede med romanen ”I skyggen”. Hans store gennembrud blev romanen ”En stridsmand” fra 1896, og efter mange velmodtagne udgivelser fik Johan Skjoldborg opført en æresbolig ved Løgstør.
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.