Bøger af Kai Sørlander

Det er ikke nok at betragte demokratiet som en rettighed. Vi må først og fremmest betragte det som en forpligtelse – en forpligtelse til at forholde os til hinanden som politisk ligeværdige.I DEN POLITISKE FORPLIGTELSE tager Kai Sørlander demokratiets fundament under rationel behandling. Hvordan sikrer man, at et demokratisk flertal ikke omstyrter demokratiet? For at demokratiet kan være en konsistent, samfundsorden er det nødvendigt, at vi alle – som rationelt tænkende individer – er underlagt en indre etisk fordring, som forpligter os i forhold til hinanden, en elementær forestilling om borgernes politiske ligeværdighed, som vi bør opbygge samfundet på basis af. Men findes en sådan rationel etik, som rummer de demokratiske værdier? Hvis ikke, er demokratiet ikke en rationel politisk orden!I bestræbelserne på at besvare dette spørgsmål behandler Sørlander forholdet mellem religion og politik, mellem jura og politik, mellem demokrati og økonomi og mellem ytringsfrihed og demokrati. Desuden diskuterer han spørgsmålene: Hvorledes bør demokratiet forholde sig til civil ulydighed? Til terror og tortur? Og hvad med videnskab og kunst?

Filosofien spørger efter den dybeste sandhed om verden og vor situation i verden: det, som under ingen omstændigheder kunnevære anderledes. Dette spørgsmål har filosofferne gennem historien forsøgt at besvare. De har opstillet forskellige filosofiske systemer,men ingen har vundet almen tilslutning; og det er i dag en udbredt opfattelse, at de filosofiske systemers tid er forbi. I stedet har man affundet sig med, at der ikke er nogen endegyldig sandhed, men at der kun er partikulære og lokale sandheder.Denne position er imidlertid selvmodsigende. Man kan ikke konsistent benægte, at vi kan nå frem til en endegyldig og universel sandhed om vor situation i verden, fordi denne benægtelse i så fald selv må få status som en endegyldig og absolut sandhed om vor situation i verden.Derfor lever vor kultur på en fundamental misforståelse af vor situation i verden. Og derfor gælder det om at få denne misforståelse ryddet af vejen. Det betyder, at vi skal begynde forfra med at stille det filosofiske spørgsmål helt fra bunden – og med forståelsen af, at vi ikke kan udelukke muligheden af et gyldigt svar, fordi en sådan udelukkelse vil være selvmodsigende.Det er dette, som gøres i denne bog. Det vises helt konkret,hvorledes man skal gå frem for at afdække det system af indbyrdes definerede grundbegreber, som må være forudsat enhver mulig virkelighedsbeskrivelse og enhver mulig beskrivelse af vor situation som personer. Og dermed gives i princippet et endegyldigt svar på den filosofiske spørgen.

Ud fra modsigelsessystemet udvikles en tese om, at de endegyldige sandheder udgør et sammenhængende system. Forfatteren gør op med relativisme og historicisme og forsøger at hæve sig til et absolut grundlag.

Fornuften er vor vigtigste arv. Den er vor intellektuelle og moralske målestok. Den lever i vor videnskab, teknologi og kunst og i vor sekulære demokratiske samfundsorden. Men den er ingen selvfølge. Svigter vi dens krav, så kan vi ikke give den videre, og så dør den. Derfor bør vi forstå det grundlag, hvorpå den står. Både historisk og principielt. Vi bør forstå, hvad det er, som har gjort, at det netop blev den vestlige – europæiske – kultur, som blev hjemsted for fornuftens gennembrud i videnskab, kunst og politik. Og vi bør forstå, hvad det er, som gør, at fornuftens krav er universelle og ikke kun vestlige. Det er nødvendigt, hvis vi skal sikre fornuftens overlevelse og ikke blot vandre blindt ind i fremtiden. Men forståelsen kommer ikke af sig selv. Den kommer først gennem selvstændig tænken. En tænken, som denne bog vil fremprovokere.Kai Sørlander er en sjælden original stemme i dansk filosofi. I sin nye bog kombinerer han historie, filosofi og etik med streng logisk analyse. Hans filosofiske mål er at udlede et politisk ideal, der kan guide vores fremtid og vores beslutninger med fornuften i centrum.

Filosoffen Kai Sørlander kræver rationaliteten genindført i den hjemlige religionsdebat. Det er i første omgang et filosofisk krav, men det er også et politisk krav.Igennem de seneste århundreder har den vestlige verden kæmpet sig til en reel adskillelse mellem politik og religion. Denne adskillelse har stået som det herskende ideal. Men tiderne er skiftet, og situationen er ændret med de seneste generationers indvandring og etablering af islam og islamiske trossamfund i Vesten, herunder også i Danmark. Der er skabt en tilstand, som gør det nødvendigt at gennemtænke forholdet mellem religion og politik på ny. For med islam har vi at gøre med en religion, som udfordrer vor traditionelle vestlige opfattelse af, at religion og politik bør holdes adskilt, og at religiøse argumenter bør holdes ude af den politiske diskussion. Men bør vi stadig holde fast ved den opfattelse? Hvorledes er det fornuftigt at forholde sig? Hvad kræver fornuften af os, ganske uafhængigt af vor religiøse tro? Hvad er det rationelle svar?Det gælder ikke blot om at finde grunde for den holdning, man allerede har. Det gælder om at nå sandheden, mener forfatteren. Den sandhed, som vore rationelle begrundelser kan bære. I sine forsøg på at finde svarene og sandheden foretager han deduktive nærlæsninger af Biblen og Koranen, af Jesu og Muhammeds ord og handlinger og sammenstiller disse med fortolkninger og ’brugen’ af de religiøse skrifter, som den kommer til udtryk i aktuelle problemstillinger, levemåder og argumentationer, der rejser politisk diskussion i Danmark i disse år.